Hun hænger i de snorlige rullegardiner, og hun flyder rundt mellem alt det faste, tjekkede, stålgrå akryl på det ellers så formelle forlagskontor. Det er noget rod med hende - den kønne, yngre kvinde som er hovedpersonen i Bjarne Reuters nye roman 'Barolo Kvartetten'. Ganske vist er hun både rig, køn og klog. Godt hjulpet af sin forfatter er hun oven i købet en ualmindelig god iagttager og analytiker, når det drejer sig om andre mennesker og deres problemer. Men selv er Anne Zeeberg kaos. Hendes omstændigheder og hendes psyke ligner et garnnøgle, der er løbet løbsk, og nu sidder vi her på forfatterens forlags kontor og prøver at finde hoved og hale på trådene i hende, fordi hun fylder det hele. Hun fylder mere end nogen anden person i bogen. Hun optager stadig meget plads i hovedet på forfatteren, der »har været sammen med Anne i et halvt år«, som han siger. Som om hun er levende. Hvad hun næsten er lige nu, hvor hun spreder sig ud over samtalen på forlaget, hvor man muligvis har været forbavset over at læse 'Barolo Kvartetten'. Men sandsynligvis ikke mere forbløffet end forfatteren, som »var chokeret«, da han havde skrevet den sidste linje. Forfatter på glatis 51-årige Bjarne Reuter har skrevet i omegnen af 50 bøger, siden han blev færdig med uddannelsen som folkeskolelærer i 1974. Han er en dreven portrættør af drengeliv fra Brønshøj til Sørøverland, og han er en lige så solid spændingskunstner. Man har før prøvet at gyse under læsning af en Bjarne Reuter-roman. Men man har aldrig før været ræd på dén måde, som man bliver denne gang. I 'Barolo Kvartetten' er Bjarne Reuter i ukendt land. Anne Zeeberg, som han kalder hende, har virkelig fået ham på glatis. »Hun kom til mig af sig selv. Eller hendes historie gjorde. Jeg så hende første gang for nogle år siden i Hanoi. Eller - jeg mener selvfølgelig, at jeg så en kvinde, som lignede den kvinde, jeg har skrevet om. Det var nødvendigt for mig at skrive hendes fortælling, og selv om 'Barolo Kvartetten' overholder visse regler for spændingsromaner, så er det her de menneskelige konflikter, der optager mig«. »Romanen er nok så meget en kærlighedsroman og et passionsdrama, hvor jeg for første gang har prøvet at beskrive en kvinde indefra. Alt i romanen er set gennem Annes øjne. Jeg har hele tiden været bevidst om, at jeg skrev om et menneske af et andet køn. Men i det øjeblik man skriver, så bliver man sin hovedperson. Man slipper spekulationerne over, om det kan lade sig gøre at leve sig ind i en kvindes inderste tanker. Man gør det bare«. En revne i livet Det er næsten kun mænd, som har anmeldt 'Barolo Kvartetten', og de har læst den mere som en spændingsroman end en psykologisk roman. De færreste synes, at den fungerer godt som sådan. Nogle af dem gør udtrykkeligt opmærksom på, at de finder portrættet af Anne Zeeberg stereotypt og trivielt. Og en stereotyp kliché er hun da også på det ydre plan med sin gamle, rige, berømte mand og sit vidunderlige hus med Øresundsudsigt. Men man kan også læse romanen på en anden måde. Som om det i mindre grad er en thriller og i højere grad er et kvindeportræt, der skal fungere på de indre planer. Et portræt af en tvivlende, porøs og ikke udelukkende elskelig yngre kvinde. Og sådan ser jeg hende for mig. Hun står dér med alle nerverne fra romanens begyndelse, hvor hun skal til at overvære sin næsten sygeligt forfængelige pianist-mand give koncert. På det tidspunkt eksisterer der allerede et tydeligt bedrag i Anne Zeebergs liv: Hun har en elsker, der er hendes jævnaldrende og er lige så meget en fattig-røv, som hun var, før hun giftede sig med pianisten og fik »frit valg på alle hylder«, som forfatteren siger. Elskeren ringer til hendes mobiltelefon midt under den fornemme koncert, og hun stryger af sted. »Så langt er 'Barolo Kvartetten' jo det klassiske trekantsdrama mellem en kvinde og to mænd. Men allerede på side 1 kommer der en kvinde hen til Anne og siger: 'Deres strømpe er løbet, fru Zeeberg'. Hun har en revne i nylonstrømpen, og den defekt følger med hende i hele romanen«. »Hun får revner i ansigtet. Der kommer en revne i det hus, hun bor i. Revnen bliver til en lækage i det hus, hvor hun bor. Man kan sige: Anne er læk. Det flyder ind ad hende, og det flyder ud. Det er derfor, hun ønsker, at hendes elsker Lau kan gøre hende hel igen«. I stedet er hun splittet mellem de to mænd, hun elsker. Selv om hun siger, at hun ikke tror på, man kan elske to mennesker lige højt? »Hun tvivler i hvert fald på, at man kan det. Hun har en kærlighed til sin mand. Og så har hun Lau, og hun tror i begyndelsen, at kærligheden mellem de to kan begrænses til at være et erotisk anliggende. Men den holder ikke. De får en fortrolighed med hinanden, og også i forhold til de to mænd bliver Anne kløvet midt over«. »Hun gør sig ingen illusioner om, at hun kan leve sammen med Lau i en lille toværelses, efter at hun i nogle år har været gift med David Zeeberg. I sit liv sammen med David er hun blevet fyldt med og tømt af luksus«. Bedrag og selvbedragDerfor siger hun til Lau: »Alting er bestemt af betingelser, og nogle betingelser er bedre end andre, og vi to Lau, vi skal have det bedste«. »Præcis. Og med det bedste mener hun også alt det, hun ikke har fået i sit ægteskab. Anne vil det hele, og hun vil have det hele. Som det på et tidspunkt bliver sagt, så er hun ingen kostforagter. Men man får ikke noget gratis. Og ud over at bedrage sin mand, så bedrager hun sig selv. Det opdager hun efterhånden«. »Hele romanen bliver hendes erkendelsesrejse. I sit ægteskab har hun troet, at lykken var at være rig og have frit valg. Hun har skabt et drømmebillede af sit eget liv, men det viser sig, at der slet ikke er hold i det billede. Hendes tilværelse er skruet helt anderledes sammen, end hun troede, den var«. Og mens bedrag er konkret, så er det svært at finde ud af, hvor selvbedraget begynder og holder op. »Ja. Og jeg tror, at selvbedraget er noget af det, vi alle kan genkende i Anne Zeeberg. Fordi vi alle render rundt med et mindre eller et større selvbedrag. Det kan være, at vi inde i hovedet har et billede af os selv, og at det er anderledes end det billede, andre har af os. Eller det kan vise sig, at det vi tror, vi bliver lykkelige og hele af, det er en illusion«. »Jeg tror, at Anne Zeebergs selvbedrag er almindeligt. Og efterhånden som selvbedragets omfang og konsekvenser går op for hende, så bliver hun mere og mere rystet. I bogstaveligste forstand. Hun begynder at få rysteture, fordi hun mister kontrollen og gerne vil have kontrollen tilbage«. »Nu må vi jo ikke røbe det hele. Men sammen med Lau planlægger hun noget ganske grusomt og forfærdeligt. De planlægger den største forbrydelse af alle, men mens de gør det, så lykkes det dem stille og roligt at tale sig frem til det på en måde, så den planlagte forbrydelse virker sund og rigtig. Det virker ikke vanvittigt, mens de taler om det. Den form for selvbedrag er både fascinerende og uhyggelig«. I sindssygens mørke Romanens plot lader vi ligge under det meste af samtalen. Det er Anne, der hænger i luften med sit bedrag over for manden og med sit ubekvemme selvbedrag, der får hende og hendes tilværelse til at krakelere som maling, der falder af i flager på en fugtplettet mur. Anne Zeeberg opfører sig ikke altid lige begribeligt og logisk. Men på ét punkt er hun konsekvent: Da hun først er begyndt at miste grebet og mærke selvopfattelsen skride, så vil hun til bunds. Ind i mørket. Og når det sker, gælder det om at høre ordentligt efter for at følge med hende. Bjarne Reuter kan - også i 'Barolo Kvartetten' - skrive så fermt, at sproget lokker læsningen op i tempo. Sommetider glider det bare. Som et smukt arrangeret kammerspil uden mislyde. Men andre gange er det nødvendigt at bremse op. At tænke sig om. Gå med Anne inde i mørket, hvor erkendelserne ligger bag hinanden, en efter en, som værelser en suite i et bragende stort og lysforladt hus. Det er ikke sjovt at gå derind. Men Anne gør det, fordi hun aner et omrids af forklaring, siger hendes forfatter. Og han kender hende rimeligt godt. Selv om heller ikke han kender hende til bunds: »Hver gang jeg skriver en bog, så er det en eftersøgning efter noget, jeg egentlig ikke ved, hvad er. Eftersøgningen er en metode til at få bragt orden i kaos. I mit kaos. Jeg tror, at alle mennesker har en relation til kaos. Vi har nogle ritualer og nogle levemåder, som i hvert fald nogle gange holder os fri af kaos. Anne er nødt til at gå ind i et mørke for at forstå det kaos, som er overgået hende. Det er et sindssygens mørke, hun skal ind i. Et andet menneskes sindssyge mørke«. Som Bjarne Reuter siger, så er det ikke selve opklaringen af mørket, der er det mest ophidsende. Det er eftersøgningen derinde, som fascinerer. Sådan er det også at skrive. Sådan er det at leve. Engang troede han, at man med alderen ville opnå mere og mere visdom. At man ville holde op med at søge så intenst. Nu synes han, at han bliver mere og mere i tvivl om alting. At målet er utydeligt, og at det måske ikke gør så meget. For det er eftersøgningen, som er det interessante. »Da jeg havde skrevet de tre sidste linjer, havde jeg ondt af Anne. Jeg havde ikke forventet, at det skulle gå hende sådan, for det var jo ikke planlagt. Jeg stoler altid 100 procent på mine historier. De har deres eget liv, hvor jeg ikke kommer indover med mine klamme intentioner. De udvikler sig i et spændingsfelt mellem det, jeg vil fortælle og det, historien selv vil fortælle. Dét felt bliver man aldrig helt klog på. Det skal man ikke blive«. Er det Anne, der rasler i rullegardinerne?