Biografer og teater var forbudt. Sex talte man ikke om. Alkohol på det nærmeste strafbart. Den censurerede litteratur bestod af andagtsbøger og bonderomaner i Morten Korch-stil. Når det gjaldt idræt, kunne skiløb lige gå an. Det lyder svensk, ikke sandt? Og det er det også. Ærkesvensk. Det var sådan, verden så ud for forfatteren Per Olov Enquist, da han voksede op i Västerbotten i Nordsverige. Det potentielle syndekatalog var tommetykt, så hvad gjorde en otteårig dreng, når resten af det indremissionske sogn mente, de vigtigste aktiviteter burde foregå i det lokale bønnehus? Han konstruerede byens første fodbold. Han krøllede gamle aviser sammen og bandt dem sammen med snore. Og imens lille Per Olov sparkede fodbolden rundt i det nordsvenske landskab, gik hans mor derhjemme og drømte om, at sønnen skulle blive præst. Med den viden, vi i dag har om forfatteren Per Olov Enquist, kunne det lyde, som om grundlaget for et gigantisk opgør med den snærende, religiøse baggrund blev skabt allerede i den tidlige barndom, men sådan gik det faktisk ikke. Og dette er formentlig årsagen til, at den populære svenske forfatter netop har været i stand til at udsende romanen 'Lewis rejse' om det miljø, som hver anden svensker har familiemæssig berøring med - den religiøse vækkelsesbevægelse. »Vækkelsesbevægelsen er meget sjældent beskrevet i Sverige. Jo, vi har fået at vide, at de har været forfærdelige mørkemænd, og at bevægelsen har været præget af masser af forbud og alenlange syndekataloger, hvilket også er rigtigt, men det er bare ikke hele historien, og det er heller ikke anliggendet i min roman om Pinsebevægelsen«, siger Per Olov Enquist. Selv gled han gradvist ud af det religiøse miljø og sagde egentlig først endeligt farvel, da han var 15-20 år gammel. Og derfor har han kunnet give svenskerne et indblik i en del af deres egen historie, som de ellers ikke var opmærksomme på. »Historien har hele tiden ligget der, men mange har forladt det religiøse miljø og har ikke været interesseret i at fortælle om baggrunden. De har gjort oprør og er gået i protest, mens de har tænkt, at 'det lort rører jeg aldrig nogensinde ved igen'«, siger Per Olov Enquist. Magtkamp Selv har forfatteren arbejdet på romanen 'Lewis rejse' gennem de seneste otte år, og resultatet er blevet en historie om både den svenske pinsebevægelse og om stifteren af den svenske pinsebevægelse, Lewi Pethrus, og dennes makker, digteren Sven Lidmann. Det er samtidig blevet en historie om, hvordan de to lederes parløb endte med en indædt personlig magtkamp. »Masser af svenskere har også læst romanen som en politisk roman, og ikke så få har læst den som en form for portræt af Socialdemokratiet. Det ér altså en historie om Pinsebevægelsen, men det er naturligvis også en historie om, hvordan udviklingen i store, folkelige bevægelser næsten uundgåeligt fører til problemer om magten på et eller andet tidspunkt«, siger Per Olov Enquist. Selv regnede han med, at han med 'Lewis rejse' havde skrevet en forholdsvis smal roman, men faktum er, at bogen har solgt endnu bedre end hans dundrende succes med 'Livlægens besøg', hvor han beskrev Struensees danske revolution. 'Lewis rejse' er i løbet af to måneder solgt i 46.000 eksemplarer i Sverige, hvor salget op til jul formentlig vil lægge lige så mange solgte bøger oveni. Det flotte salg er imidlertid ikke de eneste ligheder mellem 'Livlægens besøg' og 'Lewis rejse'. Hvor historien om Struensee tændte lys over et par kapitler af den danske historie for danskerne, har Enquist med 'Lewis rejse' fortalt en del af den svenske historie, som også er ukendt for mange svenskere. »Mange svenskere har set Pinsebevægelsen som noget, der var way out, og Lewi Pethrus som en højreorienteret mørkemand, der grundlagde partiet Kristdemokraterne, men de har ikke vidst, at han også havde et stort, socialt engagement, og at han var levende interesseret i den tredje verden«, siger Enquist. I Per Olov Enquists beskrivelse beskæftiger Lewi Pethrus' tropper sig faktisk med meget af det, der burde have optaget en socialt bevidst arbejderbevægelse. Bevægelsen tog sig af de fattige, og den blev et samlingspunkt for tusindvis af enlige kvinder. »Pinsebevægelsen var ikke en feministisk bevægelse, men den bestod i høj grad af selvstændige kvinder. Selv var Lewi Pethrus en socialt engageret mand, men resten af ledelsen i bevægelsen var jo konservative mænd fra borgerskabet«, siger Enquist som forklaring på, at Pinsebevægelsen var ildeset af arbejderbevægelsen. »Arbejderbevægelsen burde have interesseret sig for medlemmerne, men de så udelukkende på, hvem lederne var. Desuden repræsenterede Pethrus' bevægelse alt det, arbejderbevægelsen hadede. De ønskede centralistisk styring og hadede anarkisme, og når de så på Pinsebevægelsen, hørte de bare om tungetale og så folk rulle rundt på gulvet«. »I Pinsebevægelsen var alle menigheder jo selvstændige enheder, hvad der jo stred mod ethvert socialdemokratisk grundprincip. Derfor tabte Socialdemokratiet også disse folk på gulvet, selv om det jo burde have været deres medlemmer«, siger Per Olov Enquist. PæresvenskHvordan er din roman blevet modtaget af Pinsebevægelsen selv? Du skriver jo bl.a., at bevægelsen for mange af de kvindelige medlemmer kunne minde om en slags seksuel sublimering? »De religiøse bevægelser har accepteret bogen med stor åbenhed, også når jeg har skrevet om forbud og syndekatalog og så videre, men spørgsmålet om de seksuelle undertoner har de haft svært ved at sluge, men som jeg ser det, er der en meget kort afstand mellem religionen og ekstasen«. »Selvfølgelig er det umuligt at bevise, men se på symptomerne - alle disse damer, der ruller rundt på gulvet ... Det må have været svært at styre for ledelsen«, siger Per Olov Enquist. Hvorfor er det lige dig, der er kommet til at skrive bøger om både arbejderbevægelsen, om idrætsbevægelsen og nu om vækkelsesbevægelsen? »Det har ikke været nogen stor plan, selv om det kunne se sådan ud, men jeg indser jo, at når det kommer til stykket, er jeg jo så pæresvensk som nogen. Jeg har endda også baggrund i afholdsbevægelsen, believe it or not«, siger Enquist med et skævt grin. I 'Lewis rejse' skriver du, at du selv er blevet spurgt om, hvordan du egentlig har det med Jesus? Hvad er svaret? »Det blev jeg spurgt om som barn, og dengang var det plagsomt at få sådan et spørgsmål, for da var det en sag mellem mig og Jesus. I dag kan jeg som 67-årig svare, at jeg er glad for den opvækst, jeg har fået, for det har givet mig en større interesse for eksistentielle spørgsmål«. »Jeg har fået en interesse for at se på, hvordan jeg har det med livet. Jeg tror hverken på himmel eller helvede, men jeg stiller ofte mig selv spørgsmålet om, hvordan det hele hænger sammen, hvad meningen er. Og indimellem er jeg ikke sikker på, hvad jeg skal svare«, siger Per Olov Enquist. Skuffet mor Han rejste fra hjemegnen som 16-17-årig, men han fortsatte med at have kontakt med religiøse kredse, om end han langsomt løsrev sig fra bevægelsen. »Jeg kan godt forstå dem, der gjorde oprør, og selv var jeg vel 20 år gammel, da jeg endelig fandt ud af, at det ikke var min vej i livet. Min mor havde håbet, jeg ville være præst, og hun var lidt skuffet over, at jeg blev forfatter«. »Hun nåede at blive 90, og til det sidste håbede hun, jeg ville forbedre mig. I Sverige kan man jo blive en slags lægmandspræst uden at tage den lange, teologiske uddannelse, og når hun spurgte, sagde jeg altid, at jeg overvejede sagen, og jeg fortalte hende aldrig, at det var udelukket, så hun døde fuld af håb«, siger Per Olov Enquist med et smil. Du har fået udgivet to store romaner i løbet af kort tid. Hvad er dit næste projekt? »Det er et meget ubehageligt spørgsmål. 1990'erne har været en meget usædvanlig periode for mig. Jeg synes, det er m-e-g-e-t sjovt at skrive prosa, og de seneste ti år har jeg bl.a. skrevet 'Kaptajn Nemos Bibliotek', 'Korttegnerne', fire skuepil, 'Livlægens besøg' og nu 'Lewis rejse', og hvis jeg selv kunne vælge, skulle det fortsætte sådan, indtil jeg var 105«. »Jeg har imidlertid altid haft masser af projekter, men det er ikke altid, de er blevet til noget. Eksempelvis har jeg et manuskript på 1.000 sider, som jeg endegyldigt har kasseret«. Hvorfor? »Fordi det er så skidedårligt. Det er blevet slået ihjel af min selvkritik. Man skal passe på, man ikke bider sig fast i projekter, som kan fortsætte i årtier, og det er en stor kunst at kunne lægge dem i skuffen«, siger Enquist. Stor interesse Den svenske forfatter kan dog også med stor sindsro læne sig tilbage og lade computeren holde pause, for 'Livlægens besøg' sørger lige nu for, at også det internationale publikum ved, hvem Per Olov Enquist er. I Tyskland er romanen en ren sællert. Det samme gælder for Holland, og historien om Struensee - og Danmark - er også på vej til det amerikanske publikum. Hjemme i Sverige ser interessen for hans seneste roman om Lewi Pethrus ud til at have langtidsholdbarhed. Da Enquist for nylig talte om bogen i Philadelphia-kirken i Stockholm, mødte 3.000 op for at høre på. »Det var jo nærmest sovjetiske tilstande«, siger han. I næste måned holder han Lewi Pethrus-aften med 1.600 af de prædikanter, der er baggrunden for, at der overhovedet blev stof til at skrive 'Lewis rejse'.