Når Thomas Harder ser en amerikansk film på en af de kommercielle tv-kanaler, bliver han tit irriteret over underteksterne. Også mere irriteret end mange andre gør. Det er en oversætters privilegium og ærgrelse, at bommerterne i undertekster springer i øjnene. Som tv-anmelder i Politiken har Thomas Harder gjort det til lidt af en mærkesag at gøre opmærksom på de kommercielle kanalers ringe tekster. Men det betyder ikke, at han betragter sig selv som en fejlfri oversætter fra udenlandsk: »I enhver tekst er der nogle fælder. Som oversætter skal man være opmærksom på sine egne begrænsninger. Man skal tænke: Ved jeg noget om det her? Eller tror jeg bare, at jeg ved noget om det?. Nogle ting bliver man efterhånden klar over, at man ikke ved nok om. Jeg mangler fuldstændig et begrebsapparat om musik«. »På et tidspunkt købte jeg flere lærebøger om musik. Men tekniske håndbøger er farlige i hænderne på dem, der ikke aner noget om det, bøgerne drejer sig om. Så når jeg nu støder på noget om musik, så tænker jeg: Alarm! Stands! Find ud af det. Spørg folk, der ved mere om det, end du selv gør. Men helt gardere sig imod fejl kan man ikke. Heller ikke selv om man har oversat i mange år. Man begår alligevel fejl«. Svært til svært Siden 1978 har Thomas Harder oversat cirka et par bøger om året i gennemsnit. I de seneste år har forfattere som Patrick O'Brian, Helen DeWitt, Umberto Eco, Lawrence Norfolk, Maria Giacobbe og Salman Rushdie været igennem Thomas Harder på deres vej frem fra engelsk eller italiensk til dansk. Salman Rushdie har Thomas Harder oversat, siden 'De sataniske vers' udkom på dansk i 1989. Hvis man sammenligner den danske og den svenske oversættelse af 'De sataniske vers', kan man finde sproglige forskelle, der hænger sammen med forskellige måder at oversætte på. Thomas Harder har selv sammenlignet sin oversættelse med den svenske kollegas. Nogle afsnit i 'De sataniske vers' er præget af kolossalt lange og slyngede sætningskonstruktioner. Andre afsnit er skrevet på gængs engelsk. I den svenske udgave er Rushdies komplicerede sætninger brudt op i kortere og mere enkle sætninger, som er lettere at læse. I den danske udgave har Harder valgt at bevare forskellen mellem det enkle og det komplicerede i Rushdies oprindelige sprog. Fordi han ikke har grund til at tro, at Rushdie ikke selv har været bevidst om forskellen. Sagt på en anden måde: Hvis Rushdie havde skrevet 'De sataniske vers' på dansk, ville der således stadig ifølge Harder være tydelige forskelle på sætningernes bygning og sværhedsgrad. Forskellen på den svenske og den danske oversættelse af Rushdies bog viser, at ingen oversættere er helt ens. De har forskellige holdninger til, hvad den gode oversættelse er. »For mig er den gode oversættelse en tekst, der så meget som muligt ser ud, som jeg har en fornuftig grund til at tro, at forfatteren ville have skrevet den, hvis han havde skrevet på dansk. Det er meget abstrakt, men det indebærer mere end en indholdsmæssig præcis oversættelse. Det omfatter også, at man som oversætter gengiver den måde, som forfatteren skriver på«. Eksotiske almindeligheder Forskellige sprog har forskellige muligheder og kan forskellige ting. Ifølge Thomas Harder er det især latinske sprog, som kan lide og også egner sig til at lave komplicerede sætninger med mange underordnede led. »Man kan også lave den slags sætninger på dansk, men så bliver det straks et lidt mere højtideligt og gammeldags dansk. Derfor er det ikke sikkert, at man skal gengive sætningerne i en italiensk tekst led for led. Man skal i hvert fald først overveje, om den italienske tekst er sædvanlig eller usædvanlig i forhold til almindeligt italiensk«. »Hvis den er sædvanlig, vil jeg ikke lave en kompliceret sætning med mange underordnede led, for så gør jeg sproget mere kompliceret, end det egentlig er. Almindeligt italiensk skal ikke være underligt på dansk. Jeg tror, det er et meget almindeligt problem ved oversættelser, at det banale og upåfaldende i originalteksten sommetider bliver vældig eksotisk i oversættelsen«. Som grundregel er det godt for oversættelsen, at oversætteren ved så meget som muligt om den kultur, han oversætter fra. I sit arbejde med at oversætte Patrick O'Briens serie af delvist historiske romaner fulde af fagudtryk om skibsfart er Thomas Harder imidlertid på fuldstændig bar bund. Han aner absolut intet om skibsfart. Men det vilkår deler han med mange af O'Briens læsere. I forbindelse med O'Brien er det netop en pointe, at det faktuelle, ualmindelige fagsprog er en del af den sproglige oplevelse. Thomas Harder er begejstret for hans bøger og bliver mere og mere modig i sin oversættelse af dem. Hvor han i begyndelsen prøvede at oversætte fagsproget til et alment dansk, så tør han nu gengive fagsprogets eksotiske klang i større omfang. Ligesom Patrick O'Brien selv gør det. Oversætterens arbejde med en forfatter kan altså ændre sig. Og nede i sprogets detaljer er den enkelte oversætter ikke nødvendigvis altid enig med sig selv. Hvis Thomas Harder skulle oversætte 'De sataniske vers' igen, ville den nye oversættelse sandsynligvis ikke blive identisk med den gamle. Ikke fordi han oversætter efter forgodtbefindende. Men fordi en oversætter uvægerligt i et eller andet omfang præger teksten. Nationallitteratur Det er oversætterens opgave at skrive dansk. Eller - med Thomas Harders ord - at tvinge det danske sprog til at udtrykke det, som står i en udenlandsk tekst. »Det er ikke sådan, at man har en nationallitteratur skrevet af danskere på dansk, og så har man en oversat litteratur ved siden af. Når man oversætter en bog til dansk, så bliver den bog en del af den danske nationallitteratur på linje med det, der er skrevet på dansk af danskere. Lad os tage Peter Plys, Shakespeare, Anders And og Harry Potter som eksempel. Alt det er en del af dansk litteratur, fordi nogen har gjort det stykke arbejde at udtrykke det på dansk«. I sammenligning med andre sprog er dansk underforsynet med tidssvarende bøger fra verdenslitteraturen. Ganske vist er der udkommet en del internationale klassikere på dansk i de senere år. Men ikke nok ifølge Harder, der angiver både manglende politisk vilje til støtte af oversættelser og de små bogoplag i lille Danmark som årsager. »Jeg har hørt den nuværende kulturminister sige flere gange, at det er forfattere og især skønlitterære forfattere, der plejer det danske sprog. Det er rigtigt. Men det gælder også oversættere, som sommetider finder på nye ord eller nye måder at sætte ord sammen på. Andre gange går oversættere tilbage i historien efter ord, der ikke har været brugt længe. Oversættelse er sprogvedligeholdelse og sprogforøgelse«. »Hvis man forestillede sig, at alle danskere var så gode til at læse engelsk, som mange danskere mener, de er, så kunne de i princippet læse engelsk skønlitteratur på originalsproget. Uden at der gik væsentlige nuancer tabt. Alligevel ville der stadig være en grund til at oversætte engelsk skønlitteratur. Kulturpolitisk. For at holde det danske sprog ved lige og for at tvinge dansk til at beskæftige sig med emner, problemer og steder, man ikke tidligere har beskæftiget sig med på dansk«.