Det er ikke let at skrive en roman. Man skal have et plot, en god indledning, de rigtige personer, holde den røde tråd og have en handling, som fanger læserne ind. Mange problemer, men langt færre end dem, den kurdiske forfatter Mehmed Uzun stod over for, før han kunne begynde at skrive en roman. Først måtte han opfinde selve sproget. Ikke fordi han ikke kendte det. Opvokset i nærheden af Diyarbakir i det østlige Tyrkiet var kurdisk hans modersmål og det sprog, som han talte i barndomshjemmet. Men lige siden Kemal Atatürk skabte det moderne Tyrkiet i 1923, har al snak om mindretal i landet været tabu og kurdisk været et forbudt sprog. Et, der blev talt i hjemmet, men som var forbudt i den offentlige sfære, og hvis skriftlige udvikling var gået i stå. »Da jeg begyndte i skolen som syvårig fik jeg et nyt sprog: tyrkisk. Det var det, jeg lærte at læse og skrive på, mit første kultursprog«, fortæller Mehmed Uzun, der er i København i anledning af den danske udgivelse af hans bog 'I skyggen af en mistet kærlighed'. Hovedpersonen i bogen er den kurdiske intellektuelle Memduh Salim, og handlingen kredser om den mislykkede kurdiske opstand i 1920'erne, det lange eksil, Salim påtvinges, og de store ofre, som hans engagement i den kurdiske sag livet igennem koster ham. Sprogets magt Emner, der i høj grad også har præget Mehmed Uzuns eget liv. Allerede som teenager begyndte han at stille spørgsmål vedrørende sit sprog, hvorfor det var forbudt, og hvorfor man ikke kunne lære det i skolen. Rimelige spørgsmål, men de kostede Mehmed Uzun 20 måneder i fængsel, da militæret tog magten i Tyrkiet i 1971. Troede de tyrkiske magthavere, at de derved tog viljen til at kæmpe for det kurdiske sprog fra Uzun, tog de grumme fejl. Effekten var den stik modsatte, fængselsopholdet blev en læreplads i både kurdisk og betydningen af sprog. Første lektion var, da Uzun så en mand i sin celle brænde sig selv med en cigaret. Ligesom Uzun var manden blevet anholdt for at støtte kurdisk selvstændighed, men modsat Uzun havde han tatoveret ordet 'kurd' på hånden. Det var det ord, han stille og roligt brændte væk med sin cigaret, før han skulle afhøres. »For at spare politiet for arbejdet«, som han sagde. Men Uzuns fascination af det kurdiske sprog lod sig ikke undertrykke. Tværtimod var det i fængslet, han lærte at læse og skrive kurdisk. »I fængslet var jo masser af kurdere, intellektuelle, lærere og skribenter. Og de lærte mig at skrive og læse mit eget sprog«, fortæller Uzun, der har leende øjne som en mand, der har set mange forrykte ting og besluttet at anskue livet fra den humoristiske side. Tilbage i fængslet I Tyrkiet var der imidlertid ikke meget at grine ad. »At nægte folk deres eget sprog er noget af det mest brutale, man kan forestille sig«, siger Uzun og forklarer, at tyrkernes undertrykkelse af landets mange mindretal er årsagen til, at der ud over kurderne også altid optræder andre minoriteter i hans bøger. I hans danske debut 'I skyggen af en mistet kærlighed' er det den tjerkessiske pige Ferîha, der som hovedpersonens ulykkelige kærlighed spiller en afgørende rolle. For Uzun har det kurdiske dog selvsagt altid været i centrum, og allerede i 1976 indbragte kampen for den kurdiske nation og kultur ham hans andet fængselsophold. Denne gang var han anklaget for at have udgivet et litterært tidsskrift på både tyrkisk og kurdisk og derved true statens sikkerhed. Kurdisk var, som anklageren så venligt forklarede Uzun, »ikke et selvstændigt sprog, men en tyrkisk dialekt«. Det samme gjaldt kurderne, de var ikke noget folk, men en »tyrkisk bjergstamme, hvis navn var opstået, fordi deres støvler i sneen lavede en lyd i retning af 'kurd'«. Og uden folk og sprog, hvordan skulle der så være nogen kultur, tradition eller litteratur? Og hvorfor ville Mehmed Uzun så undergrave staten med at påstå det? Svært at svare på, og det lykkedes i al fald ikke Uzun i de ni måneder, han var i fængsel. Så havde han også fået nok, og da han blev løsladt for at afvente selve retssagen - og dermed formentlig en væsentligt længere fængselsstraf - flygtede han via Syrien til Sverige, hvor han indledte et mangeårigt eksil. Kampen for kurdisk Og i Sverige, tusinder af kilometer fra kurdernes hjemland, gik Mehmed Uzun så i gang med at skabe et moderne kurdisk skriftsprog. »Kurdisk er jo et meget, meget gammelt sprog, et af de allerældste, så der fandtes selvfølgelig et rigt klassisk litterært sprog, og med over 20 millioner kurdere fandtes der et rigt mundtligt sprog. Men netop fordi kurdisk har været et forbudt sprog i så mange år, var den skriftlige udvikling gået i stå længe før, måske helt tilbage i midten af 1800-tallet. Og for at kunne skrive moderne kurdiske romaner måtte jeg ligesom tage sproget og føre det frem til i dag, simpelthen skabe et moderne skriftsprog«, siger Mehmed Uzun. Og hvordan gør man så egentlig det, ikke mindst når man ikke kan tage tilbage til sit hjemland? »For det første studerede jeg naturligvis alle de klassiske kurdiske poeter for at få deres sprog helt ind under huden«, siger Uzun. Men det løste ikke problemet med at skabe det moderne levende sprog, en roman kræver. Til den opgave nyttede biblioteker og døde forfattere ikke meget. Der skulle feltstudier til, og Uzun rejste til de kurdiske områder uden for Tyrkiet: Irak, Iran og Syrien. Han besøgte landsbyerne, talte med bønderne og lyttede til de lokale 'dengbêj' eller professionelle sangere og historiefortællere. En slags troubadourer, der lever af at synge og genfortælle deres klassiske beretninger og kurdernes gamle sagn og myter. »Jeg plejede at være nogle uger sammen med troubadourerne, bare lytte til dem og optage dem på bånd for derved at kunne opbygge det sprog, jeg skulle bruge til mine romaner. Jeg havde også sådan en der«, siger han og peger på min lille båndoptager, »bare meget større og mere klodset«. Langsom succes Og stille og roligt lykkedes Mehmed Uzuns mission. I 1985 udgav han sin første roman på kurdisk, derefter redigerede han den første antologi af moderne kurdisk litteratur, og i 1989 kom så gennembruddet med den anmelderroste 'I skyggen af en mistet kærlighed'. Men det var et langt, sejt træk. »I begyndelsen kunne næsten ingen læse mine romaner, der var måske 200-300, der kunne læse kurdisk på det niveau, og som havde adgang til dem«, siger han. »Men der er sket utroligt meget. Nu er der mange tusinde, der læser mine bøger på originalsproget, denne roman er for eksempel kommet i fire eller fem oplag på kurdisk, og det ville ingen - heller ikke jeg - have kunnet forestille sig for 15-20 år siden. Det er fantastisk. Folk har lært at læse på kurdisk, og det er ved at blive et levende sprog igen. Både i Mellemøsten, men også i Europa, hvor der er et meget stort antal kurdere«, siger Mehmed Uzun tilfreds. Men han lægger dog ikke skjul på, at udviklingen har krævet sine ofre, også af ham selv. »At vælge at skrive på kurdisk var på alle måder et offer. Jeg har ikke tjent en eneste øre på at sælge mine romaner på kurdisk, det var virkelig ren idealisme. Jeg kunne havde skrevet på tyrkisk, svensk eller et tredje sprog, men når jeg valgte kurdisk, var det et moralsk valg. Kurdisk var et forbudt sprog, og at skabe en moderne romankunst på kurdisk har været mit livsværk«, siger Mehmed Uzun, der i lang tid selv levede af at være lærer og konsulent. Forsigtig optimisme Mehmed Uzuns kamp er dermed endt betydeligt mere lykkeligt end hovedpersonen Memduh Selims i 'I skyggen af en mistet kærlighed'. Han dør ukendt, omgivet af folk, der ikke for alvor ved, hvad han kæmpede for, og hvor meget han mistede. Og netop kampen mod glemslen er en vigtig pointe for Uzun. »Bogen handler om en mand, som blev totalt glemt. Både hans liv og de kampe, han deltog i, blev ganske enkelt slettet af historien. Bogen handler om kurdernes selvstændighedskamp i 1920'erne, og det er en historie, der ganske enkelt ikke findes i de tyrkiske historiebøger. Og det er den, jeg har forsøgt at skildre og genfortælle i romanform«. Men glemt er der formentlig ingen fare for, at Mehmed Uzun selv bliver. I de senere år er hans ry som forfatter vokset til internationale standarder. Da Tyrkiet sidste år truede med at anholde ham og anklagede hans tyrkiske forlægger for »opfordringer til separatisme«, vakte det ramaskrig over hele Europa, og dusinvis af forfattere rejste til Tyrkiet for at støtte Uzun. Et pres der - formentlig kombineret med Tyrkiets bestræbelser på at blive medlem af EU - virkede. Forlæggeren blev frikendt, alle Uzuns bøger kan nu købes frit i Tyrkiet, og Mehmed Uzun kan selv frit rejse tilbage til sit hjemland. En mulighed, som han i høj grad benytter sig af. Faktisk rejser han allerede dagen efter interviewet tilbage til Istanbul. Og forholdene i Tyrkiet giver ham grund til forsigtig optimisme. »Vilkårene for kurderne er meget bedre nu, end da jeg begyndte at skrive. Det er lovligt at tale kurdisk, og man kan udgive bøger på kurdisk. Det er store fremskridt, men det er klart, at der er lang vej igen. Kurdisk er stadig forbudt i skolerne, i radio og tv, og man kan ikke henvende sig til myndighederne på det«, siger han. Fremskridtene kan kurderne efter hans opfattelse i høj grad takke EU for. »Tyrkiet forsøger at nærme sig Europa. Det er derfor, de har ændret mange ting. Og jeg håber, at de en dag bliver medlem af EU. Det vil nemlig kræve, at Tyrkiet forandrer sig og bliver et rigtigt demokrati. Det vil være godt for kurderne, for tyrkerne og for hele Orienten. Men det kan tage lang tid«.