De kinesiske digtere har smidt fløjlshandskerne. I hvert fald når det er de unge digtere, der fatter den skarpe pen. Sproget er råt og direkte, og den verden, forfatterne ridser op, er lige så upoleret som den hverdag, de ser ude i virkeligheden. »De unge digtere bevæger sig væk fra den gamle, akademiske tradition. Digtene bevæger sig mere og mere mod det talte sprog. Digtene er fokuseret på kinesernes daglige liv, og sproget er mere beskidt«, siger Ouyang Yu. Han bor selv i Australien, hvor han ankom i 1991. I øjeblikket er han en del af den gruppe af kinesiske digtere, som gæster Danmark for at læse op ved den kinesiske poesifestival i København og Århus. 'Underkroppen' Ouyang Yu hører ikke selv til de unge digtere. Han er årgang 1955, men han agerer som tolk for Shen Haobo og Yin Lichan, der er født i henholdsvis 1976 og 1973. De to kinesere har indvilget i at fortælle om, hvordan det er at være ung digter i Kina i dag. Shen Haobo og Yin Lichan er en del af en gruppe digtere, der kalder sig 'Underkroppen', og navnet er tydeligvis ikke valgt alene, fordi de unge kinesere bliver betragtet som en del af den litterære undergrund i Beijing. Navnet hentyder også til den direkte måde, hvorpå kineserne skriver om det seksuelle. 'Pikken er blød/ det kan ske/ hjertet er hårdt/ det er inerti/ jeg talte efter/ indtil i dag/ 3 gange blev pikken blød/ hver gang er prentet i hjertet/ 4 gange blev hjertet hårdt/ hver gang uden at se sig tilbage/ kendt min piks blødhed/ oplevet mit hjertes hårdhed/ har kun du alene/ som ramte min tanke i bilen i dag/ kun en lille ting/ får tårer til at trille/ dette sekund, hjertets blødhed/ får du ikke at se', skriver han i et af de digte, som Thomas Westh og Mikkel Bunkenborg har oversat til antologien 'Nye kinesiske digte'. Tekst på nettet Shen Haobo skriver fortrinsvis digte, og som mange andre unge digtere er han en flittig bruger af nettet, hvor mange af hans tekster bliver lagt ud. »Forlagsvirksomheden i Kina får det værre og værre, for regeringen kontrollerer mere og mere. En del af de bøger, som allerede er udgivet, er blevet forbudt, og en del af det, jeg selv har skrevet, ville aldrig kunne udkomme i bogform, fordi jeg skriver om sex«, siger Shen Haobo. Både han og Yin Lichan mener, at internettet har givet digterne helt nye muligheder. Det er, siger Shen Haobo, en mulighed for de mest rebelske til at få publiceret deres tekster. De to unge digtere ser sig selv som en del af en opposition. De ser det som en del af digterrollen, og de mener ikke, der er en konflikt mellem at være digter i kunstnerisk forstand og samtidig være samfundsdebattør via digtene. Lyrik skal være politisk »Kunstnerne er også sociale væsener, så det han eller hun skriver, må også have rod i samfundet. Vi synes, det er uansvarligt og en form for virkelighedsflugt, hvis man kun betragter digtene som ren kunst. Det gælder især i Kina, hvor samfundsstrukturen er meget kompleks, og derfor må den poetiske respons herpå være stærk«, siger Shen Haobo. »Det er også en tradition, der går tusindvis af år tilbage«, siger Yin Lichuan. »Og vi er stærke modstandere af den form for lyrik, som er akademisk og udelukkende fokuserer på ordene og retorikken«, siger Shen Haobo. Ud over at skrive digte arbejder han også som forlægger, for som lyriker er det nærmest umuligt at klare sig økonomisk. Yin Lichuan har det en smule nemmere, eftersom hun også skriver samtidsromaner, som sikrer hende en vis indkomst. Censur Både hun og Shen Haobo har en klar fornemmelse af, at regeringen - på en eller anden måde - følger med i, hvad de skriver. De understreger imidlertid, at de ikke lader sig påvirke af det. De siger, at det i dag er muligt at skrive lige, hvad man vil, i Kina. Problemet kommer, når teksterne skal ud til offentligheden, og ifølge Shen Haobo er regeringskontrollen med udgivelserne taget til. Især i løbet af i år. Besværlighederne med regeringen får dog hverken Haobo eller Lichuan til at overveje at følge i Ouyang Yus fodspor. Ingen af de to unge har nogen som helst intention om at bosætte sig i udlandet, selv om de ofte må nøjes med at publicere deres tekster på enten internettet eller få dem distribueret gennem private netværk i stedet for gennem større forlag. »Det ville være helt utænkeligt. Vi er født i Kina, og det er der, vi hører til. At blive fjernet fra sit land er en bedrøvelig ting, fordi man mister forbindelsen til sit sprog«, siger de. Ouyang Yu overvejer indimellem, om han skulle vende tilbage til Kina, ligesom han har set andre intellektuelle gøre de senere år, men foreløbig har han ingen planer om det. For ham ville det være som at opgive det projekt, han satte i gang med flytningen til Australien i 1991. H.C. Andersen Ouyang Yu følger dog på afstand med i, hvordan det litterære miljø udvikler sig, og han ser et stort potentiale i den nuværende generation af forfattere. »De er kommet tættere på at skildre dagligdagens realiteter, men jeg synes, de stadig ikke er særlig regeringskritiske. Der har været forholdsvis begrænset opmærksomhed på begivenheder som demonstrationerne i 1989 (på Den Himmelske Freds Plads, red.) og på Falun Gongs problemer i 1999«, siger han. Både Yin Lichuan og Shen Haobo forsikrer dog straks, at situationen er ved at ændre sig i Kina. »Også i vores tekster«, siger de. Når man spørger dem, hvad de får ud af at deltage i den kinesiske poesifestial i Danmark, er de mere usikre. De erkender, at deres kendskab til dansk lyrik er noget nær nul. Kort efter kommer Shen Haobo imidlertid i tanker om, at han kender H.C. Andersen. »Han er en meget stor digter«, siger han.