Alene bogens første sætning: »Det var nærmest tvangsneurotisk for H.C. Andersen at skabe sin selvbiografi«, lyder den. »I skolen«, siger han, »fortalte jeg de andre Drenge kurieuse Historier, men hvori jeg naturligviis ikke glemte at gjøre mig selv til Hovedpersonen«, står der i den næste. Og så kan sækken snøres: »Han skrev sine første erindringer i 1832, da han var 27, og udgav en ny selvbiografi for hvert tiår af sit voksne liv«. Et liv fortalt på tre linjer. Og ingen kan længere være i tvivl om, at dette er en bog om et i særklasse selvoptaget menneske. Skrevet af en forfatter, der også selv evner at fortælle, så man klapper i og lytter. »Han var så selvoptaget«, griner den britiske litteraturkritiker Jackie Wullschlager, forfatteren til den nye bog 'H.C. Andersen - en biografi', der udkommer på tirsdag. »Jeg kan se ham for mig spadsere i Københavns gader og genfortælle sin livshistorie for sig selv. Men det var også en helt ufattelig historie. Jeg kan ikke komme i tanker om nogen anden forfatter, der var søn af en analfabetisk kvinde. Det er et gevaldigt spring. Og hvad sker der med et menneske, som mister sine rødder så hurtigt og gennemgribende?«. Svaret står at læse på 423 sider i Jackie Wullschlagers bog om H.C. Andersen. Man læser den uden at se op. Og føres ikke bare gennem Andersens eget ufattelige liv, men også gennem datidens Danmark og ind i den nye tid, følelsernes, som Andersen selv var med til at fremmane. Det er manden, Jackie Wullschlager går efter i sin bog. Men med det klare mål omsider at få andre end danskerne til at se H.C. Andersen som andet end en hyggeonkel for de mindste. Ingen tog ham alvorligt »Jeg følte, at ingen tog ham alvorligt«, siger den nydelige dame, da vi sætter os i den dæmpede belysning ved bordeti et lokale på den danske ambassade i London, hvor interviewet finder sted. »Ja, han hjalp ikke selv til ved at gå rundt og opføre sig så barnligt«, tilføjer hun og griner, som kun briter kan grine - i ægte falset - og med så pludselig og løssluppen en munterhed, at den nervøse, høflige alvor i fire sekunder helt synes at have forladt lokalet. Så lægger alvoren sig igen over samtalen. »Jeg tror, at det var sådan en anstrengelse for ham at stige socialt, at han var ude af stand til samtidig at uvikle sig psykologisk«, siger Jackie Wullschlager. »Hér var han, en intelligent, følsom dreng, født i et forfærdeligt arbejderklassesamfund. Og han tænkte: Jeg er nødt til at komme ud! Og den dagsorden kostede alle hans kræfter. Derfor gik hans udvikling i stå, og han forblev på mange måder en halvvoksen hele livet«. På tirsdag modtager hun Odense Bys Hans Christian Andersen Pris på 375.000 kroner - for det arbejde, hun nu skal i gang med - en engelsk antologi med eventyr af den danske digter i en ny oversættelse. Stærkt tiltrængt. »Herovre er han kun kendt som en forfatter for børn, selv om hans eventyr så udpræget både er skrevet til børn og voksne. Derfor håber jeg, at begge bøger vil få folk til at tænke: Du godeste, det her er jo en stor forfatter. En af de største europæere«. Før H.C. Andersen blev det betragtet som skadeligt at appellere til børns fantasi. De skulle ikke more sig. De skulle lære at blive voksne. »I den forstand var Andersen med til at forandre hele synet på barndommen«, siger Jackie Wullschlager. »Man kan næsten ikke overvurdere hans betydning«. Et usædvanligt barn Han blev født 2. april 1805 i den fattigste del af Odense. Hans mor var vaskekone, hans far en begavet, men depressiv skomager. Selv var Hans Christian »en høj, tynd, klodset dreng med langt hørgult hår, der skilte sig ud i byen på grund af sin usædvanlige højde og drømmende excentricitet«, som der står i bogen. En feminin dreng, der trak jordbær på strå, legede med dukker og spillede dukketeater. Men allerede i sin barndom overbevist om to ting: At han var anderledes end alle andre. Og bestemt for noget større. I byens bedre familer lånte han bøger og underholdt ved at recitere Holberg og Shakespeare og synge for et publikum, der - som Jackie Wullschlager skriver - »skiftevis morede sig, var henrykt og nedladende«. På sommeraftener sad han i forældrenes have, der lå ud til åen og improviserede sange. Ofte lyttede de fremmede i haven ved siden af, skrev han. »Jeg mærkede ofte mine Tilhørere bag Plankeværket og det smigrede mig«. I spindestuen på hospitalet, hvor hans farmor arbejdede, hørte han åndeløst på, mens damerne fortalte gamle historier om isjomfruer og trolde, som for længst var gået i glemmebogen i København. Dem tog han med sig, da han 14 år gammel forlod Odense og drog til hovedstaden. Mens revolutionerne rasede i Europa, lå Danmark som en lille, upolitisk lomme, hvor alting drejede sig om kunst. Og i byen ventede borgerfamilierne med åbne arme. For det medfødte musikalske geni var i høj kurs. Og det forstod Hans Christian at udnytte. Den ranglede gæst Han troppede op hos direktøren for Det kgl. Musikkonservatorium og trådte ind i stuen, midt i et større middagsselskab for byens berømtheder, hvorefter han - iført sin fars omsyede frakke og en bredskygget hat - brød ud i sang, spillede nogle scener af Holberg og brast i gråd. Men besøget gav pote. Selskabet samlede penge ind til den unge Andersen og værten lovede at undervise ham i sang. Siden sørgede han for at »belønne« sine velgørere, som da han en dag bankede på døren hos en af byens fornemmeste herrer, der da han løftede blikket fra skrivebordet fik øje på: »en opløben Dreng af et ganske besynderligt Udseende, staa ved Døren med et dybt theatralsk Buk ned mod Gulvet«, som værten siden skrev. »og da han reiste sin lange Figur i en forslidt graa Frakke, hvis Ærmer ikke kunde naae de udmagrede Haandled, mødte mig et Par smaa, chinesiske Øine, der trængte til en chirurgisk Operation for at faa fri Udsigt, bagved en stor, fremragende Næse ... kort sagt, en overraskende Skikkelse, der blev endmere paafaldende, da han med et Par Skridt fremad og et Gjentaget Buk, begyndte sin pathetiske Tale saaledes: »Maa jeg have den Ære, at udtale mine Følelser for Skuepladsen i et Digt, som jeg selv har skrevet?««. I det næste par år levede H.C. Andersen på nødens rand. Han vidste, at han var genial. Spørgsmålet var kun til hvad. Han fik et par mindre roller i Det Kgl. Teaters kor som fårehyrde, lakaj og kriger, forsøgte forgæves at blive optaget på teatrets balletskole og fik et stykke tilbage fra teatret med besked om, at man ikke oftere ønskede at modtage »stykker, der i den Grad, som dette, forraadte Mangel paa al elementar Dannelse«. Så var han igen heldig. 'Uduelig' forfatter Han blev introduceret for Jonas Collin, en af byens mægtigste mænd. Og dennes hus i Bredgade blev livet ud som et hjem for H.C. Andersen. Og familien Collin det nærmeste, han selv kom på at få en familie. Hans nye velgører sendte ham til Slagelse på kostskole, hvor han - som en lang ranglet skikkelse blandt de yngre drenge - blev ydmyget af rektoren. »De er en stupid Knægt der aldrig bliver noget af«, hvæsede han. »De vil nok jadske en Hob sammen naar De kommer ud paa Deres egne Ben, men ingen vil læse hvad De skriver, det vil kjøbes som Maculatur«. Også hans bekendte i byen blev snart trætte af den selvoptagede unge mand, kan man se af et brev, han fik fra en dame ved navn fru Wulff: »De gjør Dem rigtignok derved Umage for at trætte Deres Venner, og jeg kan dog umulig troe, det kan fornøie Dem selv«, skriver hun. »Alt sammen Følge af den idelige Beskæftigelse med Dem selv. Deres eget Jeg - den store Digter, De skal blive. - Kjære Andersen, De kan jo nok mærke, alle disse Ideer ikke vil lykkes Dem, og at De er paa en gal Vei«. Men 21 år gammel skrev H.C. Andersen et lille digt om et døende barn. Det blev bragt i en tysk avis, siden også i Kjøbenhavnsposten. Og blev kendt i hele Europa. Tilbage i København udgav han bogen 'Fodreise fra Holmens Kanal til Østpynten af Amager'. Han udgav den selv. Og i løbet af en måned var første oplag på 500 eksemplarer udsolgt. H.C. Andersen var endelig berømt. Andersens mænd I sit arbejde med bogen stødte Jackie Wullschlagers kun på vage hentydninger til Andersens biseksualitet. Flere danske eksperter afviste det rent ud. Derfor lærte hun at læse dansk, så hun selv kunne studere de originale tekster. »Og der var absolut ingen tvivl«, siger hun. »Jo, om hvad han faktisk gjorde. Men ikke om, hvem han var forelsket i. Jeg kan godt forstå, at man i Danmark afviste at beskæftige sig med det indtil 60erne. Han var jo et nationalt ikon. Men jeg forstår ikke, hvordan nogen akademiker i dag kan se på materialet og ikke konkludere, at det er sandt«, siger Jackie Wullschlager. Allerede som ung skrev han hede kærlighedsbreve til Edvard Collin, sønnen af hans københavnske velgører, men modtog kun afmålte, venskabelige svar. Da han i et brev indtrængende bad, om de dog ikke måtte blive dus, fik han nej. Han interesserede sig også for kvinder. Uden større held. Men hans instinkt var, at han blev tiltrukket af mænd, mener Jackie Wullschlager. »I hans breve kan man se, at hans interesse for kvinder var lidt af et spil. Mændene havde han virkelig følelser for«, siger hun. Otto og Vilhelm Tydeligst var det i hans romaner. Som i romanen 'O.T', hvor han selv skjuler sig bag studenterhelten Otto og Edvard bag baron Vilhelm, der er Otto socialt overlegen og afslår at sige 'du'. De forelsker sig i hinandens søstre, og ved et studentergilde går det så løs, da nogle af mændene klæder sig ud som piger: »En ung Dame, én af Skjønhederne, i hvid Kjole og med et tyndt Klæde over Skuldrene, kom til og kastede sig i Ottos arme. Det var Vilhelm; men Otto fandt en Liighed hos ham med Frøken Sophie, den han før aldrig havde fundet saa stor; derfor steg Blodet ham op i Kinderne, idet den Smukke omslyngede ham og lagde sin Kind ind til hans«. En scene, der slutter således: »Om Kyssene, som Vilhelm gav ham, blev der naturligviis ikke talt, men Otto tænkte derpaa, tænkte anderledes end nogensinde før, og - Amors Veie ere forunderlige!«. Selv på sine udlandsrejser modstod H.C. Andersen fristelsen til at søge intimt selskab med kvinder. Når han selv klarede sagen ved onani, satte han et lille kryds i sin dagbog, så vi andre endnu i dag kan vide, hvordan det dag for dag stod til med presset i den danske digter.

Hvorfor fik han ikke bare noget sex? »Ja, hvorfor ikke? Jeg blev virkelig sur på ham hen ad vejen. For jeg tænkte: Du ville blive så meget gladere, hvis du gjorde det. Jeg tror, han var bange. Det er de fleste, når de er unge. For ham blev det bare ved, måske også fordi han ikke kunne forestille sig, at nogen kunne finde ham attraktiv«. Eventyret begynder Hans første store Europarejse inspirerede ham til romanen 'Improvisatoren', der blev en stor succes. H.C. Andersen var nu berømt i hele Europa, men i København glemte man aldrig den latterlige figur, han havde gjort som ung. »Nu begynder jeg paa nogle 'Børne-Eventyr', jeg vil see at vinde de kommende Slægter«, skrev han nytårsdag 1835 til en vis Henriette Hanck. Snart var bogen færdig. »Ørsted siger, at naar Improvisatoren gjør mig berømt, gjør Eventyrene mig udødelig«, skrev han i et andet brev. »..de ere det meeste fuldendte jeg har skrevet, men det synes jeg ikke«. Det var et lille, tyndt skrift. De første tre var folkeeventyr, han havde gendigtet. Det var 'Fyrtøiet', 'Lille Claus og Store Claus' og 'Prindsessen paa Ærten'. Senere fandt han selv på sine historier. Eventyrene blev dårligt modtaget. Spild af hans tid, skrev anmelderne. Men de blev købt og læst. Så Andersen fortsatte. Sproget var ligefremt. Som Edvard Collin senere skrev: »Han sagde ikke: »Børnene kom paa Vognen og saa kjørte de«, men: »saa kom de paa Vognen, farvel far, farvel mor, Pidsken smældede smæk, smak, og væk foer de hei vil du gaae««. »Han åbnede simpelt hen verdens øjne for idéen, at det at skrive for børn var en litterær form«, siger Jackie Wullschlager. Dobbelte budskaber Før H.C. Andersen fortalte man ikke historier for børn, som samtidig rummede underfundige sidehistorier og betydninger for voksne. De to niveauer finder man i dag i alt fra Disneyfilmen og til den simpleste børnebog. Men det begyndte hos Andersen. Som da soldaten i Fyrtøjet mister alle sine penge og må bo på et loftskammer, og ingen af hans venner pludselig kom til ham, »for der var saa mange Trapper af gaae op ad«. »Det er formentlig hans allerstørste bidrag til børns kultur«, siger Jackie Wullschlager. Ikke alle fangede de dobbelte budskaber. Og det irriterede Andersen. »..mine Eventyr vare ligesaa meget for de Ældre som for Børnene«, skrev han selv. »..disse forstode kun Stafagen og som modne Folk saae og fornam de først det Hele. At de Naive var kun én Del af mine Eventyr, at Humoret var egentligt Saltet i dem«. At legetøj pludselig kunne tale, tænke og føle var også nyt. En opfindelse, der bredte sig - også i skikkelse af dyr som bjørnen Paddington og Disneys dyrerige. »Hele den måde at bruge fantasien på, skabte han«, siger Jackie Wullschlager. »Alle disse ting, der kom til live og fik deres egne stemmer. Det åbnede en helt ny verden for børnelitteraturen«. Forbudte følelser I eventyrene kunne H.C. Andersen udtrykke sine forbudte følelser. I den forstand var de små selvbiografier. Han var selv den grimme ælling, der havde ligget i et svaneæg, men voksede op i andegården. Han var den sygeligt følsomme prinsesse, der kunne mærke en ært gennem tyve madrasser. Han var det depressive grantræ, den kongetro nattergal og den dæmoniske skygge. »Han var selv så ekstrem, og alligevel kan vi alle sammen se en lille smule af os selv i ham. I hver eneste historie destillerer han noget af den menneskelige oplevelse«, siger Jackie Wullschlager, der under sit arbejde til sidst kendte hans liv så godt, at hun kunne datere et eventyr alene ved at læse det - som for eksempel 'Den Lille Havfrue', som han skrev kort efter, at Edvard Collin var blevet gift. »Han var forelsket i Edvard, men kunne ikke sige det. Så hvad gør han i eventyret? Ja, havfruens tunge bliver skåret ud. Prinsen fortæller havfruen, hvor god en ven hun er. Ikke mere. Nøjagtig som Andersen får at vide af Edvard. Og havfruen er nødt til at overvære prinsens bryllup, som Andersen måtte tåle Edvards«, siger Jackie Wullschlager. Livet igennem må det have pint ham at se et lykkeligt par og tænke: Åh, den lykke kunne have været min, mener hun. I stedet satte han sig et andet mål. Han ville være udødelig. »Han ville være den største forfatter i verden. Det er jeg sikker på«. Modtaget af fyrster I Europa blev H.C. Andersen modtaget af fyrster og konger. Han var som »det jamrende barn, der søgte over hele Europa efter en form for kærlighed og fuldkommen billigelse, som ingen skænker en voksen«, skriver Jackie Wullschlager. Hjemme hos familien Collin fik han aldrig den anerkendelse. De regnede ham ikke blandt de største, hvilket smertede ham dybt. »Alt, hvad der var stort ved ham, blev konsekvent enten ikke set eller blev misforstået af den familie, som havde taget ham ind«, siger Jackie Wullschlager. I sine erindringer skriver Edvard Collin ligefrem om, »hvor sygt hans sind var (...) saa at det staaer tydeligt for Enhver, at alt Frastødende, alt det, som Verden forargedes over, skyldes dette Sind«. Følsomheden fejlede ingenting. Det kneb mere med Andersens indføling. Da Edvard Collins barn døde, var H.C. Andersen i sit brev til ham kun optaget af sine egne, store følelser. Og i et andet brev berettede ham om en samtale med en mand, der havde fortalt ham »sit Hjertes Historie«. Og tilføjede: »Jeg tænkte paa min egen og græd«. H.C. Andersen var, hvad man vel i dag ville kalde stærkt neurotisk. Han rejste altid med et reb i bagagen, fordi han var bange for ildebrand. Han var så bange for at blive levende begravet, at han på sit natbord havde en seddel liggende, hvorpå der stod: »Jeg er skindød«. Og på sine rejser mistænkte han ustandseligt sine medpassagerer for at ville myrde ham. På besøg hos Dickens Da han besøgte Charles Dickens i England, beskrev den engelske forfatter i et brev, hvordan Andersen en dag ankom til familiens hus: »I overbevisning om, at droschekusken var ude på at bestjæle og myrde ham, havde han lagt sit lommeur og sine penge ned i støvlerne - sammen med en køreplan, en tegnebog, en saks, en lommekniiv, et par bøger, nogle introduktionsbreve og forskellige andre ejendele«. Under besøget gik han i den grad Dickens' familie på nerverne, at Charles Dickens, da Andersen endelig rejste, satte en seddel op i gæsteværelset med påskriften: »Hans Andersen sov i dette værelse i fem uger - hvilket for familien forekom EN EVIGHED!«. Med tiden syntes H.C. Andersen at affinde sig med sit sind og sin skæbne. Og med den kongelige balletdanser Harald Scharff udviklede der sig endelig noget, der lignede en kærlighedshistorie. Jackie Wullschlager er ikke i tvivl om, at de havde en affære, der »gav ham en vis glæde, en vis form for seksuel opfyldelse og et midlertidigt ophør af ensomheden«. Ud på formiddagen den 4. august 1875 sov han ind. Flere hundrede deltog i hans begravelse, heriblandt kongen. Han blev stedt til hvile på Assistens Kirkegård, hvor Edvard Collin og hans hustru efter Andersens ønske efterfølgende blev begravet ved hans side. Nogle år senere flyttede familien Collin imidlertid ægteparret til et andet gravsted. Og som bogen slutter, præcis til det sidste ord: »Andersen blev liggende i den oprindelige grav alene«.