Det er fire år siden, Michael Larsen sidst udgav en bog. Men denne nye roman, 'Den store tid', hvoraf første bind af to udkom torsdag, har han gået svanger med meget længere. Han har haft arbejdsro på grund af et arbejdslegat fra Kunstrådets fagudvalg for litteratur, som i hans udlægning er en »konkurrent« til Kunstfonden. Men selv om han stadig har indtægter fra sin internationale bestseller 'Uden sikker viden' fra 1994, så »må der gerne komme nogle penge ind nu«. Dobbelt optikHvorfor har du skrevet en bog om København i 1878? »Fordi tiden er så fascinerende og har så mange ligheder med nutiden. Det er den dobbelte optik. Det kunne være dengang, og det kunne være nu. Det er også en klassisk udviklingsroman«. Læner du dig ikke op ad Pontoppidans 'Lykke-Per'?

»Hvad tænker du på? ... Jojo, jeg er stor fan af Pontoppidan, og jeg læner mig op ad dem alle sammen. Også Herman Bang og J.P. Jacobsen og Balzac«. Jeg kan ikke lige se Bang? »Jo, altså, måden at skrive på, og de her sceniske fremstillinger. Det rent sproglige, ikke?«. Forankret i virkelighedenEr der et selvportræt i den unge tilrejsende forfatter Lars Mikkelsen - ud over at navnet spiller på dit eget? »Jo, altså, men hele romanen - må jeg understrege - er skrevet med et meget stort glimt i øjet. Faktisk er der meget humor - har du læst den helt færdig?«. Ja. »Jeg synes, der er meget humor i den ... Og det, synes jeg, var vigtigt at få med. Og man kan jo ikke udgive en kunstnerroman, uden at folk med det samme vil sige: Det er da vist dit eget liv? Og så ville jeg komme det i forkøbet ved at give ham et navn, der var det omvendte af mit«. Nogle af personerne er genkendelige, historiske personer, f.eks. brødrene Brandes, der her hedder Adler. Hvor stor autenticitet har du tilstræbt? »Så meget, så jeg synes, det fungerer. Jeg skriver ikke myter eller fabler, der ikke er forankret i en konkret virkelighed«. Ny version af det moderne gennembrudKan man gå så vidt som til at sige, at det er en nøgleroman? »Nej, ja, både-og, ikke? Jeg bruger citater af Brandes, som de fiktive personer, f.eks. dr. Adler siger. Så der er et kryds mellem virkelighed og fiktion. Jeg kan f.eks. ikke gå hen og slå dr. Adler ihjel. Jeg bruger det, jeg kan bruge i forhold til den historie, jeg godt vil fortælle, og censurerer så andet væk. Det er jo ikke en biografi, og det meste af persongalleriet er opfundet. Der findes aldrig én sandhed om en tid. Det er et credo for alle mine bøger«. Var der sider af Brandes-brødrene, du så bort fra? »Nej, jeg har forsøgt at være meget fair. Men jeg har også tilstræbt at give en helt anden version af den historie om Brandes-brødrene og det moderne gennembrud, som jeg har fået i skolen, og hvor de i for høj grad er helte, efter min mening. I dag synes jeg, de kulturradikale begår den fejl, at de tager det værste fra Brandes ...«. Brandes' unoderHvad er det? »Det er det, jeg opfatter som manipulatorisk og tendentiøst. Man bagatelliserer hans unoder. Der er mange meget storsindede tilgivelser - hvis man skal sige det pænt - i forhold til, hvad han rent faktisk sagde og gjorde«. »Jeg strammer den måske lidt ved at tage udgangspunkt i et Göring-citat og lade dr. Adler sige: »Hver gang jeg hører ordet romantik, spænder jeg hanen på min pistol«. For flytter du det magtmenneske, jeg kan se i Georg Brandes, små 100 år frem i tiden og fjerner hans jødiske herkomst, så er han nazist - der er ingen forskel«. »Også hans måde at holde tale på, hele den glæde, folk har ved hans retoriske kunnen, og forblindelsen af den store taler. Hvad minder det dig om? Brandes vil sin egen magt, og viljen til magt lå i tiden. Det er det, jeg forsøger at vise i 'Den store tid'. Men det er en kunstnerroman, fordi min mission er at diskutere kunsten. Mit sigte med bogen er litterært - det synes jeg også stinker ud af den. Jeg er jo ikke et politisk væsen ...«. Er du ikke? »Jeg er måske blevet det mere, end jeg var. Og jeg er enig med min hovedperson i, at man ikke skal se kunsten politisk. Kunst skal fornøje og give os oplevelser, som ikke har noget med politiske budskaber at gøre. J.P. Jacobsen havde meget imod at blive brugt af Brandes. Og den der 'prokurator-litteratur' vil jeg ikke skrive«. Slagtet i magtens maskineriDu har da også et budskab indlagt i din bog! »Jo, men jeg mener stadig, det er et onde. Og det er derfor, jeg forsøger at være fair, man kunne sagtens lave en langt ondere roman«. »Men jeg opfinder jo ikke noget. Brandes brænder sine manuskripter, fordi ingen skal se, at han har skrevet hele skidtet af. De lån og tyverier er aldrig påvist i deres fulde udstrækning, heller ikke af Jørgen Knudsen. Brandes glemte påfaldende ofte citationstegnene«. Hovedpersonen i 'Den store tid', den unge forfatter Lars Mikkelsen, vil være 'ren' kunstner, men af pengenød lokkes han til at skrive en avisføljeton, hvorefter han lægges for had af de konservative og - ganske efter planen - bliver et let bytte for de kulturradikale. Lars bliver kort sagt slagtet i magtens maskineri. »Og sådan er virkeligheden jo. Men det er da også i dag sådan, at der også på borgerlige aviser er kulturradikale 'femte kolonne-folk', eller hvad du vil kalde det. Og omvendt«. De hemmelige kulturradikale Michael Larsen har altid haft en drøm om at skrive en klassisk udviklingsroman. »Og så kom der jo kød på den, da kulturkampen startede igen. For det er meget skægt at se alle de sammenfald mellem kulturkampen i dag og dengang. Det er de samme grupperinger, du har. Fogh erklærer sig som grundtvigianer, så er der Langballe og Krarup og så det store midterfelt af mere eller mindre identificerede kulturradikale«. »De kulturradikale ligger i smuk forlængelse af radikalerne fra dengang. Men nu er det ligesom med kommunisterne: Der er ingen, der vil stå ved, at de har været kulturradikale. Bortset fra f.eks. Rifbjerg og jeres egen chefredaktør (Tøger Seidenfaden, red.), der med oprejst pande erklærer sig for kulturradikale. For folk forsvandt«. »Men de kulturradikale burde netop ikke forsvinde, når the going gets tough. Men bare fordi der dukker fem borgerlige kronikskribenter op, er hele banen blæst, og væk er de kulturradikale«.