Det var en morgen i 1997. Brian Holm sad som så ofte før ved morgenbordet inden dagens træningstur på cykel: 200 kilometer ad de belgiske landeveje. Foran ham lå avisen. I den ene hånd havde han et stykke franskbrød, og i den anden hånd holdt han en 10-ml sprøjte. Sprøjten indeholdt stoffet Samyr. Et italiensk præparat, der hovedsagelig er beregnet til depressive patienter. Men midlet kan også anvendes til at rense leveren. Det var derfor, Brian Holm sad med sprøjten. Og det var helt legalt. Stoffet står ikke på dopinglisten. På sprøjten var monteret en plastikslange og en såkaldt sommerfugl, som er en nål, der går ind i armen. Mens han spiste og læste avisen, sprøjtede han langsomt stoffet ind i kroppen. Pludselig kom hans daværende kæreste uventet ind ad døren. Som Brian Holm skriver i sin nye bog 'Smerten Glæden': »Hendes vantro blik, da hun fik øje på sprøjten og sommerfuglen i min arm, fortalte mere end tusind ord. Hendes eneste bemærkning var, om det nu var blevet nødvendigt at sprøjte sig for at tage sig ud og træne. Den dag vidste jeg, at det var på tide at stoppe karrieren, og pludselig følte jeg mig som en gammel nar«. Han ligner alt andet end en gammel nar, som han sidder med en stor café au lait foran sig på cafeen Kong Pedersen på Frederiksberg, som han er medejer af. Det kortklippede lyse hår. Glimtet i øjet. Det skæve smil. De markerede ansigtstræk. Og det engagerede tonefald. Godt fire år efter karrierens afslutning er Brian Holm kommet videre i livet. Men han rykker lidt uroligt på stolen og smiler undskyldende, da han bliver mindet om den morgen i 1997: »For mig var det blevet hverdag at sprøjte mig. Da jeg var ung, kunne jeg køre Tour de France uden at tage vitaminer. Men nu sprøjtede jeg mig rutinemæssigt før en træningstur. Og da jeg så min kærestes bebrejdende blik, følte jeg mig flov ad helvede til«. Selv om Samyr er et legalt stof, var der ikke langt til også at tage ulovlige stoffer. Enten for at fremme sin præstation eller for at få kroppen til at komme sig hurtigere over de hårde cykelløb. Mirakelpille I sin bog erkender Brian Holm, at han i et par tilfælde dopede sig, for at hans slidte krop kunne restituere hurtigere. Tidligere har kun enkelte mindre kendte danske cykelryttere erkendt dopingmisbrug. Brian Holm er den første af klasserytterne fra dansk cyklings guldalder i 1980'erne og 1990'erne, som indrømmer at have taget doping. Andre stjerneryttere fra perioden som Bjarne Riis, Rolf Sørensen, Jesper Skibby, Søren Lilholt, Per Pedersen og Bo Hamburger har altid sagt, at de ikke tog ulovlige stoffer. Derfor har Brian Holms indrømmelse vakt opsigt. Selv vil han ikke sige, hvilke andre danske og udenlandske ryttere der forsøgte at skyde genvej til succes via doping. »I begyndelsen havde jeg tænkt mig at nævne navne i bogen. Og det var ikke kun på cykelryttere. Men jeg følte, at det var forkert. Jeg har selv prøvet at blive hængt ud af andre, og det er ikke særlig sjovt«, siger Brian Holm. Samtidig var han bange for, at for mange ord om doping ville fjerne opmærksomheden fra bogens egentlige formål: »Jeg er træt af, at der kun bliver skrevet om doping. Cykelsport er langt mere end det. Livet som cykelrytter er mere ekstremt, end folk tror. De har ikke nogen ide om, hvor hårdt det er«. Brian Holm var dog godt klar over, at han ikke kom uden om at skrive om doping. Alt andet ville være utroværdigt - især efter den store skandale med Festina-holdet under Tour de France i 1998, hvor det blev afsløret, at holdets ryttere systematisk blev dopet med det syntetiske hormon EPO, der øger mængden af ilt i blodet og dermed styrker idrætsfolks udholdenhed. Men det var ikke ønsket om at køre hurtigere, der fik Brian Holm til at gå over grænsen og tage et ulovligt stof. Det var netop det store fysiske pres. Et par gange tog han ulovlige piller, når han havde kørt fire måneders intensivt cykelløb næsten uden pause. Som han skriver: »Jeg taler om at være så træt, som mange mennesker ikke oplever at være i hele deres liv. Så træt at hvilepulsen om morgenen lå på omkring 60 slag i stedet for på de normale 40. Appetitten var forsvundet, man lignede en zombie og kunne ikke huske, hvornår man sidst havde haft morgensvaj på direktøren«. Det normale ville have været at holde 14 dages pause og komme til hægterne. Men Brian Holm valgte den anden mulighed: at tage en pille, som reparerede kroppen i løbet af et par dage. Pillen var på dopinglisten, men kunne kun spores i 24 timer efter indtagelsen. Brian Holm vil ikke ud med navnet på stoffet. Men han erkender, at det var snyd og langtfra etisk korrekt. »Vi var presset både psykisk og fysisk, fordi holdet skulle vise resultater. Og så valgte jeg den nemme løsning. Men i dag forstår jeg godt, at folk uden for cykelsporten ikke kan forstå, hvorfor vi sprøjtede os og tog piller«, siger Brian Holm. Han trækker lidt forlegent på skuldrene. Kigger lidt ned i bordet. Fingrene piller ved en småkage. Han vinker afværgende på spørgsmålet om, hvorvidt han har taget decideret præstationsfremmende stoffer som EPO og andre hormoner. »Selvfølgelig var jeg fristet, og derfor spurgte jeg engang min læge om hans mening. Men han sagde, at det skulle jeg ikke proppe i mig, fordi det ville være at gamble med helbredet. Bivirkningerne ville komme før eller siden«. Tjernobyl på cykel Selv i dag ærgrer det Brian Holm, at Festina-skandalen i 1998 fik »hele cykelfeltet til at fremstå som en flok stofmisbrugere«, som han udtrykker det. »Jeg havde det sgu dårligt. Folk troede jo, at cykelrytterne hver morgen stillede op på en lang række og blev dopet, før de skulle ud og køre løb. Men det havde intet med virkeligheden at gøre. De fleste cykelryttere er fornuftige mennesker, som godt kender grænsen«. I bogen nævner han dog også nogle eksempler på det modsatte. Der var holdkammeraten, som de kaldte Tjernobyl. Han var så dopet, at alle var overbevist om, at han ville sprænge i luften før eller siden. Tjernobyl betroede Brian Holm, at han ville tage al den medicin, der var nødvendig for at køre stærkt og blive stjerne. Og at han var ligeglad med, om brugen af doping ville forkorte hans liv, så han ikke blev 50 år. Den dopede holdkammerat vandt da også et par rimeligt store løb. Dengang havde Brian Holm ikke moralske skrupler over, at han ikke gjorde noget for at stoppe kollegaens dopingmisbrug eller anmeldte ham. »Mange sportsdirektører lægger et stort psykisk pres på deres cykelhold. Vi skulle jo vinde nogle løb. Hvis vi ikke gjorde det, fik vi skideballer hele tiden. Så vi var lettede, hvis en holdkammerat vandt et løb. Og så var vi ligeglade med, om vi kunne lide kollegaen, eller om han var dopet«, fortæller Brian Holm. Brian Holm er enig med Festina-holdets tidligere læge dr. Rijkart, der delte rytterne op i tre kategorier: dem der aldrig kunne finde på at dope sig. De ryttere der lejlighedsvis forsøgte sig med dopingstoffer. Og endelig dem der målrettet opsøgte en læge for systematisk at blive dopet. Omrejsende narkocirkus I tiden efter dopingskandalen i 1998 oplevede Brian Holm og de andre professionelle danske cykelryttere, at deres stjernestatus i den danske befolkning med ét var væk. Det var en idolstatus, der var blevet cementeret, da en meget stor del af den danske befolkning sad klistret til skærmen og overværede Bjarne Riis' sejr i Tour de France i 1996. Men nu var det slut. »Vi gik fra at være stjerner, der ikke kunne gøre noget forkert, til at vi åbenbart gjorde alt forkert. Det gik så hurtigt, at det varede et stykke tid, før det gik op for os«, fortæller han. Brian Holm mener, at medierne gav befolkningen det indtryk, at »vi var en bande gangstere i et omrejsende narkocirkus«. Kritikken i medierne fik også et kontant efterspil for Brian Holm. I bogen beskriver han, hvordan han en dag sad sammen med en ven på en pæn café i København, hvor der kom en nydelig mand over til deres bord. Manden stirrede på Brian Holm, fnyste »EPO-svin«, drejede om på hælen og gik sin vej. »Faktisk har jeg oplevet noget, der var endnu værre, hvor folk ville give mig bank, men det har jeg valgt ikke at fortælle om«, siger han. Derfor har Brian Holm haft et behov for gennem bogen at forklare offentligheden, hvordan han oplevede cykelsporten indefra. At det hele ikke kun handlede om sprøjter og piller. Men også om det hårde slid. Frygten for at styrte i løbene. Det mentale kick efter en hård træningstur. Og venskaberne. Som da han fortsatte med at køre løb, selv om han efter løbene kastede blod op. Han var jo i topform, og nu skulle der vindes cykelløb. Først da det blev værre, gik han til sin læge og fik diagnosen mavesår. Eller da han under en bjergetape i Tour de France i 1989 fik krampe i hele kroppen og drattede af cyklen. Lægen og chaufføren baksede ham ind i ambulancen, og han fik et drop med saltvand i armen. Pludselig stod sportsdirektøren i døråbningen til ambulancen og råbte og skreg. Sportsdirektøren flåede droppet ud af hans arm og lovede ham en fyreseddel, hvis han ikke gennemførte etapen. Det gjorde han så. Eller de lange træningsture, hvor kroppens endorfiner efter et par timer får hele organismen til at arbejde som en motor, mens hjernen står på 'standby'. Og når smerterne alligevel trænger igennem efter fem-seks timer i høj fart, hvor øjnene løber i vand, og der skæres tænder. Alligevel er man i en form for naturlig rus og har lyst til at fortsætte selvpineriet. Som Brian Holm konstaterer: »Enten forstår man glæden ved smerten, når man presser sig til det yderste, eller også gør man ikke«. Endelig er der skyklapperne. Den psykiske isolation fra resten af den pulserende verden. »Der er ikke nogen verden udenfor. Vi havde ikke energi til at koncentrere os om andet end den næste træning og det næste løb«, fortæller Brian Holm. I de lange kedelige træningslejre slog cykelrytterne fritiden ihjel med billigbøger som Bill og Ben, Morgan Kane og Nick Carter. »Engang brugte jeg fritiden på at lære alle verdens hovedstæder udenad, og da jeg kunne dem i søvne, læste jeg, hvad jeg kunne opdrive om pyramiderne i Mexico og Ægypten. Derefter øvede jeg mig på Storm P.-citater et par måneder, mens tiden gik«, skriver Brian Holm i bogen. I karrierens efterår begyndte Brian Holm at få mere lyst til at læse aviser. Men det måtte foregå diskret. »Sportsdirektørerne kunne ikke forstå, hvis man læste avis aftenen før et løb. De blev stiktossede. Hvorfor læse avis, når man skulle koncentrere sig om løbet? Vi skulle helst ligge i vores seng og gennemgå hele ruten i hovedet«, siger Brian Holm. På et tidspunkt ringede han til Jesper Skibby og spurgte: »Hvad laver du egentlig, når du ikke cykler?«. »Han sagde, at han læste cowboybøger og så tv. Han havde ikke energi til andet. Så fik jeg ro i sjælen. Det var åbenbart ikke kun mig, der brugte fritiden på den måde«, fortæller Brian Holm. Tomrummet Og så er der tomrummet, når cyklen stilles i stald efter en lang karriere med medieopmærksomhed på godt og ondt. På trods af den surrealistiske morgen i 1997 med kæresten fortsatte Brian Holm lidt endnu. Men tanken om at stoppe modnedes. Og et styrt under Rai Derny Grand Prix i Amsterdam senere samme år satte for alvor tankerne i gang. Cyklen gled væk under ham, da han kørte gennem et sving, hvor regnen havde gjort et fodgængerfelt nærmest isglat. Brian Holm rutsjede med 60 kilometer i timen ind i kantstenen, som han ramte med ryggen først. Benene var følelsesløse. Han kunne ikke bevæge dem. Armen var flænset, så man tydeligt kunne se en knogle. Samaritterne gik ud fra, at ryggen var brækket. Og de kaldte på en båre. »Mens jeg lå og ventede, lovede jeg mig selv, at jeg aldrig ville sætte mig på en cykel igen. Heller ikke hvis det skulle vise sig, at ryggen alligevel ikke var brækket«. Det viste sig, at ryggen ikke var skadet. Og efter 14 dage i kørestol trådte Brian Holm igen i pedalerne ude på landevejen. Men nu var tanken modnet. »Efter alle disse små vink med en vognstang besluttede jeg mig langt om længe til at stoppe«, fortæller han. I 1998 forlod han den professionelle cykelsport som aktiv. Det var som at »komme ud i det civile liv efter 15 år i fængsel«, som Brian Holm konstaterer. Selv små dagligdags ting som at gå på posthus var en ny oplevelse. Og så var der kedsomheden. Ifølge Brian Holm var det mest sindsoprivende, der skete i det første år efter karrierens afslutning, at Nordre Fasanvej blev lukket på grund af vejarbejde. I dag er han dog travlt optaget. Når han ikke bruger tiden på cafeen Kong Pedersen, som han er medejer af, følger han de danske topryttere i sin egenskab af chef for landsholdene under Danmarks Cykle Union (DCU). »DCU kendte ikke til bogens indhold, og jeg var lidt nervøs for, hvordan ledelsen ville reagere«, fortæller Brian Holm. Han behøvede dog ikke at være bekymret. DCU-formanden Peder Pedersen kaldte Brian Holm for »det mandfolk, vi har ventet på i årevis«, da dopingindrømmelsen i bogen blev offentligt kendt i den forløbne uge. Peder Pedersen mener, at Brian Holms ærlighed er med »til at gøre op med, hvad der er myte og virkelighed i cykelsporten«. Selv er Brian Holm bare glad for, at det er lykkedes at få et meningsfyldt liv efter karrieren. Og så bliver cyklen også hevet frem, når han regelmæssigt cykler motionsture sammen med vennerne. Som han formulerer forskellen på dengang og nu: »Nu er det bare fandens rart, at man kan blive hjemme, når det regner«.