Et gran snusfornuft er godt i galskaben

Anne Marie Ejrnæs »kunne ikke drømme om at tage dronningerækken fra en ende af«, som hun siger. Hvis hun skal skrive om en bestemt historisk person, er den person nødt til at berøre hendes eget brændstof:

»Jeg har ikke lyst til at lave illustreret kulturhistorie. Inden jeg skriver, researcher jeg grundigt, og jeg respekterer den faktuelle historie. Men de faktuelle informationer er kun med i mine historier, når de er nødvendige. Der ville ikke være en pointe i, at jeg skrev et leksikon af. Jeg bruger de historiske skikkelser til at tænke og erkende med«.

Tidsmæssigt spænder de fire fortællinger i 'At få form' en lang bue fra en fjern fortid i 1117 til næsten-nutiden i 1964. Men at bogen slutter med den ældste historie fra første halvdel af 1100-tallet om Héloïse og Abelard antyder, at Anne Marie Ejrnæs ikke slavisk følger en horisontal tidslinje i 'At få form'. Hun skriver snarere vertikalt. Hun dykker ned i bestemte tidspunkter i hovedpersonernes liv og skriver derfra i et fortættet sprog, der har lige så mange flader og spejle som et krystal.

Alle fire unge kvinder i 'At få form' har et mesterlæreforhold til en noget ældre mand. Ud over relationen mellem Héloïse og teologen og filosoffen Pierre Abélard fortælles om forbindelserne mellem billedhuggerne Camille Claudel og Auguste Rodin, psykoanalytikerne Sabine Spielreich og C.G. Jung og endelig en gymnasieelev og hendes fransklærer. De fire kvindelige hovedpersoner er selvstændige og intelligente. De er hverken ofre eller muser, siger Anne Marie Ejrnæs:

»Kvinderne i bogen er virkelig ambitiøse. Det er altid de kvinder, som har interesseret mig. Kvinder som vil noget. Hvis jeg skulle tegne en rød tråd igennem alt, jeg har skrevet, så måtte det blive noget med at vise, hvor svært det var og stadig er for ambitiøse kvinder at få plads«.

»Jeg er ikke sikker på, at det er så meget fortid, som nogen gerne vil tro. I hvert fald ikke i den intellektuelle verden. Der er kvinders avancementsmuligheder stadig horrible. Den vanskelighed er med til at gøre det til en stor fristelse, når en mægtig mand får øje på én. I første omgang giver mændene i bogen jo kvinderne store muligheder. For at lære noget. For at udvikle sig og udfolde sig«.

Uvenner med hovedpersonen
De fire kommer ikke ens igennem lærlingetiden hos mestrene. Historien om Héloïse og Abélard er den mest lyse af de fire. Åbningsfortællingen om Camille Claudel og Auguste Rodin er bogens mest mørke. Der er noget af Anne Marie Ejrnæs selv i alle fortællingerne. En af historierne - den om gymnasieeleven og fransklæreren - er tæt på det selvbiografiske.

Men også i de andre fortællinger er forfatteren til stede. Når hun skriver, identificerer hun sig helt og fuldt med sine hovedpersoner. Det er ikke altid lige morsomt. Ikke når man har at gøre med en tvangsindlagt, bomstærk kvindeskikkelse som Camille Claudel, der nægter at sige ja til de små muligheder, når hun ikke må få de store.

Camille Claudels historie var den første af de fire nye, Anne Marie Ejrnæs skrev.

»Når jeg skriver om en person, så skaber jeg først rummet i hovedet. Når rummet er der, lukker jeg øjnene eller går en tur, mens personen går ind i rummet. Og så er jeg personen. Jeg mener, jeg identificerer mig med hende«.

»Det kunne jeg bare ikke med Camille. Jeg kunne ikke identificere mig med hende, fordi vi hele tiden blev uvenner. Det er næsten ikke til at bære, at hendes mor og søskende siger nej til at prøveløslade hende. Men det provokerede mig virkelig, at Camille reagerer ved at sige nej og nej og atter nej til de små ting, hun bliver tilbudt. Nogle gange kan det jo være nødvendigt, at man bøjer sig efter mulighederne, hvor de nu engang er. Det nægter Camille«.

Da Anne Marie Ejrnæs så at sige traf Camille Claudel, var der sket noget i forfatterens liv, som forstærkede både uvenskabet med og båndet til billedhuggeren. I 1999 døde Anne Marie Ejrnæs' mand. Når man mister et menneske, må man sommetider selv forfra igen med at lære at sige ja til de små muligheder.