Et gran snusfornuft er godt i galskaben

Anne Marie Ejrnæs »kunne ikke drømme om at tage dronningerækken fra en ende af«, som hun siger. Hvis hun skal skrive om en bestemt historisk person, er den person nødt til at berøre hendes eget brændstof:

»Jeg har ikke lyst til at lave illustreret kulturhistorie. Inden jeg skriver, researcher jeg grundigt, og jeg respekterer den faktuelle historie. Men de faktuelle informationer er kun med i mine historier, når de er nødvendige. Der ville ikke være en pointe i, at jeg skrev et leksikon af. Jeg bruger de historiske skikkelser til at tænke og erkende med«.

Tidsmæssigt spænder de fire fortællinger i 'At få form' en lang bue fra en fjern fortid i 1117 til næsten-nutiden i 1964. Men at bogen slutter med den ældste historie fra første halvdel af 1100-tallet om Héloïse og Abelard antyder, at Anne Marie Ejrnæs ikke slavisk følger en horisontal tidslinje i 'At få form'. Hun skriver snarere vertikalt. Hun dykker ned i bestemte tidspunkter i hovedpersonernes liv og skriver derfra i et fortættet sprog, der har lige så mange flader og spejle som et krystal.

Alle fire unge kvinder i 'At få form' har et mesterlæreforhold til en noget ældre mand. Ud over relationen mellem Héloïse og teologen og filosoffen Pierre Abélard fortælles om forbindelserne mellem billedhuggerne Camille Claudel og Auguste Rodin, psykoanalytikerne Sabine Spielreich og C.G. Jung og endelig en gymnasieelev og hendes fransklærer. De fire kvindelige hovedpersoner er selvstændige og intelligente. De er hverken ofre eller muser, siger Anne Marie Ejrnæs:

»Kvinderne i bogen er virkelig ambitiøse. Det er altid de kvinder, som har interesseret mig. Kvinder som vil noget. Hvis jeg skulle tegne en rød tråd igennem alt, jeg har skrevet, så måtte det blive noget med at vise, hvor svært det var og stadig er for ambitiøse kvinder at få plads«.

»Jeg er ikke sikker på, at det er så meget fortid, som nogen gerne vil tro. I hvert fald ikke i den intellektuelle verden. Der er kvinders avancementsmuligheder stadig horrible. Den vanskelighed er med til at gøre det til en stor fristelse, når en mægtig mand får øje på én. I første omgang giver mændene i bogen jo kvinderne store muligheder. For at lære noget. For at udvikle sig og udfolde sig«.

Uvenner med hovedpersonen
De fire kommer ikke ens igennem lærlingetiden hos mestrene. Historien om Héloïse og Abélard er den mest lyse af de fire. Åbningsfortællingen om Camille Claudel og Auguste Rodin er bogens mest mørke. Der er noget af Anne Marie Ejrnæs selv i alle fortællingerne. En af historierne - den om gymnasieeleven og fransklæreren - er tæt på det selvbiografiske.

Men også i de andre fortællinger er forfatteren til stede. Når hun skriver, identificerer hun sig helt og fuldt med sine hovedpersoner. Det er ikke altid lige morsomt. Ikke når man har at gøre med en tvangsindlagt, bomstærk kvindeskikkelse som Camille Claudel, der nægter at sige ja til de små muligheder, når hun ikke må få de store.

Camille Claudels historie var den første af de fire nye, Anne Marie Ejrnæs skrev.

»Når jeg skriver om en person, så skaber jeg først rummet i hovedet. Når rummet er der, lukker jeg øjnene eller går en tur, mens personen går ind i rummet. Og så er jeg personen. Jeg mener, jeg identificerer mig med hende«.

»Det kunne jeg bare ikke med Camille. Jeg kunne ikke identificere mig med hende, fordi vi hele tiden blev uvenner. Det er næsten ikke til at bære, at hendes mor og søskende siger nej til at prøveløslade hende. Men det provokerede mig virkelig, at Camille reagerer ved at sige nej og nej og atter nej til de små ting, hun bliver tilbudt. Nogle gange kan det jo være nødvendigt, at man bøjer sig efter mulighederne, hvor de nu engang er. Det nægter Camille«.

Da Anne Marie Ejrnæs så at sige traf Camille Claudel, var der sket noget i forfatterens liv, som forstærkede både uvenskabet med og båndet til billedhuggeren. I 1999 døde Anne Marie Ejrnæs' mand. Når man mister et menneske, må man sommetider selv forfra igen med at lære at sige ja til de små muligheder.

For at forsones med Camille Claudel opfandt forfatteren en anden kvindeskikkelse, Bernadette, som er kunstnerens snusfornuftige mod- og livstykke. Fortællingen om Camille Claudel og Auguste Rodin kom til at hedde 'CC og snusfornuften', og Anne Marie Ejrnæs er helt klar over, at ordet snusfornuft har et bogstavelig talt kedeligt omdømme:

»Jeg bruger ordet lidt provokerende, for jeg ved præcis, hvad der bliver tænkt, når jeg begynder at tale pænt om snusfornuften. Selvfølgelig er jeg ikke fortaler for den inkarnerede snusfornuft. Den er jo hæslig. Men et gran snusfornuft er godt i galskaben. Hvis man skal holde balancen«.

Stak af til Frankrig
Anne Marie Ejrnæs vil hellere tale om sin bog end om sig selv. Både fordi der er grænser for, hvad der kommer os andre ved. Og fordi det er ulideligt at indlede hver eneste sætning med 'jeg'.

Når man prøver på at presse hende, stikker hun hurtigt af i elegante, sproglige spring. Hun ligner en slank kat med øjne, der glimter selvstændigt og kvikt bag brilleglas. Hun er sin egen. Man kan godt udtrykkeligt bede hende om at fortælle om nogle af de centrale tidspunkter i hendes eget liv, men pludselig er hun i stedet optaget af at tale om det dalende danske bogsalg. Eller hun skænder muntert på Filip, som er en hovedsagelig sortkrøllet hundehvalp med nogle bedårende karamelfarvede pletter over øjnene.

Anne Marie Ejrnæs er høflig, og hun er livlig. Man kan sagtens forestille sig, at hun indimellem var svær at holde i snor, da hun var lærerbarn i stationsbyen Karise i det sydøstlige Sjælland. Man kan se for sig, hvordan hun nysgerrigt har stået oppe ved kirkeorglet og kigget ud over skibet og damehattene på træbænkene, mens faderen passede sit arbejde som organist og kirkesanger. Og hvordan hun reagerede på en voldsom pubertet og måske også en begyndende forelskelse i fransklæreren ved i 1964 at droppe ud af 2. g. på Køge Gymnasium og stikke af hjemmefra. Til Frankrig.

»Det var virkelig ud på dybt vand. Jeg købte en enkeltbillet og havde ikke overblik over noget som helst. Jeg havde bare besluttet, at jeg ville arbejde for Abbé Pierre i Frankrig. Det gjorde jeg i et halvt år, hvor jeg lærte noget fransk. Det var temmelig hårdt. Jeg arbejdede på et børnehjem langt ude på landet med gadebørn, der var samlet op i Paris«.

Da hun kom hjem, blev hun gift med sin fransklærer. Og fortsatte i gymnasiet. Hun var syv måneder henne med sit første barn, da hun blev student i 1966. Anne Marie og Kresten Ejrnæs havde to børn, da hun i 1997 var færdiguddannet magister i litteraturvidenskab. Undervejs i studietiden havde familien boet to år i Zambia og også rejst rundt i andre afrikanske lande. Anne Marie Ejrnæs skrev speciale om afrikansk litteratur.

Bagefter underviste hun lidt som assistent på universitet og oversatte en del børnebøger, men vidste i øvrigt ikke helt, hvad hun skulle. Det hun gerne ville - nemlig skrive - kunne hun ikke beslutte sig for.

»Den dag, jeg læste i avisen, at Tove Ditlevsen havde begået selvmord, bestemte jeg mig for at tage stafetten op. At jeg ville skrive. Måske lyder det patetisk, men det er altså sandt. Det var et vendepunkt for mig. Jeg kan stadig huske det rum, jeg sad i, da jeg læste avisen. Tove Ditlevsen var min mors generation, og jeg kendte hende ikke personligt. Men den kvindesolidaritet har altid været i mine bøger«.

At holde balancen
Tove Ditlevsen døde 7. marts 1976. Tre år senere debuterede Anne Marie Ejrnæs som romanforfatter med 'Karen og Sara'. Debutromanen er en noget mere almindelig læseoplevelse end den komplekst indsigtsrige 'At få form'. I sin anmeldelse af 'At få form' skrev Eva Pohl blandt andet i Berlingske Tidende: »Særlig fint rammer Anne Marie Ejrnæs sammenhængen mellem den psykiske sårbarhed og kreativiteten, originaliteten og viljen«. Da forfatteren nu får den sætning fra anmeldelsen læst højt, siger hun:

»Den psykiske sårbarhed havde Tove Ditlevsen i høj grad, og den hang meget sammen med kreativiteten. Det gælder også mine personer i bogen. Faktisk mener jeg, at det gælder generelt. Jeg tror, der er noget kunstnerisk kreativitet i de psykiske randområder, og at vi skal passe på med at eliminere alle former for psykiske sårbarheder og aparte vridninger af vores hjernevindinger«.

»Men det er nogle hårfine balancer, der kan tippe. Ligesom de gjorde det i Camille Claudels tilfælde og også i Tove Ditlevsens. Det var det, der var udfordringen for mig, da jeg som 29-årig besluttede at tage stafetten op fra Tove Ditlevsen. Jeg prøvede at love mig selv, at jeg skulle balancere lidt anderledes. For eksempel ved at bruge en smule snusfornuft«.

Kan man lære at holde balancen, ligesom når man lærer at køre på cykel?

»Ja, det er min erfaring. Hvis man har angstmekanismer, ligesom Jung og Sabina Spielrein havde, og ligesom jeg måske også kender til selv, så kan man ikke eliminere dem. Men man kan lære at omgås dem på en rimelig måde. Og har man en gang lært at køre på sin cykel, glemmer man det ikke igen. Man kan godt vælte. Men man ved noget om, hvordan man kommer op igen«.

Har du aldrig siden Tove Ditlevsens død været i tvivl om, at du skulle være forfatter?

»Hver morgen! Men dybest set har jeg vidst, at det med at skrive er min grundforskning af verden. Og min måde at udtrykke mig på. Det kan også godt være, at jeg ville have haft vanskeligt ved at tilpasse mig et almindeligt job på arbejdsmarkedet. Det ved jeg ikke. Det er jo ikke, fordi jeg ikke arbejder. Jeg har fast arbejdstid ved skrivebordet hver dag. Det er lidt latterligt, men jeg laver altså en termokande kaffe og smører min madpakke ude i køkkenet, og så bærer jeg det ind i stuen og lægger det ved siden af skrivebordet. Hver eneste dag. Hvorefter jeg begynder at arbejde«.

Nogle gange sidder hun i ugevis ved skrivebordet, uden at der sker et ord.

Når den forrige bog er på afstand, og en ny skal til at begynde, venter Anne Marie Ejrnæs på, at et projekt skal udkrystallisere sig for hende.

»I den tid er det ikke bare svært at bilde andre mennesker og især sig selv ind, at det er ordentligt, nyttigt arbejde at sidde der og glo. Det er også meget angstprovokerende. Men samtidig har jeg været i gang så mange år nu, at jeg ved, det er en vigtig del af processen. Jeg er nødt til at sidde der med et helt åbent felt og vente. Uden at vide om der kommer noget, og hvornår det kommer, og hvad det er. Når først projektet udkrystalliserer sig, er jeg ikke i tvivl om, at det er det rigtige. Men de tvivlende faser er også en måde at oplade batterierne på. Hvis jeg skrev hele tiden, tror jeg, at sproget ville blive mere fladt«.

En anmelder nævnte, at du i 'At få form' skriver »som var det sproget selv, der kunne gøre sjælens arbejde«. Kan sprog det?

»Jeg tror, at sproget kan være den cykel, vi talte om før. For mig er sproget som et laboratorium. Jeg går derind og blander kolber, roder og rumsterer. Nogle gange er det alkymi, og der kommer noget sprut ud af det.Andre gange mislykkes det. Nogle gange får man gaver af sproget. Indsigter. På den måde synes jeg, at sproget kan hjælpe med at gøre sjælens arbejde«.

»Jeg skriver uendelig langsomt, fordi jeg leder efter de rigtige ord og ikke tager de første, der byder sig til. Det skal virkelig være det helt rigtige ord. Og en gang imellem kommer der et ord - pling - som åbner et felt af indsigt. Det føles virkelig som at få en gave. Så siger man bare mange tak og må ud at gå en tur og mærke det«.