0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Man må skabe sig selv

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Morten Langkilde
Foto: Morten Langkilde

Agneta Pleijel. Foto: Morten Langkilde

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I 18 år gik den svenske forfatter og dramatiker Agneta Pleijel rundt med en idé i sit hoved uden at gøre noget konkret ved den. Hun lod den udvikle sig.

Mens man i 1980erne begyndte at tale om 'postmodernisme' og 'glasnost', gærede den i hende. Berlinmuren faldt, Jugoslavien gik i stykker, USA blev den eneste stormagt, og Internettet blev noget dagligdags, uden at Agneta Pleijel kom i gang med sin gamle idé.

»Men for et par år siden satte jeg mig ved min computer og tænkte, at jeg jo kunne prøve at skrive nogle notater. Til min egen overraskelse blev jeg fuldstændig revet med. Ideerne, tankerne og billederne kom så hurtigt, at jeg arbejdede i 11-12 timer ad gangen. Det er jo ikke særlig sundt. Men jeg var så bange for at tabe noget af det, jeg havde fat i, at jeg bare måtte blive ved. Det var som at finde en guldgrube«, siger Agneta Pleijel om arbejdet med det stof, der blev til romanen 'Lord Nevermore'.

For nylig udkom 'Lord Nevermore' på dansk. 494 sider om det 20. århundredes europæiske udvikling og strømninger fra krige til - for eksempel - psykoanalyse, lingvistik, antropologi, kvindebevægelse, kunst, kommunisme og fascisme kan jo godt umiddelbart lugte af svært overkommelig lektielæsning.

Tør idéhistorie er 'Lord Nevermore' imidlertid ikke i nærheden af at være. Politikens anmelder Bjørn Bredal kaldte den bl.a. for et »storværk af en venskabs- og kærlighedsroman«, som »kunstnerisk og intellektuelt er helt på højde med nordmanden« Jan Kjærstads Wergeland- trilogi.

Og der er tale om en engagerende og diskuterende fortælling om tre meget forskellige mennesker, der levede i virkeligheden og på forskellige tidspunkter krydsede forfatterens liv:

»Som ung læste jeg etnografi i Göteborg og stødte på den polske antropolog Bronislaw Malinowski og hans udforskning af Sydhavet. Min mormor var fra Java, så jeg har altid selv været fascineret af Sydhavet. Mange år senere mødte jeg en polsk mand, som jeg blev gift med. Jeg blev vældig optaget af polakkernes oprør imod Sovjetunionen, og jeg læste meget om Polen«.

»I den forbindelse stødte jeg på den polske dramatiker Stanislaw Witkiewicz. I 1982 fandt jeg en bog med engelske oversættelser af Witkiewiczs tekster og opdagede, at han havde været ungdomsven med Malinowski! Og det gav mig ideen til at skrive en roman om de to«.

Malinowski er romanens empiriske, rationelle videnskabsmand, som tager ungdomsvennen, kunstneren Stanislaw, med sig på et stort forskningsprojekt i Australien. Den tredje hovedperson i romanen er Malinowskis hustru, Ellie Rose, som er optaget af at kortlægge kvindens og mandens forskellige identiteter.

»De tre mennesker er som tre sider af mit eget liv. Og fordi de tilhører den intellektuelle klasse og kendte hinanden fra 1910erne, rev de af sig selv en hel masse spørgsmål med sig om alt muligt fra etnografi til politik, kønsroller, psykoanalyse osv. Det kom helt naturligt. De var unge i en tid, hvor en lang række stadig aktuelle ideer var helt nye, og derfor optog det mig at se dem med friske øjne«.

»Jeg ville ind i de mennesker og leve med dem. Mens jeg skrev, levede jeg mig så meget ind i dem, at jeg næsten selv forsvandt. Det var som at lege med muligheden for at være nogle andre og få lov til at indånde hele verden. Jeg skriver jo i nutid, og for mig er 'Lord Nevermore' ikke en idéroman. Det er en fortælling om, hvad der spiller en rolle for mennesker, når man vil forsøge at forstå sig selv«.

Lysten drev værket
'Lord Nevermore' er skrevet i nutid. Man åbner sin bog og læser den første sætning: »Nu vil jeg fortælle jer om to venner, Bron og Stas, og det er kun fordi jeg har fået lyst til det«.

Derefter træder man ind i 1910erne, hvor man for alvor giver sig til at diskutere køn og ligestilling og begynder at forestille sig en verden uden en Gud. Freuds ideer om det underbevidste er ingen selvfølge. Første Verdenskrig bliver en skæringstid for Europa og resten af verden.

Malinowski opdager igennem sit empiriske arbejde i Sydhavet, at han som europæisk etnograf mangler sprog til at beskrive de samfund, han besøgte. Og Ellie Rose må erkende, at verden er mændenes.

Men forfatteren har altså skrevet alt det af ren og skær lyst, som hun med nærmest barnlig trods gør opmærksom på i første sætning? Agneta Pleijel ler og siger:

»Ja, den sætning kunne jeg ikke slippe af med. Det var faktisk den første, jeg skrev. Nogle gange undervejs slettede jeg den igen, men så tabte jeg tråden. Den var nødt til at stå der«.

Sætningen stemmer da også overens med, hvad hun har udtalt i svenske interview i forbindelse med udgivelsen af 'Lord Nevermore'. Dualismen mellem romanens 'Stas' og 'Bron' peger tilbage på spaltningerne i hendes eget liv. Faderen var den videnskabelige matematiker. Moderen var kunstneren, der anmeldte og skrev ungdomsbøger og desuden spillede musik. De to talte hver sit sprog.

I første del af sit eget arbejdsliv var Pleijel den analytiske og anerkendte kritiker. I 1980 måtte hun sige sit job som kulturredaktør på Aftonbladet op og blev samtidig skilt.

»Jeg befandt mig ved et absolut nulpunkt. Jeg var jo ingen novice. Jeg havde skrevet både kritik og dramatik. Men pludselig indså jeg, at jeg ikke fik plads i det sprog, jeg indtil da havde anvendt. Jeg behøvede et helt andet, som ikke tog hensyn til noget, jeg havde lært mig«, har hun sagt til Dagens Nyheter.

Agneta Pleijel begyndte at skrive fiktion. Og hun blev en forfatter, der er meget opmærksom på at kombinere det emotionelle og det intellektuelle. I direkte modstrid med sin egen litterære baggrund i 1960ernes rationelle universitetsmiljø prøver hun at skrive sig fri af konventioner og hele tiden sætte spørgsmålstegn ved ting, vi er opdraget til at tage for givet.

Uden sammenhæng intet håb
I 'Lord Nevermore' er der mange spørgsmål af den mest besværlige slags. Hvad er manden? Hvad er kvinden? Hvad er livet? Kærligheden? Meningen med det hele?

»Hvis jeg skal samle romanen i et budskab, så er det, at hvert eneste øjeblik har man et valg imellem at finde tilværelsen meningsløs eller forsøge at finde meningen. Og mine personer i romanen prøver jo på en måde at bygge sig en mening på et tidspunkt, hvor religionen ikke længere giver mening for dem. De tilhører den første sekulære generation. Ingen kirke fortæller dem, hvem de er. Og det er det moderne menneskes bestemmelse: Man skal danne sig sin egen betydning. Ingen autoriteter gør det«.

»1900-tallets totalitære bevægelser som stalinismen og nazismen har jo været et svar på forespørgslen om autoriteter. Fordi det er vanskeligt at bygge sig sin egen mening helt individuelt. Men hvis man ikke forsøger; hvis man ikke prøver på at se helheder, så strander man i håbløshed. Det er nok lidt umoderne at sige den slags. Men 'Lord Nevermore' er jo også en umoderne bog! Jeg mener: Det er en stor, samlet fortælling, som udkommer på et tidspunkt, hvor mange påstår, at der ikke findes sammenhænge. At det hele er postmodernistisk«.

Agneta Pleijel begynder at argumentere for de store fortællingers væsentlighed og styrke. Kunne du også skrive en stor fortælling om nu? Hvad ville 'Lord Nevermore' handle om, hvis den foregik i dag?



Den skeptiske panderynke bliver lidt dybere, og der går lidt tid, før den ellers meget livligt talende forfatters robuste stemme svarer:

»Den ville vel handle om den unge generation, som i sammenligning med min generation ikke er nær så påvirket af Muren i Berlin og af alle de år, hvor verden var delt i to blokke. Murens fald i 1989 var vel den egentlige begyndelse på d