0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den sidste fra Kafkas verden

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

De er der næsten alle sammen, både Franz Kafka, Max Brod, Egon Erwin Kisch, Franz Werfel, Gustav Meyrink, Franz Carl Weiskopf og andre tyskskrivende forfattere fra Prag, men der er også tjekkerne Karel Capek og Jaroslav Hasek og deres kolleger.

De mødes alle i 'Das Traumcafe einer Pragerin', en af Lenka Reinerovas mest kendte bøger, hendes erindringer om venner og bekendte fra den tid, Prag var hjemstavn for både tjekker, tyskere og jøder, som alle levede i harmoni med hinanden i den smukke by.

På hendes drømmecafe mødes også mennesker, hun ikke har kendt personligt, men som har de samme rødder som hun, og som har været med til at præge hendes liv. Som Kafka, hvis bøger hun kan næsten udenad.

Lenka Reinerova er født i 1916 i Prag, i kvarteret Karlin, hvor hendes far var isenkræmmer i Königstrasse. Gaden er der stadigvæk, blot navnet er et andet.

I hjemmet blev der talt både tjekkisk (faderens første sprog) og tysk, for alle beherskede begge sprog flydende, og ingen tænkte over, hvad man talte i øjeblikket - det var afhængigt af emnet. Men gymnasiet, forældrene sendte hende på, da hun var 15 år, var tysk. Og eleverne var både fra jødiske og tyske familier.

»Det var ikke kun modersmålet, vi havde til fælles. Vi havde først og fremmestvores hjemby, vi var alle pragere, født og vokset op i denne by og stærkt knyttet til den og dens multikulturelle miljø«.

»Det spillede derimod absolut ingen rolle, at nogle af os havde jødisk baggrund og andre 'bare' tysk. Jeg mindes ikke en eneste situation, hvor nogen var opmærksom på, om en anden var jøde eller ej. Men det var jo før nazisternes vanvid brød ud«.

»Jeg er meget glad for, at jeg har oplevet de gode år før, Hitler, da ens religion, nationalitet - eller race, som det kom til at hedde - ingen betydning havde for de fleste mennesker«, fortæller Lenka Reinerova.

Hun taler et ualmindelig smukt, rigt tjekkisk, som hun indimellem krydrer med enkelte tyske udtryk - afhængigt af samtalepartneren og emnet. Lidt som dengang i barndomshjemmet.

Sværger til skrivemaskinen
Også hendes tyske, kaldt Prager Deutsch, er fortræffeligt. Det er så fint, at hun ejer en Schillerring - en udmærkelse, som de seneste år uddeles i Tyskland til forfattere, der har en særlig stor fortjeneste for det tyske sprog. Lenka Reinerova, som bruger den tjekkiske endelse -ova også i Tyskland, var den første, der fik prisen. Det var i 1999.

Vi sidder i hendes lille lejlighed i en ejendom, som tilhører Prags mosaiske trossamfund. Her bor nogle af dem, som har overlevet Anden Verdenskrig. Det gjorde 80.000 tjekkiske jøder ikke. Blandt dem var Lenkas forældre, hendes to søstre og syv andre nære slægtninge.

Lejligheden er fyldt med bøger, de står og ligger overalt, og de er på en række sprog, for Lenka kan også engelsk, fransk, spansk, serbisk 'og lidt andet'. Der er også mange billeder og gamle fotografier på væggene. Minderne har forskellige former, siger hun.

Og en 'historisk' skrivemaskine har hun også, en kæmpestor Olivetti, hun altid skriver på. En computer? Aldrig i livet, siger hun. Det passer ikke til gamle damer, som er født i det østrig-ungarske kejserrige.

Kafkas kærlighedsbreve
Tjekkiet, dengang Böhmen, var en del af riget, til det blev opløst og delt i selvstændige stater, blandt dem Tjekkoslovakiet, i kølvandet på Første Verdenskrig. Det er måske derfor, at nogen fejlagtigt opfatter f.eks. Franz Kafka som en østrigsk forfatter, eller at ret få ved, at komponist Gustav Mahler var født i Böhmen.

Mahler, som var 14 år, da han flyttede til Wien for at studere på konservatoriet, blev ved med at vende tilbage til fødeegnen, som han sagde var en stor inspiration for hans musik. Han kunne, ligesom Kafka o.a., både tjekkisk og tysk.

Men tosproget var dengang også mange tjekker, for tysk var rigets officielle sprog. Den tjekkiske intelligentsia beherskede tysk til fuldkommenhed - Kafka og hans store tjekkiske kærlighed, Milena Jesenska, skrev til hinanden på tysk, men talte sammen på begge sprog. Det er kun hans breve ('Briefe an Milena'), som er bevaret. Hendes er desværre gået tabt.

»Den kulturskat, der blev skabt på tysk, men stærkt påvirket af det tjekkiske miljø og af Prags specifikke atmosfære, var meget stor og rig. Det er synd, at mange mennesker i dag kun kender Kafka. Min beklagelse har intet med hans storhed at gøre, han er uden enhver tvivl en af historiens største forfattere«.

»Men der var også andre, som fortjener at blive husket, f.eks. Egon Erwin Kisch, min nærmeste ven, en fremragende journalist og forfatter og en utrolig dannet mand, som bevægede sig elegant mellem den tyske, den tjekkiske og den jødiske kultur, for han kendte og følte dem alle«.

»Eller hvem uden for Tyskland og Tjekkiet kender i dag Franz Carl Weiskopf, selv om han skrev som en engel. Eller Johannes Urzidil og Rainer Maria Rilke. Og mange andre. Selv Max Brod, som har reddet Kafkas værker for verdenen og selv var en stor personlighed, er for mange en ukendt herre«, siger fru Reinerova.

På café med Kafka
Weiskopf var hendes første chef, da hun som knap 20-årig blev ansat som elev på avisen Arbeiter-Illustrierte-Zeitung (AIZ). Hun havde været nødt til at forlade gymnasiet, fordi forældrenes økonomiske situation forværrede sig markant efter Hitlers sejr i Tyskland.

Nazisternes magtovertagelse havde ifølge fru Reinerova kun én konsekvens, man kunne glæde sig over i Prag - at byen blev asylsted for en række tyske kulturpersonligheder, som var flygtet fra Hitler. Blandt dem var forfatterne Thomas og Heinrich Mann, filosof Ernst Bloch eller forlægger Wieland Herzfelde og hans bror Helmuth, plakatkunstner og maler, som blev kendt som John Heartfield.

Også flygtningene fra Tyskland mødes på Lenkas drømmecafe, som er sammensat af minderne om de virkelige cafeer, Prag vrimlede med mellem krigene. Arco, Imperial, Louvre, Unionka hed de bl.a., og man kom på dem mest for at snakke med vennerne.

Alle kom på cafeer, Kafka elskede dem, Kisch kunne slet ikke undvære dem, Brod drøftede sine utallige projekter på dem. I dag er mange af disse steder genåbnet, også Arco, hvor Kafka og Milena lærte hinanden at kende.

Men den kreative atmosfære fra dengang har ingen af dem. Også derfor måtte jeg skabe mit egen, siger fru Reinerova. Og vennerne, som mødes i hendes drømmecafe, er ikke kun samtalepartnere, men også skytsengle, som hun føler hjælper og rådfører hende. For hvordan får man ellers fat i skytsengle?

»Hvilken gud kunne sende dem til mig? Og på hvilket sprog skulle jeg bede ham om det? På min mors tyske, på min fars tjekkiske eller på mine aners hebræiske? Men måske taler Gud nu, i begyndelsen af det nye årtusinde, et nyt, hidtil ukendt sprog, på hvilket han kan få alle menneskene på kloden til at leve anstændigt sammen trods de meningsløse, kunstige grænser mellem dem. Sådan en gud ville være en sand messias. I Prag har han ikke vist sig endnu«, skriver hun i bogen.

På flugt
I 1939 blev Lenka selv flygtning. I marts, da Hitler besatte Tjekkiet og gjorde det til tysk 'protektorat', var hun på en reportagerejse i Rumænien.

»Du må ikke komme tilbage, situationen er ved at blive farlig for jøderne. Og for folk med dine politiske holdninger, sagde mine forældre, da jeg ringede til dem. Jeg var stærkt venstreorienteret dengang. Det var mange mennesker, for det var, følte vi, det eneste rigtige alternativ til fascismen«.

»Og så lystrede jeg for en gangs skyld mor og far, selv om det var frygtelig svært at redde mig selv og lade min familie blive i protektorat-helvedet. Men jeg tænkte ikke på den mulighed, at jeg aldrig vil se dem igen«, fortæller fru Reinerova.

Fra Rumænien rejste hun til Paris, hvor hun genså flere af sine venner fra Prag. En række tjekkiske jøder og kommunister var flygtet til Frankrig, men ikke alle fandt her den tryghed, de havde håbet på. Flere blev arresteret, fordi de franske myndigheder mistænkte dem pga. deres politiske holdninger.

Lenka tilbragte adskillige måneder i et fængsel i Paris. Og senere i en interneringslejr i det sydlige Frankrig. Og endnu senere i en lignende lejr i Marokko, det næste stoppested på flugtruten. Til sidst lykkedes det hende at komme til Mexico, et tilflugtssted for tusinder af europæiske antifascister og jøder. Her mødte hun også sin kommende mand.

Arresteret i Prag
»Vi sagde dengang: Rejs med jøderne, så vil du se verden. Galgenhumor hjalp os lidt til at klare strabadserne, det var jo en frygtelig hård tid. Men det var intet sammenlignet med, hvad vores familier og venner derhjemme måtte igennem. Mest af det erfarede vi først efter krigen, da de overlevende begyndte at fortælle«, siger Lenka.

Da krigen var slut, rejste hun til Jugoslavien, som hendes mand, læge og forfatter Theodor Balk, stammede fra. I 1948 flyttede de til Prag, hvor kommunisterne i mellemtiden havde overtaget magten.

»Vi var naive dengang. Vi troede, at kommunisterne virkelig ville bygge en demokratisk, retfærdig verden op. Men illusionerne brast hurtigt. Vi så de mange skueprocesser omkring os. Titusinder af uskyldige folk blev arresteret. Snesevis af mennesker blev henrettet. Det var en grusom tid«.

»I 1952 blev det min tur. De kom en dag og arresterede mig uden at sige hvorfor og uden at tage hensyn til min nyfødte datter. Først under de 15 måneder i fængslet erfarede jeg, at jeg var regimets fjende, for jeg havde været i eksil i Vesten. Tusinder af mennesker sad i fængsel af samme grund«, fortæller Lenka.

I de lidt liberale 1960'ere blev hendes situation bedre. Hun blev chefredaktør på et tysksproget magasin, Im Herzen Europas, som udkom i Prag, og hvor hun bl.a. offentliggjorde den første tyske oversættelse nogen sinde af Vaclav Havels tekster.

Men den gode tid sluttede brat efter den sovjetiske besættelse af Tjekkoslovakiet i 1968. Under den efterfølgende 'normalisering' fik hun totalt berufsverbot som journalist - ligesom et hav af andre pressefolk, forfattere, kunstnere, professorer m.m. Hun klarede sig ved at oversætte faglitteratur og ved at tolke simultant.

Succes i Østtyskland
»Hverken jøder eller tyskere var ikke 'in' under kommunismen. Og jeg er begge dele ... Men pyt med mig. Meget værre var, at også Kafka var stort set forbudt. En af de største skikkelser i vores kulturhistorie måtte ikke udgives, fordi han ikke passede til partiets hurra-optimisme«.

»I 1963 lykkedes det ganske vist den nu afdøde professor i tysk litteratur Eduard Goldstücker at organisere en Kafkakonference, men det kostede ham dyrt senere. I 1968 hed en af Moskvas påstande, at 'jøden Goldstückers' aktion havde været startskuddet til kontrarevolutionen«.

»Og min gamle ven, som havde tilbragt krigen i eksil og 1950'erne i et kommunistisk fængsel, måtte flygte igen. Ellers havde de arresteret ham. Han kunne først vende hjem efter regimets fald i 1989. Goldstückers skæbne er desværre ret typisk for mit land, siger Lenka.

Det seneste årti før kommunismens kollaps bragte en stor forandring i hendes liv. Hjemme var alt, hun skrev, fortsat forbudt, men nogle kvikke hoveder i DDR opdagede hendes bøger. Og begyndte at udgive dem på forfatterforbundets forlag Aufbau.

Kulturfunktionærerne i Prag var vrede og plagede hende med gentagne forhør, men gav sig til sidst, for DDR var jo et af 'broderlandene'. Og befolket i øvrigt med gode tyskere, som intet havde til fælles med den nazistiske fortid.

Næsten alle hendes bøger er siden udkommet på Aufbau, alle i meget pæne oplag. Og nu udkommer de også i Tjekkiet. Den nyeste er 'Uden adresse', et selvbiografisk værk ligesom det meste fra hendes hånd.

Hr. Kafka
»Jeg kan kun berette om, hvad jeg selv har set og oplevet. Der et stadig meget, jeg vil fortælle. Men mit største mål, jeg skal nå i dette liv, er et museum for Prager Deutsche Literatur. Det har jeg drømt om lige siden Kafkakonferencen, og nu vil jeg realisere det. Derfor leder jeg den komite, som arbejder med projektet«, siger Lenka.

Hovedmeningen med museer er, forklarer hun, at forhindre, at de mange store forfattere bliver glemt. Men også at skabe et seriøst alternativ til den poppede og kulørte måde, Franz Kafka og hele kredsen i dag præsenteres på i det turistfyldte Prag. Primært Kafka, for ham kender 'alle'.

»Hr. Kafka, har De allerede bemærket, at man nu overalt sælger postkort med Deres portræt på? Og er De glad for, at unge piger fra Italien, Spanien m.m. ... bærer Dem så at sige på deres hjerter? Har de allerede set, hvordan Deres portrætter bølger på turistbrystkasserne under snehvide, smaragdgrønne, hindbærrøde eller lyseblå T-shirts, spørger fru Reinerova sin yndlingsforfatter i Drømmecafeen.