0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Alkoholikeren blev succesforfatter

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Tine Harden
Foto: Tine Harden

Marian Keyes. Foto: Tine Harden

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Det var det mest fantastiske, der nogensinde var sket for mig. Min generthed og mine bekymringer forsvandt som dug for solen. Jeg følte mig normal. Det var vidunderligt. Alkohol blev den første og eneste konstant i mit liv«.

Sådan beskriver Marian Keyes sit første møde med promillernes paradis. Den 38-årige bestsellerforfatter fra Irland har ikke rørt en dråbe i otte år, men hun glemmer aldrig den følelse af lethed og frihed som fulgte med rusen i de første, unge år.

Senere blev hun afhængig af alkohol, en person, som man ikke kunne regne med. Og så begyndte hun at skrive.

Marian Keyes voksede op i Cork, en irsk provinsby med stærke katolske traditioner. Hun var et stille barn, med det man kan kalde et rigt indre liv. Men den lille Marians fantasier var ikke blomstrende og fabulerende, de var fulde af angst og bekymringer.

»Udadtil var jeg en pligtopfyldende, føjelig og velopdragen pige, altid ivrig efter at behage. Men jeg var altid bange. Fuldstændig irrationelt. Om aftenen fyldte jeg badekarret med vand, fordi jeg var bange for, at der skulle gå ild i huset, mens jeg sov«, siger Marian Keyes og ser ud, som om hun selv har svært ved at forstå, hvordan en lille pige kan være så plaget af angst.

Ni år gammel fik Marian, der på det tidspunkt var den ældste i en søskendeflok på tre, en tung byrde at bære. Hendes mor fik tvillinger, men en diskusprolaps gjorde det umuligt for hende at tage sig af dem.

De to små børn blev Marians anliggende, i hvert fald på det praktiske plan.

»Som niårig havde jeg en voksens ansvar. Andre børn ville måske have sagt fra, men det kunne jeg ikke. Jeg blev bare endnu mere føjelig og endnu mere ængstelig«.

Angst og skyld
Da Marian kom i puberteten, begyndte hun for første gang at kæmpe imod. Imod det store ansvar, hun var pålagt. Imod den katolske kirke og moderens advarsler. Hun ville ud. Hun begyndte at gå ud med drengene.

Angsten lå stadig på lur, men den var ikke stærk nok til at forhindre hende i at gå hele vejen.

»Jeg var plaget af skyldfølelse, og fuldstændig overbevist om, at jeg ville blive straffet. Nonnerne på skolen var besatte, de talte konstant om de forbandelser, der var forbundet med sex uden for ægteskabet, og jeg havde lært, at piger som gjorde det, jeg gjorde, ville brænde i helvede. Og det troede jeg på«.

Marian begyndte at leve et dobbeltliv. På den ene side var hun stadig den pligtopfyldende pige, men den indre modstand kom til udtryk i form af et stadigt voksende alkoholforbrug.

Da Marian var 22, tog hun til London. På det tidspunkt var hun flyvefærdig alkoholiker og halvvejs gennem et lovende jurastudium.

»Jeg var en god student, men jeg var ligeglad. Jeg gjorde det mest for at glæde mine forældre, som var vældig begejstrede. Mit selvværd var lavt. Jeg fik klaustrofobi af det, Irland, kirken, det hele. Jeg skammede mig over mit drikkeri«.

Ude ved kanten
I London var der ingen, der kendte Marian, og slet ingen, der tog notits af, at hun drak meget. Det gjorde alle jo for fanden. Hun fik et job som bartender på en bar i nærheden af Soho og festede hårdt op gennem slutfirserne.

Hun delte lejlighed med en veninde, fik flere venner og hen ad vejen et bedre job som revisor på et kontor. Men alkoholismen begyndte at vise sit fæle ansigt. Hun fik sværere ved at overholde aftaler, svært ved at passe sit job. Og det er ellers, som hun indleder interviewet med at sige, et af hendes vigtigste varemærker.

»Jeg er jomfru. Vi elsker præcision«.

Som 30-årig er Marian dybt deprimeret. Mens alle omkring hende slår sig ned med familie og børn eller rejser videre til et bedre job, sidder hun uhjælpeligt fast i sit misbrug. Hun forsøger at begå selvmord, men bliver fundet i tide og begynder langsomt at indse, hvor galt hendes liv er gået.

»Og så begyndte jeg at skrive. Jeg skrev fire noveller, fuldstændig impulsivt, og så besluttede jeg mig for at gå i behandling«.

Alkoholafvænningen var en åbenbaring for Marian. Det var hårdt at sige farvel til 15 forspildte år, men samtidig vidunderligt at opleve, at det overhovedet var muligt at leve uden at være fuld.

»Jeg var så stolt af mig selv, da jeg var færdig med afvænningen. At holde op med at drikke var den første ansvarlige beslutning jeg havde truffet i mit voksenliv. Jeg følte mig heldig. Jeg har ikke rørt alkohol, siden jeg var 30, og det har ikke været svært«.

Tilbage til Dublin
I dag lever Marian Keyes af at skrive bøger. Hun fik afslag fra det forlag, som hun sendte sine noveller ind til for syv år siden. De ville ikke trykke novellerne, meddelte de, men de ville gerne kigge på den roman, hun var i gang med at skrive.

»Jeg var faktisk ikke i gang med at skrive en roman, det var bare noget, jeg skrev til dem for at lyde seriøs. Men jeg kunne jo lige så godt gribe det positivt an, så jeg skrev de fire første kapitler til en bog og sendte dem ind, og så skrev de tilbage, at de gerne ville tilbyde mig en kontrakt på tre bøger!«.

Overvældet af præstationsangst svarede Marian tilbage, at hun kun ville underskrive kontrakten under forudsætning af, at forlaget lovede ikke at sagsøge hende, hvis der ikke kom nogen bog nummer to og tre. Og sådan blev det.

Men det viste sig, at den uerfarne forfatter kunne det dér med ord. I dag er Marian Keyes en halvtrendy, international bestsellerforfatter med seks millioner solgte bøger bag sig. Hendes seneste roman, 'Sushi for begyndere' om tre kvinders kvaler med karrieren og kærligheden er netop udkommet i Danmark.

Hun er næsten færdig med bog nummer seks, der bærer titlen 'Angel' og foregår i Los Angeles. Hun er lykkelig gift på sjette år med Tony, og sammen er de flyttet tilbage til Dublin, hvor hun boede som ung.

»Præsterne har ikke så meget magt mere«, siger hun og smiler. Hun har forliget sig med fortiden, om end hun stadig er evig bekymret. Succesen har desuden gjort hende temmelig overtroisk.

»Jeg er meget tilfreds«, siger hun og tilføjer hurtigt: »Jeg føler mig meget heldig«.

Og vel også dygtig?

»Nej, heldig«, siger hun og banker under bordet.