Hendes historie begynder godt og slutter lykkeligt. Men ind imellem er det en smertefuld og ond oplevelse af et planlagt mord og indtil flere stater, der vender ryggen til. Må vi præsentere en ganske almindelig dansker med et ganske almindeligt navn og et ganske almindeligt - faktisk ret idyllisk - hus langt ude på landet, hvor heste græsser i folden, og børnene cykler til skole. Berit Jørgensen er hendes navn. Fostermord Hun har gået med sin historie i 14 lange år. Først syv. Så skrev hun historien ned og lagde den i skuffen. Men nu udsender hun bogen om en stormende forelskelse, en lykkelig forlovelse, en forventningsfuld graviditet og faderens uhyggelige fostermord på deres dansk-saudiske søn. Bogen kredser omkring hendes indtrængende og farlige forsøg på at besvare spørgsmålet: Hvorfor? Bryllup i Kairo Historien kunne være kort: I London sidst i 80'erne lærer den dengang 30-årige sygeplejerske Berit Jørgensen en smuk saudiarabisk mand, i bogen kaldet Ali, at kende. Hun forelsker sig, og med tiden indleder de et forhold. Først vil han ikke gifte sig, fordi hun allerede har en datter født uden for ægteskab. Otte år efter, da de venter et fælles barn i slutningen af 1990, lover han ægteskab og beder om, at det foregår i et muslimsk land. Han foreslår Kairo, hvor de møder imamen, der skal forestå brylluppet. Rå og renlivet forbrydelse Den fine hvide bryllupskjole med de lange ærmer bliver der dog ikke brug for. 'Imamen' viser at være en forbryderisk læge, og Ali viser sig at gå med planer om at myrde fostret, der nu er fem måneder stort og allerede sparker i Berit Jørgensens mave. På en lille klinik overmander de den danske sygeplejerske, får hende bedøvet og gennemfører en fosterfordrivelse af det lille drengebarn, som skulle have været deres fælles søn. Hun er ved at forbløde, da den danske ambassadør Jørgen Bøjer under betydelig dramatik redder hende fra den saudiarabiske 'forlovede' midt i downtown Kairo. Forbrydelsen er rå og renlivet. At overmande en kvinde med vold og myrde hendes foster er forbudt både i England, Egypten, Saudi-Arabien og Danmark. At true hende selv med mord er også forbudt i alle fire lande. Alligevel er Ali aldrig retsforfulgt, og sandt at sige, tror Berit Jørgensen heller ikke, at de involverede stater har været stærkt optaget at se retfærdighed ske fyldest. Interesseret i hendes blodtype Historien er naturligvis også længere. Det gør den bestemt ikke mindre dramatisk. Berit Jørgensen arbejdede som ung sygeplejerske i London før forrige Golfkrig, da Saddam Husseins Irak invaderede Kuwait. Glad og lykkelig var hun i sin forelskelse i Ali, en udsigtsrig forretningsmand fra Jedda, søn af en betydningsfuld saudiarabisk familie. Kun voldte det hendes sorg, at Ali ikke ville giftes på grund af hendes kønne datter, født uden for ægteskab. Men så meget desto større var fortryllelsen, da Ali under hendes nye graviditet lod meddele, at hans far havde sagt god for ægteskab, og foreslog et vinterbryllup i den arabiske verdens romantiske hovedstad, Kairo. Han sendte hende til en imam i London for at få udformet en bryllupskontrakt. Han spurgte flirtende til hendes bryllupskjole, som hun traditionen tro forsøgte at holde hemmeligt, men insisterede på, at ærmerne skulle være lange. Og så spurgte han gentagne gange til hendes blodtype. Dér ved hun senere, at hendes alarmlamper burde have lyst. En rigtig imam ville ikke have interesseret sig for hendes blod. Naiv eller bare forelsket? Senere ved Berit Jørgensen også, at hendes fornemmelse var rigtig, da hun undervejs til Kairo undrede sig over, at Ali tydeligvis netop havde været i Egypten uden at underrette hende. Hun ved også, at hun burde have løbet skrigende bort, da han under en ualmindelig romantisk natteudflugt i Kairo prøver at få hende til at læne sig ud over Al-Tahrir-broen for at se månen spejle sig i Nilens vand. Og hun burde have reageret med mere end undren over hans spørgsmål til det ventede barns »tykkelse« ... Var hun naiv? Hun var vel især forelsket. Hun var trods alt på vej til bryllup med sin nye brudekjole i kufferten. »Jeg var så lykkelig, og det var så romantisk ude ved pyramiderne«, siger hun i dag. »Min underbevidsthed sagde mig nok, at noget kunne være galt. Men jeg var ikke bange for noget som helst, dét er jeg vel stadig ikke«. »Pludselig kom han med en sprøjte« Men hør lige engang, hvad der så sker. Sygeplejersken Berit Jørgensen og hendes 'forlovede' ankommer til imamens kontor for at ordne de sidste forberedelser. Hun synker ned i de bløde læderstole i forværelset til hans kontor tæt på Nilen og det store hotel. Hjemmefra har hun besluttet, at hun ikke vil risikere at få taget nogen blodprøve med nåle, der kan være beskidte. Hun har jo oplyst sin blodtype og er derfor klar til at protestere, da 'imamen' dukker op med en sprøjte. Men Ali holder hende fast, mens hun får en indsprøjtning, som hun straks genkender som alt andet end en blodprøve. Da hun fire timer senere vågner i en hospitalsseng, ligger hun i en blodpøl, og den falske imam kan underrette hende om, at barnet er fjernet. Hér er et svigt i fostermordernes indbyrdes forklaring, for Ali forsøger først at tale om et fald på en trappe og en ængstelse for det 'ufødte' barn. Skønt storblødende fragter de Berit tilbage til hotellet, hvor hun under voldsomme efterveer frygter for sit liv. Tilfældigt møde Her kunne historien slutte, da ambassadør Bøjer om aftenen henter den skrækslagne og ulykkelige Berit Jørgensen - Ali er flygtet over alle bjerge - og får hende indbragt for en rigtig læge og senere anbragt hjemme hos den danske diplomat Sophie Kisling. Men så kender De ikke Berit Jørgensen. Den barmhjertige del af historien er, at hun sendes tilbage til England, hvor hun genforenes med sin datter. Og den dejlige udgang er, at hun i dag lever lykkeligt gift langt ude på landet i Danmark med en herlig mand og deres fem børn. Men Berit Jørgensens historie rummer to andre spor, det ene højdramatisk og farligt, det andet trægt og blindt. Hvor de fleste andre kvinder måske havde lukket sagen og neddroslet enhver interesse i Saudi-Arabien, beslutter Berit Jørgensen nogle år senere - i 1996 - at tage et vikariat som sygeplejerske ved et stort hospital i lige præcis Saudi-Arabien. Hvem render hun ind i? Ali. Og hvem indleder hun et kortvarigt bekendtskab med? Ali. Tilbage til Ali - under vældig frygt Hvorfor? Fordi hun bare må vide, hvorfor denne mand valgte at dræbe sit eget barn. Det er ret beset ikke en historie for børn. Og ikke en historie om en hvilken som helst saudiarabisk mand. »Jeg var nok ikke helt klar over, hvor syg i hovedet han var. Og jeg havde brug for en forklaring på, hvorfor han havde handlet, som han gjorde«. Det viser sig i hvert fald, at han under sit forhold til Berit allerede var forlovet med en saudiarabisk kvinde, som han straks efter fostermordet i Kairo gør til sin kone og får et andet barn med. Han er vidende om, at Berit har forsøgt at lægge sag an imod ham. Han beskriver fostermordet i ubehagelige detaljer under deres nye legen 'katten & musen', hvor han næsten i samme åndedrag betror hende sin evige kærlighed og truer hende på livet. Reelt sætter hun sin egen sikkerhed ind på nye stævnemøder med Ali, der helt rigtigt har på fornemmelsen, at hun lader ham aflytte og derfor forsøger at gennemføre hele samtaler med barndommens staveplader. Og det foregår nærmest som i en film - hvad det meget vel kunne blive - i saudiarabiske gademiljøer, eksklusive hoteller, solbeskinnede strande og under vældig frygt. Velforberedt mord Han frygter afsløring. Hun frygter ham. Han bekender sin tiltrækning til hende. Hun vedstår sin tidligere forblindelse af den mand, hun i dag gennemskuer som psykopat. Men jo, det lykkes Berit Jørgensen at forlade Saudi-Arabien over hals og hoved med båndoptagelser af forbryderens trusler imod hende, nu bekendt med hans sygelige brist og klar over, at både forlovelsen, bryllupsforberedelserne, natteudflugten i Kairo og den falske imam - med mere - alt sammen tjente samme formål: Det velforberedte mord på deres fælles barn. »Måske turde han ikke slå mig selv ihjel. Måske søgte han efter et sted på vores natteudflugt i Kairo, men fandt det ikke«. Politiet hjalp forbryderen Berit Jørgensen har også brugt mange anstrengelser på det andet spor i hendes historie: Forsøget på at få Ali retsforfulgt. Det er til gengæld en helt anden støvet, stædig og uforløst historie. Den danske ambassade satte sine kræfter ind på at hjælpe Berit Jørgensen i sikkerhed og ud af Kairo, men ønskede ikke umiddelbart at melde sagen til politiet. Hotellet i Kairo så den tilstand, hun blev indbragt i, men skulle ikke rodes ind i noget. Ingen anmeldelse. Den læge, der så konstaterede, at fosteret var fordrevet, overvejede ikke at gå til politiet. Saudiarabiske ambassader i Kairo og London tog imod anmeldelser - og fra sine senere møder med Ali i Jedda ved den danske sygeplejerske, at han blev bekendt med hendes ønske om sagsanlæg - men foretog sig ikke mere. Og fra Ali selv ved hun, at saudisk politi tværtimod hjalp forbryderen med at udforme løgnagtige erklæringer, hvor han benægtede enhver intim forbindelse med den danske kvinde. Klinikken i Kairo fortsatte sit arbejde. Fri for hævntørst og bitterhed De snart gulnede papirer i hendes ringmapper samler ikke kun dokumentation om en kvinde og et barn, man gjorde fortræd, men også om en ubrudt serie af myndigheder, som i sidste ende foretrak, at der ikke blev nogen sag. Det er ikke helt rigtigt - en enkelt egyptisk advokat forsøgte forgæves at hjælpe hende, og den daværende danske udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen viste i et brev til Berit Jørgensen i april 1992 både sin harme over det, han selv kaldte en »forbrydelse«, og sit ønske om, at sagen skulle forfølges. Hendes bog, som udkommer i næste uge, er befriet for hævntørst og bitterhed over for de myndigheder, der svigtede hende. Ret beset er det en bog om en kvinde, der under eksotiske omstændigheder blev udsat for dramatisk ondt. »Kan det være rigtigt?« Siden er der flydt meget vand ned ad Nilen. Og Berit Jørgensen har gået med sin historie i stilhed. Kun hendes nye mand, datteren - som har mødt Ali - og hendes mor og nære veninder har nogen sinde hørt om de drabelige begivenheder i Kairo og Jedda . Hverken kolleger, naboer eller venner ved besked, før bogen kommer i næste uge. Men skønt Berit Jørgensen også selv har fundet et nyt liv, står spørgsmålet stadig tilbage: Hvordan kunne Ali og den egyptiske klinik slippe af sted med sin forbrydelse, som ifølge talrige vidner i bogen - danske diplomater, egyptiske advokater, saudiarabiske kilder m.fl. - ikke er enestående for hverken Egypten eller Saudi-Arabien? Både Ali og klinikken slap udenom, og måske er både de egyptiske og de saudiarabiske myndigheder godt tilfredse med at lade dem slippe. Berit Jørgensen: »Kan det være rigtigt?«.