Opkomlingen Ivar er en af de mest sammensatte personligheder i den netop udkomne 'Navnløse veje', tredje bind af romansuiten over Einar Már Gudmundssons egen slægt. Frastødende og fascinerende er Ivar, der ligesom fortællerens andre farbrødre begynder som taxachauffør og spritsmugler, men ender som advokat, ågerkarl og vegetarisk playboy (!) i 1950'ernes Reykjavik. Ivar er far til Kristin, men vil ikke vide af hende, før hun er halvvoksen. Da vil hun ikke lade sit liv styre af ham, og så vender han hende atter ryggen. År senere dukker Kristin dog op til hans begravelse, men Marta, hans ny kone, nu enke, har kun én ting at sige: »Lejligheden står i mit navn, Ivar efterlod sig ingenting«. »Jo, mig«, siger Kristin. »Jeg mener, intet af værdi«, siger Marta. Kristin nikker, og i det samme bliver døren lukket«. De ord er romanens sidste og dermed en god illustration af, hvorfor anmelderne i Einar Már Gudmundssons fortællekunst hører ekko af usentimental, lakonisk sagatone, som dække over dybe lidenskaber. Hvordan det virker på en datter at blive erklæret værdiløs, sågar efter farens død, dét kan enhver vel regne ud - forfatteren vader i hvert fald ikke i det. Jorden er en kugle Det hjalp til et internationalt gennembrud for den nordatlantiske forfatter, da hans drømmerealistiske roman om skizofreni 'Universets engle' udløste Nordisk Råds Litteraturpris 1995. Efter hans eget manus og med Fridrik Thor Fridriksson som instruktør og i øvrigt instruktørkollegaen Baltasar Kormákur i en hovedrolle blev romanen også til en af de islandske film, der de senere år har vakt international opsigt. Men ser den i dag 49-årige forfatter nu alt det som en bekræftelse på den teori, han fortalte mig om for femten år siden: At fornyelsen i litteraturen kommer fra verdens udkanter snarere end centrum - fra Marquès' imaginære Macondo, Heinesens Thorshavn og Laxness' Reykjavik, snarere end fra New York, London, Paris, Rom, Berlin? »Jeg har nok udviklet teorien lidt«, smiler han: »Jorden er en kugle, derfor findes der ikke noget centrum, kun periferi. Eller: centrum findes alle steder. Men de nordiske forfattere har nu stadig de samme vanskeligheder med at nå ind i den angelsaksiske verden, som er meget mere provinsiel, selvcentreret end vores. På oplæsninger i USA har jeg jo oplevet, hvor lidt de fleste amerikanere ved om islandsk eller europæisk litteratur, sammenlignet med hvad jeg ved om amerikansk«. »Jeg opsøgte engang en forlægger i London med en engelsk oversættelse af min første roman, 'Ridderne af den runde trappe'. Han spurgte mig på arrogant engelsk: »Hvorfor kommer du hele den vej med manuskriptet, hvorfor bruger du ikke posten?«. Og jeg svarede så: »Mine forfædre, vikingerne, sejlede over havet i mange døgn, bare for at fremsige et digt for kongen!«. Forstår du: I renæssancen var det Firenze, som Dante kom fra, ikke større, end Reykjavik er i dag - det afgørende er ikke, hvor du kommer fra. Og alle de bøger, jeg har fået ud på andre sprog, er nu oversat direkte fra islandsk, modsat tidligere, hvor formidlingen gik via engelske, danske eller tyske udgaver«. »Så omverdenen viser en voksende interesse for den islandske litteratur i disse år«. Vi dræber ikke mennesker! Henvisningen til vikingens kvad til den engelske kong Adelsten tvinger jo næsten en til at spørge, om Einar Már Gudmundsson simpelthen er gået fra snøvsen og føler sig som Egil Skallagrimsson selv? Han smiler endnu mildere end før: »Nej, ingen islænding kan sammenligne sig med ham, Egil er så højt hævet over alle. Men han rejste da rundt i verden og læste digte, ligesom vi islandske forfattere i dag - altså bortset fra, at vi ikke dræber mennesker!«. Nu ler han ligefrem hjerteligt, mens jeg fremturer. For rejser kæmperne i hans nutidige Reykjavik-saga, Ragnar Spaniensfarer og de andre, ikke ud for at slå spanske fascister ihjel i 1930'erne? Siger kommunistlederen ikke, at Gunnar og Njál ville have stået i partiet, hvis de havde levet i vor tid? Han griner stadig, mens han svarer: »Altså, det enestående i islandsk kultur, set udefra, er jo at vi i dag taler et sprog, der dengang var gangbart i hele Norden, som latin og græsk længere sydpå. Det er et meget stort privilegium at kunne skrive på sådan et klassisk litterært sprog, som også hele tiden kan forny sig«. »Som forfatter er man lokalt forankret. Men jo mere lokal man er, desto mere global bliver man - fordi menneskelivet har de samme fundamentale elementer alle steder på jorden! Det synes jeg på mange måder er litteraturens humanistiske budskab: At vi er de samme mennesker, enten vi kommer fra Australien, Norge, Danmark eller Island - det drejer sig om menneskelivet og om at give et andet billede af dét liv, end offentligheden ellers gør«. En nation af læsere Selv om de gamle sagaer måske skildrer livet, som landflygtige lovbrydere eller oprørere mod den norske konge så det, så er det dog ikke fra trællenes synsvinkel. Lokalt var sagahelte som Njál og Egil overklasse. Men i Einar Már Gudmundssons Reykjavik-romaner om 1930'erne til 50'erne - 'underklassens islændingesaga' kaldte jeg dem selv i en anmeldelse her i avisen - der forekommer nok en pengepuger og opkomling som ravnefaderen Ivar, men ingen gammel, egentlig overklasse? »Der findes altså de samme klasseforskelle i Island som alle andre steder, men vi islændinge har aldrig forstået klassesamfundet! Du finder ikke den kulturelle klasseforskel i Island. Alle samfundsgrupper læser litteratur. Alle har læst sagaerne, alle har læst Halldór Laxness. Og hvis du kan læse dem, er det ikke noget problem at læse James Joyce eller Hermann Hesse, eller hvad de nu hedder«. »Ingen ved, hvem der skrev sagaerne, men de var højt udviklede forfattere, vidt belæste. Men de omgås deres litterære viden meget lavmælt. Jo mere teknik, du behersker som forfatter, desto mindre behøver du at vise det, tror jeg. De islandske sagaer er netop sådan, 'anti-ekshibitionistiske': Du viser ikke, hvad du kan, du kan det bare! Det ser jeg som middel til at give folket sin egen stemme«. »Jeg skriver nok mine romaner for at videregive det, som man glemmer; det der ikke kommer ind i de offentlige historiebøger. Og vise, at 'folk' ikke kun er samfundsbegrebet, men også mennesker med stolthed, uafhængigt af den sociale position. Omridsene af de personer, jeg skriver om i romanerne, er virkelige: Min farmor og farfar havde faktisk ti børn, og de levede under kummerlige vilkår, børnene blev anbragt forskellige steder på landet«. »Men inden for de omrids var der mange sorte huller i min viden om familien, og det var de huller jeg ville fylde ud med poesi. Først troede jeg, at jeg kunne skrive historierne alene med fantasiens hjælp, men senere begyndte jeg at studere materialet historisk, og slutresultatet rummer mange planer«. Farlig rationalismeMan kan få den tanke, at den nordiske bølge af 'magisk realisme', som Einar Már Gudmundsson i 1980'erne blev identificeret med, nu har lagt sig, også i hans egne bøger, målt fra 'Universets engle' til 'Navnløse veje'? »For mig er drømmene lige så virkelige som alle andre planer, og nutidens forfattere er, tror jeg, fortælleteknisk tvunget tilbage til et punkt som i middelalderen, før romanen blev roman. Før rationalismen, som jo i dag er det farlige: Alt skal måles i kvantitet - kroner eller kilo. Og hvis Island kommer ind i EU, bliver vi bare som europæere, der ikke diskuterer andet end priserne på økologisk mælk«, siger han, ikke fri for ironisk overbærenhed med danskernes bekymrede opstandelse over et mejerimonopol. Hvor mange romanbind der vil følge 'Fodspor på himlen', 'Drømme på jorden' og 'Navnløse veje', véd Einar Már Gudmundsson endnu ikke. Indimellem skriver han meget andet: Filmmanuskripter, poptekster, digte, essays, og sidste år udkom på dansk novellesamlingen 'Måske er posten sulten', der deler miljø og motiver med romansuiten. »Det er meget vigtigt for mig at udfolde mig på alle områderne. I begyndelsen var det økonomisk nødvendigt for at leve og forsørge mine børn, men i dag hvor jeg måske udelukkende kunne skrive romaner, vil jeg også skrive essays, digte osv., for man overfører erfaringer og viden fra filmmanuskriptet til romanen, fra romanen til digtekunsten, til essayet osv.«. På det seneste har han føjet endnu en dimension til udfoldelserne: Oplæsning og foredrag sammen med sin danske forfatterkollega Johannes Møllehave, både i Island og her. Sidst de optrådte i Danmark med deres 'Brainstorm', var astrofysikeren Holger Bech Nielsen også med: »Vi opfatter os som en duo, der undertiden udvides til en trio«, forklarer Einar Már Gudmundsson, der igen til februar gør de danske landeveje usikre sammen med Møllehave.