Det er mandag, og eksperterne fra Verdenssundhedsorganisationen har endnu ikke kunnet besvare tidens måske mest bekymrende spørgsmål: Smitter den asiatiske fugleinfluenza fra menneske til menneske? Hvad gør vi, hvis den gør? Den verdensberømte canadiske forfatter Margaret Atwood er en af dem, der følger nyhedsudviklingen. Det gør hun med en blanding af skepsis over for mediernes store overskrifter - og ægte bekymring. »Man kan sælge mange aviser, når folk er utrygge. Der er masser af sygdomme, som vi ved alt om, og som slår tusindvis ihjel hver dag, uden at medierne lader sig anfægte. Næste gang SARS kommer, vil det være en meget mindre historie, fordi vi nu ved mere om den. Aids buldrer stadig derudad, en ny variant af tuberkulose er helt ude af kontrol, uden at de skaber overskrifter«. »Fordi vi endnu ikke har sikker viden, aner vi ikke, om vi er vidne til proportionsforvrængning. Hvis fugleinfluenzaen muterer og ender med at smitte mellem mennesker, kan den udvikle sig til en stor dræber ligesom den globale influenzaepidemi mellem 1918 og 1919«, siger Atwood i telefonen fra Toronto, hvor et par håndfulde borgere døde af SARS i fjor. Gennem historien har der været mange former for pest. Vi ved ikke engang, hvad en del af dem bestod af. Vi har beskrivelse af symptomer, men hvad det var, er vi ikke klar over. Epidemier er ikke nye, det nye er vores umiddelbare adgang til information om enhver ny sygdom. Så snart det sker i Asien, ved vi det. I år 1400 ville det have taget årevis, mens sygdommen langsomt udviklede sig - fra rotte til rotte«. Munter udslettelseHvad tænkte du, da du læste om fugleinfluenzaen?

»Dårligt nyt! Vi er nødt til at gå tilbage og lukke det syvende segl«, griner Atwood. I sin seneste roman, 'Oryx og Crake', fremmaner hun en verden, hvor en menneskeskabt virus har udslettet næsten hele Jordens befolkning. Historien fortælles af Snemand, der tidligere hed Jimmy. Han bor i et træ, hvor de klonede rovdyr ikke kan nå ham. Nogle gange dukker der replikker fra Shakespeare op i hans erindring, men det meste af tiden bruger han på at skaffe sig mad. Det lyder dystert, men Atwood mener selv, den er munter. Det kræver en forklaring. Atwoods lyder således: »Den er munter, fordi det, som står i den, ikke er sket endnu! Uanset hvor rædselsfuldt ens liv er, er det meget værre i bogen, man bør virkelig føle sig ret opmuntret efter at have læst den«. Atwood ser den globale situation som et kapløb. Det kan gå fremad, og det kan gå voldsomt tilbage. »Alle epidemiologer siger, at vi står foran en stor slem virus. Bliver det ikke fugleinfluenza, bliver det noget andet. Måske noget vi selv har skabt. Udviklingen er i fuld gang, uden at nogen aner, hvad konsekvenserne kan blive. Vi kan for længst putte gener fra et væsen ind i et andet væsen og lave et helt tredje. I USA er de første genetisk modificerede kæledyr på markedet, de selvlysende fisk. I USA er den rød, på Taiwan er den blå og grøn«. »Folk bliver overraskede, når de får at vide, at meget af det, jeg beskriver i romanen, allerede eksisterer. Edderkoppe-geden, der producerer edderkoppesilke til skudsikre veste eksempelvis. Den findes i Montreal. Der findes ikke snats (en blanding af slanger og rotter, red.), men pigoons arbejdes der på, så vi kan få griseorganer, der er modificerede til at kunne bruges i mennesker. The kangalam, en blanding af kænguru og får, der ikke udleder lige så meget gas som får, er også på vej«. Vi er altid på vej Margaret Atwoods far var biolog, hun voksede op blandt videnskabsfolk og er selv en flittig læser af populærvidenskab. Hun mener, videnskaben grundlæggende er neutral, ligesom elektricitet er det. Problemet er, at videnskaben kan anvendes til dårlige ting, og at selve den videnskabeliggjorte civilisation gør os mere og mere sårbare. »Hvis jeg placerer mine hænder på en væg meget blidt, sker der ikke noget, men hvis de samme hænder rammer med 120 km i timen - splat! Vi bevæger os meget hurtigt, og jo flere bevægelige dele en ting har, jo større sandsynlighed er der for, at den bryder sammen, eller at der sker en fatal ulykke. Fordi vi gør alting så hurtigt nu om dage, sker det oftere og oftere, at videnskaben afstedkommer utilsigtede hændelser«. Min roman finder sted i den umiddelbare fremtid, ikke om mange år. Hvorfor ikke? Fordi vi bliver fortalt, at Jordens befolkning vil toppe mellem otte og ti milliarder omkring 2050. Et tidsperspektiv inden for hvilket, man regner med, at vi vil have gjort det af med halvfems procent af fiskene. Vores øvrige ressourcer sløser vi lige så voldsomt med. Nu er vi også på vej mod Mars, det er typisk. Typisk for en menneskeabe, som svinger sig fra træ til træ, mens den ubekymret efterlader sit affald. Vi er altid på vej til nye steder, fordi vi har ødelagt det, vi kommer fra«. Atwood lyder som en dommedagsprofet, men hun mener stadig, der er tid til at vinde kapløbet. »Evolutionen kan gå i to forskellige retninger. Den engelske forfatter H.G. Wells skrev 'The Island of Dr. Moreau' i 1896. Moreau lavede dyr om til mennesker og førte dyr, der havde været mennesker, tilbage til dyrelivet. Wells svingede mellem vild optimisme og den mørkeste pessimisme. Fordi teorien om evolution tillader begge dele. Det kan gå begge veje. Vi kan enten blive bedre og mere vidunderlige, klogere, raffinerede, sundere og så videre, eller vi kan gå i den modsatte retning og forlade nogle af vores attributter, som mange dyr har gjort det. Vi vil være som guderne Der findes videnskabsfolk, der mener, at mennesket skal stræbe mod udødelighed, havde øjne i nakken, fordi det er muligt, at vores hjerner skal kunne downloades på chips og skydes ud i rummet etc. Alle disse sci-fi-temaer er teoretisk inden for vores rækkevidde, og en del mennesker synes, det er vidunderligt. Det ser meget amerikansk ud, men det er kun, fordi amerikanerne har råd til at betræde disse nye veje. Ideerne kommer ikke fra de tegneserier og film, disse folk, oftest mænd, har set som børn, men fra den græske mytologi. Alle disse drømme var europæiske fra starten. Vi vil alt det, guderne kunne. Vi vil kunne flyve rundt i luften, vi vil have vidunderlig mad til rådighed, vi vil have en endeløs række af seksuelt attraktive partnere til rådighed, vi vil være udødelige. Guderne har altid de herligheder, vi gerne vil have. Vil du ikke være ung for evigt? Selvfølgelig vil du det. Også selv om du har læst, hvad der sker med 'Faust', efter at han indgår djævlepagten. Vi har mange fabler om, hvad der sker den dag, vi får vores ønsker opfyldt. Derfor har vi mange fabler, der maner til forsigtighed om, hvad det er, vi bør ønske os«. Videnskab er en måde at vide noget om verden på. Det er litteratur også. Margaret Atwood kombinerer de to vidensformer og kunne som ung have valgt at gå forskervejen. I stedet valgte hun forfattergerningen. »Videnskaben er afhængig af forsøg, der kan gentages. Om resultater, som kan efterprøves. Litteratur er om, hvordan det føles. Videnskab er om dokumenterbare resultater. Litteratur er om, hvordan det føles at være et menneske under bestemte vilkår. Hvordan føles det at være Mr. Pigwick? Hvordan føles det at være Hamlet? Hvordan føles det at være en, der tror, alle andre er døde, undtagen de her sære skabninger, der ikke forstår dig? Litteratur er altid om hele mennesket. Det er derfor, litteratur laves med ord, for ord er altid en blanding af at vide og at føle. I 'Oryx og Crake' er bioteknologi baggrunden for, hvordan det føles«, siger Atwood. Diskettedrev bag ørerne I et interview har hun engang udtalt sig om det, hun kalder pessimistisk panteisme: Gud er alle vegne - men taber. Fra sin stol et sted i Toronto forklarer hun, hvad hun mener: »Antager man, at Gud har skabt verden og besluttet, at den var god, og er man enig i, at der er 'Gud' i alt, må man vel give mig ret i, at vi er i fuld gang med at reducere antallet af manifestationer af Gud - altså taber han«. Hvis Gud allerede har tabt, er det kapløb, du omtaler, vel også overstået?

»Nej, jeg siger ikke, at Gud har tabt, men at det for nærværende går i en gal retning. Det behøver ikke gå, som det gør i 'Oryx and Crake'. Den er blot en af mange mulige fremtider. Du kan ikke skrive om fremtiden, den er her ikke endnu, og der er for mange ukendte variable. Du kan komme med et kvalificeret gæt, ligesom du kan se på et lam og sige, at det sandsynligvis bliver til et får. At det højst sandsynlig ikke bliver til en gorilla. På den anden side vokser det måske slet ikke op, for måske spiser du det. Eller der sker noget helt andet med det. Du kan ikke vide noget med sikkerhed«. »Fremtiden er et af de steder, som 'Planet X' eller en anden dimension af rummet også er det: Vi kan aldrig komme til at besøge den. Fremtiden er et litterært 'sted', hvor forfattere kan iscenesætte både himmel og helvede. Digteren Dante kunne stadig bruge Infernoet, helvedet, som skueplads i et vældigt digt, fordi folk på Dantes tid stadig troede på helvedet«. »I vore dage går den ikke længere. For forfattere kan fremtiden bruges til vældigt meget. Tænk på William Gibson ('Neuromancer', 'Mona Lisa Overdrive', 'Mønstergenkendelse' m.fl., red.). Hans arbejde er en kritik af virkelighedens galninge, som vil have os til at have diskettedrev bag ørerne eller noget andet vildt. Amerika er ofte blablabla, men Amerika rummer også sin egen kritik, Gibson er en del af den. Amerika giver os både den blåøjede drøm og kritikken af den blåøjede drøm«. Fuld af realismeOg egentlig er det her et interview om fugleinfluenza med afsæt i din fabelagtige roman og den dødsvirus, der hærger der ...

»I min kælder har jeg en kuffert med udklip, som bakker hvert eneste faktum i romanen op. Min roman er ikke en fremtidsdrøm, men fuld af realisme. Lad mig tilføje, at jeg tror, det måske er umuligt, at nogen kan udvikle noget, der vil slå alle ihjel. Det sker ikke engang i bogen. Det, som kan ske, er, at vores teknologi går i smadder. Der vil være mennesker tilbage, men de vil befinde sig i lommer langt fra hinanden. De vil ikke kunne kommunikere«. Til vi udviklede telefoner og telegrafer, kunne vi ikke kommunikere med folk på den anden side af Jorden. De vil være tilbage på det niveau. Snemand finder en stemme på sin batteridrevne radio, som han tror er russer. Jeg tror ikke, alle vil dø, men det er sandt at hvis teknologien går ned i det omfang, er det umuligt at bygge den op igen«. Teknologien, vi har nu, er bygget op i løbet af tusinder af år af tilgængelige overflademineraler. De råstoffer, vi bruger nu, kræver det teknologi at få fat på i modsætning til dengang, vi kun var nået til bronze og jern. I sci-fi-bogen 'Ridley Walker' af Russel Hoban lever folk i primitive samfund efter et teknologicrash. De starter minedrift i gamle lossepladser, for det er der, råstofferne er. Vi er meget sårbare. Vi kan ikke selv reparere det, som går ned. Vi har mistet evnen til at lave vores egne rør hjemme i køkkenet eller fikse bilen. Alt er digitalt, vi er meget afhængige af specialister«. Siger 64-årige Margaret Atwood, der i løbet af interviewet når at fortælle en enkelt vits om, hvor svært det er at vide, hvad det er, som er årsagen til, at et eller andet sker. Og hvor nemt det er at overse det væsentlige: »Den handler om en forsker«, griner forfatteren. »Han blander gin og ginger ale, rom og ginger ale, whisky og ginger ale samt øl og ginger ale. I hvert enkelt tilfælde blev personen, der drak det, fuld. Forskeren antog da, at det var på grund af ginger alen ...«. 'Oryx og Crake' er udkommet på Lindhardt og Ringhof.