Et sted i Luis Landeros nye roman, 'Guitaristen', sender den spanske forfatter en hilsen til Cervantes' romanklassiker om fantasten Don Quixote. Det kan man godt forstå, for de to populære forfattere deler i hvert fald to ting. For det første har Luis Landero opdaget, at et meget underholdende trekantsdrama i 'Guitaristen' findes som en af de mange maleriske fortællinger i den kæmpestore beretning om Don Quixote. For det andet har de to forfattere en fælles forkærlighed for at skildre tilværelsens drømmere. Forholdet til faren »Jeg synes ikke selv, jeg fortæller historier om drømmere og fantaster. For mig at se er der snarere tale om et menneskeligt grundvilkår, hvor lysten til at forandre verden og transcendere hverdagslivet ligger gemt som en drøm i os alle«, siger Luis Landero under et besøg i København. Den spanske forfatter ved godt, at det er et tema, han ofte vender tilbage til, og han ved også hvorfor. »Årsagen skal findes i min barndom. Min far var bonde, og han var utilfreds med sit liv som bonde. Han ville have, at jeg skulle studere, så jeg kunne få et andet liv, end han selv havde haft. Det var min fars drøm om et andet liv, jeg blev påført. Desværre døde min far, da jeg var 16, og problemet var, at vi på det tidspunkt havde det meget, meget dårligt sammen«. »Jeg ønskede ikke at studere, og jeg ville heller ikke overtage min fars drøm. Vi var nærmest holdt op med at tale med hinanden, og inden vi kom på talefod, døde han. Det er selvfølgelig svært at sige noget præcist om, men et eller andet sted under alle mine drømmende personer tror jeg, der ligger et billede af min far og den drøm, han ville påføre mig«, siger Luis Landero«. Livets pludselige skift I 'Guitaristen' fortæller om han den unge knægt Emilio, som arbejder på et bilværksted. På et tidspunkt kommer hans ven Raimundo tilbage fra et ophold i Paris, hvor han har forsøgt at slå sig igennem som flamencoguitarist. Raimundo fortæller nogle spektakulære historier om, hvordan det næsten var ved at lykkes for ham. Og han mener, at også Emilio skal lære at spille guitar. Denne beslutning fører en del med sig. »I mine romaner ønsker jeg at skildre personer, som lever et helt almindeligt liv, hvor der pludselig sker et eller andet, som kaster dem ud i det unormale, der kan minde om en drøm. Der sker det, at de får en trang til at leve et andet liv«, siger Luis Landero. På ét plan er 'Guitaristen' en historie om en mekanikerlærling, der begynder at spille guitar og af flere grunde får fluer i hovedet. Dels fordi Raimundo mener, han og Emilio skal forlade alt og drage på flamencoturne med en noget dubiøs koncertarrangør. Dels fordi Emilios mekanikerchef en dag beder sin unge ansatte tage hjem i privaten for at give den unge hustru privatlektioner i guitarspil. Det er dette trekantsdrama, Landero i et vist omfang deler med Cervantes, om end de ifølge Landero ikke har helt samme slutning. Den hemmelige kuffert »'Guitaristen' er en roman om en ung mand, der ser, at han pludselig har en vifte af muligheder foran sig. Han kan blive guitarist. Han kan rejse. Han kan opdage kærligheden. Og han kan opdage litteraturen og blive forfatter«, siger Landero. Den sidste mulighed opstår, fordi Emilios mor har en logerende, der viser sig at være om ikke skuffe-digter, så i hvert fald kuffert-forfatter. Den logerende, hr. Rodó, er altid meget hemmelighedsfuld, og især gemmer han noget i en kuffert, han altid holder aflåst. Kufferten viser sig at gemme på hr. Rodós skjulte skriverier. Også bibliotekaren hr. Rodó har drømmen om at være noget andet, end han er. Men bibliotekaren gør bare ikke så meget ved det. Når man kender en smule til Luis Landeros egen historie, kunne man godt få den tanke, at der gemmer sig lidt af forfatteren selv i den hemmelige kuffert. Landero opfyldte sin fars ønske om at få en god uddannelse og blive noget andet end bonde. Han har også i en årrække undervist i litteratur, men han var næsten 40 år, før han sendte noget som helst ind til et forlag. »Inden da havde jeg skrevet længe. Jeg skrev digte allerede som 14-årig, og samtidig spillede jeg guitar som professionel. Men da jeg var 19-20 år gammel, valgte jeg litteraturen, og guitaren blev sat en plads tilbage«, fortæller Luis Landero. Bestseller Under sit ophold i København har han dog demonstreret, at han stadig kan håndtere den spanske guitar på et niveau, som andre ville kalde professionelt. Luis Landero runder i år 56, og 'Guitaristen' er kun hans fjerde roman, men han går allerede for at være en af Spaniens mest populære forfattere. Selv debutbogen 'Tankespind i en moden alder' blev en bestseller til både hans egen og forlagets overraskelse. Den solgte i mere end 100.000 eksemplarer. Siden har han udgivet romanerne 'Lykkeridderne' og 'Den magiske lærling'. Men hvorfor varede det så længe, før han blev udgivet? »Jeg mente simpelthen ikke, jeg havde noget interessant at skrive. Jeg skrev hele tiden, også fuldstændig færdige romaner, men det var romaner, jeg skrev for at lære at skrive romaner. Det var først med 'Tankespind i en moden alder', at jeg sendte et manuskript ind til et forlag«. »Jeg har godt nok spillet guitar professionelt, og jeg har også i mange år undervist i litteratur, men det vigtigste i mit eget liv har været det, jeg skrev. I mine egne øjne har jeg haft et professionelt forfatterliv, siden jeg var 20«, siger Luis Landero. Eftersøgning og opdagelsesrejse Han mener, at hans første romanforsøg formentlig godt kunne have været udgivet, men det havde han bare ikke lyst til. Han ønskede at få sin litterære kunnen op på et vist niveau, før han havde lyst til at se bøgerne udgivet, og man skal ikke regne med nogensinde at se ham finde de gamle manuskripter frem af skufferne, for de er destrueret, lige bortset fra resterne af et enkelt, han ikke lige kan huske, hvor han har gjort af. Hvad afholdt dig fra at udgive? Var du blevet for selvkritisk, fordi du arbejdede som lærer i litteratur? »Bestemt ikke. At undervise i litteratur er ikke garanti for noget som helst«, siger Luis Landero og skærer ansigt, så man ikke er i tvivl om, hvad han mener om niveauet i den metier. »Nej, det, der holdt mig tilbage, var den forestilling om en roman, jeg havde inde i hovedet. Det vigtigste for en forfatter er at finde ud af, hvad der er hans verden. At opdage, hvad man vil fortælle, er det vigtigste for en forfatter. Det er et langsomt arbejde. En eftersøgning og en opdagelsesrejse«. Den litterære arvGemmer der sig så lidt af hr. Rodó i Luis Landero? »En lille smule måske. Jeg har skrevet om hr. Rodó, fordi jeg havde lyst til at beskrive en mand, der har et kald uden at have et egentligt talent. Han har en følelse for kunsten, men han kan ikke få den ned på papiret. Det er også et portræt af en neurotisk kunstner, som søger det perfekte, som ikke findes i virkeligheden. Måske kan det betale sig at lede efter det, men man finder det aldrig. Den type kunstner er dømt til at mislykkes«, siger Landero. Som mange andre i sin generation mener Landero, at den latinamerikanske litteratur er helt fundamental for de romaner, han har skrevet. Borges, Marquez og Rulfo står helt centralt for ham, men han peger også på mere moderne navne som Franz Kafka, Marcel Proust og William Faulkner som forbilleder. »Kafka lærer dig at blive forbløffet over, hvor meget virkeligheden kan rumme. Proust opdrager din sensibilitet og hjælper dig med at blive subtil. Faulkner lærer dig at åbne for sluserne«, siger han. Enhver flod flyder i sit eget tempo Landeros romaner tager altid udgangspunkt i en person, og selv om han på forhånd kan have en fornemmelse af, hvor en roman skal bevæge sig hen, er det ikke sådan, at han kender en historie i detaljer, før han går i gang. »I det øjeblik, jeg begynder at skrive, ser jeg kun den lille del af romanen, jeg netop da er i gang med. Jeg opdager først romanen, mens jeg skriver den«, siger Luis Landero. Han er i øjeblikket i gang med at skrive sin femte roman, og hvis det går, som det plejer, udkommer den om to år. »Jeg kan godt lide at skrive hver dag, men meget af det er optegnelser og dagbøger. Romanerne skriver jeg i mit eget tempo. Jeg tænker godt nok hele tiden på, at jeg nok burde arbejde lidt hurtigere, men jeg har også erkendt, at enhver flod flyder i sit eget tempo«, siger han.