Mens vi sidder i Marriotts hotelpompøse lobby før interviewet med forfatteren Antonio Muños Molina, betror den venlige, modne repræsentant for Spaniens ambassade mig, at general Franco - Spaniens diktator fra 1936 til 1975 - var bedre end sit dårlige rygte, og at han nok vil blive rehabiliteret om 50 år. Da jeg senere fortæller Muños Molina det, ler han hjerteligt. »Nej, Franco var værre end sit rygte!«. Hans diplomatlandsmands synspunkt lader dog ikke til at bekymre ham - »der er ikke mange, der mener sådan«. I det hele taget virker Antonio Muños Molina som en mild og tolerant og først og fremmest tænksom mand med en stille humor. Ved sin side har han sin anden hustru, forfatteren og journalisten Elvira Lindo, som har skabt den populære børneseriefigur Manolito Gafotas. Roen og venligheden, der udstråler fra parret, er næsten fysisk. Den intensitet på grænsen til selvretfærdighed, der kan præge folk fra lande med en problematisk historie, viser Muños Molina intet spor af, og hans interesse i at promovere sin egen person synes at kunne være på et overskueligt sted. Men Antonio Muños Molina får allerede al den respekt, man kan ønske sig, og han har også været en heldig mand. Han var kun 20 år, da Franco døde, så hans erindringer om diktaturet har snarere gavnet end skadet ham som forfatter. Og fordi Antonio Muños Molina og hans jævnaldrende - hvoraf han nævner Xavier Marias og Eduardo Mendoza - havde lige den rette alder, da Franco døde, kunne de overtage kulturlivet og er nu den ledende og mest synlige generation. »Vi følte, at vi opdagede verden, vi ankom til en ny verden«. Spanien var blevet næsten tømt for kulturpersonligheder under Franco, og mange i den foregående generation døde i eksil. »Selve længden - 40 år! - af Francos diktatur adskiller det fra Hitlers. Efter Hitlers 12 år havde en tysker stadig et liv, hvis han havde overlevet«. Allerede som tiårig vidste bondesønnen Antonio fra det nordlige Andalusien, at bonde som sin far og farfar ville han ikke være. I stedet sendte han noveller ind til diverse konkurrencer, som han dog aldrig vandt. Som knap 18-årig kom han til Madrid for at blive journalist - et kæmpe spring fra den fattige landsby. Efter et år besluttede han imidlertid at lære et fag ordentligt og blev kunsthistoriker i Granada. Der var ingen lærerstillinger at få, så han blev funktionær på rådhuset. Men han skrev hele tiden, og hurtigt begyndte han at sende små essays til en nystartet avis i Granada. Sådan begyndte han som forfatter. Barndommen på landet har betydet meget for forfatteren Muños Molina. »Forskellen mellem den meget tilbagestående region, jeg kommer fra, og så den verden, jeg lever i nu, er så enorm. Jeg vil gerne leve i den moderne verden, det er den, jeg kan lide. Så selv om jeg personligt kan føle en vis nostalgi efter den gamle verden, så er det ikke den, jeg har lyst til at leve i! Men det at have to verdener giver et perspektiv, det gør mig bevidst om, hvor meget alting har ændret sig, hvor store og dybe ændringer Spanien har undergået i løbet af mit liv. Det er en stor rigdom for en, der skriver, at have et så bredt billede af tingene, hvordan de var, og hvordan de er blevet«. Antonio Muños Molina tøver ikke et sekund med at fastslå, at alt er blevet bedre: »Ingen ønsker at gå tilbage til fortiden. Jeg deltog som ganske ung i nogle små modstandsaktiviteter og gik til illegale demonstrationer - jeg var ved at dø af skræk, men jeg gik! Så jeg har en ret klar erindring om den tid«. Frygten lever Hans nys oversatte og nu prisbelønnede bog 'Sefarad' er fuld af historier, som folk fortæller til hinanden, både tragiske og lykkelige. Der er mange rejser, oftest i eksil, sågar mod udryddelsen, men også på opdagelse. Grundlæggende virker 'Sefarad' som en advarsel: Skøn på det daglige liv, værn om humanismen, tag ikke demokratiet for givet. Bogen er inspireret dels af vidnesbyrd fra Europas forfulgte og dræbte, først og fremmest jøderne, dels den skræk han selv oplevede som ung mand under Francos regime (»fem mennesker blev skudt i den sidste måned, før Franco døde, så det var et blodigt regime til det sidste«), dels af den frygt, som hans venner i Baskerlandet konstant lever i: frygten for at blive dræbt af ETA's terrorister. Det sidste siger Muños Molina meget indtrængende og fortsætter: »De føler, de er fremmede i deres eget land«. Muños Molina aftjente sin værnepligt i Baskerlandet, men han minder om, at de spanske soldater ikke patruljerer som de engelske i Nordirland. Der er ingen indskrænkning i demokratiet i Baskerlandet, ingen særlige antiterrorlove. Og det er der heller ikke opbakning til i Spanien. »Minderne fra Francotiden er stadig så levende, at folk er meget opmærksomme på at bevare de demokratiske rettigheder. I Spanien er vi meget, meget opmærksomme på forskellen mellem diktatur og demokrati. Vi, der er født i et diktatur, kender forskellen«. Om litteraturens rolle i det moderne Spanien siger Muños Molina, at som alle steder er den gode litteratur ikke særlig synlig, men den har langtidsvirkning på folks verdensopfattelse. »Nu er der heldigvis mange spaniere, der skriver spanske romaner. Da jeg begyndte at publicere midt i 1980'erne, var alle godt sælgende romaner i Spanien fra Nord- eller Latinamerika. Spansk skønlitteratur var ikke populær. Men det begyndte at ændres med mine første romaner. Folk blev interesseret i spanske romaner, for der var så meget at fortælle, så mange erfaringer med den forandrede verden, fra fortid til fremtid, fra diktatur til demokrati«. »Det spring kan også gøre folk helt forvirrede, som i Rusland, men der havde tiden jo været sat i stå, frosset, hvorimod i Spanien, før Franco døde, havde vi haft emigranter i udlandet, som sendte penge hjem. Det hjalp landets udvikling, og turisterne bragte også indtryk og penge. Vi havde en middelklasse, og vi var ikke så religiøse mere. Samfundet havde allerede ændret sig, inden diktatoren døde. Derfor var overgangen fra diktatur til demokrati relativt nem. For vi havde et civilt samfund, i modsætning til Rusland«. »Da jeg kom til Madrid for at studere i 1974, et år før Franco døde, kunne man købe marxistiske bøger. I landsbyen var der ikke mange bøger, og mit første minde om Madrid som 18-årig er fra en boghandel, hvor der stod Marx, Lenin og Engels i vinduet! Så selv Francos regime kunne ikke helt kontrollere samfundet. Men der var mange film, man ikke kunne se, så det var en kæmpenydelse sidst i 1970'erne at se for eksempel Stanley Kubrick og Fellini. Det var så spændende!«. På spørgsmålet om, hvorfor han har brugt detektivgenren til flere af sine romaner (han debuterede som romanforfatter i 1986 med den postmoderne kriminalgåde 'Beatus ille'), svarer Muños Molina klukkende; det er tydeligvis et spørgsmål, han har fået før. »At bruge nogle mønstre fra detektivgenren, fra modern mystery, er meget nyttigt for en forfatter, for det giver ham en benhård struktur. Det giver orden - og det største problem, når man skriver fiktion, er at finde form og facon. Hvis man bruger en krimihistorie, har man formen fiks og færdig fra start! Og der er også den skønhed i det, at alle romaner på en måde handler om en opdagelsesproces, heltene prøver altid at finde ud af noget. Telemakhos prøver at finde ud af, hvad der skete med hans far, og Ødipus prøver at finde den ansvarlige for pesten i Theben. Men den form er også meget stram, så man vokser ud af den«, siger Muños Molina, som dog ikke vil udelukke, at han atter vil parodiere detektivgenren. Derimod interesserer han sig ikke for den diskussion om skyld og det relative i skyldsspørgsmål, krimigenren kunne inspirere til. I 'Sefarad' er der da heller ingen tvivl om, hvem der er bøddel, og hvem der er offer. »Fordi man er offer, er man ingen helgen eller helt - men man er heller ikke skyldig! Politisk og etisk er det meget sundt at trække en klar linje mellem morderen og offeret, mellem de ansvarlige og de dræbte«. Der mener Muños Molina nok, vi har en tendens til at være for vage og til tider sågar gør ofrene selv til medskyldige. Det jødiske tema Hvorfor valgte Muños Molina, der ikke er jødisk, det hebræiske ord for Spanien til sin bog? Det skulle lyde smukt (og det gør det, når forfatteren siger det), og så skulle det udtrykke eksilet. Det jødiske tema er på den ene side helt konkret (det skete jo, desværre), på den anden symbolsk: en metafor for det at blive fordrevet, sådan som mange spaniere blev det efter Francos sejr i borgerkrigen. At læse vidnesbyrd fra mennesker, der af den ene eller anden grund bliver udstødt af deres eget liv, giver en meget klar fornemmelse af eksistensens sårbarhed. Muños Molina laver i 'Sefarad' nogle tankevækkende koblinger mellem det religiøse eller racemæssige tilhørsforhold, man kan blive påtvunget politisk, og den diagnose i form af en dødelig sygdom, man risikerer at få af en læge. »Fra det øjeblik du får at vide, at du er jøde - eller at du er syg - er du ikke længere en del af samfundet, af dit land, dit folk«. Både sygdom og race bæres angiveligt af blodet. »Men der er en vigtig forskel: Hvis du har en sygdom, bærer du virkelig en virus. Men hvis du er jødisk, bærer du ikke noget; din organisme er ikke syg! Pointen med antisemitisme er, at den er skiftet fra et religiøst spørgsmål til et fysisk! Det ville svare til, at katolicisme skulle være i mit blod! Men den slags er altså ikke i blodet!«. Den snigende forfølgelse, spørgsmålet om, hvornår det er nødvendigt at flygte, blev endnu mere aktuelt for Muños Molina, da han kort efter at have udgivet 'Sefarad' var i New York for at undervise - og var på Manhattan 11. september 2001. »Efter den dag forstod jeg mange ting om min egen bog. For efter det, der skete, havde man et enormt behov for at klynge sig til det normale liv. Det var derfor, de ikke flygtede i tide, mange af de mennesker, der blev myrdet, f.eks. i Tyskland. Vi spørger os selv: Hvorfor flygtede de dog ikke, mens tid var? Men mennesket kan ikke acceptere, at verden ændrer sig fra et øjeblik til et andet: Hvordan kan hverdagen være så skrøbelig? Så selv om det er farligt at blive, er vi så knyttede til vores vante liv, at vi ikke kan flygte. For det er det, der hjælper os til at bevare vores forstand«. Antonio Muños Molina rejser så lidt som muligt for at have ro til at skrive hjemme i Madrid. »Men det, der forstyrrer en i arbejdet, kan somme tider vise sig at være ens arbejde!«, siger han med smil i stemmen. Og lykken for ham er at tjekke ind på et hotel, efterlade kufferterne og gå ud i en fremmed by - som flanør. Han ved ikke selv, om hans indtryk vil dukke op i en senere bog. Men i 'Sefarad' er der et kapitel med titlen 'København', affødt af et møde under et kort ophold i 1992.