0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Amagerkanske billeder

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Niels Hougaard
Foto: Niels Hougaard

Henrik Nordbrandt lavede sin film, fordi han alligevel havde for vane at vade rundt på Amager, når han var i København. Foto: Niels Hougaard

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Boeing 747, det er noget af det flotteste jeg har set. Så kan de komme med alle deres airbusser for min skyld ...«.

Replikken er den første i den ny novellefilm, der åbner med flyspotternes udsigt fra den lille høj bag Flyvergrillen, ude for enden af Amager Landevej. Henrik Nordbrandt står selv på scenen, men det er nu filmens anden hovedrollehaver, skuespilleren Claus Nissen, der udtrykker sin uforbeholdne beundring for Boeing 747.

Flyet har netop foretaget sin naturstridige erektion fra Kastrups startbane og skyder nu i langløbet, butsnudet silhuet op over himlen med kurs mod USA i en teknologisk potensopvisning, der ville få Freud til at klappe i sine små hænder.

Men kun et øjeblik, for så falder den næste replik fra den person, som Henrik Nordbrandt selv har udlånt sin lange magre krop og sit ædle nøddeknækkerfjæs til:

»Den styrter ned!«.

Han er kommet for sent til dét fly, manden.

»Næsten for sent«, i hvert fald, og dén situation har han stået i to gange før i sit liv. I begge tilfælde styrtede flyene ned, hævder han, og han indgår et væddemål med flyspotter Nissen om den Boeing 747, der lige er lettet: Vil den nå frem? Det skal afgøres, før filmens 45 minutters spilletid er gået.

Svæve eller styrte? Rejse eller blive? Være eller ikke være?

Tilstanden ligner den, der med Shakespeares Hamlet blev identificeret som dansk vægelsind. Men er det særligt dansk? Eller bare særligt Nordbrandtsk?

Stegte duer
»Jeg fik den opgave at skrive manuskript til en film med udgangspunkt i den gamle vittighed med Amager og 'amagerkanere'. Og det lød tilpas idiotisk til, at jeg tænkte, det måske kunne være meget sjovt. Desuden havde jeg fået for vane at vade rundt på Amager, når jeg boede i København. Så tanken var ikke helt fremmed for mig. Jeg kom til at tænke på H.C. Andersens 'Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager' og gav mig til at læse den og faldt så også over hans mærkelige sang, 'Skade at Amerika ligge skal så langt herfra'«.

I filmens eneste kvinderolle som en grumme livsglad dame på et værtshus synger skuespillerinden Birgitte Simonsen H.C. Andersens sang om drømmen om det amerikanske slaraffenland, hvor stegte duer flyver direkte ind i munden.

»Jo, selv om den fiktive person, som har en vis tilfældig lighed med mig selv, egentlig var på vej til New York, bliver Amerika ved med blot at være en slags tågesyn i filmen. Og det er sådan set også meningen. Da jeg begyndte at skrive, vidste jeg ikke, hvor manuskriptet ville føre mig hen, men jeg var ret sikker på, at det ikke ville føre dén person til Amerika«.

Men desto tydeligere træder altså de amagerkanske billeder frem, tilmed i gråt novemberlys, selv om dén måned just i kraft af Nordbrandts idiosynkrasier er blevet hængt ud som ingen anden i kalenderen. Med væddemålet som påskud danner Nissen og Nordbrandt par og vader derudad med kufferten i hånden.

Den kraftige og den magre, bøffen og bananen, den tilsyneladende berejste over for den tilsyneladende hjemmeføding. Fra grill til bodega, fra Kastrup til Kløvermarken, hvor flyspotter Nissen har sit kolonihavehus, og hvor de sætter sig til at æde wienerbrødskringle direkte fra bagerpappet, skyllet ned med pilsner. Temmelig dansk.

Så man kan opleve filmen som en skildring af Amager som ventesal, eller ligefrem som en tilstand af vægelsind. Måske beslægtet med en rastløshed, man godt kan have privatpersonen Nordbrandt mistænkt for efter et kvart århundredes poetisk nomadetræk fra Øresund til Middelhavet og retur, samt digte og essays med titler som 'Opbrud og ankomster', 'Drømmebroer', 'Nissen flytter med' osv. Har han selv lidt svært ved at finde ud af, om han er ved at rejse eller blive?

Tvetydighed er sundt
»Det er da ikke en problematik, der er mig ukendt. Jeg har enormt svært ved at sparke mig selv af sted på rejse. Jeg kender det udmærket fra mig selv, at have lyst til eller ikke have lyst til. Dét drejer filmen sig jo om. Vil man eller vil man ikke? Det vægelsind påstås at være meget dansk. Jeg véd nu ikke, om ikke det gælder for mange folkeslag. Men Hamlet var jo en slags dansker, og i forbindelse med EU har det også været fremdraget som noget nationalt karakteristisk: Vil vi være med, eller vil vi ikke?«.

»Men der er nu mange ting, jeg har opfattet som meget danske, og efterhånden er jeg så kommet til at se, at man har det samme mange andre steder. Danskere synes jo, alting er meget dansk. Nisser er danske, tror vi, selv om julemanden kommer fra Sydtyrkiet, altså Sankt Nikolaus. Og nissehuen er jo den frygiske hue. Frikadeller kommer fra Iran«.

»Hvor vægelsindet kommer fra, véd jeg ikke, men det er jo et civilisationstegn. I 'Njals Saga' hugger de hovedet af bonden, bare fordi »han stod så godt for hug«, men i en mere moderne civilisation ville man have sagt: Jo, han står godt for hug, men på den anden side, hvad vil konen sige, og måske har han børn, så måske sku' man ...«.

»Det er vistnok et meget sundt tegn, at man ser tingene så tvetydigt. At man hele tiden stiller spørgsmålstegn ved værdier og ved sin egen accept af tingene. En fanatiker er jo én, der blindt forsvarer en eller anden idé, og jo dummere ideen er, desto større er fanatismen. Og dét er da ikke sundt«.

Du holder måske ligefrem af vægelsindet og nogle af de andre danske træk, du før har været noget ironisk over for?

»Filmen handler om wienerbrød og øl og kolonihaver og grimme huse, grim dansk arkitektur, og dansk vejr, men om jeg ligefrem holder af alt dét? Næ, jeg vil sige, at det er ting, jeg altid har hadet, men som jeg har forliget mig med gennem årene. De er lidt latterlige, men også meget søde på en måde«.

»Tag nu kolonihaven - midt i filmen - som et symbol. Dels har du det synlige: et lille hus, der skal ligne en stor villa, med et stort Dannebrogsflag. Det kan se meget latterligt ud. Men det andet er, at kolonihaverne er et resultat af arbejderbevægelsen, at arbejderne skulle have frisk luft og have og hus som alle andre. Og det er jo meget smukt«.

»Man har både det idealistiske og det nærmest klaustrofobiske i dét symbol, som en kolonihave er. I forbindelse med det her tvetydige er der jo netop et spil mellem de to personer, altså Claus Nissens og min egen rolle. Ham, der skulle have været ud og rejse, kan lide nogle ting det ene øjeblik, og det næste øjeblik hader han dem. I en scene passerer de noget boligbyggeri på Amager, og han siger: 'Her kan man jo faktisk bo'. Så svarer Claus Nissen: 'Ja, her har jeg altid boet'. Og den anden siger: 'Her kan du sgu da ikk