Kina er så stort som et kæmpe ocean, siger forfatteren og journalisten Xinran. Og tilføjer, at hun kun har fortalt en dråbe af sit hjemlands historier. Til gengæld har den dråbe haft virkning. Den har gjort Xinran til en heltinde blandt kinesiske kvinder. Og den har gjort kvinder i Kina i stand til bedre at forstå sig selv og hinanden. »Men jeg har altså ingen ret til at sige noget generelt om, hvordan kinesere har det. Jeg kan kun videregive mit personlige indtryk. Når jeg er i Kina, tager jeg altid væk fra storbyerne. Det er i omegnen af byerne og ude på landet, man oplever dagligliv for alvor, og der har stemningen ændret sig i de senere år«. »Før var folk mere anspændte. Tidligere opdrog man piger til aldrig at vise følelser. Nu møder jeg mange kinesiske kvinder, der taler mere med andre og har fået større selvtillid«, siger Xinran, da hun er i København i anledning af den danske paperbackudgivelse af hendes storsælgende bog 'Kinas døtre'. 'Kinas døtre' udkom første gang på dansk i 2002 og består af 15 grundigt researchede historier om kinesiske kvinder skrevet i en personlig, essayistisk stil. For at beskytte kvinderne imod ægtemænds, slægtninges eller myndigheders repressalier, er de anonymiserede i bogen. Men historier som for eksempel den, der hedder 'Pigen, der havde en flue som kæledyr' og den om 'Kvinden, der blev giftet bort af revolutionen' er sand nok. Ligesom bogens andre historier om tvangsægteskaber, voldtægter, selvmordstanker og længsel efter at mærke kys eller anerkendelse er sandfærdige. 'Kinas døtre' er en bog, der indeholder mange forskellige historier om kvinder i Kina i årene efter kulturrevolutionen'. Sin egen historie tror Xinran ikke på, hun nogensinde kan skrive. Tusindvis af breve Xinran samlede historierne i 'Kinas døtre' i årene 1989 -1997, hvor hun var vært på radioprogrammet 'Ord i aftenbrisen'. Programmet blev sendt i døgnets sidste to timer, fordi radioledelsen regnede med, at de fleste lyttere var gået i seng på det tidspunkt. Men lytterne - især kvinder - blev oppe for at høre Xinran. 'Ord i aftenbrisen' blev så populært, at radioledelsen på et tidspunkt ønskede at lukke det. Det virkede samfundstruende, fordi det handlede om især kvinders vilkår og følelser i et land, hvor kulturrevolutionen fra 50'erne og årtier frem underbyggede gamle traditioner for at lade kvinder tie og mænd bestemme. Programmet overlevede dog. I de første år kunne lytterne kun skrive til Xinran. De skrev i tusindtal, og de indledte ofte deres breve med formuleringen: 'Kære Xinran, jeg skriver for at fortælle dig en hemmelighed'. »Efter 1992 ændrede det sig lidt. Indtil da havde det ikke været tilladt at rejse omkring i Kina. Tænk dig engang: Så stort et land og befolkningen i en egn anede ikke noget om befolkningen i en anden. Da det blev tilladt at rejse, skete der også en opblødning på andre punkter. Indtil 1992 var telefoner, fax og mailsystemer utilgængelige«, siger Xinran. Efter 1992 fik hun lov til at rejse rundt i Kina og interviewe kvinder, og hun fik også tilladelse til at tale med lyttere i sit program. Dog ikke direkte. Samtalerne blev båndede, så radioledelsen havde mulighed for at censurere i dem. »Jeg er født i Bejing i 1958, og jeg voksede op under kulturrevolutionen i et uniformeret samfund. Derfor havde jeg den forestilling, at folk var ret ens. Programmet åbnede mine øjne for, at mennesker er forskellige. Og jeg indså, at mange kinesere er forfærdelig deprimerede, fordi der er masser af ting, vi aldrig taler om. Vi viser ikke følelser for hinanden«. At vise følelser i Kina er noget andet end i Danmark. Når Xinran siger det, mener hun ikke kun, at kvinder er gået sådan lidt forsagte rundt med deres vrede eller glæde. Mens hun voksede op, og også da hun mange år senere var enlig mor til en søn, var det for eksempel simpelt hen tabu at kysse, kramme, rose og i det hele taget elske sit eget barn tydeligt. Både uden for hjemmet. Og inden i det. Babyer får kys i Kina. Ægtefolk kysser i sengen. Men man hverken kysser eller komplimenterer store børn, kærester eller nære venner. En kvinde kunne blive udstødt af samfundet, hvis hun i al offentlighed havde fået et kys på panden af sin kæreste. Xinran var 42 år, da hun første gang gav sin mor et knus. På det tidspunkt havde hun forladt Kina for at flytte til England, hvor hun i dag arbejder som forfatter, universitetslærer og freelance journalist på avisen The Guardian. Efter otte år blev hendes radioprogram for stor en belastning for hende, fordi hun følte ansvar for sine lyttere. Hun rejser stadig ofte til Kina for at lave research til artikler og nu også til dokumentarprogrammer. Hendes bog er blevet en succes i mange lande, så hun rejser også rundt i USA og i Europa for at tale om den. Hvor hun end kommer, opsøger hun kinesiske emigranter og interviewer dem om deres dagligdag og deres omgangstone. Hendes interview med emigranter er stof til en ny bog. Forældrene i fængsel Uanset om hun er i Danmark, i Kina eller hjemme hos sin engelske ægtemand i London, har hun ofte vanskeligt ved at sove. Et sted i sin bog skriver hun, at hun ikke bryder sig om at tale om sit eget liv, for det »er en beretning om mangelfulde familieforhold«. Da Xinran var seks år, blev hendes forældre arresteret, fordi den ingeniøruddannede og sprogligt begavede far blev betragtet som en reaktionær autoritet. Xinran og hendes lillebror blev sendt i kommunistisk arbejdslejr og opdraget til at hade forældrene. En overgang var det en del af den daglige opdragelse i børnelejren, at børnene skulle se på, når forældrene fik tæv i fængslet. Xinran kan ikke tale om sin barndom uden at blive bevæget. Det ellers meget smilende kvindeansigt slår revner ved erindringen om barndommen. Den følger hende om dagen. Og den forfølger hende om natten, når hun vågner svedende og rystende, og hendes mand tager hendes hånd og siger: »Du er her ved mig«. »Jeg holder mig selv travlt beskæftiget. Altid. For at aflede drømmene. Min far og mor talte aldrig nogensinde om den periode. Vi er jo kinesere, forstår du«. »Jeg har aldrig kunnet fortælle mine forældre, at det indgik i vores uddannelse som børn, at vi skulle se vore forældre få bank. Men da min far var døende, sagde han til mig, at en dag han fik bank af de røde vagter i fængslet, så han to små hænder på toppen af fængslets mur. Og at han var sikker på, at hænderne var hans datters. Det kan jeg ikke skrive om. Det er for smerteligt«. Xinran og hendes lillebror kom ud af opdragelseslejren, da hun var 13 år. På det tidspunkt havde hun forstået, at det ikke var forældrene, hun skulle hade. For hun var selv blevet tugtet med ubegrundet tæsk i lejren, og det fik hende til at tænke: »Er det mine forældre, der er de onde? Eller er det de andre?«. »Min barndom er måske en grund til, at jeg forstår andre kvinders historier. Det var en meget grusom periode af mit liv. Men den lærte mig at acceptere og respektere andre mennesker«.