7. juni 2001 gik Herdis og Johannes Møllehave en tur syd for Brighton i England, hvor de boede. Undervejs spurgte hun pludselig: »Hvis en af os dør, hvordan kommer man så hjem herfra?«. »Det var mig, hun tænkte på. Tydeligvis. Herdis var jo ikke syg. Hun havde noget tandpine den dag, men alle - også jeg selv - budgetterede med, at jeg skulle dø før Herdis. For jeg havde haft tre-fire blodpropper og havde også fået en bypassoperation«, siger Johannes Møllehave. Men det blev Herdis, som døde først. Dagen efter den spadseretur døde hun pludselig. Der var gået hul på tarmen. Og det viste sig i øvrigt at være »Så besværligt« at få hende hjem til Danmark. Hvilket ikke var specielt i hendes tilfælde. Hvis man dør i udlandet, skal der tages visse forholdsregler, inden man får lov til at blive begravet i Danmark. »De kræver, at den afdøde bliver balsameret og lagt i en tinkiste for at forhindre at en eventuel smitsom sygdom breder sig. Så det tog tre uger at få hende hjem. Uger! Det er meget lang tid, fordi en begravelse er noget mentalt. Man siger farvel. Bliver begravelsen udsat, så er det lige som at gå ned på en station for at tage afsked med en anden. Man omfavner hinanden, og man siger farvel. Men toget kommer ikke«. Det var slemt for Herdis Møllehaves nærmeste at skulle vente på bisættelsen i Virum Kirke, hvor hendes mand var sognepræst i 14 år fra 1973 og frem. Men det var egentlig ikke det, som var Møllehaves oprindelige pointe med at fortælle om den sidste, fælles gåtur i Brighton den junidag. Det er typisk Møllehave at begynde at tale om én ting og så efterfølgende lige runde en eller flere lange, væsentlige paranteser, før cirklen sluttes igen. Undervejs skal han lige omkring Dostovjevski, Sophus Claussen, bogstavrim på 's' i H.C. Andersens prosa eller Grundtvig. Og man kan muligvis ikke føre en længere samtale med ham, uden at han lige i farten kommer ind på Kierkegaard. Men Herdis er det menneske, han oftest citerer. Og man bærer glad over med hans interessante associationer, fordi han nok selv skal huske, hvor han kom fra. »Hvor kom jeg fra? Nåh, jo. Man skriver ikke kun sin egen fortælling. Man bliver også fortalt. Og det opdager man først for alvor med alderen. Man har sin egen fortælling. Men så er der en læge, som fortæller dig, at du er alvorligt syg. Eller ens nærmeste dør«. Johannes Møllehave er »ikke træt eller mæt af livet«, siger han, og han virker afgjort heller ikke sådan. Ganske vist er der kommet en anden klang ind, efter at han har mistet Herdis. Men han har stadig fuld fart på. »Når vi er færdige med det her interview, skal jeg ud til Herdis' grav. Bagefter skal jeg tale i Bella Center og senere i Skodsborg for nogle læger. Så skal jeg interviewes i 'Før Deadline', og klokken ni i aften skal jeg prædike i Ishøj«. Dagens program flyver ud af munden på ham. Med en lethed. Der er en graciøsitet over hans måde at tale om også tunge ting på. Både når man sidder over for ham. Og når man læser, hvad han har sagt under samtaler med journalisten Jakob Kvist i den nye bog 'Møllehave' med undertitlen 'Livet har fem akter'. Livet skal ikke forlænges Der er 117 ting, vi i det mindste tror, vi ved om Møllehave. Han har selv skrevet og talt om dem til os. Han er blevet interviewet forfra og bagfra. Men Jakob Kvists bog nuancerer og uddyber billedet. »Vel kan Jakob Kvist få Møllehave til at sige mere, end han allerede har udtrykt i kilometervis«, skrev Bettina Heltberg her i avisen i sin anmeldelse af bogen. Det forunderlige er, at Møllehave taler om sig selv i bogen. Men ikke udelukkende. Vi andre er med. Vi genkender, forundres, diskuterer og reflekterer, mens anekdotiske episoder, teologiske overvejelser og personlige tyngdepunkter fra Møllehaves liv fortælles. Alt sammen i lyset af at han er nået til femte og sidste akt, og »når femte akt er spillet, skal man ikke pille mere ved det«: »Man siger, at en bypass-operation stort set holder ti år. Hvis jeg gik igennem det igen, kunne jeg forestille mig, at jeg ville blive mere svækket og mindre i stand til at arbejde. For mig er livet at være i gang, og hvis det koster et par år, så er det fint. Frem for at man sidder i en stol i håb om at forlænge livet«. Du fik din bypassoperation i 1997. Tænker du på døden? »Nej, det gør jeg ikke. Jeg tænker på Herdis' død, men jeg tænker ikke på min egen død. Jeg synes, at jeg har levet et helt liv nu. Det ville ikke være bittert eller uretfærdigt, hvis jeg døde nu«. Er du ikke angst for at dø? »Nej, men derfor kan dødsangsten godt komme alligevel. Jeg vil ikke benægte, at man kan få den. At kroppen kan protestere, selv om man ikke sætter sig imod i sindet. Men jeg går ikke rundt med dødsangst. Derimod har jeg en dyb accept af, at hvis døden ikke var der, så ville livet være uudholdeligt. Derfor vender jeg Benny Andersen på hovedet og siger: 'Døden er ikke det værste man har'«. Når Johannes Møllehave er ved Brighton i England, skriver han og er alene en stor del af tiden. Når han er i Danmark, holder han foredrag og er i det hele taget meget sammen med andre mennesker. Han bor i Hellerup hos datteren Katrine og hendes familie. Sammen med Katrine besøger han Herdis' gravsted. »Min fars og mors gravsted - jeg er da glad for, at vi har det. Men jeg tager ikke derud. Jeg tænker meget på dem. Men ikke der, hvor de er. Med Herdis er det noget andet. Jeg kan næsten ikke forklare det. Men vi har meget brug for at være der. Også Katrine. Vi har et ritual med at tage derud. Vi snakker, som om hun er der. Jeg hører meget ofte Herdis' stemme. Om morgenen vækker hun mig. Hun kalder 'Johannes' - sådan, som hun sagde det. Uden stød. Og jeg vågner og tænker: 'Det var da skønt, at hun kaldte på mig'. Men det var selvfølgelig noget i min drøm«. »Efter et foredrag kan jeg også stadig ville gå hen for at ringe til hende, som jeg altid plejede at gøre. Der er en følelse af, at hun er et sted, og det gør mig godt. Hun er til stede i vores sind. Og jeg møder Herdis som rask. Ikke som svækket og syg. Jeg møder hende, dengang hun var mest morsom og barsk og skæg«. Det generøse menneske Også i Jakob Kvists bog taler Johannes Møllehave meget om Herdis. De var helt unge, da de mødte hinanden. De var 21 år, da de blev gift, og dengang var Herdis den lyse og mest optimistiske af de to, siger han. Det vendte på et tidspunkt. Johannes Møllehave kom over studietidens konkrete frygt for ikke at kunne håndtere det teologiske stof. Han fik sin eksamen. Og efterhånden lærte han, at man som præst »ikke skulle tale til forstanden, men til hjertet«. Johannes Møllehave blev udadvendt. Som præst, forfatter, revyforfatter - som menneske. Efter at han havde været præst i Statsfængslet i Vridsløselille i nogle år, blev han sognepræst i Virum, hvor Herdis og han købte hus i begyndelsen af 1970'erne. Men ikke for at gemme sig bag en ligusterhæk. Meget ofte var ægteparret Møllehave og deres tre børn ikke alene i huset i Virum, ligesom de heller ikke isolerede sig i sommerhuset på Langeland. Sammen med venner og bekendte arrangerede de aftener, hvor andre mennesker blev inviteret til at fortælle om noget, de var gode til. Filosofi, hjernekirurgi, jura eller et andet interessant emne blev berørt i løbet af en aften, som så afsluttedes med fest og dans. Også når gæsterne var gået hjem, var familien Møllehave ofte større end den fem personer store kernefamilie. For bankede nogen på døren og bad om hjælp, så blev vedkommende inviteret ind. Sognepræstens hjem var åbent for mennesker i nød. Og det var ikke altid, at den mere sky Herdis Møllehave kunne kapere alle de mennesker i sit hjem. I perioder var familien udvidet med nogle af de løsladte langtidsfanger, som Johannes Møllehave havde lært at kende i Vridsløselille. I en anden periode tog ægteparret sig af tre børn ud af en søskendeflok på i alt fem børn, der havde mistet både deres far og mor som følge af henholdsvis selvmord og kræftsygdom. For Johannes Møllehave var - og er - det naturligt at hjælpe andre og have mennesker omkring sig. Vennen Benny Andersen har sagt ifølge Jakob Kvists bog: »Johannes vil altid hjælpe som det selvfølgeligste i verden. Og det er vigtigt at man giver ham lov til det. Man skuffer ham og ødelægger hans dag hvis man ikke tager imod og giver lov«. Jakob Kvist prøvede at konfrontere Møllehave med udsagn om, at han er et umanerligt godt menneske. Johannes Møllehave bliver ikke let vred. Men i det tilfælde lynede øjnene, og han sagde: »Nu bliver jeg altså meget utryg«. Fordi han synes, at det er noget falskspilleri at gøre et menneske til rollemodel for andre mennesker. Med Gud er det noget andet. Ind i mørket At være generøs er en del af grundstemningen og drivkraften i Johannes Møllehave. Han er ikke noget bedre menneske af den grund. Han er sådan. Det er en del af det, han med et citat fra Sophus Claussen kalder sit livs 'særegne brænding'. Sådan forholder det sig også med konkrete, seksuelle behov, som Johannes Møllehave i mange år forsøgte at rive sig løs fra, men i stedet med Herdis' billigelse fik lov til udleve. Det vakte opsigt, da ægteparret i 1970'erne fortalte offentligheden, at de levede i et såkaldt åbent ægteskab. Uden at bryde ægteskabet. Skilsmisse mellem Herdis og ham var aldrig på tale, for »vi var hinandens nødvendighed«, siger Johannes Møllehave i bogen. Men han siger også: »Jeg tror ikke på at vi kan opfylde alle behov hos hinanden«. Er de to udsagn i virkeligheden uforenelige? Velsagtens kun mens man er forelsket. Der er en årsag til, at man sommetider sammenligner forelskelsen med en feberflue. For når forelskelsen fordufter, og det lange, seje træk indfinder sig, bliver ægteskabet også evne og vilje til at forstå hinanden, som Møllehave siger. I offentligheden endte Herdis Møllehave med at ligne en kvinde, der stod i sin lysende mands skygge. Det er et billede, som Jakob Kvists bog bekræfter, men også nuancerer. Da Johannes og Herdis Møllehave havde været gift i halvandet årti, kom der nogle ting ind i hendes tilværelse, som hun havde frygtet. Hun ængstedes for at blive som sin mor, der bl.a. fik elektrochok som led i behandling af voldsomme depressioner. For at dulme nerverne tog Herdis Møllehave nøjagtig så mange piller, at uroen blev mindre. Der var alkoholisme i hendes familie. Hun vidste, at hun ikke selv kunne tåle at drikke, og derfor tog hun antabus i årevis. »Jeg tror, at angst kan være med til at fremkalde det, man er angst for. Den del af den menneskelige mekanisme er så mærkelig. Det er forfærdeligt, at man indirekte kan komme til at fremkalde det, man er bange for. Psykologisk er der noget om, at det man ikke vil, det får man lyst til at gøre«. Du siger, at Herdis i begyndelsen af jeres ægteskab var den rolige og den lyse. Kan der i et ægteskab ske det, at man kommer til at bytte lys og mørke? »Jeg har tit tænkt på, om der er sådan et symaskineprincip. At når den ene går op, så går den anden ned. Og der er nogle svingninger der. Nogle gange er de praktiske, fordi det ikke er godt, hvis man bliver enige om at rulle gardinet ned, slukke al lys og mene, at der ikke er noget at leve for. Men måske er der også noget traumatisk i det. For når den ene er nede, så er den anden nødt til at være stærkere i en periode«. »Da jeg en overgang var deprimeret på grund af noget forkert medicin, jeg fik, var Herdis den stærke. Det var hun også, mens jeg var indlagt. Hun var ulykkelig over, at jeg var syg. Men hun blev iskold, fik kræfter og var mere i balance end nogensinde. Da jeg så senere var kommet mig over det, faldt hun ned igen«. Hvis man er langt nede, og den anden er meget højt oppe ... »... så kan det være en lidelse for den, der er langt nede. Det kan gøre meget ondt at se et menneske trives, mens man selv mistrives. Men det glade menneske kan ikke blive ked af det for at hjælpe den anden. For det første har man jo sin natur. Og sin periode. For det andet kan man ikke tjene et andet menneske ved at være i dårligt humør. Men jeg tror da nok, at hvis man er depressiv, så er det lettere at leve sammen med en, der har et mellemleje. I stedet for at leve sammen med en, der har et superlativt leje«. Kunne Herdis tale om depressionen? Hun prøvede bestemt. Men hendes motto var det, som Tove Ditlevsen siger: »Om de inderste ting er man helt alene«. Det kunne jeg blive så vred over. Jeg kunne sige: Åh, hvor jeg hader den linje. Men måske har hun ret. Noget kan du sige. Men din grundstemning - din fuldstændig ærlige grundstemning - den er svær at meddele. Og den er også vanskelig at få fat på for dig selv. Uden at få svar kan du spørge dig selv: Hvorfor netop dette mood? Hvorfra kom den mismodighed? Hvorfor nu denne udadvendthed?« »Når en depression er værst, kan man ikke fortælle om den. Hvis den er så slem, at man bare kan sige: »Jeg er ked at det. Jeg synes ikke, at jeg har kræfter til at leve«. Man føler sig utilstrækkelig. Som en klods om benet på andre mennesker. Der kommer en slem nedvurdering ind i det. Og man ved ikke, hvorfor man har det sådan. Man kan ikke sige troldens navn. Hvis du kan sige dæmonens navn, så har du ham. I perioder var Herdis uden for rækkevidde. Også sin egen«. Du har sagt, at man ikke kan tage den andens lidelse på sig. Men engang sagde du til Herdis, at du ville dø sammen med hende, hvis hun virkelig ønskede at dø? »Det fik jo den virkning, at hun bestemt ikke ville dø. Og at hun sagde: Nu taler vi aldrig mere om det«. Herdis havde ret Det ligger Johannes Møllehave på sinde også at fortælle om den Herdis, der vækker ham om morgenen nu. Ikke sorgløs. Ikke ukuelig optimist. Men »forfærdelig vittig« og også omsorgsfuld. Johannes Møllehave savner Herdis. »Sorg er en kærlighed, du ikke kan blive af med«, siger han i bogen. »Du har lyst til at sige, jeg elsker dig, men du kan ikke sige det mere«. Men måske kan man alligevel sige det. I bogstaveligste forstand klasker Johannes Møllehave sig højt og energisk på lårene af grin ved minderne om nogle af de ting, Herdis syrligt har fyret af i nære venners kreds. Der var ingen store fester, uden at Herdis havde brugt dage på at lave den helt rigtige tale, som alle bagefter talte om. Og så var der også alt det praktiske. Gennem hele ægteskabet sørgede hun på mange måder for, at rammerne i Johannes' liv var, som han havde brug for dem. I det små og i det store. Han havde ikke andet end »en lampe og seks bøger« med, da de flyttede sammen. Det var hende, som havde øje for de bøger, han havde brug for. Hun protesterede over mange af hans valg, men han fik sin vilje. I deres ungdom ville hun ikke bo i en lejlighed i et statsfængsel, fordi hun havde oplevet institutioner nok i sin barndom. Senere ville hun ikke være repræsentativ præstehustru i Virum. Eller tage sig af forældreløse børn, fordi hun mente, det var en umulig opgave. Bogen igennem siger du i mange forbindelser, at Herdis var imod, men at det blev, som du ville have det. »Ja. Det siger jeg, fordi hun faktisk havde ret. Jeg ville have det igennem, og vi kom til at mase med noget, hvor man bagefter må sige, at Herdis var den kloge. Hun var ikke skeptisk, fordi hun ville tage pippet fra nogen. Hun så de vanskeligheder, som faktisk ventede. Hun sagde selv: »Jeg vil helst have, at livet er sådan, at Johannes har ret. Men det er mig, der har ret«. Herdis sagde altid: »Jeg kender Johannes. Hans motto er, at alle mennesker er søde. Og de, der ikke er det, de er det også«. Hun kunne jo se de ting. Og hun havde en fantastisk humor. Det har depressive mennesker jo tit. Der var store forskelle på os. Herdis var meget sky. Når hun skulle besøge mennesker, hun ikke var tryg ved, så rystede hun på hånden ved at trykke på dørklokken. Fordi hun ikke troede, at folk ville have, hun kom. Men når hun var tryg, så foldede hun sig ud«. »Herdis og jeg havde noget med hinanden, som var noget særligt. Mit yndlingsdigt fra Grundtvig er der, hvor han skriver om sit forhold til Marie. Grundtvig spørger: »Hvad er det, der gør, at vi har det godt?«. Og han svarer selv: »Det er, at vi vil hinanden, som vi er. Det er, at vi vil bære hinanden, som vi er«. Måske havde vi det godt. Vi kunne bruge en hel sommer på at diskutere Karen Blixen. Rigtigt. Ikke fordi tiden gik med det. Nej, det var virkelig med passion. Tit besluttede vi os for at læse et helt forfatterskab samtidig. Ikke højt. Jeg ville så gerne læse højt, men Herdis sagde: »Jeg orker det ikke«. Men så læste vi Karen Blixen hver for sig og kunne diskutere passager til bunds«. Når du nu taler om Herdis, så er det tydeligt, at hun gav dig meget. Dit liv fik lov at have sin særlige brænding. Hvad gav du hende? »Jeg vil tro, at hun har haft det sjovt. Jeg tror faktisk, at flere kvinder end mænd tænker på, at deres partner skal have humor. Der er jo langt mellem samlejerne, ikke. Så der skal være noget ind imellem, når man keder sig. Og jeg tror virkelig, hun har moret sig. Der har ikke været en dag, hvor man ikke har fundet et eller andet, som var afsindig skægt«, siger han. »Og så grinede hun alligevel«.