0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

I sprogligt eksil

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det var noget af en litterær begivenhed, da Aleksandar Hemons novellesamling, 'Et spørgsmål om Bruno', blev udgivet i USA i fjor. Bogen er allerede ved at blive oversat til 14 sprog - herunder dansk - og hans navn har figureret på London Observer's liste over det 21. århundredes 21 bedste forfattere.

Men Hemons debut er heller ikke helt normal. For selvom Hemon er bosnisk og hans modersmål er serbokroatisk, har han forfattet sine noveller på engelsk. Dermed indgår han i en ung tradition af forfattere, som skriver på et sprog, der ikke er deres eget, og hvis bøger derfor bliver kaldt 'eksil- litteratur'.


Nogle af de mest prominente eksempler på denne eksil-litteratur er russiske Vladimir Nabokov og polske Joseph Conrad, som begge skrev på engelsk og gjorde det så godt, at deres værker er blevet klassikere i den engelske litterære kanon. Men mens Nabokov og Conrad dengang hørte til undtagelserne (Conrad skrev omkring århundredskiftet, og Nabokov startede med at forfatte sine bøger på engelsk efter hans immigration til USA i 1940), er det ikke længere så overraskende et fænomen i dag.

Det behøver man blot at skæve til den nyere britiske litteratur for at få bekræftet. Her domineres den litterære scene af forfattere, der ikke går restløst op i kategorien 'britisk' - eksempelvis Salman Rushdie, som har en indisk baggrund, nigerianske Ben Okri, og V.S. Naipaul som er født og opvokset i Trinidad.

På den måde er eksil-litteraturen et udtryk for det nye verdenskort, der de sidste årtier har været under ombygning. Globaliseringens indtog og immigrationens udbredelse har betydet, at det ikke længere giver mening at tale om nationalitet som var det en fast og entydig størrelse. Ligesom national identitet og sprog ikke længere udgør en naturlig, selvfølgelig enhed.

De fleste mennesker har i dag mindst to kulturer i årerne og taler mindst to sprog, og det er denne dobbeltidentitet, som har kompliceret selve ideen om et verdenskort.


Selvom han til daglig bor i Chicago, er Hemon i New York for at læse op og lave interview med aviser, tidsskrifter og radiostationer. Han udstråler en rolig entusiasme og taler med stærk accent. Den accent er han ikke ked af. Som han siger, da han senere spørger til min egen noget forvirrende accent:

»Jeg forstår ikke, hvorfor en accent altid er noget, man er ked af, noget man skal skille sig af med. Hvis du taler med accent, er det jo et tegn på, at du taler mindst to sprog, og at du kender mindst to kulturer - og det er ikke noget at skamme sig over. Tværtimod!«.

Han kom til USA i 1992 som led i et udvekslingsprogram for kunstnere på et ophold, der kun skulle have varet en måned. Men da Sarajevo blev belejret på selve hans hjemrejsedato (1. maj), valgte han ikke at tage tilbage.

Det betød, at hans sprog fra den ene dag til den anden ændrede sig fra 'fortræffeligt turist-engelsk' til 'gebrokkent indvandrer-engelsk', som han selv udtrykker det. Dermed havde han mistet ikke blot sit jugoslaviske liv, men også sit sprog. Det er jo en håbløs situation for en forfatter, og det varede da heller ikke længe, før Hemon indså, at han måtte lære at skrive og tale engelsk, som var det hans eget:


»Efter ganske kort tid i USA begyndte jeg simpelthen at glemme mit liv i Jugoslavien, min fortid gled lige så stille væk fra mig, så det var lidt af en redningsaktion at skrive mine erindringer ned.

Jeg satte mig helt bevidst for at prøve at huske situationer og personer fra fortiden, som jeg så skrev ned og katalogiserede i et slags mentalt arkiv. Jeg skrev dem på engelsk, fordi jeg heller ikke havde et vokabular på serbokroatisk for dét, jeg oplevede på daværende tidspunkt - at leve i eksil er et traume, som det kan være svært at sætte ord på«.

»Så det at skrive på engelsk var et forsøg på at forlige mit tidligere liv med min nutidige situation, et forsøg på at oversætte min fortid til min nutid«.

Man taler sædvanligvis om tab, når man taler om oversættelser. »Selvfølgelig er der tab, når man oversætter, men mit udgangspunkt var netop en tabssituation: da jeg påbegyndte mit liv i eksil, var det tabet af det gamle liv, som fyldte mest.

Skriveprocessen hjalp mig til at forstå, hvad der egentlig var sket. Hvis man har været ude for noget forfærdeligt - en krig, f.eks. - kan man bagefter ikke forestille sig, at nogen nogensinde vil kunne forstå, hvad man har været igennem. Det er en traumatisk oplevelse, og den første indskydelse er læne sig tilbage og bare ville forstås!

Men man bliver nødt til at indse, at for at blive forstået må man gøre sig forståelig. Det har jeg forsøgt at gøre med min bog: Jeg har prøvet at gøre mig forståelig, jeg har forsøgt at forklare - både for mig selv og for andre«.


To af novellerne i 'The Question of Bruno' afspejler det skel, som Hemon sætter imellem at ville forstås og at gøre sig forståelig - i form såvel som i indhold. Det drejer sig om de to noveller, der tydeligst afslører, at de er skrevet på selvbiografisk materiale, nemlig historierne om 'Blinde Josef Pronek & de døde sjæle' og 'En mønt'.

Josef Pronek, hovedpersonen i den første novelle, er en bosnisk forfatter, der hutler sig igennem tilværelsen som immigrant i USA. Han kan ikke finde sig til rette, ikke oversætte sig til sine nye omgivelser, fordi hans tanker hele tiden kredser om Sarajevo, hvor hans familie lever et liv i evig frygt for de usynlige, allestedsnærværende snigskytter.

Pronek forbliver udenforstående novellen igennem, og i sin ensomme selvretfærdighed formår han kun at se og beskrive sit nye land og sine nye landsmænd i klichéens stædigt forenklende form.

Hvor historien om Pronek er fortalt i distancerende 3. person, har den mere komplekse novelle 'En mønt' hele to fortællende stemmer. Historien er nemlig udformet som en brevveksling mellem en kvindelig filmklipper i Sarajevo og hendes bosniske, mandlige ven i Chicago.

Det er kvinden, Aida, som åbner novellen med sin nøgterne beretning om livet i den belejrede by: »Forestil dig, at du har et punkt A og et punkt B, og at hvis du vil nå fra punkt A til punkt B, må du krydse en åben plads med frit udsyn for øvede snigskytter. Du bliver nødt til at løbe fra punkt A til punkt B, og jo hurtigere du løber, des bedre chancer har du for at nå punkt B i live«.

Med de to ord 'Forestil dig' inviteres læseren indenfor til de rædsler, som Aida senere vil berette om, og denne novelle formår på kun 15 sider at vise, hvad Proneks 75-siders lange historie har forsøgt at fortælle. Det har netop med Aidas transformerende kraft at gøre. Hun spærrer for læserens voyeuristiske øje og appellerer i stedet til vores forestillinger, til vores forståelse. Dermed giver hun plads til læseren, ligesom hun giver plads til en anden fortællers stemme.

For selvom den bosniske vens problemer i Chicago tager sig noget minimale ud i forhold til Aidas livstruende situation, er det takket være Aidas kunst, at også han kan få lov at komme til orde. Ligesom Aida har han mistet, ligesom Aida prøver han at overleve - det er ikke jo ikke hans skyld, at mens hun kæmper for sit liv mod snigskytter, kæmper han mod kakerlakker i sit hummer af et værelse.


Hemon piller rastløst ved kaffebægre, sukkerskål og papirsduge, mens han indvier mig i den ene konspirationsteori om amerikansk politik efter den anden. Det er nok ikke tilfældigt, at spionen er en genkommende figur i de af hans noveller, som er skrevet som barndomserindringer.

»Spiontemaet i mine noveller handler om overvågning, og de forskellige former for overvågning, vi er udsat for. Når man er lille, er forældrenes overvågning jo et udtryk for omsorg, men det er en overvågning, som bliver tyngende i det øjeblik, man bliver teenager«.

»I USA i dag er der videokameraer overalt, og de amerikanske borgere synes at godtage dét som et udtryk for statens omsorg. Ligesom vores forældre, vil staten os det bedste, synes de at tænke. Bagsiden af denne 'omsorgsfulde' overvågning er bare, er der ikke rigtig findes nogen privatsfære i USA længere. Alt skal ligesom ud og vendes i offentligheden, før det kan blive 'privat'. Det er her, det moderne menneske bygger sin identitet - ikke i forholdet til nære og familiære relationer, men i forhold til kameraøjet: offentligheden, der zoomer ind på én«.

»Modsætningen til den 'omsorgsfulde' overvågning er den livstruende overvågning, som min familie og venner har været udsat for i Sarajevo under belejringen, hvor man ikke kunne krydse gaden uden fare for sit liv. Snigskytter lå på lur overalt, og den identitet, man opbygger i forholdet til den anden, til iagttageren, er selvfølgelig her af en helt anden karakter. Den oplevelse bliver man et helt andet slags menneske af«.


En anden slags iagttager er vidnet. »Vidnet er et menneske, som har oplevet noget, han skal dele med andre. Han må altså omforme den oplevelse, som har været vidne til, til det narrative vidnes- byrd. I den transformationsproces, hvor han omdanner sin oplevelse til en historie, tillægger han samtidig oplevelsen en forståelse, og derfor er han en langt mere aktiv iagttager end f.eks. overvågningskameraet«.

Hvordan kan vidneudsagnet så være sandt? »Sandheden i et samfund er noget, man må forhandle sig frem til. Ingen vidner - f.eks. til et folkedrab - kan fortælle hele sandheden om det, der skete, netop fordi de selv var der og tog del i det. Men man kan bagefter træde ud af oplevelsen som en gruppe og sammen male et billede af, hvad det skete«.

»Intet vidne kan alene være kilde til sandheden. Og det betyder ikke, at sandheden er ligegyldig, men at den er uden for den enkeltes rækkevidde. Sandheden er en fælles konsensus«.Tilbage er spørgsmålet om Bruno: Hvem er han?

Navnet Bruno optræder i novellen om Pronek på et tidspunkt, hvor Pronek er på familiebesøg hos en ven. Ved middagsbordet sidder en gammel kvinde, som er en af holocaustens overlevere og vennens bedstemor. Hun svarer ikke på Proneks høflige spørgsmål, og familien er tydeligvis flove over hendes (ikke-) tilstedeværelse, især da hun midt under middagen begynder at spørge til Bruno. Hvor er Bruno? Er han i køkkenet? Skal han ikke have resterne fra middagsbordet?

»Bruno er ikke mere«, lyder svaret, inden man går over til desserten.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement