Tænk på en bil. Det er aften, og mørket er ved at bide sig fast. Bilen snor sig gennem landskabet og passerer byer, landsbyer, provinsflækker. På bagsædet ligger et par børn og sover. Familien, der bor langt ude på landet, er på vej hjem. På forsæderne sidder manden og kvinden. Timelange bilkøer og italiensk varme truer med at sende dem ind i en døs. De begynder at fortælle historier for at holde hinanden vågne, for det er det, de kan. Fortælle historier. For de er forfattere og hedder Morten Søndergaard og Merete Pryds Helle, og det er her - på forsæderne af en bil et sted i Italien, hvor de bor - at de i fællesskab digter den kriminalhistorie, som danske læsere kan følge med i, når deres fælles forfatterjeg, Liv Mørk, i næste uge får udgivet første bind i en krimiserie. Første bind hedder 'Hvad øjet ikke ser'. »Det er ikke sådan, at vi ville skrive noget sammen, og så valgte, at det skulle være en krimi. Men når man skal holde den, der sidder ved rattet, vågen, bliver det jo nødt til at være spændende«, siger Merete Pryds Helle. Fiktiv forhistorie Hverken hun eller Morten Søndergaard har tidligere skrevet i den rene krimigenre, og det passer dem fint, at de har været i stand til at opfinde en helt tredje forfatterstemme, som de kan være fælles om - og som slet ikke ligner noget af det, de ellers har skrevet i den mere finlitterære afdeling. Bøger som digtsamlingen 'Vinci, senere' eller romanen 'Fiske i livets flod'. I har Liv Mørk som et forfatterjeg, I kan mødes om, men hvorfor skal hun også have sin egen forhistorie, f.eks. være født i Tórshavn? »Personer lever jo, når man skriver dem, og altså også når man skriver med dem. Liv Mørk har langt lyst hår med en smule pandehår; sådan lidt lys i huden og på en gang lidt fraværende og meget til stede«, fortæller Merete Pryds Helle fra Italien. Blindt persongalleri Hun og Morten Søndergaard har med vilje gjort Liv Mørk meget nordisk, fordi det nordiske med parrets mangeårige ophold i Italien er kommet til at stå som noget specielt. »Jo flere år jeg bor i Italien, jo mere eksotisk bliver Norden, alt det man voksede op i og tog for givet, vejret, kælkene, de lyse sommernætter. Tórshavn er også en by, man kommer ind og ud af, fordi der jo skal sejles og fiskes«. »Jeg er selv ud af en fiskerfamilie, og fornemmelsen af skibe, der sejler ind og ud, syntes jeg også, Liv Mørk skulle have. Hendes far derimod er en rig, svensk adelsmand, der bor alene på en ø i skærgården. Han spiller cello, og en gang om måneden holder han selskab for familie og venner«. »Her blev Livs mor engang inviteret med. Livs blindhed er kommet til, fordi flere af personerne i bogen er blinde, og som forfatter trækker man jo på sine egne erfaringer, så det er klart, at Liv må være blind«, forklarer Merete Pryds Helle. Adopteret detektiv I den kommende krimi er hovedpersonens far en blind mand, Zak, der hjælper politiet ved sin formidable evne til at kunne genkende stemmer. Hovedpersonen Emily er en ung, ambitiøs politikvinde, der ikke er så dansk, som navnet antyder. Hun er derimod født i Korea og blev som barn adopteret af Zak. Både blindhed og adoption er afgørende temaer i krimien, der både opererer med en myrdet ingeniør, der måske har gjort en banebrydende opdagelse, og en oliesheik, der overtager Hotel D'Angleterre. I virkelighedens verden er de fleste mord ret 'banale'. Ofte affektdrab på grund af kærlighed eller mangel på samme. Hvis man i en krimi føjer store konspirationsteorier på som overbygning til en mordhistorie, kan man hurtigt komme til at stå med råudkastet til en film med Bruce Willis eller Lara Croft. Hvordan ser I på det? »Lige meget hvilken overbygning man har til en historie, handler den altid om mennesker. Der er mennesker bag krige og ideologier, og man kan godt med held beskrive de motiver, der ligger bag store konspirationer. Al stor vilje er jo affekt, og det er interessant, når vilje og affekt bliver sat i scene i stor skala. Jeg synes snarere, det, du peger på, er problemet mellem bogen og filmen, hvor det er nemmere og mere socialt at se en film, men hvor man får mere kompleksitet og interessante historier, når man læser en bog«. »Det er, som om filmen har vundet over bogen i historiefortællingen, men det er synd, for film er ofte mere skematiske, det bliver de nødt til at være på grund af tiden og fortælleforholdene. Her kan bogen gøre både Bruce og Lara flerstrengede og mere interessante. Samtidig skal man jo ikke glemme, at de er elsket af mange, og igen tror jeg, fordi det er befriende at se, at her er det gode, og det gode vinder. At det onde så ofte sejrer i virkeligheden, gør jo ikke behovet for denne fiktion mindre«. Her bor de ondeHar I en særlig rollemodel for Liv Mørk? Forstået på den måde, at I har en bestemt forfatter eller fortællestil i tankerne, når Liv skriver? »Både-og. Liv har sin helt egen stil, og jeg tror, hun er mere vittig end de fleste kriminalforfattere. Hun må gerne være lige så god til karaktertegning som Agatha Christie, skabe spænding som Liza Marklund, have et sprog som Raymond Chandler og have et blik for forholdet mellem individ og samfund som P.D. James«. Hvad er det, krimien kan, som du ikke kan i andre genrer? »Det er to forskellige ting, som jeg ser det. Jeg kan det samme i forskellige genrer, nemlig fortælle om det utrolige væsen, mennesket er, og hvordan det reagerer i forskellige situationer. Og hvad krimigenren så kan? Den kan forholde sig til det onde«. Dobbeltlæsning »Vi lever i sådan et meget velopdragent samfund, hvor ondskab bliver betragtet som noget, der ikke har noget med os selv at gøre. Ondskaben er langt væk. Men i krimien er folk onde. Og det er vi jo også alle sammen i forskellige situationer. Glidende på grænsen mellem ondskabsfuld og ond. Men vi har svært ved at indrømme det, fordi vi har lært, at vi bliver kun accepterede, når vi er gode«. »Men det onde findes i os, og det er ikke kun et spørgsmål om en dårlig barndom. Det er noget, jeg godt kan lide ved Agatha Christie, at hun insisterer på, at det onde kan findes i nogle mennesker, og at det ikke altid kan forklares«. »Vi ved ikke, hvordan vi vil reagerer i en presset situation, hvilke sider af os, der vil komme frem. Men det undersøger krimien, og den peger på, at det onde kan udpeges og sættes til dom. Og det tror jeg opleves som en befrielse, når man læser krimier, fordi det er som at få afgrænset det onde i én selv og gå renset videre«. »Der er mange i dag, der bruger krimien som samfundskritik, igen fordi man prøver at sige, hvor er det onde - og finder det i samfundet? Der har vi nok mere en klassisk tilgang, hvor det onde kan findes hvor som helst. Det er klart, man kan bruge krimien til at lave et billede af sin nutid, men vi har gjort det mere som underholdning end som samfundskritik«. »For mig er krimi en hovedsageligt underholdende genre. Jeg er en dobbeltlæser, nogle gange skal det være åndelig næring, andre gange skal det være underholdning, når jeg er træt og vil slappe af. Her er krimien god, og det er underholdning, vi har lavet. Sådan en bog til når man bare skal slappe af eller skal rejse. Krimier kan være en måde at meditere på, hvor man bliver trukket igennem de store spørgsmål i tilværelsen på en let måde og kan gå fornøjet videre efter at have været en tur i kloakken«. Karton, firkanter og pileNogen kalder dem femikrimier. I hvert fald er krimier med kvindelige hovedpersoner populære. Også som serier. Skriver Liv Mørk igen, og bliver det i givet fald med Emily som hovedperson? Og hvad nu, hvis anmelderne giver bogen kniven?

»Liv Mørk er i fuld gang med nummer to; det vil sige, den er i den sværeste fase, hvor plottet er ved at falde på plads. Treeren er også på tegnebrættet - dette er helt bogstaveligt, for vi starter med store stykker karton og firkanter og pile. Her er hovedpersonerne taget på ferie, men som enhver krimilæser ved, kan en detektiv aldrig tage på ferie«. »Emily er stadig vores detektiv, og store dele af persongalleriet vil blive ved at dukke op. Det er dog ikke udelukkende en femikrimi, Emily læner sig jo op ad Zak, der får en fremtrædende rolle i toeren. Liv Mørk kan heldigvis trække på vores erfaringer, og vi ved, at det er godt at være i gang med den næste bog, inden anmeldelserne kommer. Men hvis de virkelig giver bogen kniven, må vi jo betragte det som en mordsag, der skal opklares. Så morderen kan få sin dom«, siger Merete Pryds Helle. Arven efter Agatha At hun og Morten Søndergaard har valgt at lade Liv Mørk føde på Agatha Christies dødsdag er bestemt ikke noget tilfælde. Hun er et af forbillederne, og det ene af parrets børn er opkaldt efter hende. Den anden, Sophus, er selvfølgelig opkaldt efter digteren med efternavnet Claussen. »Agatha Christie er et forbillede for persontegningen og for plottene, hvor hver puslespilsbrik falder på plads. Det er meget tilfredsstillende. Men forbillederne er også de hurtigere nutidige krimier, som Liza Marklund, og de mere psykologiske, som Minette Walters og P.D James«. »Minette Walters kan virkelig noget, også med spændingen. Men Liv Mørk kan også gå i retromode og læse Maria Lang, bare fordi det er så herligt umoderne. Og Conan Doyle. Og Poe. Krimierne er sjove at skrive, men de skal også være sjove at læse. Og jeg håber ikke, vi vil blive trætte af Emily, som Agatha Christie blev det af Poirot«. »Vi har skrevet 'Hvad øjet ikke ser', fordi det har været morsomt. Sjovt at finde på, sjovt at prøve at gøre noget andet, og gøre det sammen. Sjovt at lægge spor ud og lade, som om noget er helt anderledes, end det er. Og så længe vi morer os, bliver vi ved«, siger Merete Pryds Helle.