De første kostbare minutter af den nøje afmålte interviewtid med Sveriges kendteste æggehoved, litteraturkritiker og Nobelsekretær Horace Engdahl, brændte jeg af på en dødfødt diskussion om eventuelle fælles træk hos Stendhal og Tolstoj. Den skal jeg spare læserne for. I sin essaysamling 'Berøringens ABC. Stemmer i litteraturen', som er anledningen til, at Horace Engdahl, 55, er i Danmark, beskæftiger han sig med Stendhal, Mallarmé og Poe, men også med Goethe, Joyce, Beckett, Björling, Ekelöf og (tilintetgørende) med avantgardisterne, som han ser som et rent tilbageskridt for litteraturen. Den p.t. så beundrede russer Bakhtins forherligelse af dialogen affærdiger han - ikke uden medfølelse - i en fodnote. Horace Engdahls ti år gamle bog er oversat til dansk netop nu, fordi begrebet 'litteraturens stemme' - ikke forfatterens, men værkets - er kommet på mode i litteraturvidenskaben som afløsning for mere maskinelle, formalistiske teorier. Horace Engdahl er desuden blevet udnævnt til adjungeret (dvs. ulønnet tilknyttet) lektor på Nordisk Institut på Aarhus Universitet. Det er en uforpligtende post, men ærefuld - for Engdahl måske især, fordi dørene til Sveriges universiteter har været lukket for ham siden 1986. Det år blev hans essay 'Den romantiska texten' antaget som doktordisputats, men med sin nedbrydning af de traditionelle skel mellem litteratur, teori, filosofi og poetik havde han gjort sig umulig i Sveriges akademiske verden. Tirsdag blev Engdahl af lektor Erik Skyum-Nielsen på Nordisk Institut, Københavns Universitet, i fuld offentlighed 'eksamineret' i sin egen bog, som han klogeligt havde genlæst til lejligheden. Katakombkultur I kraft af sin mentalitet og sin biografi - til han var 40, levede han som dårligt betalt freelanceskribent - inkarnerer Horace Engdahl den frie intellektuelle. Noget af samtalen med publikum på Københavns Universitet handler da også om de »katakomber«, han og hans ligesindede efter sigende befandt sig i, da han var ung i halvfjerdserne. Man kunne under dække af at være doktorand (nu: ph.d.-studerende) beskæftige sig med »autodidaktisk virksomhed«, som Engdahl kalder det. Dengang var det nok for en fri intellektuel at have penge til husleje og cigaretter. Som en af tilhørerne anfører, er det ikke længere nok: Man skal også have »alverdens isenkram og opkoblinger«. Engdahl er enig og mener, at det er en katastrofe, at der i dag ikke eksisterer en katakombkultur. Alle læser de samme bøger, og der er ingen akademisk bohème, for de unge får ikke lov at gå rundt på universiteterne så længe. Er en fri intellektuel overhovedet mulig? spørger jeg en lidt slidt Horace Engdahl, da vi senere sidder i et lille mødelokale. »Det kan vel lade sig gøre: Man kan være freelancer, man kan arbejde for radio og tv. En fri intellektuel er nødt til at være økonomisk uafhængig. Det bedste ville være at have en formue ... Har man et erhverv, kan man ikke være fri intellektuel. Man kan selvfølgelig deltage i debatten, men det er ikke det, man forstår ved en fri intellektuel. Han eller hun skal i en vis forstand være asocial«. »Der er behov for frie intellektuelle i dag, for der er en stærk tendens til, at alle taler ud fra et vist interessestandpunkt eller en gruppeidentitet«. Er tidsånden så dominerende takket være den effektive kulturformidling, at det er svært at opsøge andre, umoderne og modsatte tanker og impulser?

»Det har aldrig været let. De, der har tænkt anderledes, har kunnet det, fordi de var lidt til en side. De har ikke befundet sig i samfundsdebattens brændpunkt. De er ofte blevet sent forstået, eventuelt først efter deres død«. »Men det er forførende at tænke i de store strømninger, det går så godt og let og giver stort udbytte: Man bliver hørt, man får plads i offentligheden og job og så videre. Hvis man skal gå imod den strøm, skal man have en meget stærk drivkraft og være rigtig led ved det, man ser og hører. Men jeg tror, at meget, meget få nogensinde har opnået en distanceret status i deres intellektuelle liv uden at have støtte hos andre. Der findes isolerede kunstnere, men netop det intellektuelle liv er en ideologisk form, der kræver at man har forbundsfæller, at man danner en slags modgruppering«. Borum er idealetDu har arbejdet som dagbladskritiker i mange år. Hvorfor skal man overhovedet have litteraturkritik i dagspressen?

»Litteraturkritikken har stor betydning for den kvalificerede litteraturs sociale rækkevidde. Det er vigtigt, at litteraturen forbliver et offentligt anliggende. At den forbindes med andre samfundsområder - for det er jo det, kritikerne gør. De markerer litteraturens tilstedeværelse og vigtighed«. »Det første krav, man må stille til en kritiker, er, at hun siger, hvad hun synes. Nogen må stille sig i vejen for værket, være skydeskive for det. Kritikeren er det primære mål, den, der stiller sig op på skansen, vover pelsen, lader sig beskyde af værket og så siger, hvordan det gik«. Engdahl, der flere gange har fremhævet den danske digter Poul Borum som et af sine idealer som kritiker, fortsætter, at anmeldelsens form ikke er så vigtig: »Det vigtige er, hvem anmelderen er. For at kunne være som den skærm, værkets mulige effekt fremtræder på, skal man være omfattende belæst og have en forfinet opfattelse i sin tekstlæsning. Anmelderne må heller ikke ligne hinanden for meget. Der er en kedelig tendens til, at kritikerfaget er blevet et gennemgangsfag for generationen mellem 30 og 50. Før det har de ikke fået fodfæste, og efter det orker de ikke mere«. »Desværre er forfatterne i Sverige i stor udstrækning holdt op med at skrive anmeldelser. De har deres egne karriereveje, stipendiesystemer, forfatterskoler osv., så de behøver ikke skrive anmeldelser som ekstraarbejde eller for at blive kendt«. Jeg tror, det er et tegn på, at litteraturen egentlig har det ganske godt. Man har skabt et socialt understøttelsessystem for litteraturen, som gør det muligt at vælge den litterære karriere. Den frie intellektuelle har ikke et tilsvarende understøttelsessystem. De må så blive forfattere eller leve af et helt andet erhverv. For 'fri intellektuel på statsstøtte' - det lyder ikke så godt«. »Der vil altid være en skævhed i forholdet mellem tænkende mennesker og samfundet«. Markedet for de intellektuelles produktion er meget smalt i dag, siger Horace Engdahl: »Det skyldes nok først og fremmest et lavt dannelsesniveau hos mediecheferne. De undervurderer deres publikum. Mediecheferne er selv publikum underlegne; De ved det, og derfor bliver de lidt aggressive!«. Menneskeædende maskine Horace Engdahl, der forvalter Svenska Akademiens voksende formue og med Nobelsekretariat, bibliotek og ordbogsredaktion er chef for 40 mennesker og samtidig skal være konstant tilgængelig for medierne, fortæller leende, at hans liv er faldet i to dele: »Først havde jeg intet tidsproblem, men akutte pengeproblemer; nu har jeg ingen pengeproblemer, men akutte tidsproblemer. Det ville således være utænkeligt at skrive 'Berøringens ABC' nu. Jeg tilbringer min tid på møder«. Det kan du vel ikke holde ud i længden?

»Nej, og jeg bliver heller ikke ved resten af livet. Jeg kan, men er ikke tvunget til at blive siddende som permanent sekretær for akademiet. Mit medlemskab af Nobelkomiteen giver mig heldigvis pligt til omfattende læsning, så den del af arbejdet er frugtbart. Og jeg skriver interne ting, akademitekster, forord og den slags. Men det er svært at få ro til at skrive mine egne ting. Kun fragmenter, og dem skriver jeg ned hvor som helst og når som helst«. Her hiver Horace Engdahl ivrigt og lidt blufærdigt en lille blomstret notesbog op af jakkens brystlomme og giver et glimt af dens små beskrevne sider. Så lige nu er du ikke en fri intellektuel?

»Nej, nej!«, udbryder han næsten forskrækket. »Jeg er embedsmand! Absolut!« Kan du håbe at ende i en arbejdssituation som Goethe - at have et ærefuldt, men ikke tyngende embede og fred til at skrive?

»Nu er sekretærposten blevet tung; for en generation siden indebar den ikke så meget. For det første er akademiet takket være dygtig forvaltning og aktiemarkedet blevet så rigt og har fået en omfattende virksomhed. Vi laver ordbog og uddeler f.eks. ca. 50 litterære priser. Og så har vi en helt anden medieverden omkring os. Der er et tryk udefra, som er mangedoblet«. »Før i tiden stod der stor respekt om akademiet. Det første signal om, at det var ved at ændre sig, var, da Eyvind Johnson og Harry Martinson fik Nobelprisen i 1974. De blev behandlet meget brutalt. Siden eksploderede det med Rushdie-sagen i 1989, da tre medlemmer trådte ud, fordi akademiet ikke vil gå med i en aktion, der opfordrede den svenske regering til at protestere«. »Da slap medierne deres opdæmmede aggressioner og underlegenhedsfølelser løs. Og de gjorde alt, hvad de overhovedet kunne, for at skade akademiet. Medlemmerne var lette ofre: De forstod ikke, hvad der foregik, for de levede stadig i den gamle verden. Min forgænger havde svære år i 1990'erne og led meget under den der mediebeskydning. Men da jeg kom, vidste jeg: Det her er krig!«. Du foragter virkelig massemedierne ...

»Ja, for deres måde at arbejde på, den lethed, hvormed de går over til lynchning og menneskeofring. Det spreder sig fra formiddagspressen til alle medier, i hvert fald i Sverige. Det er en menneskeædende maskine. Der er ingen mulighed for at forsvare sig og ingen grænser for, hvad såkaldt undersøgende journalister tillader sig«. »Bagefter, når det viser sig, at de har taget fejl, trækker de på skulderen og siger: »Åh undskyld. Næste år bliver der en presseetisk debat«. Medierne tilbyder masserne en slags moderne form for offentlig henrettelse. Det er umådelig usmageligt, og den, der vover at sætte spørgsmålstegn ved det, betragtes som fjende af demokrati og ytringsfrihed«. Horace Engdahls stemme er blevet mørk: han taler tydeligvis af erfaring. »Jeg har tilhørt medieverdenen; jeg var jo studievært på det litterære program 'Röda Rummet'. Jeg troede, det ville være lige så let at være på den anden side. Journalisterne kendte jo mig, og jeg kendte dem. Men i helvete heller! - i samme øjeblik jeg fik sekretærposten, forandredes alt, og de år var strøget af registret! Nu var jeg bare et lovligt mål. De har stået ved vores dør med kameraer og forsøgt at trænge ind til mine børn og har ringet og faxet om nætterne og interviewet folk i kvarteret. Det er en slags Stasi-virksomhed. Medierne er som en privat-Stasi«. »Som akademisekretær er jeg dels en offentlig person, dels identificeret med etablissementet. Dermed er jeg frakendt alle menneskerettigheder. Hver journalist ser det som sin indlysende professionelle ret at prøve at få mig til at fremstå i et dårligt lys«. »Sociologisk er det let at forklare: Før tilhørte jeg kulturoffentligheden, men da jeg blev 'rigtig' kendt, røg jeg ned i det underste lag af almindelige journalister og blev deres bytte. Og de har en helt anden baggrund, mentalitet og moral. Jeg havde levet i en beskyttet verden. I kulturdebatten kunne man blive hårdt angrebet. Men det var jo ligesom en leg, når man beskyldte hinanden for at være formalist, for eksempel!«. »Jeg har lært mig at omgås medierne, det var jeg tvunget til. Og akademiet er naturligvis taknemmelige over, at jeg stiller mig i skudlinjen. Det indgår i min jobbeskrivelse, og nu har jeg været på posten i fem år, og der er ikke længere noget, der bekymrer mig«.