Hvordan er det at være digter i Canada? »Det meste af tiden opfatter jeg ikke mig selv som digter - bare en person, der skriver. Jeg ser mig selv som en, der laver objekter: jeg laver bøger af alle mulige ting, jeg klistrer på og maler over, og det kan ikke mangfoldiggøres. Mine udgivne bøger består bare af teksterne fra de objekter«. Er det at undervise og at skrive adskilte verdener for Dem? »Nej, det flyder sammen. Jeg har godt nok to forskellige skriveborde, men det virker ikke altid. Jeg har også nogle gange den samme titel på både en forelæsning og en poetisk ting. Jeg bruger computer til sidst, når jeg skal aflevere«. Bliver De tildelt en særlig digterrolle? »Sandsynligvis, men jeg undgår roller, så jeg kan ikke vide det. Det er også derfor, jeg undgår interview. For jeg ved ikke, hvad det går ud på. Det forstyrrer min væren. Det er falsk, det er overflade og rolle. Man bliver, hvad folk ønsker at se. Der er ikke længere nogen adskillelse mellem offentligt og privat for folk, der forsøger at sælge bøger. Og man bliver sælger, ikke så meget af bogen som af sit eget image, som man så skal reproducere«. Kunne det ikke tænkes, at De havde en verdensopfattelse, som De ønskede at formidle? »Nej. Folk skal se, men de skal ikke se på min måde. Men når det at læse poesi - den aktive opmærksomhed - opleves som at se, åbner det den enkelte læser til hans eget syn. Man tager ikke andres syn og ser gennem deres øjne«. Den sande kunstEr det ikke ideen med at læse skønlitteratur: at se verden med den pågældende forfatters øjne? »Ikke hele ideen. Det, at jeg ser noget og laver en genstand ud fra det, er ét mål og én nydelse. Men jeg vil ikke lære folk at se på en bestemt måde. Alle kan se på objekter, det behøver man ikke lære. Men den opmærksomhed, der får nogen til at se verden anderledes, eller sådan som han eller hun har brug for at se den - det er noget andet end at se på objektet som noget, der udtrykker min opfattelse«. Hvad eller hvem udtrykker De i Deres arbejde? »Hmm. Det ved jeg ikke. Er det noget jeg kan vide?«. Det kunne være, De udtrykker Dem selv eller omvendt prøver at undgå det, at De gemmer Dem, distancerer Dem eller overskrider Dem selv ... »Alle de bestræbelser ville bare afsløre mig så meget desto mere. Den måde man gemmer sig på, er det mest typiske ved én. Min forklædning viser alt det væsentlige ved mig«. Hvorfor så gemme sig overhovedet? »Det er noget, læserne nyder. De nyder at være ekskluderede. Vi vil gerne tro, at sandheden er uopnåelig. Det, vi kan se, tror vi ikke er sandt. Vi respekterer kun det, der hele tiden unddrager sig. Religiøse mennesker når aldrig Gud - det er hele aftalen. Jeg tror ikke nogen ønsker at tro, at sandheden kan opnås i denne verden«. Hvad har sandheden at gøre med kunst? »Det ved jeg ikke. Det er noget kunsten leger med som en værdi«. Også Deres kunst? (Bekræftende:) »Uhu«. Ville være Oscar WildeApropos gemme sig: Hvorfor valgte De som hovedperson i 'Autobiography of Red' en ung homoseksuel mand med vinger? »Det er i historien«. Hvorfor valgte De så den historie? »Årh, det ved jeg ikke. Jeg var ved at oversætte de senest fundne fragmenter af den oldgræske forfatter Stesichoros' pergamenter. Så jeg arbejdede med den legende og udviklede mine egne ideer om, hvad den fortalte. At jeg valgte en mand er måske et forsøg på at undgå at blive afsløret som selvbiografisk«. »Men der er ikke mindre selvbiografi i ham, end der er i mine andre ting, hvor jeg taler fra et 'jeg'. Jeg har ikke meget andet end mig selv at skrive ud fra. Jeg ved ikke meget om verden. Jeg har ikke været i krig eller født børn eller utallige andre ting«. Men De har oplevet ulykkelig kærlighed ... »Ja, men det er et meget snævert tema!«. Der er da skrevet en del bøger om det. »Sandt nok - det er et langt, snævert tema! Men jeg graver rundt i min lille stribe af erfaring, for alle de forskellige ting jeg skriver, og forbinder dem med en person, der er delvis opdigtet. Jeg ved ikke rigtig, hvor stregen skal trækkes mellem mig og personen - det er meget udvisket«. De har sagt i et interview, at De gerne ville have været en homoseksuel fyr ... »Ja, da jeg var ganske ung, ville jeg en overgang gerne være Oscar Wilde og gå klædt som han. Ikke at jeg ville være en mand eller en bøsse som sådan, men jeg ville forstå maskulinitet gennem homoseksualitet, gennem en 'bøjet' version. Det var nok bare en måde ikke at ville være kvinde på«. »Mandlig homoseksualitet er en seksuelt levende identitet, der er hverken maskulin eller feminin, men noget midtimellem. Jeg ville ikke defineres. Jeg forstår det ikke helt selv. Men en masse af mine venner er bøsser. Jeg føler, vi passer sammen. Og jeg misunder dem deres tøj. De har så godt tøj. (Genert latter). Den erotiske rotation er mere interessant hos bøsser. De snurrer rundt. Tfui! ... (Atter alvorlig:) Men det er umuligt at generalisere andre menneskers seksuelle erfaringer«. Myterne og ekspertisenLad os vende tilbage til antikken: Er publikum - i Canada og andre steder - fortrolig med de antikke myter? »Nej, det er derfor, jeg forsøger at både oversætte og forklare. Nogle tror, at jeg selv har fundet på både Stesichoros og den græske tekst, jeg tager udgangspunkt i«. Det virker, som om antikken er et trygt sted for Dem - en slags dukketeater, hvor De kan operere med figurer, der er bekendte, men ikke for nedslidte. »Det er rigtigt - men for mine fagfæller er de figurer totalt nedslidte. Det er nok derfor, jeg skriver uden for mit fag. Det giver på den ene side en frihed, at folk ikke er frotrolige med klassikken, men i detaljerne er det hæmmende, for jeg skal vise, hvad jeg har fundet på - så at sige forklare opskriften, samtidig med at jeg serverer kagen. Det ville ikke have været nødvendigt for et par hundrede år siden. Da kunne jeg have lavet mere intelligente vittigheder og være blevet forstået«. I nogle af artiklerne om Dem er der en næsten vulgær beundring eller benovelse over Deres kendskab til antikken. Det får Deres værk til at virke meget mere akademisk og hermetisk, end det er. »Ja, det er sandt. Den populære opfattelse af mig er som én, der er meget mærkelig og fjern og belæst - og det passer ikke. Min belæsthed er gennemsnitlig, men den er tilfældigvis inden for et 'mystisk' område. Men alle bare nogenlunde interessante områder er ved at blive mystiske for almindelige mennesker«. De har nævnt, at blandingen af klassikken og det moderne interesserer folk. »Jeg tror folk sulter efter enhver ekspertise. De elsker forestillingen om en, der virkelig kender et område, et håndværk eller et speciale. At have en akademisk disciplin er en autoritet. Hvis du kan vise, hvad du ved, og samtidig forklare, hvordan det hænger sammen, giver du dine tilhørere en slags stedfortrædende beherskelse af den disciplin«. Er det en reaktion mod talkshow-ideologien, hvor alle er lige store autoriteter, om ikke andet i deres eget liv? »Det kan godt tænkes. Men jeg tror også, det skyldes den lavere og bredere udannelsesstandard. Folk føler sig ikke sikre på, at de har lært det rigtige. De er usikre og leger med tanken om at gå mere i skole og indhente det manglende. Den flydende utilpashed ved kravene til et veluddannet menneske gør én åben for fascinationen af ekspertise«.