På væggen hænger en plakat med The Doors' Jim Morrison. »Han er min helt«, siger hun tørt, som var det den mest banale konstatering. Morrison døde 1970, det år hun blev født. Mian Mian griber efter cigaretpakken på sofabordet. Udsigten er fænomenal over Shanghais futuristiske skyline her fra den rodede dagligstue hos en af Kinas mest omdiskuterede forfatterinder. Den bleggule sol kryber nænsomt ned bag skyskrabernes silhuetter, mens den kæderygende, kortklippede kvinde febrilsk tager endnu et hiv og fortsætter diskussionen om et kaotisk privatliv, der nådesløst endevendes. »Til helvede med ham. Min datter er bortført af sin far, og jeg vil kæmpe for at få hende tilbage. Han mente, at jeg skulle holde op med at skrive for at hellige mig moderrollen. Anyway, lad os tale om noget andet. Jeg begik en fejl, da jeg giftede mig med en englænder. Vi rejste alle tre til Storbritannien, vi giftede os der, vores datter er født der. Fuck the English!«. »Englænderne og deres såkaldte kultur hænger mig ud af halsen, de tror, de er verdens centrum, de har ingen respekt for andre. Min mand var ikke i stand til noget som helst, hans eneste interesse var at klatre i bjerge. Men kærlighed er kærlighed, og vi kendte ikke hinanden ret længe. Jeg siger til kinesiske piger: Lad være med at gifte jer med engelske mænd, de er bullshit «. Moderne roman Mian Mian er et kunstnernavn, selvfølgelig. Hun er født i Shanghai som Wang Xin, et navn, der er usælgeligt uden for Kina, og det er i Europa, at hun i disse år er ved at få sit store publikum. Den statslige kinesiske kulturcensur har forbudt hendes bøger, men forhindrer hende ikke i at skrive. Hendes kendteste udgivelse, 'Candy' ('Slik') er delvist selvbiografisk (selvfølgelig) om den unge generation af kvinder, der får smag for moderniteten, dekadencen, pengene, selvrealiseringen og frem for alt seksualiteten - sex, drugs and rock'n'roll - som er brudt frem i det 'nye' gamle Shanghai, byen, der har hentet sin historiske identitet i et århundreder gammelt brutalt samspil med vestlige forretningstraditioner, orientalsk kapitalisme og vestlig kulturel dekadence - elementer, som genfødes under betegnelsen 'socialisme med særlige kinesiske karakteristika'. Fundamentalt næppe meget anderledes end den sociale og kulturelle løssluppenhed, der kendetegnede Shanghai i 1920'erne og 1930'erne, hvor Charlie Chaplin, Scott Joplin, Noel Coward og George Bernard Shaw var notabiliteterne i et broget vestligt gæstepublikum. 'Candy', der udkom i fjor, er udgivet i Frankrig, Tyskland og Italien og sælger flot. I Kina er de halvstatslige forlag og censurapparatet adskilte, så derfor nåede bogen at være på gaden et stykke tid, inden forbuddet ramte den. 'Candy' solgte 40.000 eksemplarer og mindst 100.000 i piratkopiudgaver, inden myndighederne fandt, at bogens popularitet var ved at blive et samfundsproblem. »Jeg tror ikke, at det er bogens beretninger om stofmisbrug og eksperimenterende seksualitet, der er årsagen til forbuddet. Nej, det, de ikke bryder sig om, er den opmærksomhed, jeg får som individ i medierne. Det er medierne, der er problemet. Egentlig er jeg ligeglad med forbuddet, bøgerne bliver læst alligevel. Men censuren vil sende et signal til medierne: Gå uden om hende dér!«. Stofmisbruger Mian Mian har hentet sit unge livs brutale erfaringer i flere af rigets millionbyer. Hun arbejdede i en periode som barservitrice i de Klondikeagtige miljøer i Sydkina. Som 20-årig begynder hun at eksperimentere med stoffer. Sammenbruddet truer. Hun reddes af sine forældre, overtales til et ophold på en afvænningsklinik, og der går to år, inden hun fungerer som et normalt individ igen. Da stofmisbruget er kommet på afstand, skal hun afprøve sine seksuelle grænser, hun gennemlever mange eksperimentelle forhold og erkender, at kinesiske mænd er konventionelle og meget uerotiske. Som en næsten forudsigelig konsekvens følger en stormende forelskelse i den to år yngre brite. Parret beslutter sig for giftermål og barn efter kun kort tid. »Meget kort, jeg fortæller ikke, hvor længe«. Ud af den stormende kærlighed voksede en graviditet. For 14 måneder siden fødtes datteren, for et halv år siden foreslog barnets fader at tage på ferie med barnet i Filippinerne, »vore problemer skulle på afstand«, for at give moderen ro til at skrive videre på næste manuskript. Siden har hun ikke set hverken far eller datter. »Jeg får brug for en sagfører. Det her bliver dyrt og besværligt«. Brutale erfaringer Om og hvornår, hvis overhovedet, datteren kommer tilbage, aner hun ikke. »Jeg opgiver ikke friheden, den er forudsætningen for, at jeg kan skrive. Friheden går kun for langt, hvis den fører til stofmisbrug. Kærligheden skal jeg ud og genfinde. Som ung er man meget tapper, men naiv og uden erfaring, det er risikabelt. Min erfaringsverden er storbyernes og modernitetens Kina, hvor kvinder på min alder og yngre søger væk fra traditionerne. Det konservative Kina findes kun på landet, og her har jeg nok ikke noget publikum. Jeg forsøger at fortælle storbyernes unge kvinder, at kærlighed er det vigtigste, men det skal læres, og de skal dyrke det med stor forsigtighed. De er nødt til at gøre erfaringer, som kan være brutale. Lidenskaben fører uundgåeligt lidelsen med sig«.

Det kommunistiske Kina er konservativt, når det gælder kultur og livsstil. Er du offer for den kendsgerning, at landet har svært ved at håndtere moderniteten? »Jeg er ligeglad med regeringen. Jeg er ikke et vestligt kunstprodukt, men en repræsentant for de nye kinesere. Vi er en generation, der bliver magtfulde, og vi får stor indflydelse i jeres verden. Fordi Kinas styrke øges. Vi kender jer, I kender ikke os. I har ikke interesseret jer for os. Kina er en gammel civilisation, men det, du ser i Shanghai, repræsenterer en ung nation i forvandling. Vores styrke er, at vi kan få de to verdener til at eksistere sammen«. 'De kønne unge piger' Mian Mian tilhører en kategori af kvindelige forfattere, som både inden for og uden for riget kaldes 'de kønne unge piger', uden at der dermed er lagt en entydig positiv værdiladning i dén etikette. Den kendteste udgivelse i denne strømning er 'Shanghai Baby', skrevet af Mian Mians jævnaldrende kollega, Zhou Wei Hui. Den udkom i begyndelsen af 2001 og led samme skæbne som 'Candy': for populær, solgte bragende godt, og derfor blev den beordret ned fra hylderne af censurapparatet. Raseriet lader sig ikke holde tilbage, da Mian Mian bliver mindet om rivalinden: »Hun efteraber! 'Shanghai Baby' er et plagiat. Hun er ingenting«. Mobilen ringer ustandselig, og svarene bliver springende og usammenhængende. Hun taler med sin tidligere husholderske om den flygtede ægtefælles ejendele. »Ha ha, alle hans ting kan vi stille hos husholdersken«, ler hun hånligt. Den enlige mor med det heftige temperament lider ingen nød. Ud over den attraktive treværelses i det centrale Shanghai ejer hun en villa på landet, i naboprovinsen Zhejiang, som hun kan trække sig tilbage til, når der er brug for ro til at komme til hægterne oven på de mange emotionelle udbrud. Det aktuelle arbejde er et filmmanuskript. Mian Mian har netop sikret sig finansieringen og en garanti for, at hun både bliver manuskriptforfatter og instruktør. Filmens beretning bliver ikke røbet. Sidst hun leverede et filmmanuskript til en filmproducent, blev det grundigt manipuleret af instruktøren. »Næste gang styrer jeg alt selv«. Filmmanuskriptet skrives af lyst, passion og temperament. Men regningerne skal jo betales i det daglige: Pligtarbejdet, der giver ris i skålen, er en klumme til et dagblad i Hongkong, »hvor jeg kan skrive nøjagtig, hvad der passer mig, 500 ord, og de trykker det hele hver dag«.