Engang ville operasangeren Kim Borg forære sin kone et smykke. Men hun ville meget hellere have den årgang af Adressekontorets Efterretninger, hvor Struensees henrettelse var beskrevet. Så det fik hun. En perle i den enorme samling af tidsskrifter og blade, som den 78-årige Ebon Borg tålmodigt har bygget op i løbet af et halvt århundrede. »Smykker har aldrig sagt mig noget. Jeg vil hellere have en god årgang«, siger Ebon Borg. Nu har hun selv skrevet en bog. Om sit brogede og begivenhedsrige liv med Kim Borg, den store samling af periodica og en livlig ungdom, hvor hun souperede på Cecil i Stockholm og flirtede med et hav af forfattere, filmfolk, diplomater og statsmænd. 'Med i bagagen' udkom på forlaget elkjaeroghansen i mandags. Skrevet på Kim Borgs skrivemaskine. Uden farvebånd. »Det røg efter et par kapitler. Og jeg aner ikke, hvordan man skifter det. Så jeg gik ned og købte noget kalkerpapir, som jeg stak ind mellem to ark. Og så skrev jeg resten. Jeg kunne ikke se noget af det, men når jeg var færdig med en side, trak jeg den op og blev overrasket over, hvad der stod«, fortæller hun med et stort smil. Kærlighedshistorien Der står stadig Kim Borg på dørskiltet med svungne bogstaver. Og inden døre står Kim Borgs to stuer urørte hen to år efter hans død. Piberne ligger fremme på bordet. Og stolen foran flygelet er trukket let ud, som om han kunne være tilbage, hvad øjeblik det skulle være. På et lille bord ved siden af hans bedste lænestol står æsken med cigarer. Og et lille glas med hans røde yndlingsbolcher, Kongen af Danmark. »Jeg har ikke rørt noget«, siger Ebon Borg, der i 51 år var gift med den verdensberømte operasanger Kim Borg. Og egentlig er det den historie, hun allerhelst vil fortælle. Sin kærlighedshistorie. Overalt i de mørkegrønne stuer på Østerbro står der billeder af ham. Af og til placeret oven på en årgang gamle tidsskrifter bundet ind i læder, som er Ebon Borgs anden store lidenskab. Damebladet, der ligger slået op på køkkenbordet er fra 1961. Og dørklokken har tilsyneladende forstyrret Ebon Borg i læsningen af et ældgammelt nummer af satirebladet 'Klods Hans', som ligger badet i lys midt på bordet. »Jeg sidder her og læser vittigheder fra 1924«, siger hun. Fra landets nok største samling af periodica forsyner Ebon Borg forfattere, journalister og videnskabsfolk med et hav af oplysninger. Hvordan hun finder rundt i de titusindevis af blade og bøger, der dominerer alle lejlighedens syv værelser, er en gåde. »Samlingen er ved at gro mig en anelse over hovedet«, siger hun og griner lidt. Alle nyanskaffelser bliver ført ind med håndskrift i små, kinesiske notesbøger. Andet finder hun på hukommelsen. Og en del dukker vist op på det rigtige tidspunkt mere eller mindre ved et tilfælde. »Når jeg ikke lige leder efter noget bestemt, så elsker jeg også bare at tage en helt tilfældig ting ud af reolen. Og jeg finder altid noget sjovt«. »Jamen, det er da en luksus ikke«, siger hun med lav stemme, som den, der egentlig godt ved, at det er lidt unødvendigt at have badekar med løvefødder, når andre kan nøjes med at gå på badeanstalt. »Jeg er så privilegeret. Tænk, når jeg sidder og læser om en bestemt begivenhed i en biografi, så kan jeg tit gå lige ind og finde det i avisen fra det år«. Ugebladsmennesker Som ung drømte Ebon Borg om at blive bibliotekar, men kom i stedet på kontor. Nu har hun fået sit eget imponerende bibliotek og er takket i et hav af forord til bøger, som hun har stået på hovedet i sin samling for at skaffe oplysninger til. Eksempelvis lejede redaktionen bag Dansk Kvindebiografisk Leksikon hendes samling af Vore Damer, da de danske kvinder skulle skrives ind i Danmarkshistorien. »De gamle ugeblade spiller en stor rolle, når man skal skrive biografier. For der er mennesker, som ikke er beskrevet andre steder end i ugebladene«, forklarer Ebon Borg. »Nu skal du få lov at kigge ind i mit allerhelligste«, siger hun så og åbner døren til et lille rum, nærmest en hule, der er dækket af læderindbundne bøger fra loft til gulv. »Derovre har jeg min samling af almanakker«, siger hun og peger på en ordentlig stak bøger, der blokerer rummets eneste vindue. »Jeg har ikke noget herinde, som er fra efter 1899. Så nogle forfattere har jeg været nødt til at dele over på midten. Den ældste danske ting, jeg har, er fra 1728. Det er en lille bog, der hedder 'Lærde Efterretninger'. Som fortæller om Københavns tårer, da det brænder. Tænk, det er 1728! Der sidder Holberg og skriver sine stykker. Og hans lejlighed brænder i Købmagergade. Det er pudsigt, ikke«. Alle Soyas 84 scrapbøger har hun også. Købt på auktion. Og England dækker hun med egne ord »fra 1734 og op til i dag«. »Og dér sidder min dejlige mand«, siger hun og løfter et sort-hvid foto op og tørrer støvet af glasset med det nederste af ærmet. »Jeg har også et rodeværelse. Det må du gerne se«. Her opbevarer Ebon Borg blandt andet en komplet samling af Billed-Bladet fra 1938 til 1970. Den kom Palle Fogtdal til gode, da han startede det historiske tidsskrift Illustreret Tidende. »Han lejede kilometervis af blade af mig. Men jeg vil ikke sælge noget af det for guld. Jeg slipper kun en enkelt ting i ny og næ. Hvis jeg skal købe julegaver for eksempel. Men ellers ligger jeg på det hele«, siger Ebon Borg, der i mange år hver eneste formiddag snusede rundt i byens antikvariater for at udbygge sin samling. Nu går hun kun en gang om ugen. For de fleste af yndlingsantikvariaterne har drejet nøglen om, og der er efterhånden langt mellem kuppene. »Det, der fascinerer mig, er, at man kan dykke ned i tiden og få alle aspekter belyst. At man kan følge, hvordan almindelige mennesker lever og tænker. Og det bliver virkelig så levende, fordi det står i sammenhæng med andre ting fra den tid«. Ebon Borg kan tale om sine blade i timevis. De klare, lyseblå øjne skinner, og armene går op og ned i den banangule pullover, mens hun beretter. Anekdoter om alt fra pissoirer over Beethoven og til den engelske dronningemoder drysser fra hende konstant. »Jeg elsker at række hånden bagud. Ved du for eksempel, at Sibelius havde samme nodeskriver som Beethoven. Fatter du det? Jeg sagde Beethoven. Fatter du, hvor langt det går tilbage? En ældgammel mand har skrevet noder for Sibelius i Wien, og i sin allerførste ungdom har han skrevet noder for Beethoven«, siger hun nærmest ophidset. Snart efter kommer hun slæbende med årgang 1942 af Dansk Familieblad for at vise mig Anders And på vers. Og så et nummer af Politikens Magasin fra 27. september 1936. »Jeg har til og med en årgang af Politiken. Det er 1914. Jeg er faktisk vokset op med den. Min bedstemor sagde 'Påltækken', mens mine forældre kaldte den 'Pullitikken'«. En livlig ungdom Den 78-årige Ebon Borg er født og opvokset i Valby. Hendes mor var dansk. Faderen var svensk og arbejdede som tilskærer hos kongelig hofleverandør A.C. Bang. Og Ebon ønskede sig aldrig andet end bøger i julegave. »Jeg begyndte at katalogisere mine bøger allerede i 3. klasse«, siger hun og forsvinder stadig talende ud af stuen. Et øjeblik efter kommer hun tilbage med et lille, slidt hæfte. 'Bogkatalog for Ebon Ringblom' står der udenpå med sirlig barneskrift. Og indeni kan man læse, at barndommens bibliotek talte både 'Flugten til Amerika' og 'Frøken Solskin'. Ebon Borg var med egne ord en livlig ung dame. Temmelig livlig vist nok. Og nåede både at være forlovet med Tao Michaëlis og havde »et lille pikant eventyr« med Ebbe Rode, inden hun per brev aftalte ægteskab med sin svenske halvfætter, filmproducenten Rune Waldekranz, som hun ikke havde set, siden hun var 12 år. Som 19-årig drog damen så til Sverige og giftede sig. Aldersforskellen viste sig at være for stor, men skilsmissen var til gengæld udramatisk. Og den unge Ebon blev hængende i Stockholm, hvor hun arbejdede på det danske generalkonsulat og souperede og flirtede med tidens store mænd. Det være sig diplomater, filmfolk, forfattere og generaler. »Jeg har truffet mange spændende mænd. Det skriver jeg jo også i min bog. Men der er ingen, der siger, jeg har haft et forhold til dem. Der må folk læse mellem linjerne, hvad de vil. Man skal ikke gå for meget i detaljer med den slags. Der kunne jo sidde en enke et sted og blive ked af det«. Da hun i slutningen af 1940'erne var inviteret med til en regatta med en vis general Erik Nelson, købte hun en hvid broderie anglaise-kjole af en veninde. I bunden af den kuffert, som kjolen blev bragt i, lå en årgang af tidsskriftet Illustreret Tidende. Det blev starten på den samling, der i dag beskrives som Danmarks nok største. »Jeg blev helt vild med det. Og så løb jeg rundt for at finde den næste årgang«. Og kjolen må være faldet i generalens smag. For næste dag lå der en glasæske fuld af orkideer og ventede på Ebon Borg på generalkonsulatet. Og siden souperede de to på Bellmansro. Giftemoden En eftermiddag i 1949 trådte den finske Kim Borg ind ad døren i det danske generalkonsulat i Stockholm for at søge tilladelse til at besøge København som solist ved en orkesterkoncert. Det var egentlig efter lukketid. Men Ebon lod ham udfylde papirerne alligevel, forelskede sig på stedet, inviterede ham på middag og spenderede de næste 51 år af sit liv sammen med ham. »Jeg var tilpas moden, da jeg blev gift med Kim. For jeg havde oplevet en masse. Jeg tror, at mange kvinder, der bliver gift tidligt og ikke har oplevet noget, på et tidspunkt synes, at der er noget, de er gået glip af eller lige skal opleve. Min mand havde også haft sit. Han var meget charmerende. Og kvinderne var vandrette i luften. For han var jo pragtfuld. Og jeg var nok én af hans største beundrere«. I 1953 kom familien til Danmark, og ni måneder om året var Ebon Borg alene hjemme, når Kim Borg rejste rundt i verden og sang. Når børnene var puttet klokken 20.00, dykkede hun ned i Illustreret Tidende og havde selskab af Georg Brandes, Fru Heiberg og H.C. Andersen. »Min mand sagde, at jeg var en huskat. Jeg gik næsten ikke ud. Men savnede aldrig selskab. Jeg rejste et par måneder om året med ham. Men ellers havde jeg nok i børnene og journalerne«. At hendes mand på de lange rejser af og til havde selskab, er hun slet ikke i tvivl om. »Jamen, det kan du da nok forstå! Altså en mand, der er fuld af potens og står oppe på scenen og spiller Don Juan og skal udstråle så meget erotisk styrke og kraft, kan man da ikke spærre inde i et bur. Han har aldrig været min 100 procent. En mand er jo som et aktieselskab, og man skal nok være tilfreds, hvis man har aktiemajoriteten«. Jaloux har hun aldrig været i gængs forstand. Måske kun lige dengang, han med Ebon Borgs ord »rendte ind i et finsk birketræ med blå øjne«. »Men det var jeg forberedt på, for jeg var klar over, at det måtte komme en dag. De kom fra den samme kultur og talte først og fremmest det samme sprog. Vi talte dansk og svensk sammen. Og dét, at jeg ikke kunne finsk, gjorde jo, at jeg manglede noget«. Ebon Borg meldte sig til et kursus i finsk på Berlitz. Og snart var hr. Borg hjemme igen. »Men jeg har aldrig plaget mig med fantasier. Jeg tror, der er mange, der spilder tid og fantasi på noget, de alligevel ikke kan gøre noget ved. De afgørende perioder for mig var, når han var hjemme. Og jeg kunne mærke hans store glæde over at være det. Der er slet ikke tale om largeness, der er tale om forståelse. Man forstår, at sådan er betingelserne. Og der er ting, man ikke kan forlange af et andet menneske«. Kvinden skal til gengæld holde sig på måtten, forgude sin mand og give ham plads, mener Ebon Borg. »Der må være et sted, hvor der er en vis stabilitet. Synes jeg, som jo havde moret mig meget i mine ungkarleår. På den måde er jeg smadder gammeldags. Men så skal manden altså også være ekstraordinær. Jeg var da ikke 100procent noget dydsmønster. Men man kunne da i det mindste prøve. Der var jo mange, der godt vidste, at jeg sad alene«, siger hun, mens et smil langsomt breder sig i hendes ansigt. »Men jeg har tænkt over for nylig, at det jeg husker, er slet ikke det seksuelle. Jeg husker personligheden, intelligensen og det sjælelige. Det seksuelle fortoner sig. Og tilbage står så, om det menneske har en god aura«. I 1972 blev Kim Borg udnævnt til professor ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Og boede herefter hjemme størstedelen af året. I mellemtiden var Ebon Borg begyndt at assistere forlag, forfattere og journalister ved hjælp af sin store samling. Og var med egne ord lige så stille blevet til Ebon Borg i stedet for fru Kim Borg. »Det lavede min mand meget sjov med. Men han syntes, det var dejligt, at jeg havde det at sysle med. Og han syntes også, det var interessant. Jeg underholdt ham jo om aftenen som en anden Sheherazade«. Ebon Borg var skrupforelsket i sin mand. Adskillige gange. »Når jeg tænker tilbage, så er højdepunkterne de gange, jeg var forelsket i ham. Det er slet ikke interessant, om han var forelsket i mig. Men de gange, hvor jeg var forelsket i ham, fyldte det mig sådan, at jeg nærmest blev til en ballon, der svævede af glæde. Og så kan det da godt være, at det smittede lidt af«. Lige nu er Ebon Borg ved at hjælpe en tv-journalist med at samle materiale om den danske maler Gerda Wegener. Lone Kühlmann, som hun allerede har hjulpet flere gange, har også afgivet en bestilling. »Og alt det, der ligger derovre under det brune tæppe, det er noget, jeg har researchet for Jane Aamund«, siger hun.

Hvis du nu skulle tilbringe et år på en øde ø, og du kun måtte medbringe én ting, hvad skulle det så være ? »Så ville jeg nok tage Illustreret Tidende op til 1890. Og alle de første årgange af de tyske og engelske tidsskrifter, Og så ville jeg altså også lige have en årgang af Adressekontorets Efterretninger og en stor lup. Og de første tyve år af den svenske Illustreret Tidende. Og nogle af de bedste årgange fra 1750'erne af det engelske Gentlemans Magazine«. Hun griner. »Jeg måtte jo nok rejse på en mindre oceandamper. Jeg ville slet ikke kunne klare kun at tage en enkelt ting med. Tænk, det spørgsmål stiller de også Johannes V. Jensen og andre i de gamle tidsskrifter. Det er meget sjovt at se svarene«. Så længe Ebon Borg kan sanse, kan hun også samle. Og hun bliver ved med at fylde nye, gamle bøger i de mørkegrønmne stuer. »Jeg har aldrig fået samlingen vurderet. Men jeg ved selv, hvad der har værdi, og hvad der bare er hyggeligt og rart«. Det er to år siden, Ebon Borg mistede sin mand. Og for at komme over sorgen tænkte hun på alt det, der var at være taknemmelig over. Og så blev hun så glad, at hun begyndte at skrive bogen om sit liv. »Den vigtigste følelse, man kan fylde sig med, er taknemmelighed. Man kan sagtens finde ting at være sur og vred over. Men der er også hele tiden små ting at være glad for. At man skal have en kage til kaffen om en time. Så fylder man sig op med det. Man lader sig med positivitet. Og man bliver høj af det. Der sker simpelt hen noget med kroppen. Det er sundt. Jeg ved så ikke, om det er særlig moderne«. For seks år siden skrev Ebon Borg gennem et helt år hver dag op på små sedler, hvad hun havde været glad for den dag. Sedlerne puttede hun i en hjerteformet æske. Og nytårsaften efter middagen lukkede hun den op sammen med sin mand. »Nej, hvor var det sjovt at kigge på, hvad vi havde været så glade for. Og da min mand døde hjalp det mig virkelig at tænke på de 51 dejlige år, jeg fik med ham. Jeg var så lykkelig over, at han fik lov at slippe herfra og ikke skulle igennem flere hospitalsophold. Jeg havde ikke lov at kræve så meget som et sekund mere. Så på den måde har jeg ikke sørget«. »Og nu tror jeg, jeg skal ind og sove lidt«.