Egentlig havde det været en dag som de fleste andre. De sædvanlige kommentarer fra klassekammeraterne, og læreren havde ledsaget Maria ind og ud af klasselokalet. Og den sædvanlige dreng havde uddelt 'lammere' i frikvarteret. Men den dag slog drengen lidt hårdere. Og da Maria tændte sin cigaret i skolegården, blev et af tilråbene ved at gjalde i hendes hoved: »Du er fandened'me klam, Maria«. Maria fik nok. Tænkte, at lige meget hvad hun gjorde, så var det forkert. Maria besluttede sig for at dø. »Jeg tænkte meget over metoden. Vidste hurtigt, at jeg ville tage piller. Jeg havde ikke lyst til at skære i mig selv eller hoppe ud foran et tog - min mor kørte på arbejde til København med tog hver dag, og det ville være forfærdeligt, hvis hun, hver gang hun sad i et tog, skulle sidde og tænke på det. Og så var jeg bange for, at det skulle gøre ondt«. Maria sikrede sig, at hun var alene. At hendes mor var på arbejde. At hendes søskende ikke var hjemme. Arrangerede det sådan, at hun ikke ville blive fundet. Men hendes bror kom uventet hjem i sin frokostpause. Hvorfor har hun aldrig fundet ud af. »Min første følelse, da jeg vågnede op på intensiv, var skuffelse. »Det er bare løgn det her«, og »hvor pinligt, at jeg ikke engang kunne gennemføre det«, tænkte jeg. Og så var jeg lammet af dårlig samvittighed. Min mor var totalt knust. Men selvmordsforsøget fik heldigvis den konsekvens, at jeg ikke kom tilbage til dén skole mere. Det var jo det, jeg ville. Væk fra skolen og alle drillerierne«. Maria Hirse var 12 år, da hun forsøgte at tage sit eget liv. »Måske skulle jeg have sagt til mig selv: Du kan godt stole på andre mennesker. Der er også andre, som vil dig det godt. Livet vil dig det godt. Forsikret mig om, at der intet var galt med mig. Men det forstår man sjældent, når man går i syvende klasse«. Ærlighed Maria Hirse sidder med benene trukket op under sig i en stor, hvid sofa i hendes og kærestens hus i hjertet af Odense. Hendes spinkle krop forsvinder nærmest mellem puderne. Det smukke, glansbilled-perfekte ansigt er dækket af en lige så perfekt makeup. På det elegante bord mellem flydersofaerne står både kaffe, danskvand og en skål karameller, som Maria Hirse flittigt gumler løs på. Hun er helt klart kommet sig over sin mere end ti år gamle spiseforstyrrelse. Sygdommen viste pludselig offentligheden et andet billede af den ellers pletfri lykkehjulsværtinde. 'Æblekinder', som Maria Hirse har kaldt bogen om sin livstruende anoreksi og bulimi, udkom i august sidste år, og siden har hun i alskens medier fortalt om sin mere end ti år gamle kamp med maden. Det gjorde hun, fordi den uddannelse som psykoterapeut, hun tog, mens 'Lykkehjulet' snurrede på sine sidste år, fik hende til at indse, at hun ikke kan hjælpe andre, hvis hun ikke er hundrede procent ærlig omkring sine egne erfaringer og oplevelser. Maria Hirse vil gerne hjælpe. Og så vil hun gerne være med til at mane den - tilsyneladende - eviggyldige myte om, at modeller mangler hjerne, i jorden. Næste punkt er en bog om hendes barndom. Om mobningen, det manglende selvværd og selvmordsforsøget. Men selvom Maria Hirses hudløse ærlighed kan virke endeløs, er der alligevel grænser for, hvad medierne - og dermed offentligheden - skal vide: »Jeg har ikke lyst til sådan noget med at åbne mit klædeskab. Hvis jeg ikke kan se formålet, gider jeg ikke. Men hvis det, jeg fortæller, kan hjælpe andre, er det o.k.«. »At jeg som barn har stjålet i BR-legetøj, har jeg det for eksempel fint med at fortælle offentligt om. Så kan min mor sidde i Otterup og krympe sig - hvilket hun også gjorde, da det kom frem i 'Venner for Livet' (program på TV 2, red.). Folk var lamslåede. Nok over, at sådan en pæn pige kunne finde på sådan noget, og så oven i købet tale om det. Men jeg indeholder altså også noget andet end den pæne pige«. Sendt hjem Maria Hirse boede de første år af sin barndom i et boligkompleks i Allerød på Sjælland sammen med sine to halvsøskende og moderen, der arbejdede som bankassistent. Penge havde familien ikke mange af, og allerede i børnehaven begyndte Maria at føle sig 'mærkelig': »Jeg opholdt mig meget i min egen fantasiverden og havde svært ved at have tillid til andre. Jeg var en lille voksen, der var bange for mine omgivelser. Jeg gik i børnehave, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til de andre. Vidste ikke, hvad vi skulle lege på legepladsen«. I stedet stak Maria af fra børnehaven. Sagde til viceværten, at hun havde glemt sin nøgle, og nægtede at lukke op, når pædagogerne ind gennem brevsprækken råbte, at hun skulle komme ud. Meget bedre gik det ikke, da Maria nogle år senere begyndte i første klasse på Skovvangsskolen i Allerød. Tre et halvt år nåede hun at møde op i klasselokalet, før skolepsykologen vurderede, at det var 'mest hensigtsmæssigt', hvis Maria færdiggjorde fjerde klasse derhjemme. Maria blev mobbet i 'særlig ekstrem' grad. »Din far vil ikke have dig«, råbte skolekammeraterne blandt andet efter Maria. »Og det ramte jo virkelig plet. Da jeg var fire-fem år blev det til, at jeg ikke skulle se min far mere. Indtil da kom han på besøg, og man var sådan beæret. Han havde en flot bil, der vakte opsigt i kvarteret. Jeg kaldte ham far uden at vide, hvad det betød«. Drillerierne blev ved Marias mor gik til møder om mobningen på skolen. Nogen gange hver uge. Men intet hjalp. »Når jeg skulle til skolepsykolog, var jeg meget varsom med, hvad jeg sagde«. »Så jeg fortalte dem aldrig noget som helst, der kunne have givet dem et hint om, hvordan jeg havde det. Jeg fortalte ingen om mine problemer. Jeg var jo også pinlig. Havde ikke lyst til at synliggøre, at jeg virkelig var mærkelig. Så der var ingen, der havde en jordisk chance for at gennemskue mig«. Familien flytter til et hus, får hund og en far i form af moderens nye kæreste. Men Maria bliver ikke rigtig glad. Drillerierne flytter med, og da Maria er omkring 12 år, flytter moderens kæreste og familien til Helsinge. Også i den nye klasse går det galt. De andre piger leger med Barbiedukker, mens Maria går med makeup, får kærester og begynder at ryge: »Måske havde jeg en facade på, fordi jeg ikke ville såres«. En facade, som en af Marias lærere i særlig grad så sig sur på: »Nå, har primadonnaen indfundet sig«, og »mon ikke du skulle tørre den sminke af«, var bemærkninger, der vakte stor begejstring hos klassekammeraterne. For Maria blev de en del af årsagen til, at hun til sidst ikke så andre udveje end at forsøge at tage sit eget liv. »De fleste mennesker bliver mobbet på et eller andet tidspunkt i deres liv. Jeg oplevede det i en alder, hvor jeg havde svært ved at hjælpe mig selv. Og dem, der mobbede, var næppe klar over, hvad de gjorde. Der er jo heller ingen, der bliver født som voldtægtsforbrydere. Man har ikke ondskaben i sig som spæd«. »Men man skal ikke byde sit barn noget, som man ikke vil byde sig selv. Jeg ville jo aldrig sige til Victoria (Maria Hirses treårige datter, red.): »Du skal gå på arbejde otte timer, selv om du ikke vil«, eller »Lad du bare være med at græde over skolen, det går nok over«. Man har kun ét liv, og det skal bruges rigtigt«. »I dag ser jeg mig selv som et meget mere elsket barn, som jeg kun vil det bedste. Jeg er blevet meget bedre til at sætte grænser. Gør ikke ting, som jeg ikke bryder mig om. Da jeg var yngre, gik jeg for eksempel til masser af middage og fester, som jeg egentlig ikke havde lyst til. Nu omgiver jeg mig kun med positive mennesker. Og helst kun med få ad gangen«. »Mine år som model har gjort mig enormt god til smalltalk. Jeg kan snildt køre flere aftener igennem på det. Men jeg gider ikke den der ævlebævleoverfladiske glamourtilværelse, jeg er meget mere et hjemmemenneske. Og jeg drikker ikke. Jeg kan godt gå på café, men når klokken slår et bestemt klokkeslæt, kan jeg ikke holde det ud mere - folk bliver slørede«. Bevar kontrollen »Det handler selvfølgelig også om, at jeg vil være i kontrol. Som model har jeg også altid bevaret kontrollen. Været viljestærk og kigget mig selv i spejlet og tænkt: »Så stopper du«, hvis jeg kunne se, at mine øjne havde ændret sig siden starten af festen. »Selvfølgelig har jeg også prøvet at sidde og sige som en søløve i et badekar - men som den offentlige person, jeg er blevet, føler jeg et ansvar for at opføre mig ordentligt. I årevis har jeg repræsenteret et quizprogram, der handlede om glæde og harmoni, og så passede billedet ikke, hvis jeg lå skidefuld nede i et hjørne på en tjekket café og brækkede mig«. Af samme årsag ventede Maria Hirse med at udgive bogen 'Æblekinder' om sine knap fire års erfaringer med anoreksi og bulimi, til 'Lykkehjulet' havde drejet for sidste gang: »Under psykoterapeut-uddannelsen tog jeg hul på perioder i mit liv, jeg aldrig før havde talt om, fordi det var så pinefuldt og flovt. Jeg tænkte, at hvis folk kunne se om bag facaden på pæne Maria, så ville de tro ilde om mig. Til sidst var jeg træt af det billede, som jeg selv havde været med til at tegne. Man er jo mere end et pænt ansigt, der har optrådt i et otte år gammelt quizshow«. Fordommene Årene som såvel model som lykkehjulsværtinde har dog tilsyneladende udstyret offentligheden med en del fordomme om Maria Hirse: »'Hun er nok ikke ret klog, når hun er køn. Og så har hun jo også været model'. Jeg bryder mig hverken om jalousi eller fordomme. 'Hvis du er tyk, så er du glad'. 'Hvis du er nydansker, så snyder du i skat'. Hvem har fundet på de regler?«. »Da jeg deltog i programmet 'Hvem vil være millionær?', nåede jeg helt til 250.000-kroners spørgsmålet. Bagefter var der en mand, der sagde til mig: »Der overraskede du mig!«. Jeg havde bare lyst til at råbe: »Hvorfor?«. Hvis Jes Dorph var gået ned på 10.000-kroners spørgsmålet, så ville alle have sagt: »Det var også et svært spørgsmål«, men hvis det var mig, havde det heddet: »Hvad sagde jeg?««. »Men folk kan ikke såre mig mere. Jeg hviler i mig selv. Hvis jeg for otte år siden så et læserbrev om, at Maria hun er så og så åndssvag, kunne jeg godt tage det til mig. I dag tænker jeg hold dog kæft, har du ikke andet at give dig til«. »Jeg har fået styr på mit selvværd, og så tror jeg på, at der er en grund til, at man har oplevet det, man har. Mine oplevelser gør mig ikke til et ringere menneske - tværtimod«. Skytsenglen At nogen skulle tvivle på den tidligere lykkehjulsværtindes evne til at rådgive andre mennesker, har hun kun et skuldertræk tilovers for: »Når jeg rådgiver i min terapi, rådgiver jeg om de ting, jeg kender. Om oplevelser, jeg selv har haft. I øjeblikket har jeg næsten kun spiseforstyrrede. Og hvis jeg ikke troede, jeg kunne, ville jeg ikke gøre det. Ligesom min brevkasse i Ude og Hjemme. Det er frivilligt, om man vil følge rådet. Jeg ringer jo ikke op til folk ugen efter for at høre, om de nu også huskede at gøre, som jeg sagde. Hvis jeg ikke var i stand til at hjælpe, ville det nok blive synligt rimeligt hurtigt«, understreger Maria Hirse, der ud over terapeutarbejdet regner med at udvide karrieren som forfatter med fiktionsbøger. Hvad hun spiser, er ikke længere noget, hun tænker over: »Men det ligger til mig at være slank. Min mor er tyndere end mig. Og jeg prøver at se sådan på det, at det ikke er en synd, hvis jeg taber kontrollen. Ikke at det sker. Men skulle det være tilfældet, ville jeg næppe gå i panik«. »Jeg tror, at tingene sker, for at noget bedre kan komme til mig. Der er én, der hjælper mig. Da jeg for nylig havde meningitis, kom min barnepige med en engel, som hun hængte over sengen. Det var den bedste gave, jeg nogensinde har fået. Lige siden har jeg været vild med engle, og jeg tror, alle har en skytsengel«. Maria Hirses skytsengel har foreløbig været på hårdt arbejde. Og hendes oplevelser på græsen til livet, har fået fået hende til at være meget bevidst om, at livet er forbigående: » Man skal gøre hvad man vil, ingen kan vide, hvornår det er forbi«.