Den chilensk-amerikanske forfatter Ariel Dorfman skulle være død 11. september 1973, da det chilenske militær under ledelse af general Augusto Pinochet og med støtte fra USA indledte det kup, der holdt Chile i et jerngreb i et kvart århundrede. Men Dorfman havde ved et tilfælde fri fra sit arbejde som medierådgiver for Chiles demokratisk valgte præsident, socialisten Salvador Allende, og han mistede ikke livet sammen med præsidenten i La Moneda-paladset. Siden har Ariel Dorfman stillet sig selv spørgsmålet: Hvorfor var jeg ikke i La Moneda 11. september? Hvem og hvad holdt hånden over mig? Var det rigtigt eller forkert af mig at flygte fra Chile, mens tusindvis af mine kammerater døde i fangelejre og torturkamre? 11. september 1973 måtte sønnen af russiske-jødiske emigranter på flugt igen, og skæbnens ironi ville, at han endte i det USA, der med støtten til det chilenske militærdiktatur fratog ham det første faste holdepunkt i en omskiftelig tilværelse, nemlig Chile. Han var tilbage i det USA, hvis kultur og sprog han havde lært at elske som barn, men hvis politik over for Latinamerika og verdens fattige han foragtede og afskyede. »Det meste af mit liv har de to sprog, spansk og engelsk, de to kulturer, kæmpet imod hinanden. Nu har jeg lært at leve med de to sprog. Jeg bruger dem på skift, de beriger mig, og bogen om mit liv kommer ud af den rigdom, det er at have flere kulturer i sig«, siger Ariel Dorfman. Fredelig revolution Han henviser til erindringerne med titlen 'Kurs Syd mod Nord', der tirsdag indbragte ham den litterære ALOA-pris i København, som går til forfattere fra verden uden for Europa. Bogen er beretningen om en rejse mellem to sprog og kulturer. Det er fortællingen om et liv på vandring og flugt med forældrene, der som russiske jøder kommer til Argentina, derfra flygter til USA, som under den anti-kommunistiske heksejagt i USA i begyndelsen af 1950'erne må forlade USA og rejser til Chile, hvor de bliver indhentet af kuppet i 1973 og igen må bryde op. I bogen, der ligesom Dorfmans øvrige værker allerede i dag tæller blandt den latinamerikanske litteraturs mesterværker, bliver fortællingen løbende afbrudt af tilbageblik på dagene og ugerne efter 11. september 1973, hvor Dorfman fra at have været en ung, begejstret rådgiver i præsidentpaladset blev en fredløs 'oprører'. »Årene med Allende i Chile mellem 1970 og 1973 var de lykkeligste i mit liv. Jeg var med til at forvandle en nation, give mennesker, der kun havde mødt fattigdom og foragt, en værdighed og selvværd. De deltog i den fredelige revolution, som årene under Salvador Allende var, og de kom lige pludselig i centrum, hvor de tidligere blot havde været foragtede statister. Efter alle årene på vandring følte jeg også, at jeg havde fået et fast holdepunkt, en identitet, et sprog. Det blev revet væk, da militærets bomber og granater smadrede La Moneda-paladset, og jeg selv måtte gå under jorden«, fortæller Ariel Dorfman. Jagten på identitet Identiteten var svær at finde for en dreng, hvis forældre talte jiddisch og spansk i hans første leveår, derefter engelsk i USA og igen spansk i Latinamerika. »Da jeg kom til Chile som stor dreng, måtte jeg lære ordentligt spansk, men det engelske hev i mig, for jeg havde lært at elske amerikansk kultur og levevis«, fortæller Ariel Dorfman. Men den spanske og den chilenske identitet sejrede i takt med hans engagement i det chilenske samfund og den fredelige revolution, der var i gang i landet fra midten af 1960'erne og frem til Salvador Allendes valgsejr i 1970 og kuppet i 1973. Tilbagekomsten til USA betød et nyt brud. Men hvilket sprog og hvilken identitet har Ariel Dorfman så nu? »Bogen er skrevet for netop at forkaste det spørgsmål. I dag nægter jeg at sige, at jeg kun er engelsktalende eller spansktalende. Jeg skriver på begge sprog: mine artikler til det spanske dagblad El Pais bliver skrevet på spansk, andet på engelsk, men så bruger jeg spansk til at korrigere den engelske version. Jeg har lært mig selv, at de to sprog ikke må blive jaloux på hinanden, og på den måde får jeg også selv fred«, siger han med et stort smil. Globalisering og højredrejning Ariel Dorfman nægter også at vælge mellem de to kulturer, selvom han er stærkt solidarisk med den latinamerikanske kultur og kritisk over for den amerikanske dominans, også på det kulturelle område. »Men globaliseringen er der. Jeg var tidligere på året inviteret både til det verdensøkonomiske topmøde i New York, hvor magthaverne kommer, og det alternative for tusindvis af græsrødder i Porto Alegre i Brasilien«. »Men jeg bryder mig ikke om udtrykket anti-globalisering. Jeg kan bedre lide udtrykket mod-globalisering, for det handler mere om at finde former, vi kan kontrollere globaliseringen på. Jeg går ind for ideen om en skat på de multinationale selskabers overskud, som skal gå videre til udvikling af de fattige lande - det er også den eneste effektive måde at hindre flygtningestrømmen på«, siger manden, der selv har været flygtning. Dorfman peger også på nødvendigheden af kontrol med de store selskaber, der er rigere end et land som Danmark, og som har mere magt. »De er blevet ukontrollable vilddyr, og ingen har kontrol med deres ledere eller indsigt i, hvordan de fungerer. Det kan ikke blive ved«. Ariel Dorfman mener, at højredrejningen i lande som Danmark og Frankrig i høj grad hænger sammen med frygt for denne udvikling. »Frygt og usikkerhed fører igen til nationalisme, for højrekræfterne lover vælgerne en tilbagevenden til en idyllisk fortid, som aldrig har eksisteret. Det er deres projekt, og det forstår de mange, som ikke længere har holdepunkter. Dramaet er, at venstrefløjen og socialdemokraterne ikke har noget projekt, og især de socialdemokratiske partier har været alt for naive, når det handler om globaliseringen. De har bare konstateret, at den er der, og de har ikke haft nogen politik over for de negative konsekvenser, globaliseringen også har«, mener han. Bådteatret synker Det er også afgørende, at landene uden for USA fører en aktiv kulturpolitik for ikke at blive løbet totalt over ende af den amerikanske underholdningsindustri. »Der er megen værdifuld kultur fra USA, som vi bruger hver dag. Vi skal ikke afvise den, men vi skal fordøje den«, siger manden, der i begyndelsen af 1970'erne skrev bogen 'Anders And i den tredje verden', der er en skarp kritik af USA's kulturelle dominans. Bogen blev oversat til dansk i 1978 og solgt i gigantiske oplag i Latinamerika - og brændt ved offentlige bogbrændinger i Chile i 1973. Fordøjelsen består i at optage det bedste af den amerikanske kultur og bruge den sammen med den nationale. »Men det forudsætter, at den nationale kultur overlever, og det kræver statsstøtte til kunstnerne. Se for eksempel dansk film, der er kendt verden over. Den er også med til at give jer en identitet, og jeres filmfolk lader sig inspirere af USA og laver samtidig værker på danske præmisser. Det er vigtigt at holde fast i det og ikke smide talenterne væk. Nu hører jeg, at Bådteatret her i København risikerer at synke på grund af regeringens politik. Hvis det sker, drukner nogle af de talenter, der om ti år skal lave det store danske drama eller de store danske film«, siger Ariel Dorfman. Erfaringerne fra Chile og et langt liv, hvor han har været tæt på undertrykkelse og terror, gør ham forsigtig, og situationen i USA bekymrer ham. »Jeg oplevede på nærmeste hold det anti-kommunistiske hysteri og heksejagten i begyndelsen af 1950'erne, som mine egne forældre blev ofre for. Nu har bin Laden afløst kommunismen som skræmmebillede, og vi ser de samme mekanismer. For folk, der er bange, dengang for kommunismen og i dag for terrorismen, gør frygtelige ting mod andre, for deres frygt retfærdiggør det, mener de«. Ariel Dorfman underviser i dag på et stort amerikansk universitet, og han mærker passiviteten og resignationen brede sig. »Mange er bange for at tage politisk stilling, for de har oplevet angrebene på for eksempel forfatteren Susan Sontag, der blev anklaget for forræderi og mangel på patriotisme, fordi hun satte spørgsmålstegn ved krigen i Afghanistan. Men patriotisme er altid slynglernes sidste tilholdssted«, siger han belært af smertelige erfaringer.