0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det smukkeste rum

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

På skiltet ved siden af den brede dør står der 'Sektionsstue'.

»Det er det smukkeste rum«, siger Jørgen Lange Thomsen og stiller sig midt i rummet.

Der er lyst derinde. Højt til loftet. Store vinduer og hvide fliser langt op ad væggene. I midten af rummet står to metalborde. Der er render i siderne, så blod og kropsvæske kan løbe væk. Der ligger ikke nogen på bordene, og der er gjort rent efter morgenens obduktion.

Ovre ved den ene væg står et skab med glaslåge. Der ligger en hob af instrumenter. Store som små - sakse, skalpeller, knive, pincetter, mejsler, hamre. Og en suppeske ligger der også. Den bruges til at samle blod op. For eksempel hvis der er gået hul på hjertet. Så skal man måle, hvor meget blod der er løbet ud i brysthulen.

»Det er nogle af de bedste faciliteter i verden, og lige som det skal være. Lyst, højt til loftet og god udsugning«, siger Jørgen Lange Thomsen. Han har lige skrevet bogen med den nøgterne titel 'En retsmediciner fortæller'.

Han skrev den for at få aflivet nogle af de fordomme, der er omkring retsmedicinen. For at komme nogle af de billeder til livs, som tv-serier og film har givet af smarte retsmedicinere, der selv fanger forbryderne. For at fortælle, at retsmedicin ikke kun er noget med forrådnede lig.

Jørgen Lange Thomsen er den ene af de to retsmedicinere, der er på Fyn, som politiet kan ringe til døgnet rundt. Meget af arbejdet som retsmediciner er også undersøgelser af torturofre, voldtægtsofre, incestofre og gerningsmænd. Nogle gange er han også i Grønland, når politichefen i Nuuk ringer og beder om det. De har ingen retsmedicinere, så han er deroppe et par gange om året.

Han er medlem af Amnesty Internationals lægegruppe, og han tager også på rejser for andre menneskeretsorganisationer. Blandt andet har han været i Nepal, Mexico, Israel, Kosova - for at lave obduktioner og dokumentere brud på menneskerettigheder. Han har også været med i arbejdet omkring Ground Zero i New York.

Alt det kræver sin mand. Og der er da også næsten skræmmende meget af den 58-årige retsmediciner. Over 190 centimeter høj. Solid og kraftig. Og ansigtet, med alvoren, der hænger over panden, som tunge folder. Man kan skære sig på det ansigt. Eller rettere sagt, det er, som om det skærer en op.

Vi går ud af sektionsstuen og ud på gangen. Der er kun få meter over til hans kontor.

Den første obduktion
Jørgen Lange Thomsen lavede sin første drabsobduktion i midten af 1970'erne:

»Det var en kvinde, der havde fået kloroform. Hendes mand var kommet bagfra og havde holdt en klud over munden på hende, så hun mistede bevidstheden. Så satte han strøm til hende. Hun lå så med ledningerne på sig ovre fra kontakterne i væggen«.

»Det var på en af mine første vagter, og det var om aftenen. Dér tænkte jeg, at det her fag - der sker noget. Der er nogle oplevelser i vente«, siger han med sin tunge stemme.

I dag har han lavet tusinder af obduktioner, og han har set de mest ekstreme resultater af den menneskelige natur. Dengang i 1970'erne var han stadig ny i faget, båret dertil af tilfældigheder.

»Vi var fem børn, mellem to og otte år, og det var mig, der var den ældste. Vi boede der på Nørrebro, i Nordvestkvarteret«.

»Da jeg var otte år, blev min mor alene. Det var hårdt. Fire år efter, som 12-årig, kom jeg på Sorø Akademi. Det var så min redning. Jeg ved ikke, hvordan det ellers var gået. Det er jo ikke til at sige«.

Derfor har han tænkt over barndommen, vendt og drejet den:

»En lang periode troede jeg, at når jeg var helt umulig, så var det på grund af mit miljø, som jeg voksede op i«.

»For eksempel det, at jeg er meget hidsig - jeg havde sågar svært ved at styre mig på gaden, hvis folk generede mig. Altså ikke fysisk, men jeg har råbt og skreget. Det er blevet bedre med årene, og jeg kan bedre styre det i dag«.

Ingeniør eller læge
I 1970 bliver den 26-årige Jørgen Lange Thomsen læge fra Københavns Universitet. Og, med lidt omveje på forskellige hospitaler og afdelinger, bliver han fem år senere ansat på retspatologisk afdeling på universitetet:

»Så var jeg hooked. Det bliver man altså med retsmedicin«.

»Det er dels puslespillet, altså hjerneudfordringen, det at komme til en sag, man ikke kender i forvejen, og så prøve at slutte bagud, for at finde ud af, hvad der er sket. I de fleste sager er der faktisk sådan et puslespil, hvor der er noget, vi skal se at få til at falde på plads«.

»Selv hos en person, en alkoholist, der har ligget død i en lejlighed i to måneder. Hvordan lå han? Havde døren været låst? Var der mulighed for indbrud? Den medicin, der lå der, kunne han være død af den, hvor meget manglede der af den? Og så videre. Småting, som der faktisk er i alle sager«.

»Retsmedicin er en tryllekreds, man kommer ind i. Der er så mange ting, og man kommer så langt ud i ekstremerne med klienterne, både med de døde og de levende. Man prøver sig selv af på situationerne og får lejlighed til at teste sine reaktioner«.

»Selv om jeg er objektiv i sagerne, så er man jo i bund og grund en klangbund af de ting, der sker. Der er en resonans, eller en vekselvirkning, mellem ens arbejde og en selv. Man lærer sig selv at kende, og man lærer noget om sine grænser. Om hvad man synes er godt og dårligt, ondt og godt, sundt og grimt.

»Men nu synes jeg efterhånden, at jeg kender mig selv og mine grænser. Jeg kan tåle at lave fejl nu. Det har jeg haft svært ved. Det er, når man har et svagt ego og et svagt sind, så kan man ikke tåle at lave fejl«.

Vil frelse verden
Efter nogle år på afdelingen bliver han lektor på universitetet. Året efter, i 1983, bliver han medlem af Amnesty Internationals lægegruppe:

»Jeg er jo vokset op i 1960'erne, hvor vi råbte og skreg om, hvordan verden skulle blive bedre, om, hvad der var rigtigt og forkert. Men jeg gjorde jo aldrig noget. Nu havde jeg så alle muligheder for at gøre en forskel. Det har jeg altid været meget bevidst om, at man kan noget. Enhver idiot kan gå og råbe op. Og det har jeg da også gjort, men nu havde jeg noget at have mine meninger i«.

»Det var noget med at frelse verden. Intet mindre. Selvfølgelig kan man ikke gøre det. Men har man reddet bare ét menneske, så har man da gjort en forskel«.

»Det var for at gøre noget nyttigt, der betød noget i en større sammenhæng - at komme ud i verden, hvor der ikke er ret mange retsmedicinere, hvor systemerne slår deres egne folk ihjel. Hvor de mennesker, der er sat til at beskytte borgerne - politiet, militæret, politikerne - slår deres borgere ihjel, er noget andet. At komme udefra og gå ind i sådan et land for at påvise, hvad der sker, og dermed gøre en forskel. Det appellerede til mig«.

Egentlig kunne han være begyndt på arbejdet med Amnesty International langt tidligere. Men det var det stykke papir, han fik, da han blev lektor, der gjorde forskellen. Nu troede han på sig selv.

»Det dér med ikke at blive troet på. Det kan gøre mig virkelig deprimeret, og det har været et af mine store problemer. Jeg har en medfødt øjenlidelse. Jeg kan ikke holde øjnene fast. Det hedder nystagmus. Især når jeg er træt eller om morgenen, så flakker mine øjne. Og det er blevet tolket som upålidelighed, og jeg har fået mange bank for det. I skolen i Sorø var der en biologilærer, der fandt ud af det. Han fortalte det så til de andre lærere. Det hjalp faktisk lidt på troværdigheden dengang«.

»Hvis ikke jeg har papir på, at jeg er dygtig, så vil jeg ikke, for så er man for nem at vælte af pinden. Så kan man heller ikke nøjes med bare at lave arbejdet, men skal også forklare, at man er dygtig. Men i det øjeblik jeg blev lektor på Københavns Universitet, så havde jeg stemplet på, at jeg kunne retsmedicin, at jeg var specialist«.

Han er stadig medlem af lægegruppen, og han laver også opgaver for andre menneskeretsorganisationer. For at dokumentere brud på menneskerettighederne.

Næste gang han skal af sted, er i september. Det er til Kosova, hvor der stadig ligger omkring 1.000 uidentificerede døde tilbage. På et tidspunkt skal han også til Eritrea. For at undervise de lokale læger i landet, der ingen retsmedicinere har. Men på grund af familien er han begyndt at sige nej til opgaverne.

Otte børn
Inde på kontoret hænger platter fra forskellige retsmedicinske konferencer, som han har været til i udlandet. Der er også en platte fra Syrian Society for Forensic Medicine. Nedenunder hænger en børnetegning. Dem er der flere af rundt om i kontoret, sammen med fotografier af børnene. Han har også otte børn. Den ældste er 31 år. Den yngste er 13 dage gammel.

»Jeg har fri i to dage, for vi skal have konfirmation. Eller rettere nonfirmation. Det er min datter på 13, hun tror ikke på noget. Det er noget pjat, siger hun«, og Jørgen Lange Thomsen skyder et smil ud af ansigtet.

Han synes ikke selv, at det er noget pjat. Han har bare ikke fundet den rigtige tro endnu, men han har søgt i de fleste afkroge, fra den danske profet Martinus til buddhismen:

»Siden jeg var helt ung, har jeg været meget optaget af det religiøse. Jeg ville vide, hvad det her drejede sig om. Men jeg tror ikke på noget. Det er det forfærdelige. Det giver utryghed, desperation. Det er intetheden, der skræmmer mig. Jeg er meget misundelig på dem, der har en tro«.

En del af det er spørgsmålet om, hvad der sker efter døden. Og manden, der har set mere død end de fleste, er ikke selv tryg ved den. Måske det er bedre at være retsmediciner, hvis man er dødsangst. I hvert fald bruger han sit arbejde til at lede efter svar:

»Ja, altså - jeg har det dårligt med døden. Den biologiske død har jeg det fint med. Jeg ved alt om den. Tror jeg, i hvert fald så meget som man på mit niveau kan vide om den. Mere end mennesker almindeligvis ved om døden. Men min egen død, den har jeg det dårligt med«.

»Grunden til at mange synes, det er interessant, er, fordi jeg er retsmediciner. Og der er man vant til, at de er helt fortrolige med døden. Men det er vi ikke. Den biologiske død, jo, som en del af naturen, forfaldet og hvad der sker efter døden. Men vi er lige så meget på den som alle andre«.

Størknet blod og juleindkøb
I sin bog har han skrevet et af kapitlerne som en dagbog. På et tidspunkt fortæller han om en sag, han bliver kaldt ud til. Det er klokken 13.10, at politiet ringer. Han kører ud til et gerningssted, der skal undersøges. En mand ligger i en størknet blodpøl med en kniv ved siden. Den ene hånd er næsten skåret af. Han har ligget død i et par måneder, og det ligner selvmord. Tre timer senere kører han datteren Amelie »til samspil på violin i Årslev. Derefter juleindkøb og 'Krummerne'«.

Men hvordan holder man de to verdener så adskilte? Med 30 års obduktioner, undersøgelser af torturofre og voldtægtsofre, mener Jørgen Lange Thomsen ikke, at det er kynisme:

»Når jeg går fra den døde mand dér, så er det væk. Der er ikke noget neurotisk ved det. Det er ikke en ind-under-gulvtæppet-tænkning. Jeg vil kalde det professionalisme. Hvis jeg tænker videre og tumler med noget, så er det, fordi jeg ikke har været dygtig nok. Det er fagligt. Alle dem, der er i faget, de har det sådan. De, der ikke har det sådan, de holder altså hurtigt op«.

Sådan en mand, der har ligget død i en lejlighed i et par måneder, lugter slemt. Med over tusind obduktioner i næseborene har Jørgen Lange Thomsen vænnet sig til liglugten:

»Jeg kan jo ikke lide den, vel? Men på en eller anden måde bliver den jo fortrolig. Du ved, det man kender og har set mange gange. Der bliver næsten noget trygt ved det. Det er jo fuldstændig vanvittigt, ikk'?«.