Teenagere, der vokser op i 1960'erne. Finkultur og pop. Tragedie og komik. Alt rammet ind af små og store gader i Oslo. Norske Lars Saabye Christensen har slået sin egen cirkel rundt om dette litterære felt, og hans læsere har vænnet sig til det i en grad, så nogle af dem nærmest forventer, at personerne fra én af hans historier skal springe ud af siderne og vandre direkte over i en ny fortælling. Det fik Lars Saabye Christensens et kontant eksempel på for nylig, da han selv vandrede rundt i Oslos gader, og for 117. gang blev passet op af en læser, der genkendte forfatteren, der efter romanen 'Halvbroderen' ikke alene er kendt af læseheste, men nærmest af alle og enhver som vinder af Nordisk Råds Litteraturpris. Læseren insisterede på at tale om Lars Saabye Christensens allernyeste roman 'Maskeblomstfamilien', der om få dage udkommer på dansk. I romanen har forfatteren en hovedperson, som ikke alene kan være led. Han kan være direkte ubehagelig, usympatisk. Nærmest et dumt svin, og det er da heller ikke underligt, at han på et tidspunkt jagtes rundt i Oslos gader af sine klassekammerater, der ender med at trænge ham op i et hjørne, hvor de giver ham en ordentlig røvfuld. Ønskede hjælp til fortælleren Forfatterens ivrige, norske læser havde siddet derhjemme med 'Maskeblomstfamilien' i hænderne og fulgt, hvordan en flok ophidsede teenagedrenge slog deres sært usympatiske klassekammerat til blods, og mens han sad og læste, ønskede han, at hjælpen var lige om hjørnet. Hele tiden sad han og forventede, at fire af personerne fra Lars Saabye Christensens gamle roman 'Beatles' skulle komme løbende og redde knægten, der lå med lukkede øjne i sneen, mens klassekammeraterne stod og sparkede til ham med de tunge vinterstøvler. Og hvorfor skulle de ikke komme? Tidspunktet var det samme. Gaderne var de samme. Knægtene var nærmest jævnaldrende. Men hjælpen kom aldrig. Og personerne kommer aldrig til at møde hinanden. Det eneste, man kan være sikker på, er, at Lars Saabye Christensen selv vender tilbage til de samme gader, hvor vi i andre situationer vil følge andre teenagere i det vanskelige møde med voksenlivet og den gådefulde verden. Trange rum »Folk taler ofte om, at forfattere skal forny sig, men jeg ser ingen grund til at udvide mit felt. Jeg har en cirkel, der omfatter spillet mellem tragedien og komedien, og heri fortæller jeg om outsideren, om en bestemt tid og en bestemt geografi, og for mig er det ikke vigtigt at lave cirklen større. Jeg er mere optaget af at grave hullet dybere«, siger Lars Saabye Christensen. I sin nye roman stikker han spaden dybt ned i menneskets ubehagelige sider. Normalt er han som forfatter kendt for at kunne tumle et stort og tungt stof med en sproglig og fortælleteknisk lethed, så læseren nærmest kan føle sig opløftet trods stoffets alvor. Den stort udfoldede historie i 'Halvbroderen' bliver denne gang fulgt op af en tæt og dyster beretning, der starter sådan her: »Jeg havde en god opvækst. Mor gik tidligt i seng. Far døde da jeg var tolv. Jeg var enebarn«. Faderen begår selvmord, og moderen isolerer sig i skamfuldhed. Til gengæld går den navnløse søn i den stik modsatte grøft. Han bliver nærmest skamløs og går til angreb på verden. »Alle historier har en særlig måde, de skal fortælles på. I 'Halvbroderen' var det en historie, der kunne strækkes ud i tid og rum. Her er det en kompakt, sammenpresset roman, som nærmest består af undertekst. Man kan sige, det er en indendørsroman, hvor rummene bliver trangere og trangere, næsten klaustrofobiske«, siger Lars Saabye Christensen. Det usagte Den navnløse søn er i dén grad en teenager i tvivlens vold. Uden at det direkte præciseres, anes det, at hans køn ligger i et grænseområde, og at det er et problem, forældrene aldrig har taget hul på. »Han er en person, der tvivler på sig selv. Hvem han er og hvad han er. Men i stedet for at blive offer, står han oprejst og vender sit raseri mod verden. Det mest interessante for mig var at beskrive en person, som nægtede, at man skulle have ondt af ham, fordi han hellere ville slå igen. Det er jo en udfordring at skrive om en usympatisk fortæller og forsøge at skabe en vis sympati for ham«, siger Lars Saabye Christensen. Det usagte fylder meget i romanen. Hvad er det, der fascinerer dig ved det skjulte i fortællinger?

»Det er rigtigt, at jeg godt kan lide at skabe en stemning af noget uforklarligt, og jeg sammenligner ofte romaner med et hotel, hvor der er lys i alle værelser - undtagen et. Her er der helt mørkt, og her må læseren selv gå ind for at tænde lyset. Romanen skal holde på nogle hemmeligheder, men det er jo en hårfin balance, hvor man hverken siger for meget eller for lidt. Det er mit mål som litterær linedanser«. Vigtig pause Lars Saabye Christensens historie om 'Maskeblomstfamilien' er bygget op som et teaterstykke med tre akter med indlagt pause før sidste akt. I modsætning til besøget i det gammeldags teater er det dog meget uklogt at bruge pausen hos den norske forfatter til at gå i baren eller på toilettet, for hos Saabye er det som i musikken - pausen er central og uundværlig. »Pausen i min roman (to sider, red.) er romanens og personens tilbageblik. Det er romanens perspektiv i tid. Ja, man skal være opmærksom som læser, men jeg tror også på, at man som forfatter skal have stor tillid til sin læser, men det er da små virkemidler, jeg bruger, for det er romanens form, og den skal være kompakt«, siger forfatteren. Rejsende i egne bøger Af norske kritikere er han blevet rost i høje toner for 'Maskeblomstfamilien', fordi den tilføjer en ny, mørkere klang, til forfatterskabet, men ingen skal tro, at Lars Saabye Christensen har skrevet en anderledes roman for at bevise, at han kan andet end at jonglere sprogligt let med store historier som i 'Halvbroderen'. »Jeg tænker slet ikke på det. Jeg er selv mest optaget af kontinuiteten og sammenhængen i mit forfatterskab. Hvis man prøver at leve op til nogle forventninger - eventuelt også nogle kommercielle - vil man formentlig bare skrive en både dårlig og kedelig bog«, siger han. 'Maskeblomstfamilien' begyndte han på, da han netop havde afsluttet 'Halvbroderen', og han var derfor også langt i historien, før han oplevede sin utrolige succes med den cirka 700 sider lange historie om brødrene Fred og Barnum. Det skulle vise sig at være klogt, at 'Maskeblomstfamilien' var godt på vej, for siden han vandt Nordisk Råds Litteraturpris, har Lars Saabye Christensen nærmest været rejsende i sit eget forfatterskab. Den tykke roman er oversat til en lang række sprog, og han er konstant på farten for at fortælle om sig selv og sin bog. Går man i en af Londons boghandler lige nu, kan man se 'The Half Brother' stå på reolerne, og snart vil det samme være tilfældet i USA og mange andre steder i verden. Burde sidde hjemme og skrive Om han skal på bogturné i USA, ved han ikke, men hvis forlæggeren inviterer, så kommer han, selv om han lige i øjeblikket oplever det, de fleste bestsellerforfattere oplever, når de med ét bryder igennem i verden. De er så meget ude at rejse, at de har problemer med at få tid til at skrive. »Egentlig burde en forfatter bare sidde derhjemme og skrive, men nogle gange kan det godt være inspirerende at komme til udlandet, hvor man møder nye læsere og nye kolleger. Sidste år, i år og til næste år vil der ikke være en måned, hvor jeg ikke er på rejse i udlandet, og jeg er vel lige nu på rejse halvdelen af året«. »Man bliver en slags handelsrejsende i egne bøger, men jeg har for længst gjort op med mig selv, at hvis jeg ikke kan kombinere rejserne med at skrive, så holder jeg op med at rejse. Men indtil nu har det både været en pligt og en glæde for mig at rejse«. Hvordan har du oplevet at få nye læsere, som læser dig uden at kende noget til hverken Norge eller dit forfatterskab i øvrigt?

»Det er meget fascinerende. Når jeg udgiver en roman i Norge, bliver den læst i lyset af, hvad jeg har skrevet før, og i lyset af hvem jeg er. I sommer var jeg i Australien og New Zealand med 'Halvbroderen', og da tænkte jeg netop, at dette var den store test. Ville det fungere? Ingen havde været i Oslo, og ingen kendte mit navn, men det gik faktisk godt, og det var for mig en bekræftelse på, at jo mere lokal man er, jo mere universel bliver man. Det bliver også sagt som en kliché, men for mig er det i hvert fald rigtigt«. Paul Auster møder Jonathan FranzenHar der været ting i anmeldelserne, der er kommet bag på dig

»Måske hæfter man sig mere ved karaktererne i udlandet, men sjovt er det, at de udenlandske anmeldere ofte søger sammenligninger, som når man om film siger, at det er Bergman, der møder Woody Allen f.eks. Nogle gange er det underholdende, mens det andre gange er helt meningsløst. En af anmelderne sagde om 'Halvbroderen', at det var som Paul Auster, der mødte Jonathan Franzen ('Korrektionerne', red.). Dén måtte jeg lige hjem og tænke over«, siger Lars Saabye Christensen med et af sine forsigtige grin. Hvis han selv skal vælge mellem de to forfattere, er han mest til Auster, hvad der ikke kan undre nogen, der har læst sig lykkeligt svimmel på den amerikanske forfatters romaner og deres mylder af hemmeligheder. »Jeg kan også lide forfatterskaber, der ligger længere tilbage, og for mig er det vigtigt med jævne mellemrum at læse klassikerne for at vide, hvor godt tingene kan udføres. Jeg læser norske forfattere som Ibsen og Hamsun, men også Proust og Thomas Mann«. DovenDu skriver romaner, digte, sangtekster, drama, filmmanuskripter og noveller, og de bliver bedømt som noget af høj kvalitet. Har du en usædvanlig arbejdsdisciplin?

»Egentlig er jeg ret doven af natur, og jeg vil gerne finde på undskyldninger for ikke at arbejde for hårdt, men det at skrive handler om en særlig kombination af disciplin og galskab - nej, ikke galskab som sådan, men en kombination af disciplin og kaos«. Hvordan får du tålmodighed til at arbejde på 'Halvbroderen' i ti år?

»Det er helt centralt, hvad du siger. At skrive og at læse kræver tålmodighed, og det er så ekstremt vigtigt for litteraturen og for kunsten. Det tager tid at skrive, og det tager tid at bygge et forfatterskab op. Det er en tålmodighed, vi må bekymre os om«. Det siger du i en tid, der er frygtelig rastløs og utålmodig?

»Ja. Litteraturen og romanerne er en anakronisme i forhold til samfundsudviklingen, men derfor også så meget desto vigtigere«, siger Lars Saabye Christensen.« Litteraturen kan til stadighed fornys Selv har han tænkt sig at blive ved med at bidrage til litteraturen i mange år endnu, og han føler på ingen måde, at lageret af historier bliver mindre, selv om nogen måske kunne tro, han havde brændt sit bedste stof af i eksempelvis 'Halvbroderen'. »Når du skriver, er det jo ikke sådan, at udgivelsen af en roman betyder, at der dermed er en bog færre at skrive. En roman kan derimod åbne døre for nye historier. Det er ikke som med den norske olie, der pludselig kan være brugt op. Litteraturen kan til stadighed fornys, og jeg har da også en slags plan for de bøger, jeg kunne tænke mig at skrive. Ikke sådan præcist, men noget af det, jeg vil skrive i fremtiden, kunne godt i format tangere 'Halvbroderen'. Men der er længe til. Det kan vare ti år endnu, før den bog ligger der«. Er det en historie, der har sammenhæng med 'Halvbroderen'?

»Nej, det er noget helt andet«. Mange af dine læsere ville formentlig gerne have en fortsættelse?

Lars Saabye Christensen kigger op, venter et sekund, og så griner han: »Men det får de ikke«.