Den tilstand af distraktion, glemsomhed eller langsomhed, som indtræder, når man venter eller lige har fået barn, er en frustration for mange kvinder. De fungerer ikke, ligesom de plejer og har svært ved at kende sig selv. Men i stedet for at forsøge at holde tilstanden stangen, så acceptér den, giv den plads, brug den, og nyd den, lyder opfordringen fra 30-årige Iben Claces, som selv lod sig rive med af den stærke strøm, der greb hende forrige forår, da hun var et pænt stykke inde i sin første graviditet. Hun læste en masse bøger om svangerskab, fødsel og børneopdragelse, men hun savnede lekture om, hvad der sker på det personlige plan. Hun manglede et sted at spejle alt det indre, som udviklede sig lige så mirakuløst som det fysiske. »Jo tættere jeg kom på fødslen, jo mere ændrede min bevidsthed sig. Den blev ekstremt indadvendt og feminin - næsten yin. Jeg kunne slet ikke forholde mig til den almindelige verden. Kaotisk trafik virkede som en personlig fornærmelse«, siger Iben Claces. Poetisk dokumentation Med tre digtsamlinger bag sig - herunder en, som i 1994 gav hende BogForums debutantpris - var det naturligt for hende at registrere følelser og stemninger på papir, og det blev hun ved med efter fødslen af sønnen Nathaniel i august 2002. Når hun havde ammet ham om natten, stod hun op og skrev en times tid. I hånden, så hun ikke skulle vente på, at pc'ens skriveprogram blev åbnet. Spiste lidt yoghurt og gik i seng igen. Resultatet - en lyrisk fortælling med titlen 'Akikos ammehjerne' - udkommer i næste uge. »At jeg skrev om natten, hvor jeg var tæt på en drømmebevidsthed, og i en periode, hvor jeg egentlig var alt for træt til det, har gjort bogen meget umiddelbar. Jeg har ikke lagt filtre ind, som jeg ville have gjort, hvis jeg først var gået i gang, da verden begyndte at ligne sig selv igen ni måneder efter fødslen«. »På det tidspunkt ville jeg nok huske tudeturene og de voldsomme følelser, men jeg ville efterrationalisere og tænke, at så slemt var det nu heller ikke. Akkurat som det beskrives i fagbøgerne. Den særlige tilstand ville drukne i det store perspektiv«. Flygtige muligheder Iben Claces ønsker ikke at idyllisere det mentale reservat, hun har valgt at kalde ammehjerne. Men hun vil gerne gå imod tendensen til ud fra vanlige parametre at opfatte den gravide og barslende kvindes hjerne som mindre brugbar og mindre værdifuld. »Jeg ved ikke, om det i situationen kan lade sig gøre at styre sin bevidsthed, så den i højere grad matcher den kommunale virkeligheds åbningstid. Men hvorfor overhovedet forsøge? Den ændrede tilstand er ikke negativ. Den er anderledes, og den er efter min mening meget smuk«. »Blandt andet fordi den gør det muligt at komme i kontakt med erindringer og lag i sig selv, som man ellers ikke er i berøring med. Det gælder det om at udnytte, for tilstanden varer ikke ved. I dag, hvor Nathaniel er 20 måneder, er meget af det, jeg oplevede i perioden, næsten så ubegribeligt for mig, som før han blev undfanget«. Når Iben Claces refererer til 'perioden' mener hun graviditeten, fødslen og de efterfølgende ni måneder. Hvis man betragter forløbet som en figur med timeglasform, er det let at forestille sig, hvordan verdensbilledet snævres ind i tiden lige før og efter fødslen. Et mindre jordskælv »Til gengæld oplever man en unik intensitet og dybde. Barselsgæster kan defilere forbi, uden at man ænser dem, fordi man kun har blik for den lille. På den ene side føler man sig lykkelig og ramt af miraklet. På den anden side bliver man udfordret i en sådan grad, at selv små bemærkninger kan slå benene væk under én. Alt går rent ind, alt er sat på spidsen, og alt er forandret«. Så forandret, at Iben Claces følte, hun skulle definere alt på ny: sig selv, sønnen, manden, forældrene, egen barndom. Det er hårdt at rykke en generation op, og at positionsskiftet sker, mens man er overtræt og tvunget til at forholde sig til en påtrængende fysisk verden af mælk, gylp, hud, hår, gråd, blodige trusser og vasketøj. »I bogen beskriver jeg tingene på et meget intimt plan, for jeg er nysgerrig efter at vide, om det her er tabu, eller om andre har det på samme måde. Ved at beskrive nogle af de detaljer, som af gode grunde ikke er nævnt i fagbøger, håber jeg at give andre mulighed for genkendelse«. »Hvordan kan det for eksempel gå til, at man pludselig føler sig fremmed over for den mand, man elsker overalt? Det handler om, at det tager tid at finde sig til rette med nye roller og finde ud af at være forældre sammen, men det er en overvældende oplevelse«. Skrivekurser Den unge forfatter har forståelse for, at alle ikke har lige gode muligheder for at organisere sig på en måde, så de før og efter fødsel har god tid til at beskæftige sig med den mere følelsesmæssige side af sagen. »Jeg forestiller sig, at mange oplever en frustration eller splittelse, hvis de hænger i en klokkestreng eller føler, at de skal være lige så målbevidste og effektive, som de plejer. Og jeg er sikker på, at mange i den generation af perfektionistiske kvinder, som jeg selv tilhører, vil have glæde af indbyrdes åbenhed, når det gælder om at finde sig til rette i graviditetens og barselsperiodens foranderlige univers«. Iben Claces planlægger i den forbindelse kreative fødselsforberedelseskurser, hvor kvinder ved hjælp af skriveøvelser og personlige fortællinger kan blive mere bevidste om det potentiale, som situationen og den kaotiske bevidsthedstilstand rummer. »At have ammehjerne kan virke lammende, for sådan en er tit fuld af mudder og slam. Men hvis man giver sig hen eller i hvert fald undlader at kæmpe imod, finder man på et tidspunkt ud af, at den giver grobund for personlig udvikling og klarsyn«, siger Iben Claces.