Siden 1984 har 45-årige Fadia Faqir boet i England. Efter nogle års pionerarbejde for islamisk kønsforskning er hun i dag en respekteret akademiker, der har en stilling som lektor ved Center for Mellemøstlige og Islamiske Studier i Durham. Fadia Faqir er også en velanskreven forfatter til to romaner samt en engageret debattør. Der er dramatisk langt fra hendes nuværende liv til hendes barndom og ungdom i Jordan. Som ung befandt hun sig »et sted under nulpunktet«, som hun formulerer det. »Og det tog mig mange år at komme mig over en undertrykkende opvækst«. Kataloget af rædsler er tykt: »For eksempel mistede jeg forældremyndigheden over mit barn, fordi jeg ønskede skilsmisse fra min mand. Han ville ikke give mig skilsmisse. I stedet fik jeg et valg, som jeg ikke ønsker for nogen kvinde i verden: Jeg skulle vælge mellem min forstand og mit barn. Enten ville jeg blive erklæret sindssyg og tvangsindlagt. Eller også skulle jeg give afkald på min søn«. »Jeg valgte min forstand og forlod Jordan. Efterfølgende tog det mig ni år at få forældremyndigheden over min dreng tilbage«. I sin roman 'Saltstøtter' skriver Fadia Faqir om en kvinde, der mister sin søn og bliver tvangsindlagt. Den del af romanen er delvist selvbiografisk. Og det tog forfatteren adskillige år, før hun fik mod på at skrive om skilsmissen og dens konsekvenser. »Først nu er jeg i stand til at sige: Right, jeg kan ikke ændre fortiden. Jeg må lægge den bag mig. Men jeg ved, at havde jeg ikke haft alle de problemer, så havde jeg nået meget mere i mit liv, end jeg har. Og det er ikke usædvanligt, at arabiske kvinder tænker sådan. Som arabisk, muslimsk kvinde må man overkomme så mange hjerteknusende udfordringer«. »Problemerne bygger vores karakter op. Men de æder samtidig vores energi og vores tid. Og graden af lidelse er så stor, at det er meget, meget vanskeligt at nå til et punkt, hvor man har sine egne synspunkter og har skabt sig et selvstændigt fodfæste«. Med verden imod sig Fadia Faqir understreger, at hendes personlige baggrund ikke er enestående. Der findes - stadig - mange muslimske, arabiske kvinder, der ligesom hende havner i alvorlige problemer, hvis de ikke tier og samtykker. I sit voksne liv har forfatteren og universitetslektoren fra Jordan og England flyttet sig mere, end man kan forvente af et enkelt menneske. Både geografisk og mentalt. I dag udstråler den sofistikerede og veltalende kvinde selvtillid og klasse, mens hun argumenterer for ofte kontroversielle synspunkter. Som en scenevant underviser taler hun i lange, sammenhængende kæder af sætninger. »Hvis man er araber, så er man bunden i mange amerikaneres og europæeres øjne. Efter 11. september er der foregået noget, jeg kalder en førsteklasses kollektiv medieødelæggelse i den vestlige verden. Hele befolkninger er forsvundet i skyggen af enkelte personers grusomme, terroristiske handlinger«. »Det er på mange måder ganske forfærdeligt at være araber i dag. Min søn er en ung, arabisk mand i England. Efter 11. september er han blevet meget opmærksom på, hvordan omverdenen reagerer, når han færdes sammen med andre arabiske mænd. Omgivelserne virker frygtsomme på en anden måde, end når han går sammen med sine britiske venner«. »Men delvist har muslimerne selv ansvaret for, hvordan vi bliver beskrevet i medierne. Da jeg sidst var i Jordan for at undervise, sad eleverne og hyggede sig med lidt frokost og en øl bagefter. Hos dem er der ingen panik at mærke. Man fornemmer heller ikke noget brændende ønske om at gøre sig gældende i medier eller i politik«. »Jeg spurgte dem: Hvorfor har I ikke en iver efter at komme til orde? Som arabiske muslimer har I hele verden imod jer. I burde rejse jer og være med til at give et mere nuanceret og kritisk billede af muslimer i de arabiske lande. I har selve globaliseringen imod jer. Regeringer, politik og økonomi - og så sidder I og hygger jer«. Giv dem uddannelse Ind imellem talestrømmene tager Fadia Faqir en tår af sin efterhånden meget lunkne kop kaffe. Med en løftet hånd lader hun samtidig forstå, at hun ikke er færdig med det emne, hun er i gang med. Få sekunder senere taler hun videre: »Imidlertid kan man ikke kun lægge skylden på araberne selv. Jeg læste i en rapport fra FN, at man i den arabiske del af verden i gennemsnit bruger tre procent af bruttonationalprodukterne på uddannelse og sundhed. Tilsammen. Hvordan i alverden skulle man så kunne producere generationer, som for alvor forstår verden og kan tænke selvstændigt og rationelt? Og hvorfor ignorerer den vestlige verden, at man i de arabiske lande har universitetsstudier uden bøger?«. »Hvis man ønsker, at muslimer skal kæmpe med ord i stedet for med våben og vold, så skal man sende dem bøger. Giv dem uddannelse. Moderniser dem indefra i stedet for udefra. Frigørelse af afghanske kvinder er ikke at tage deres slør og tilbyde dem læbestift i stedet. Frigørelse er at skabe kvalitetsskoler og universiteter i Afghanistan og på den måde sørge for, at kvinderne får en uddannelse«. »Men det ønsker den vestlige verden ikke. I Vesten ønsker man først og fremmest, at arabere skal være forbrugere. Ikke uddannede forbrugere. Vi skal vide, hvordan man bruger et kreditkort. Ikke hvordan vi bruger hjernen«. De efterhånden mange år i Storbritannien har gjort Fadia Faqir til en mere nuanceret feminist, end hun var, da hun forlod Jordan. Dengang troede hun, at vestlige kvinder var frigjorte. Nu har hun lært, at der i Vesten findes mere skjulte måder at diskriminere på. Og hun har også af egen erfaring lært, at det i det akademiske miljø ofte er kvinderne, som er de første til at diskriminere hinanden. »Jeg arbejder på et mandsdomineret institut, hvor jeg føler, at jeg har været en af pionererne. Som arabisk, muslimsk kvinde og indvandrer har jeg været med til at åbne døre og ændre nogle ting. Interessant nok er det næsten altid kvinder, som forventer, at jeg er sekretæren og ikke lektoren«. »Også til dem siger jeg, hvad jeg mener. Hvis man er frustreret over det, så kan man opsøge en psykolog. Jeg forsvinder i hvert fald ikke. Jeg passer mit arbejde, og man slipper ikke af med mig«.