Den slovenske filosof Slavoj Zizek har inden for de seneste år vakt stor opmærksomhed med sine provokerende analyser af, hvor den vestlige verden bevæger sig hen. Hans bøger, der blander filosofi, psykoanalyse og sociologi, læses med stor interesse over hele verden. Ikke mindst det essay, han publicerede på internettet kort efter terrorbegivenhederne i USA 11. september sidste år, gav ham det sidste skub op i superligaen af intellektuelle. Op til sociologer som engelske Anthony Giddens, tyskeren Ulrich Bech og den polsk-engelske Zygmunt Bauman. 'Velkommen til virkelighedens ørken' hedder essayet, og dets popularitet skyldes blandt andet den måde, hvorpå Zizek som vanligt inddrager eksempler fra populærkulturen i sine analyser af, hvad det egentlig var, der skete, efter at skyskraberne var faldet. Zizek mener, at '12. september', tiden efter den dramatiske dag, er meget vigtigere at forholde sig til. I de foredrag, han siden har holdt, bruger han film som 'Klonernes angreb' og Steven Spielbergs 'Minority Report' til at beskrive USA's udvikling, som han er uhyre skeptisk over for. Han mener, at USA undergår en udvikling fra 'republik' til 'imperium', fra folkestyre til verdenshersker, som det sker i George Lucas' stjernefilmssaga. Samtidig er Amerika på vej til at blive det kontrolsamfund, som Spielberg fremmaner i 'Minority Report'. Et samfund, hvor politiet bruger folk med paranormale evner til at udpege dem, der engang i fremtiden vil begå forbrydelser. Hvor folk, der endnu er uskyldige, arresteres - af præventive grunde. »Kan du ikke se det? Det er jo George Bushs nye kæmpestore sikkerhedsministerium, som skal overvåge amerikanerne, Spielbergs film handler om«, siger Slavoj Zizek i telefonen fra Slovenien. »Og det, George Lucas i virkeligheden siger med 'Star Wars', er jo, at en dag vågner Luke Skywalker og alle de andre helte op og siger: »My God, det er jo os, der er the bad guys. I vores kamp for det gode har vi næret det onde ved vores barm!««. Zizek taler højt og hurtigt, energisk og begejstret. Man mærker hans store ytringstrang, men også hvorfor han har ry som entertainer og stand up-filosof. »Normalt siger man, at 11. september var en rystende begivenhed, fordi den fjernede vores følelse af sikkerhed og kastede os ud i en verden af international usikkerhed og terrorisme. En opvågning fra den clintonske drøm om en belle epoque præget af uskyldig kapitalisme. Den udlægning går jeg imod«. »11. september betød ikke, at amerikanerne vågnede op, men at de faldt i søvn. Efter Vietnam var USA's selvforståelse i en permanent tilstand af chok, fordi nederlaget introducerede tvivlen i den amerikanske selvforståelse. 11. september bliver nu brugt til at genetablere uskyldigheden. »Vi lider, vi er ofre, vi har ret til at være aggressive igen«. Sikkerhedsprogrammet Homeland Security går ud på at beskytte nationen på en måde, der minder om USA i 'Minority Report'«. Zizek siger det igen og igen. Det, der optager ham, er ikke de store spektakulære begivenheder, men de små, men vigtige forandringer i hverdagens uskrevne regler. »Tortur diskuteres i USA på en måde, der var utænkelig for to-tre år siden«, konstaterer han. »Homeland Security fører til, at USA's befolkning vil blive den mest overvågede i hele menneskehedens historie. Hvad vil det betyde for vores opfattelse af frihed?«. Kulturmaskinen Som det ses, tager Zisek rask for sig af retterne i meningsdannelsens supermarked. Ligesom hip hoppens sorte musikere er hans forfatterskab præget af inspiration fra alle mulige kanter. Som en anden sampler fusionerer han henvisninger til Lenin og Stalin med pointer fra Hitchcock, tegnefilm, psykoanalyse, seksualitet og vold. Hvad hans værk måtte mangle af indre sammenhæng, har det i udsyn og engagement - og i den energi, hvormed Zizek formidler det. Slavoj Zizeks særlige blik for populærkulturen som en vigtig kilde til at aflæse, hvad der foregår i samfund som det amerikanske og de europæiske, gør ham til en interessant samtidsfortolker. »Populærkulturen er en fantastisk god registrator af, hvad der sker i det ideologiske og politiske liv. Og så er kultur i dag ikke bare en underordnet sfære i det sociale liv, eller som en marxist fra gamle dage ville sige det: en del af overbygningen. Den fremherskende del af kapitalistisk produktion er ikke længere klassisk industri, men produktion af kultur, af oplevelser. Det er den store forandring«. »Det, at kapitalismen er blevet kulturel, har forandret politikken. Hver eneste borger er i sit hverdagsliv tvunget til at tage stilling til dybt filosofiske spørgsmål. Bioteknologi, kunstig befrugtning, kloning, kropsreparationer, selve produktionen af mad. Diskussionen om livsstil siver på sindrig vis ind i produktionen selv«. Det er vel langtfra alle mennesker på kloden, som producerer eller forbruger oplevelser? »Enig! Produktionen forsvinder fra os - ud til lande som Indonesien og Kina. Kina i dag er det ultimative arbejderklassesamfund. Ikke i den gammeldags marxistiske forstand, men mere ironisk, fordi det er blevet kommunistpartiets hovedopgave at disciplinere arbejderklassen, så den kan producere hardware for det udviklede Vesten. Alt det legetøj, jeg køber til min lille dreng, står der 'Made in China' på. Når det regner i Vesteuropas byer, køber folk en af disse latterligt billige paraplyer. De er lavet i Kinas arbejdslejre. Hver eneste paraply, vi køber, er en donation til Kinas Gulag«. Hvad er virkelighed, har jeg lyst til at spørge? Spørgsmålet bringer Zizek i det, han kalder sit »James Bond-humør«. Han kaster sig ud i at beskrive den dybe kløft mellem den fattige verden, hvor der endnu er en tung og beskidt industriel produktion, og den rige verden, hvor der forbruges oplevelser, med udgangspunkt i en analyse af James Bond-sagaen, der har været en del af hans roadshow i årevis. »Handlingen er altid den samme i filmene med 007. To tredjedele ind i filmen trænger James Bond ind på fjendtligt territorium. Hvad får han øje på? Et sted, hvor der foregår en intens materiel produktion. Slemme fyre forarbejder guld, laver narkotika og den slags. Som noget uhyre sjældent for en Hollywood-film ser vi en konkret arbejdsproces. Hvad er nu Bonds opgave? At smadre denne produktion i den gigantiske eksplosion, man altid ser i slutningen af filmen. Rigtige helte kan ikke lide fabrikker. Kun hvis de ligger langt væk«. 'Crazy Taxi' Zizek suger lidt ilt og fortsætter: »Misforstå mig nu ikke. Jeg mener ikke, at hele verden på et tidspunkt vil være et nydelsessamfund, hvor alle er optaget af at forbruge kulturoplevelser. Kløften vil blive ved med at eksistere. Kapitalismen har brug for at opretholde disse produktionszoner«. »Jeg mener, at begrebet 'informationssamfund' er farligt, fordi det tillader os at se det nye i vores egen samfund, men ikke at få øje på den radikale kløft mellem dem, der lever i den kulturelle kapitalisme, og dem, der er nødt til at producere hardwaren. Vi i Vesten har samme problem som de kinesiske arbejdere. Vi mangler et dækkende billede af, hvad der sker i vores samfund. Jeg tror, det er årsagen til, at konspirationsteorier er så populære i dag. Ingen har sikker viden«. Filosoffen, der taler som et vandfald, har for længst talt sig varm. Han slår fast, at hans kritik af kapitalismen ikke er udtryk for »en dum venstreorienteret illusion«, men også, at han henter stor inspiration hos Lenin, og at han elsker volden i filmen 'Fight Club' med Brad Pitt, »fordi der er tale om en ren og forløsende vold«. En vold, der ifølge Zizek dukker op i hverdagens seksuelle praksiser og i kunsten som en måde for moderne mennesker at generobre en følelse af virkelighed på. I dine bøger er du inde på, at den gamle virkelighed i tre dimensioner er blevet udvidet af den virkelighed, som medierne skaber ... »Lad mig fortælle en morsom historie om mit treårige barn. Han er allerede korrumperet af PlayStation. Han elsker et spil, der hedder 'Crazy Taxi', som han selvfølgelig spiller helt forkert. I stedet for at tjene så mange penge som muligt på passagerer forsøger han at smadre så mange biler som muligt og slå så mange fodgængere ihjel som muligt, og nu kommer joken: For to uger siden kørte jeg i taxa med ham, og efter fem minutter spørger han: »Far, er der ikke noget mærkeligt med taxichaufføren, han slår ikke passagerer ihjel?««. »Historien taler for sig selv, men jeg vil tilføje, at menneskeheden har altid holdt af det imaginære. Siden de berømte hulemalerier i Frankrig har vi overskredet de tre dimensioner ved at lave drømmebilleder med symbolsk betydning. I det øjeblik du har en spirituel eller åndelig oplevelse, er der en fjerde dimension, en udvidelse af virkeligheden. Når det er sagt, så har digitaliseringen fået os til at længes mere end nogensinde efter den sanselige virkelighed. Efter en endnu større nydelse, end vi kan få i virkeligheden selv. Efter noget, der er mere virkeligt end virkeligheden«. Den gode voldDine bøger er båret af et stærkt politisk engagement. Du henviser ofte til Lenin og kommunismens historie, men på en ironisk, jokende måde. Du fremstår som en slags postmoderne socialist - i hvert fald i teksterne ... »Jeg har ikke noget politisk program. Jeg har ingen illusioner om, at det er muligt at få en antiglobalistisk udvikling, men jeg glæder mig over, at fokuseringen på identitetspolitik, altså folks optagethed af, hvem de er, og hvilke rødder de har, er afløst af en stigende opmærksomhed på den globale kapitalisme som det egentlige problem. Det er et godt tegn«. »Der er en underjordisk bevægelse, som vil eksplodere. Der er noget genuint nyt på vej. Kapitalismen er ved at udvikle sine nye modsætninger, og det er klogt ikke for tidligt at sætte ord på dem«. »Paradokset er, at den eneste politiske kraft, som stadig har en slags kraft til at ryste op i vores forestillingsverden, er den populistiske højrefløj. Det er de eneste, der er i live, alle andre er grå. Det er et problem, hvis man som jeg mener, at man som venstreorienteret er nødt til at forlade ideen om, at der kan laves politik hele tiden«. »Politik er noget, der kun sker i sjældne perioder. Resten af tiden er der tale om management. Historien eksploderer kun i eksplicit politik på visse tidspunkter«. Lenin ... »Når jeg taler om at genoptage arven fra Lenin, drejer det sig om at turde gentænke eller genopfinde! Ikke om at vende tilbage til Lenins politiske program. Det, han gjorde i 1917, var noget helt uventet og nyt«. »Hvis der er noget, jeg ikke bryder mig om, er det de vestlige liberales afvisning af enhver form for vold på forhånd. Jeg mener ikke, vi skal være bange for at sige: Okay, den eneste måde at bekæmpe dårlig vold på kan i nogle tilfælde være gennem god vold«. »Tag protesten mod globaliseringen. Det er nemt at tage afstand fra demonstranterne, fordi de har brugt vold. Selv støtter jeg fuldstændig det voldelige aspekt. Lad os dog være ærlige. Uden denne såkaldte voldelige udskejelse ville ingen have hørt om antiglobaliseringsbevægelsen«. Så du mener, at vold er fint som markedsføring?! »Ikke kun som markedsføring! Vold er o.k. i visse historiske situationer. Mit store traume er den holdning, som liberale vesteuropæere og amerikanere udviste over for den jugoslaviske krig. Deres abstrakte pacifisme. Det, de i virkeligheden sagde, var: »De er børn i Jugoslavien, lad dem kæmpe mod hinanden, i stedet for at se hvem der var aggressoren«. Den neutrale attitude var en katastrofe. Bosnien skulle være blevet bevæbnet. Lidt mere vold i Bosnien i 1991 ville, for at gøre en lang historie kort, have betydet en meget hurtigere løsning. Måske ikke engang rigtig vold, men truslen om den«. »Jeg er stadig nedtrykt over, hvordan en abstrakt pacifisme på det forkerte tidspunkt kan skabe endnu mere vold, end nogen ønsker«. Hvad er dit råd til et ungt menneske, folk i 18-20-års alderen, der føler ubehag ved det moderne samfund og ønsker at gøre en politisk forskel? »Mit råd ville være at vende Karl Marx' berømte ellevte tese om. Jeg ville sige: »Vi har ændret verden for meget, vi er nødt til at fortolke den noget mere. Mit råd vil være at forsøge at tage det roligt og mærke efter, hvad følelsen af utilfredshed virkelig handler om i vores tid. Jeg vil nok også tale noget blablabla om antiglobalisering, men ikke råde til at investere al sin energi i det«. »God sex ville jeg også anbefale. Der er ingen klar vej ud i dag. Der er ingen nemme svar«, slutter popfilosoffen fra Slovenien - med et grin.