Gravhøjene taler. Ikke med spøgelsesrøst i måneskin, men med klar stemme ved højlys dag til den, der vil høre. Det vil Jørgen Jensen. Han forsøger at opfange hver en hvisken fra de danske landskaber, når de betror ham fortids gerninger. Museumsinspektøren, som har modtaget stor ros for det netop udkomne sidste af fire pragtbind om 'Danmarks oldtid', virker ikke som en, der slipper jordforbindelsen. Ingen vild natur Men han er fast i mælet, når han konstaterer, at »landskabet husker for os«. »Vi kan næsten ikke skrabe i jorden, uden der kommer en flinteflække frem«. »Mennesker har været alle vegne i det her land, og det er det, der er så fascinerende«. »Vi kan ikke tale om vild natur i Danmark. Der er ingen vild ørken eller nogen vild skov, alt har været berørt«. Ukendte slægtninge »Hver eneste sten har været taget op af et menneske og lagt ned igen, og det synes jeg er en dejlig fornemmelse«, siger Jørgen Jensen og uddyber: »Det er en fornemmelse af, at vi er i slægt med nogle mennesker, selv om vi ikke kender deres navne. Vi kører i landskabet og ser en gravhøj, mennesker har bygget over en, som skulle huskes«. »Der ligger et stykke erindring deroppe. En stor del af den er blevet borte, vi husker ikke mere hans navn«. Landets æstetik »Men graver vi i højen og finder en egetræskiste og finder ham iført sin kappe og sin hue, så får vil alligevel erindret ham«. »Det er den måde, landskabet minder os om, at der var en oldtid. Landskabet er fuldt af erindringer, men de svinder, når de pløjes væk«. »Det skal ikke være en klagesang over det gamle land, som er ved at forsvinde. Men jeg vil pege på, at der i dette land ligger rester af det gamle her og der, og at vi har en fredningsordning, som gør, at vi endnu kan ane, hvor smukt disse høje er anlagt, hvor væsentlige de er for landskabsforståelsen, og hvor bevidst disse oldtidsmennesker har lagt dem nogle steder, hvor landskabets linjer krydser hinanden«. »Det er mit ønske, at en bog om oldtiden kan være medvirkende til, at folk bedre kan læse landets fine æstetik og mosaik. At de bedre forstår, at her er noget gammelt, og her er noget nyt, når de kører ud i landskabet, og måske derfor vil bevare det på en ordentlig måde«. Én gang i livet Sidste bind af 'Danmarks oldtid ' markerede museumsinspektørens pensionering fra Nationalmuseet, men ikke hans endelige farvel. En række skriftlige arbejder i forbindelse med museets 200-års jubilæum i 2007 bliver hans næste projekter. At han vil savne det daglige arbejde i samlingerne og kontakten med publikum, lægger han ikke skjul på. Museets skoletjeneste har bl.a. haft hans bevågenhed. Ligeledes opbygningen af udstillinger. For over 30 år siden var det ham, som fik lov at skabe en helt ny permanent udstilling om Danmarks oldtid. Den skal nu bygges om i forbindelse med det kommende jubilæum. Skal du være med? »Nej! Det gør man kun en gang i sit liv. Det er et stort, men utroligt morsomt arbejde sammen med arkitekter og scenografer«, siger Jørgen Jensen uden nogen form for fortrydelse over, at hans udstilling snart har levet sin tid ud. Ingen sentimentalitet Han nærer ingen sentimentalitet over Nationalmuseets forandring gennem de år, han har været tilknyttet. »Et museum er jo en kulturinstitution, der skal følge med tiden. Det nytter ikke at synke hen. Det museum, jeg kom til i 1972, var ærlig talt et gammelt støvet museum, men det er totalt forsvundet i dag«. »Museet er totalt fornyet og bygget om. Men samtidig skal vi på museet huske, hvorfra vi har vore traditioner«, siger Jørgen Jensen og nævner, at man den dag i dag rubricerer oldtidsfund efter de metoder, som Nationalmuseets foregangsmand, Christian Jürgensen Thomsen (1788-1865, red.), fandt på, da han opfandt begreberne stenalder, bronzealder og jernalder i 1800-tallet. »Arkæologien blev så at sige grundlagt af Jürgensen Thomsen, og der er stor interesse for den danske oldtid i udlandet, fordi den er en af de bedst udforskede i Europa«. »Samtidig med arkæologien var Jürgensen Thomsen foregangsmand for hele museumsopbygningen i Europa. Fra alle lande kom de og lærte af os, fordi Danmark havde et videnskabeligt ordnet museum tidligere end andre steder. Vi var på forkant. Siden blev vi så overhalet. Men vi står ganske godt i dag«, kommer det med et stille smil. Faretruende bevægelser Ligesom Nationalmuseet har gennemgået adskillige »genrejsninger« - som Jørgen Jensen kalder de revolutioner, som ifølge ham sidst skete, da rigsantikvar Olav Olsen overtog skuden efter P.V. Glob - har arkæologien og dermed Danmarks oldtid også oplevet nogle rystelser. Måden at skaffe sig viden på ændrede meget sig, da man fra 1960'erne begyndt at bruge nye metoder, såkaldte fladeafdækninger, hvor man kørte overjorden af store arealer med maskiner og dermed afdækkede hele fortidslandsbyer og ikke kun enkelte huse. Måden at se på landets fortid ændrede sig også. Det forrige store oldtidsværk fra 1940 af Johs. Brøndsted betragtede Danmark som et isoleret fænomen i et nationalromantisk skær - bevidst om de faretruende bevægelser sydpå. Jørgen Jensen derimod inddrager resten af den verden, som oldtidens mennesker kendte og handlede med. Fra Bagdad til Ribe »Der er faktisk en grund til, at Ribe blev grundlagt samtidig med Bagdad, og det er historikerens og arkæologens opgave at forklare den. På det tidspunkt i 700-tallet begyndte vi i Danmark at komme i kontakt med de islamiske riger i øst og handle med dem gennem Rusland«. »Det er ikke tilfældigt, at de to byer grundlægges på samme tid, om end der er forskellige forudsætninger for dem, og de ser forskellige ud. Den ene var f.eks. meget renere end den anden«, ler Jørgen Jensen. Hvilken? »Bagdad! De havde rindende vand og toiletter. Det tror jeg ikke, de havde i Ribe. Men der kom rejsende til Ribe, om ikke fra Bagdad, så fra Østen, og de fortalte siden om, hvordan disse vilde vikinger levede«. Baghjul til nutiden Skriftlige kilder er ellers en mangelvare en stor del af oldtiden. Til gengæld er naturvidenskaben kommet en del med, så man i dag kan stadfæste enkeltbegivenheder med ret stor nøjagtighed. »Vi bliver mere og mere eksakte, når det gælder oldtiden. Vi får fat i årstallene nu. Vi har stadigvæk ikke navnene, men vi kender det eksakte år, hvor f.eks. Egtvedpigen blev begravet. Det var i 1.370 efter Kristi fødsel om foråret. I pigens tilfælde er det træringene i kisten, vi kan se det på, også årstiden. Og så er der forårsblomsten, den lille røllike, der kom i klemme i låget, som vi fandt i kisten. Blomsten binder os sammen med hende, vi kan stadig se rølliker i vore landskaber«. »Men årstallet fortæller os, at hun er næsten samtidig med Tutankhamon ... og så begynder der at ske noget. Så begynder verden at hænge sammen. I dag har vi jo et meget mere globalt syn på tingene, og derfor skal vi have Bagdad med, når vi nævner Ribe, og Cordoba, når vi snakker om Hedeby«. »Det er vigtigt, at man får et meget større indtryk af sammenhængen i denne verden. Man siger jo, at kronologien er historiens moder, men for at kunne sammenligne skal man jo bruge de eksakte dateringer på, hvad der er samtidigt«. Ornamentikkens gåderSå der er mere videnskab og mindre gæt i arkæologien i dag? »Ja, bestemt. Men det er sjovt, for der er en balance her. En kollega sagde engang, at jo mere saglig arkæologien bliver, jo mere taber folk interessen for den. Og det kan der være noget om. Men det er rigtigt, at man ved hjælp af den dér naturvidenskab kan komme mere i retning af det eksakte, man kunne kalde det scientisme. Det kan folk godt li', det er der ingen tvivl om«. »Folk kan også godt lide at kigge os i kortene og se, hvilket grundlag vi drager slutninger på, og så selv lege med. Det er noget, som historieforskningen måske mangler. Vi har vore genstande, og enhver kan gå ud på marken og finde en stenøkse, men det er jo ikke enhver, der kan gå ud og finde et historisk dokument«. »Deres antal er sådan set begrænsede. Derfor finder vi jo også rigtig mange mennesker, der går i weekenden med deres metaldetektorer og leder efter guld og sølv. Oldtiden har en evne til at engagere folk«, siger Jørgen Jensen og fortæller om de mange gåder, som fundene kan rejse, bl.a. ved sin ornamentik, som vi ikke har mange forklaringer på. Den sandfærdige oldtid »Det er ikke teknisk kunnen, der er nogen mangel på i oldtiden. Meget af det kunstværk, man lavede dengang, kan vi ikke gøre efter i dag. De havde det, vi mangler, nemlig tid, og den kunst, der er kommet ud af det, er utrolig sofistikeret. Men den er svær at tyde, fordi den ikke er entydig. Den skjuler en masse historier, som vi ikke kender til. Men vi aner dem, og det er også det, der er så fascinerende ved oldtiden. 'Skygger af en anden virkelighed' som en af mine kolleger kaldte det«. Bliver det lettere, når der kommer skriftlige kilder? »Ja. Eller det bliver vanskeligere på en anden måde, haha! Tænk på, hvor mange der har studeret Homer og diskuteret det ene eller det andet. Der er mange problemer i det skrevne ord. Der er en mangetydighed«. »Man siger jo, at oldtidens ting ikke lyver. Det kan der være noget om. De er åbne for mange fortolkninger. Men bevidst lyver de ikke. Det gør skrevne kilder jo tit. De kan have en bestemt hensigt, være politiske. En stenøkse er ikke politisk. Men den kan fortælle mange historier«. Dansk slavehandelMen der er også historier, vi ikke gerne fortæller, såsom at Danmark har haft slavehandel? »Ja, det har vi deltaget i, både i 1700-tallet og også tidligere, f.eks. i vikingetiden. Da hører man om missionærer, der kommer til Danmark og løskøber drenge, som de tager med sydpå til klostrene og opdrager dem til kristendom, så de kan komme tilbage og missionere. Vi har ikke været glade for at kalde det for slaver, så man kaldte dem trælle. Men det er jo det samme«. Kan man forestille sig, at nogle af de danske købstæder er bygget på slavehandel? »Det er højst sandsynlig, at de var det. Ja, men vi vil ikke så gerne se det i øjnene. Vi vil så gerne være moralske over for oldtiden. Men det kan altså ikke nytte noget«, siger Jørgen Jensen og sukker endog meget dybt. Han ser ganske nedbøjet ud på den danske nations vegne. Gigt i bronzealderen For at gøre ham glad igen får han pop-spørgsmålet: Hvis du kunne komme på en tidsrejse, hvor ville du så tage hen? »Det kunne være vidunderligt!«, siger museumsinspektøren og får sit milde ansigt tilbage. »Jeg kunne godt tænke mig at se urskoven. Forestil dig Danmark helt tæt, tæt dækket af urskoven. Det var lindeskov, der voksede dengang. Den duft, der har været om foråret, når linden blomstrede, og de lyde, der har været, og livet ude ved kysterne, hvor det myldrede med sæler og fugle. Det ville jeg vældig gerne opleve. Men ikke ret længe, så ville jeg hjem!«. Hvad med at sidde ved bålet i en bronzealderlandsby? »Det tror jeg ikke, jeg ville have det specielt godt med. Jeg tror, jeg ville få gigt med det samme, og min levealder ville blive nedsat til 25-30 år. Der er ikke mange fordele ved det«.