Det var en dag i foråret 1990, at Hans la Cour traf beslutningen om at bryde med Tvind. Beslutningen blev truffet uden for det mondæne Maeva Beach Hotel på Tahiti, hvor Tvinds leder, Mogens Amdi Pedersen, og hans faste ledsager, Kirsten Larsen, var kommet til i en stor lejet Mercedes og havde indlogeret sig i suiten på øverste etage. Hans la Cour havde i tre år rejst rundt på et Tvindskib i Stillehavet på arbejde for Tvinds humanitære fond. Nu var han blevet overfuset af Amdi i suiten på øverste etage. Amdi havde kaldt ham »ussel og uforbederlig« og beskyldt ham for at svigte kammeraterne i Danmark og den fælles sag. Og til sidst havde han sendt Hans la Cour ud af suiten, mens hans skæbne blev afgjort indenfor. Skulle han fortsætte på skibet eller skulle han sættes af? Det var ikke noget nyt, at det var Amdi, der traf beslutningerne i Hans la Cours liv, og han havde ofte før oplevet at blive overfuset og nedgjort af Tvindlederen. Som de fleste andre i Tvind. Hver gang havde han bøjet nakken, men denne gang var det blevet for meget. »Jeg kiggede tilbage på hotellet og tænkte pludselig klarere, end jeg nogensinde havde gjort før ... Jeg er færdig med dem«. Hans la Cour beskriver sin beslutning om at bryde med Tvind i en ny bog med titlen 'Den Rejsende'. Nogle uger senere stod han af i New Zealand. Med sig tog han en stak papirer om Tvinds »såkaldte forskningsprojekter«, som blev brugt til at trække skattefrie penge ud af Tvinds humanitære fond. »De skulle være min forsikringspolice. Hvis Tvind nogen sinde fandt på at genere mig, så havde jeg ammunition nok til at give igen i rigeligt mål«. I de næste 10 år havde Hans la Cour dog rigeligt at gøre med at starte et nyt liv som et helt almindeligt menneske, blive gift og få to børn i New Zealand, hvor han i dag bor og arbejder som freelancejournalist. Først i august 2000 dukkede han og hans papirer igen frem til den danske virkelighed, da han medvirkede i en dokumentar om Tvind på TV 2. Det blev startskuddet til en omfattende politiefterforskning, ransagninger på otte Tvindkontorer, sigtelser mod syv personer i Tvinds ledelse og anholdelsen af Mogens Amdi Pedersen i lufthavnen i Los Angeles. Og når Amdi Pedersen om kort tid kommer til Danmark, og retssagen begynder i begyndelsen af det nye år, er Hans la Cour et af hovedvidnerne. Han er ikke utilfreds med, at Amdi Pedersen, nu kommer til at stå til regnskab for en domstol, men han afviser, at han på nogen måde er hævntørstig. Hans nye bog er derfor heller ikke et sidste stød til Tvind og Amdi Pedersen men derimod et forsøg på at beskrive, hvad der får folk til at ofre tid, penge og personlig frihed for den fælles sag. »Det er en beretning om, hvad der sker inde i et ungt menneskes hoved. Jeg vil fortælle, hvad der fik mig til at gå ind i Tvind, hvad der driver værket og får mennesker til at blive der, og jeg vil fortælle om alt det gode arbejde, som også foregår i Tvind«, siger Hans la Cour. Korrupt system Og selv om bogens 365 sider er alt andet end et skønmaleri, så fastholder Hans la Cour i dag, at han »havde det godt det meste af tiden i de 18 år«. Eller som han skriver i forordet: »Jeg var en del af et ofte korrupt system, men samtidig også deltager i et fantastisk rigt fællesskab med næsten uendelige kræfter. Jeg arbejdede på skoler, der gav deres elever ekstraordinære og rige oplevelser, men som også udviste en ond foragt for afvigende meninger og rimelig kritik«. For Hans la Cour begyndte de 18 år med Tvind i 1972, da han som 18-årig nybagt venstreorienteret og langhåret student fra Ribe blev optaget på Det Nødvendige Seminarium i Ulfborg. Efter tre år i det traditionelle danske gymnasium var han tiltrukket af den nye pædagogik, rejserne og den internationale solidaritet, som Tvind markedsførte sig med. På seminariet røg studielånene i den fælles kasse, og der blev købt gamle busser, som blev sendt til Tyrkiet, Iran, Afghanistan, Pakistan og Indien. Den unge Hans la Cour skrev begejstret hjem til sine forældre: »Det, vi har startet, er ikke et projekt, der bare varer fire år. Det vil nok tage hele vores liv«. I kampen mod fattigdom og udbytning blev de unge mestre i at skaffe sig gratis tag over hovedet og mad. »Det faldt os ikke ind, at vi - hvad vi end måtte mene om os selv - var en flok unge og rige turister, som brutalt sagt levede på nas hos de fremmede folkeslag, vi besøgte«. Da Hans la Cour efter fire år var færdig med uddannelsen på seminariet og brændende ønskede at blive optaget i Tvinds lærergruppe, som skulle vise de nye studerende vejen og føre dem til Indien, blev han for første gang udsat for Amdi Pedersens vrede, da han ikke kunne gøre rede for, hvorfor han ville være lærer. »Forbandet forræder«. »Hvad skal vi stille op med sådan én?«. »Du tror, du ved noget, men du ved intet, intet som helst«, citeres Amdi for at brøle, mens tilhørerne passivt så til. »Mens min person således blev pillet i stumper og stykker; mens jeg på det nærmeste blev reduceret til en uduelig og ubrugelig og uværdig menneskelig affaldsdynge; så sad jeg der og tænkte på Mao Tsetung. Min indre psykologiske afværgemanøvre - som jeg naturligvis ikke sagde noget om - bestod i at retfærdiggøre hvert ord, de sagde, og samtidig ruste mig til at tage fat og forbedre min person, når det hele var overstået«. Lommepenge Og sådan underkastede Hans la Cour sig fællesskabet og blev optaget i Tvinds lærergruppe. Han fik job på en almindelig folkeskole i Helsingør, hvor han arbejdede i dagtimerne. Om aftenen, om natten og i weekender og ferier arbejdede han for Tvind. Hans og de andre skolelæreres løn blev indbetalt til Tvind - med 80 procent skattefradrag - og Tvind betalte lommepenge til dem. I begyndelsen af 1980'erne fik han job på en skole i Roskilde og flyttede sammen med fire andre Tvindlærere i en etværelses lejlighed på Gormsvej i Roskilde. De byggede en treetagers køjeseng, og Hans la Cour sov på en skumgummimadras. »Vi fem fastansatte skolelærere tjente tilsammen omkring 800.000 kroner om året. Huslejen var 350 kroner om måneden eller 4.200 årligt«. Resten af pengene gik i Tvinds fælles kasse, hvorfra der blev delt kostpenge ud, og lærerne konstant fik besked på at spare. »Amdi og Kirsten lancerede ideen om at spise svinefoder«, skriver la Cour. Det blev kogt som en slags havregrød og smagte rædselsfuldt, men det var billigt. Senere fandt Tvindledelsen ud af, at maden kunne skaffes helt gratis ved at gå på rov i de affaldscontainere, som supermarkederne brugte til varer, hvor sidste salgsdato var overskredet. Lærerne blev sendt ud i containerne ved midnatstid i Roskilde Efterskoles stationcar. Når de skulle på arbejdsweekend, fik de ordre til at blaffe eller snyde sig med toget. Da de rosende artikler om Tvind i pressen blev afløst af mere kritiske artikler i 1978, blev avislæsningen stoppet på Tvindskolerne. Året efter gik Amdi under jorden. Hans la Cour beskriver i bogen, hvordan han blev optaget i »den udvidede koordineringsgruppe«. 25 veteraner fra Tvinds lærergruppe, som blev kaldt til møde i et hemmeligt rum på Tvinds æbleplantage i Daugård uden for Vejle. Her forklarede Amdi, hvordan Tvind med sine skoler, sin Ulandshjælp fra Folk til Folk og vindmøllen i Tvind var på vej til at tage magten i Danmark. »Magthaverne er desperate. Vi fører allerede vores egen udenrigspolitik. Jeg kan tage telefonen og ringe til Robert Mugabe, Zimbabwes præsident, her og nu ...Vi har i dag større indflydelse i det sydlige Afrika end regeringen. Faktisk er vi regeringen i afrikanernes øjne, og det er vi nødt til at indse. På uddannelsesområdet har vi etableret vores eget system med skoler, der langt overgår den danske regerings skoler i tilbud og undervisningskvalitet. På energiområdet har vi bygget vindmøllen i Tvind og etableret et eksempel på alternativ energi, som gjorde, at regeringen ikke kunne indføre atomkraft. Men vi har sovet i timen. Vi har ikke indset hvor langt fremme vi er, og vi har ikke forstået, at vi møder kraftig modstand hos magthaverne, fordi de ser os som en regulær trussel mod systemet. Vi må forberede os på den dag, vi rent faktisk tager magten«. Forsamlingen lyttede med åben mund, skriver Hans la Cour, og Amdi fremlagde sine planer om en ny hemmelig regering. Rejsen mod friheden I 1987 havde Hans la Cour arbejdet et par år som lærer på Den Rejsende Højskole, hvor han i mangel på elever var sat til at lave vedligeholdelsesarbejder. Han var ved at køre sur i det hele, da Amdi Pedersen sendte ham ud at sejle på et gammelt fyrskib for at finde egnede projekter til Tvinds nye humanitære fond, som Tvindlærerne kunne indbetale en del af deres løn til med skattefradrag. Hans la Cour og hans besætning gennemrejste Panama, Costa Rica, Guatemala, Belize og Mexico, hvor de fandt fattige fiskere og bønder, som havde brug for støtte, og Hans la Cour skrev ansøgninger om støtte til Tvind-fonden. »Men de hørte aldrig siden noget, og det havde aldrig været meningen, at de skulle have så meget som en rød øre«, siger Hans la Cour, der netop ser det som Tvinds forbrydelse. Undervejs på turen i Stillehavet begyndte tvivlen at nage. En kvinde i besætningen sagde ligeud, at Tvind udnyttede de fattige, som man foregav at hjælpe. Men Hans la Cour skød tvivlen væk, da Amdi gjorde ham til leder af projektet The Return of Marco Polo, hvor han fra skibet skulle lave tv fra verdens fattige lande. Det var det skib, der førte ham til Tahiti og til det afgørende møde med Amdi Pedersen. Hans la Cour havde nu været væk fra Danmark i tre år og dermed langt fra det sure slid og isolationen på Tvind-skolerne. To gange på sin tur havde han mødt en ung kvinde, som han blev forelsket i, men begge gange stoppede han, fordi det var uforeneligt med arbejdet i Tvind. »De ville aldrig kunne acceptere, at jeg på den måde var 'illoyal' over for lærergruppen. De ville mene - uanset hvad jeg selv måtte bedyre at jeg ville være ude af stand til at lave mit arbejde, og at jeg nu ikke længere kørte den såkaldte 'fælles linje'. At få en kæreste 'udenfor' blev set som en delvis mistillidserklæring til Lærergruppen«, skriver Hans la Cour. Men da han tredje gang mødte en kvinde, ville han ikke bøje sig. Hun fik lov at sejle med Marco Polo. Rygtet nåede Amdi, og det var en af grundene til, at Hans la Cour den dag i foråret 1990 mødte hans raseri i hotelsuiten på Tahiti. Hans la Cour skriver: »Hvad i helvede bilder du dig ind? sagde han. At oprette sin egen private elskovsrede om bord. Du som er leder af hele projektet om bord. Har du glemt, hvorfor du er om bord?« Hans la Cour blev sendt ud for at vente på dommen, som blev forkyndt et par timer senere i suiten: Han kunne fortsætte på skibet, men måtte stoppe sit forhold til kvinden. Hvis han blev grebet i at fortsætte, ville han blive sat af med det samme, om det så var på en øde ø, sagde Amdi ifølge bogen. »Jeg forstod. Og i samme øjeblik sagde jeg til mig selv, at før eller siden ville manden komme til at stå til regnskab for sin måde at behandle andre mennesker på. Lige meget, hvad der nu skete, var jeg færdig med Tvind«.