»Jeg planlægger aldrig langt ud i fremtiden. Hvem ved, om vi stadig lever til den tid?«. Anna Gavalda siger det i en stilfærdig tone, som står i skærende kontrast til udsagnets dramatiske klang. Hun står og svajer let i midtergangen med sin kuffert på højkant, da den propfyldte RER sætter i gang ved Saint Michel-stationen i den parisiske undergrund. Utilladeligt at dø I den mail, hun sendte mig i morges, stod blot: »De vil gøre mig en kæmpetjeneste, hvis vi kunne mødes i toget til lufthavnen i morgen kl. 16.45«. Kort. Uden unødige omsvøb. Men langtfra så dramatisk. Hun kigger smilende på mig og griner. »Ja, det var ikke for at lyde morbid. Det er nok, fordi jeg er hunderæd for at flyve og lige har efterladt børnene hos mine forældre«. »Når man har et ansvar, tænker man pludselig mere over den slags, for når man har børn, kan man ikke simpelthen ikke tillade sig at dø«. Mindre tid til at skrive Anna Gavalda er på vej til New York for at promovere sin seneste roman 'Ensemble, c'est tout', der netop i dag har rundet de 350.000 solgte eksemplarer, og som stadig ligger nummer 7 på bestsellerlisten, 37 uger efter at den udkom i marts. Efter USA skal hun videre til Canada, Spanien, Tyskland, Italien og slutter af i Danmark på bogmessen i Forum. »Det er egentlig sjovt. Jo mere berømt man bliver, desto mindre tid får man til at skrive«, siger hun og bakser sin kuffert ind mod væggen. Pludselig succes Anna Gavalda gik fra ukendt skribent til verdensberømt forfatter på usædvanlig kort tid. Hendes første novellesamling ('Jeg ville ønske, der var én, der ventede på mig et eller andet sted ...') blev udgivet af det lille firma Le Dilettante og kort tid efter tildelt den eftertragtede litteraturpris Grand Prix RTL-Lire. Pludselig var Anna Gavalda på alles læber. Bogen blev en kolossal succes og solgte i over 600.000 eksemplarer. Men ikke kun i Frankrig. Den er solgt til oversættelse til 15 sprog - herunder dansk. Og efterfølgeren 'Je l'aimais' (på dansk blev det til 'Jeg har elsket') blev en lige så stor succes. Selv er hun ikke videre begejstret for berømmelsen og den meget massive medieopmærksomhed, hun pludselig er blevet genstand for. »Det er selvfølgelig et kæmpeprivilegium at kunne leve af at skrive. Og jeg ved godt, det lyder krukket, men det er faktisk for meget«, siger hun, da vi efter et par stationer sætter os på de første ledige pladser. »Jeg har pludselig fået status af guru, næsten så folk vil røre ved mig på gaden ... succes kan virkelig være en forfærdelig ting«, siger hun, mens hun hviler albuerne på den røde kuffert, hovedet i hænderne og lader øjnene glide ud mod den triste forstad La Courneuve, der hvirvler forbi. Velvalgte ord Hun har besluttet ikke at lade succesen ændre hendes liv, og i sin fremtræden ligner hun da heller ikke nødvendigvis en berømthed. Men de sorte Reebok-sko, de lyse cowboybukser og den lysegrå uldcardigan passer godt til hendes korte hår og fine træk. Anna Gavalda afviser så godt som altid at optræde i tv, ligesom hun takker nej til alle de milliontilbud, der strømmer ind fra alle de store forlag, som pudsigt nok afviste hendes manuskripter, da hun ikke var et navn. For som hun siger: »Hellere være prinsesse i et lille kongerige end kurtisane på et stort slot«. Og sådan er det hele tiden med Anna Gavalda. Hun taler, ligesom hun skriver. Ordene er velvalgte og uden overflødige gevandter. Hun udtrykker sig med en ligefrem lethed, der til tider giver plads til rammende regibemærkninger, som er så sprogligt prægnante, at man nærmest kan plukke dem ud som selvstændige aforismer om livet og kærligheden. Tag følgende eksempel, da den meget tynde Camille - en af hovedpersonerne i 'Ensemble, c'est tout' - er til lægen. Han insisterer på, at hun skal spise mere, hvorpå hun blot smiler til ham: »Det var hendes hemmelige våben. At smile til en person, som gør en pinlig berørt - der er endnu ikke fundet en bedre måde at skifte emne på«. Sådan. Lige til at plukke ud. Ser aldrig tv Anna Gavalda griner. Selv tror hun, at en del af forklaringen ligger i, at hun er ekstremt nysgerrig. »Størstedelen af min inspiration kommer fra det, der sker lige omkring mig«. »Når jeg rejser, er jeg f.eks. ikke særlig interesseret i de lande, jeg besøger, men langt mere i de mennesker, jeg møder«. Og det er sandt. I løbet af det første kvarters tid, vi har talt sammen, har hun stillet mig næsten flere spørgsmål end omvendt. Men nysgerrigheden har en klart defineret grænse. Hun har intet tv og læser så godt som aldrig aviser. »Jeg er meget letpåvirkelig. Jeg kan ikke klare alle de ulykker og katastrofer. Jeg mener ... folk må da blive følelsesmæssigt pansrede og nærmest upåvirkelige til sidst«. Underspillet ømhed Er det sådan, det er lykkedes hende at bevare den fintfølende iagttagelsesevne, som sætter hende i stand til at ramme den velturnerede balance mellem luftighed og tyngde, som gør hendes beskrivelser af almindelige hverdagsdramaer så troværdige? Måske. Men hun er ikke meget for at gisne om, hvad der får så mange til at læse hendes bøger. »Folk forventer, at jeg har en opskrift på succes. Men jeg skriver bare om det, der interesserer mig. Kvinder, mænd, børn, kærligheden. Mine personer har næsten altid et godt hjerte, og der er meget underspillet ømhed i mine bøger. Jeg kan godt lide at lade noget være underforstået, ikke at udpensle. Men det begejstrer ikke altid anmelderne«. »I Frankrig er der en meget flamboyant tradition, og man kan bare ikke skrive enkelt om rigtige følelser, sælge lige så godt som Barbara Cartland og samtidig blive betragtet som en god forfatter. Så synes anmelderne, at der må være ét eller andet galt«, siger hun og retter sig op i det hårde togsæde for at understrege sin pointe. »Nogle gange giver det mig virkelig lyst til at overraske alle og skrive en rigtig, rigtig sort bog«, siger hun med en let krusning i mundvigen. På kogekursus Det er muligt, at hendes bøger udstråler enkelthed og klarhed i tanken, men det betyder langtfra, at hun tager let på forarbejdet. »Jeg har aldrig brudt mig om at lave mad, og jeg plejer aldrig at gøre det derhjemme, ja, jeg har faktisk en husholderske. Men hvordan i alverden skulle jeg kunne leve mig ind i Francks personlighed (en kok i 'Ensemble, c'est tout', red.), hvis ikke jeg kendte til finere cuisine?«. »Så jeg ringede til Hélène Darroze og spurgte, om ikke hun havde lyst til at give mig nogle madlavningslektioner«, siger hun med en mine, som om det var det naturligste i verden at få et kulinarisk privatkursus af en af de i alt to kvinder, der har to stjerner i Michelinguiden. »Nej, undskyld«, skraldgriner hun, »jeg havde læst i et blad, at hun var vild med mine bøger, så det udnyttede jeg helt groft. Et voilà ...«, tilføjer hun, da hun er færdig med at nyde min overraskelse. Gavalda blev skilt fra sin mand for et par år siden, men valgte at blive boende i Melun, en forstad øst for Paris, så hendes to børn stadig kunne se deres fader. Romanen 'Jeg har elsket' er én lang samtale mellem en ældre mand og hans svigerdatter, der gennemgår en smertefuld skilsmisse, og mange har udlagt den som en refleksion over hendes egen skilsmisse. Selv siger hun dog, at hun fik ideen lang tid forinden. Ensom skriveproces Men det er ikke kun i sine bøger, at hun kredser om kærlighed og ensomhed. Også når hun taler, er det et tilbagevendende tema. »Det kan være meget ensomt at skrive, så jeg kunne efterhånden godt tænke mig at arbejde i et team, så der var nogen at dele glæden med. For hvad godt er der ved succes, hvis man ikke har nogen at dele den med?«. Derfor har hun kastet sig ud i at skrive et manuskript til en tegnefilm. »Sådan lidt a la 'Shrek'. Ja, jeg kommer faktisk lige fra et møde med producenten ... jeg trænger virkelig til at lave noget andet end at skrive bøger«, sukker hun. »Og der er jo også et stort publikum til den slags«. Næbdyrets identitetskrise Det er intet overraskende i, at Anna Gavalda gerne vil lave tegnefilm. Hun har altid elsket tegneserier og sidder sågar i juryen ved den årlige tegneseriefestival i Angoulème. Hendes ubestridte favorit er naturligvis Asterix med den skønne forening af Goscinnys skarpe tekster og Uderzos muntre streg. »Jeg nærer en dyb respekt for Goscinnys evne til at fortælle en god historie, så mens andre forældre giver deres børn Bibelen, gav jeg min søn samtlige album med Asterix, Lucky Luke og Iznogood«. »Nå«, afbryder hun sig selv, »jeg har faktisk skrevet en synopsis til filmen, som de vist var meget glade for, producenterne. Den skal handle om en ornithorhynque ...«, hun smiler ad mit spørgende blik, tager kuglepennen ud af hånden på mig og giver sig til at tegne i min notesbog. »Jeg tror, jeg kan tegne ham, så det ligner«. Et næbdyr? »Ja, præcis. Men det er godt, du ser så uforstående ud, for det er hele pointen i filmen. Næbdyret har en voldsom identitetskrise, fordi han hverken er en bæver eller en and og allerhelst vil være en ny Frank Sinatra«, forklarer hun og rækker mig kuglepennen, netop som toget når Charles de Gaulle-lufthavnens terminal 2. Stigende usikkerhed Mens vi spadserer op til afgangshallen, fortæller hun med stor iver om resten af sine mange projekter, og jeg begynder så småt at tro, at hun fyrede samtalens eneste kliché af, da hun sagde, at hun var »meget doven af natur«. Ud over manuskriptet til tegnefilmen arbejder hun allerede på endnu en novellesamling, og samtidig er hun oven i købet i færd med at omarbejde scenariet til filmatiseringen af 'Ensemble, c'est tout', som Claude Berri - der stod bag den seneste Asterix-film - skal instruere. Det på en gang morsomme og charmerende ved Anna Gavalda er dog næsten, at jo mere succes hun får, desto større bliver hendes egen usikkerhed tilsyneladende. Man møder ikke den skrydende arrogance, som kendetegner alt for mange storsælgende forfattere. »Selvfølgelig ved jeg dybest set godt, at jeg allerede er så kendt, at jeg nok kunne skrive noget møg og sikkert sælge det alligevel. Men jeg må indrømme, at jeg hele tiden har fornemmelsen af at være kommet for nemt til det. Jeg har en konstant angst for at blive afsløret i at have bluffet. Af samme grund tør jeg næsten ikke bruge nogen af de penge, jeg tjener«, nærmest hvisker hun. »Tja, måske er det tvivlen, der gør os stærkere. Men vi betaler også en høj pris for den«, siger hun. »Hov, der var da én af de der aforismer, du nævnte før«, griner hun, mens hun vinker farvel og går hen til paskontrollen.