0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sorg er en kærlighed, du ikke kan blive af med

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Zakora Martin
Foto: Zakora Martin

Foto: Martin Zakora

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

7. juni 2001 gik Herdis og Johannes Møllehave en tur syd for Brighton i England, hvor de boede. Undervejs spurgte hun pludselig: »Hvis en af os dør, hvordan kommer man så hjem herfra?«.

»Det var mig, hun tænkte på. Tydeligvis. Herdis var jo ikke syg. Hun havde noget tandpine den dag, men alle - også jeg selv - budgetterede med, at jeg skulle dø før Herdis. For jeg havde haft tre-fire blodpropper og havde også fået en bypassoperation«, siger Johannes Møllehave.

Men det blev Herdis, som døde først. Dagen efter den spadseretur døde hun pludselig. Der var gået hul på tarmen. Og det viste sig i øvrigt at være »Så besværligt« at få hende hjem til Danmark. Hvilket ikke var specielt i hendes tilfælde. Hvis man dør i udlandet, skal der tages visse forholdsregler, inden man får lov til at blive begravet i Danmark.

»De kræver, at den afdøde bliver balsameret og lagt i en tinkiste for at forhindre at en eventuel smitsom sygdom breder sig. Så det tog tre uger at få hende hjem. Uger! Det er meget lang tid, fordi en begravelse er noget mentalt. Man siger farvel. Bliver begravelsen udsat, så er det lige som at gå ned på en station for at tage afsked med en anden. Man omfavner hinanden, og man siger farvel. Men toget kommer ikke«.

Det var slemt for Herdis Møllehaves nærmeste at skulle vente på bisættelsen i Virum Kirke, hvor hendes mand var sognepræst i 14 år fra 1973 og frem. Men det var egentlig ikke det, som var Møllehaves oprindelige pointe med at fortælle om den sidste, fælles gåtur i Brighton den junidag.

Det er typisk Møllehave at begynde at tale om én ting og så efterfølgende lige runde en eller flere lange, væsentlige paranteser, før cirklen sluttes igen. Undervejs skal han lige omkring Dostovjevski, Sophus Claussen, bogstavrim på 's' i H.C. Andersens prosa eller Grundtvig. Og man kan muligvis ikke føre en længere samtale med ham, uden at han lige i farten kommer ind på Kierkegaard. Men Herdis er det menneske, han oftest citerer. Og man bærer glad over med hans interessante associationer, fordi han nok selv skal huske, hvor han kom fra.

»Hvor kom jeg fra? Nåh, jo. Man skriver ikke kun sin egen fortælling. Man bliver også fortalt. Og det opdager man først for alvor med alderen. Man har sin egen fortælling. Men så er der en læge, som fortæller dig, at du er alvorligt syg. Eller ens nærmeste dør«.

Johannes Møllehave er »ikke træt eller mæt af livet«, siger han, og han virker afgjort heller ikke sådan. Ganske vist er der kommet en anden klang ind, efter at han har mistet Herdis. Men han har stadig fuld fart på.

»Når vi er færdige med det her interview, skal jeg ud til Herdis' grav. Bagefter skal jeg tale i Bella Center og senere i Skodsborg for nogle læger. Så skal jeg interviewes i 'Før Deadline', og klokken ni i aften skal jeg prædike i Ishøj«.

Dagens program flyver ud af munden på ham. Med en lethed. Der er en graciøsitet over hans måde at tale om også tunge ting på. Både når man sidder over for ham. Og når man læser, hvad han har sagt under samtaler med journalisten Jakob Kvist i den nye bog 'Møllehave' med undertitlen 'Livet har fem akter'.

Livet skal ikke forlænges
Der er 117 ting, vi i det mindste tror, vi ved om Møllehave. Han har selv skrevet og talt om dem til os. Han er blevet interviewet forfra og bagfra. Men Jakob Kvists bog nuancerer og uddyber billedet. »Vel kan Jakob Kvist få Møllehave til at sige mere, end han allerede har udtrykt i kilometervis«, skrev Bettina Heltberg her i avisen i sin anmeldelse af bogen.

Det forunderlige er, at Møllehave taler om sig selv i bogen. Men ikke udelukkende. Vi andre er med. Vi genkender, forundres, diskuterer og reflekterer, mens anekdotiske episoder, teologiske overvejelser og personlige tyngdepunkter fra Møllehaves liv fortælles. Alt sammen i lyset af at han er nået til femte og sidste akt, og »når femte akt er spillet, skal man ikke pille mere ved det«:

»Man siger, at en bypass-operation stort set holder ti år. Hvis jeg gik igennem det igen, kunne jeg forestille mig, at jeg ville blive mere svækket og mindre i stand til at arbejde. For mig er livet at være i gang, og hvis det koster et par år, så er det fint. Frem for at man sidder i en stol i håb om at forlæng