Majbritte Ulrikkeholms tredje erindringsroman, 'Breve fra Maria', er historien om, hvordan hun i sorgen over sin mors død og et forlist ægteskab finder trøst hos Jomfru Maria, der manifesterer sig via automatskrift. Romanen er forankret i forfatterens virkelighedsnære hverdag, alt imens den befolkes af genfærd, astrologiske profetier og syngende træer. Ligesom i de to foregående erindringsbøger, 'Ind i min himmel' (1997) og 'Tilbage til jorden' (2000), der beskriver Ulrikkeholms barndom og opvækst, er der i 'Breve fra Maria' tale om en blanding af selvbiografi og sagn, fakta og fantasi. Romanen fik en meget blandet modtagelse i pressen - fra berusede lovprisninger til benhårde nedsablinger. På det henrykte hold var bl.a. Politikens anmelder Susanne Bjertrup, der skrev om bogen, at den »rummer en intensitet og en vilje til ægthed, som rammer én lige dér, hvor man får lyst til at åbne hjertet og elske alle mennesker«. Hviler i sig selv Ulrikkeholms forfatterskab er så specielt, at det vækker alle slags følelser - på nær ligegyldighed. På samme måde er personen Majbritte Ulrikkeholm ikke sådan at overse - trods sin uanseelige højde. Hendes intense øjne, kraftige stemme og varme udstråling udfylder hele rummet i det idylliske kolonihavehus, hvor hun bor, og giver indtryk af en kvinde, der hviler i og tror på sig selv. De mange røgelsespinde og buddhistiske figurer vidner om, at denne indre styrke især er blevet fundet ad spirituelle kanaler: I såvel hendes verden som i hendes bøger er skillelinjen mellem naturligt og overnaturligt en flydende størrelse. Enorm fantasiDet er ikke let at genrebestemme din roman. Umiddelbart tænkte jeg på magisk realisme, men de mirakler, der optræder i bogen, er måske så virkelige for dig, at du selv ville kalde det pure realisme?

»Nej, det er ikke ren realisme. Jeg har altid haft en enorm fantasi. Som barn troede jeg virkelig på mine egne fantasier og fik ofte besked på at stoppe med at fantasere. Jeg kunne sidde og kigge ud ad vinduet og se en fugl, og så pludselig sad jeg på ryggen af fuglen og var bare væk ...« »Som voksen historiefortæller sker der også ofte det, at fantasien løber af med mig. Og så lader jeg det bare ske. Nogle gange lyver jeg, hvis jeg synes, det er en god historie«. »På den anden side er det jo en fortælling, der tager afsæt i mit eget liv. For mig er mødet med Jomfru Maria ret virkeligt. Og jeg har set et ikon, der blinkede, og alle de andre ting. Men jeg har også bare helt vildt meget fantasi og har aldrig haft en stopklods i mig«. Virkeligheden er projektionMåske er det i virkeligheden heller ikke så vigtigt, hvor virkeligheden stopper, og fantasien begynder?

»Jeg synes, det er interessant at vende den om. Hvorfor skulle de billeder, vi har i hovedet, være mindre virkelige end billederne uden for hovedet? Når jeg sidder inde i mit kreative rum og ser alle disse billeder, så kan jeg da mærke dem i min egen krop. Jeg oplever selv min kunst som det at gå ind i et sanselighedens rum. Det at skrive kan nærmest være en erotisk oplevelse for mig«. »Omvendt synes jeg nogle gange, at folks virkelighedsopfattelser ikke er andet end projektioner fra deres eget sind. F.eks. i spørgsmålet om, hvad der er noget værd. Nogle mennesker finder på, at man skal bo et bestemt sted, for at man er rigtig fin. Dét er sgu da ren fantasi! Det kan jeg ikke bruge til noget. Mine samtaler med Maria kan jeg da i det mindste bruge til noget, og derfor er de virkelighed for mig. Det viser, at vi alle sammen har meget forskellige virkelighedsopfattelser«. Astrologien har en poetisk åre »Det er det samme med mit forhold til astrologien, der spiller en stor rolle i 'Breve fra Maria'. Da jeg opsøgte en astrolog, var det egentlig mest for sjov. Jeg fik at vide, at planeten Pluto ville påvirke mit liv, så alt ville blive ødelagt for derefter at genopstå. Kort tid efter døde min mor, og jeg blev skilt«. »Jeg ville ikke kunne sige, om jeg tror på astrologi eller ej. Men jeg synes, at astrologi har en meget poetisk åre, og derfor tager jeg det til mig. Det er smukt at forestille sig, at stjernernes placering har en indvirkning på vores liv. Jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved, om det er sandt eller ej. Som historiefortæller tager jeg alt det til mig, som der er fantasi i. Jeg søger historier alle vegne«. Sindslidende mor Historierne er ofte blevet fundet i Majbritte Ulrikkeholms personlige traumer. Det kan virke overraskende, at en 39-årig allerede har skrevet tre erindringsromaner. Men når man hører hendes livshistorie, forstår man, at der ikke har manglet oplevelser at tage af. Ulrikkeholm blev født ind i en ortodoks katolsk familie. Da hun var helt lille, blev forældrene skilt - til stor forargelse for det katolske samfund. Faren forlod dem, og moren var sindslidende, så de polske bedsteforældre i Odense måtte tage sig af hende og hendes søskende. De blev opdraget i den katolske tro under strenge regler og faste ritualer. Da hun endelig troede, at hun havde fundet ro i sit liv, døde hendes mor, og hendes mand gik fra hende. De traumatiske oplevelser er blevet bearbejdet gennem kunsten. »Når jeg er gået i gang med et værk, har jeg ofte været som et billede eller et spejl, der var slået fuldstændig i stykker. Men igennem min kunst samler jeg splinterne i en ny mosaik. Mit liv har altid været hamrende besværligt, men alle mine oplevelser er blevet transcenderet til en eller anden form for værk«. »Jeg har den livstro, at ligegyldigt hvor svære ting vi oplever, så ligger der en eller anden diamant og gemmer sig. Der ligger noget, man kan lære. Jeg har selv været nødt til at lære at acceptere, at nogle ting sker, som jeg ikke selv er herre over«. Skæbnen bestemte ikke skilsmisseDet får mig til at tænke på den noget ambivalente skæbnetro, som 'Breve fra Maria' repræsenterer. Du skriver et sted, at du tror på skæbnen, men samtidig taler du for, at man kan ændre alt i sit liv. Er det ikke et paradoks?

»Jeg tror på skæbnen som nogle retningslinjer, der bliver stukket ud. Hvordan vi så forvalter de retningslinjer, er op til os selv. Det var ikke skæbnen, der bestemte min skilsmisse. Skæbnen satte min mand og mig sammen og gav os nogle muligheder. Men vi var ikke begge to i stand til at forvalte mulighederne på en god måde«. »På denne måde er der et sammenspil mellem det himmelske og det jordiske: Man må få det bedste ud af sin skæbne. Der er jo ting, jeg ikke kan ændre på, f.eks. min mors død og min skilsmisse. Men jeg kan forholde mig til det kreativt og konstruktivt gennem min kunst«. Politik er bare meningerNogle anmeldere har ment, at dine bøger var for personlige, at du dyrker for meget din egen usynlige verden ...

»Jeg er faktisk ikke specielt interesseret i den ydre verden. For mig er den ikke andet end en projektion af sindets billeder. Jeg interesserer mig ikke for politik - det handler kun om at overføre sine meninger på andre mennesker. Man kan ikke løse problemer ad den vej«. »Hvis man vil fjerne en aggression i verden, kan man ikke gøre det ved at opføre sig aggressivt. I det møde vil man blot forstærke aggressionen. I virkeligheden er man nødt til selv at være forandringen. Hvis man virkelig ønsker fred, så må man være fred og udstråle fred. Man må først finde fred i sig selv, så det kan smitte andre mennesker«. »Det er en udbredt misforståelse, at hvis man arbejder på et dybt plan med sig selv - hvis man f.eks. mediterer - så taber man interessen for andre mennesker. Jeg tror faktisk, at det gør, at man bedre kan rumme andre mennesker, og at man kan møde et andet menneske fra et virkelig dybt sted«. »I min ungdom var jeg meget politisk engageret og meget vred. Jeg brugte hele min gymnasietid på at diskutere med KU'erne, som jeg syntes, var nogle psykopater. Jeg gik med afghanertørklæde og demonstrerede og malede bannere og råbte mig hæs, men der skete aldrig noget ved det. Det ændrede ingenting i mit liv eller i verden«. »Nu har jeg fundet ud af, at når jeg ændrer noget på et meget dybt plan inde i mig selv, så kan jeg mærke, at det som ringe i vandet smitter af på mine omgivelser. Hvis jeg gerne vil noget godt, så er jeg nødt til at gøre noget godt. Det handler om at gå fra det sted i sig selv, som man ønsker at gå imod«. Vi kan altid lære nogetEr det det samme med din roman, at du gerne vil have, at den breder sig som ringe i vandet fra dig til din læser, så du påvirker andre mennesker? Har du med andre ord et budskab, eller har romanen været et helt personligt projekt?

»Hvis der er et budskab, er det, at vi altid kan lære noget. At det ikke kan betale sig at gå helt ned med flaget, når man møder modstand i sit liv. At man skal møde modstanden fra et åbent sted. Hver eneste modstand, der dukker op, ser jeg som en mulighed for at lære noget, for at finde sin fred«.