Selvfølgelig hedder han Ivan, for han inkarnerer en god del af russisk kultur og selvforståelse. Iván Andréjevitj Krylóvs litterære værk er formmæssigt især et svar på franske La Fontaines fabler fra 1600-tallets slutning. Men hans tid og placering i hjemlandets kultur gør »sammenligningen med H.C. Andersen nærliggende, for ikke at sige uundgåelig«, fastslår eksperten i russisk litteratur, professor Peter Ulf Møller. Ligesom det gælder vores egen eventyrdigter, kender hvert barn i Rusland digteren 'Bedstefar Krylóv' og kan citere nogle brokker, linjer eller hele fabler af hans værk. Men på dansk er han så godt som ukendt - indtil fredag den 27. april. Da serveres hele hans hovedværk til gengæld i én ombæring: 198 fabler på rimede vers, oversat til dansk for første gang, og dét efter alle kunstens regler. Men så har de også været to om arbejdet. Lars P. Poulsen-Hansen, forsker ved DUPI, Dansk Udenrigspolitisk Institut, og Holger Scheibel, fhv. skoledirektør m.m. Modne mænd og venner gennem mange år i Studentersangforeningen, hvor de nu ind imellem sangøvelserne hver mandag i et par år har udvekslet digte: Den russiskkyndige Poulsen-Hansen afleverede ugens ration af ordret oversættelse af Krylóvs fabler. Og tilbage fra Holger Scheibel fik han til gengæld leveret en rim- og rytmefast version af sidste uges råoversættelse til gennemsyn. Sådan gik det hver korprøve-mandag fra efteråret 1998, og i marts år 2000 lå det hele færdigt: 6.604 vers i alt, alle med samme versefod og længde som i den russiske original, og med samme rimstilling som Krylóvs. 1800-tallets største fabeldigter Tidligere forelå på dansk kun 15 af de 198 fabler, og dét i en prosaoversættelse fra 1860erne. Så selv danskere, der har studeret fabel-genrens udvikling fra antikkens Æsop til vore dages Møllehave- fordanskninger af La Fontaine, kender end ikke Krylóv, som får siger og skriver 20 linjer i den danske Nationalencyklopædi. Han har været forbeholdt velorienterede slavister, indtil vi nu får hele hans hovedværk på én gang - formentlig den største samlede versoversættelse fra russisk til dansk nogensinde. »Den russiske litteratur er en stor én, og vi har en nogenlunde hæderlig repræsentation på dansk af de store forfattere fra Dostojevskij og Gogol til Tolstoj og Turgenjev, Tjekhov måske ikke så meget, som vi kunne ønske os ... men en rimelig repræsentation af centrale værker, som fra andre sprog«, mener Scheibel og fortsætter: »Encyclopedia Britannica kalder Krylóv for 'formentlig verdens største fabeldigter i 1800-tallet', men som Peter Ulf Møller skriver i sit forord, har Krylóv været et sort hul i dansk oversættelseslitteratur. Slet og ret, tror jeg, fordi det var for svært og uoverkommeligt til, at nogen professionel oversætter kunne se et rimeligt udkomme i det. Derfor har det kun kunnet lade sig gøre i denne kombination, hvor vi er to og begge har haft vore indkomster ved siden af«. »Det er da lidt katastrofalt, at vi ikke har 'russernes H.C. Andersen' på dansk«, supplerer Poulsen-Hansen. »Jeg betvivler ikke, at russerne læser de andre store forfattere, men Krylóv kan de. Når skolebørn går tur med læreren i St. Petersborg, skal de igennem Sommerhaven; og mellem alle de allegoriske statuer, 'Dyden', 'Sorgen' osv., skal de så også omkring det store monument for den eneste 'levende' person på stedet, Krylóv. Han sidder på en stol ligesom Andersen i Kongens Have og med 30-40 eller flere af fablerne illustreret hele vejen rundt om soklen. Og så skal børnene udpege og forklare hver enkelt«. Appelsin i turbanen Scheibel og Poulsen-Hansen erkender, at selv med deres ildhu havde arbejdet næppe været muligt uden støtte fra bl.a. den danske udenrigstjeneste i Rusland og en række fonde, herunder betalingen af den måneds ophold på det danske kunstnerrefugium San Cataldo i Italien, hvor de afsluttende finjusterede samtlige fabler efter de strenge sproglige og formmæssige krav, de selv havde opstillet: Omvendt ordstilling af hensyn til enderimene er bandlyst fra værket, ligesom nød-rim-ordet 'ej' kun forekommer i forbindelser, hvor vi stadig bruger det i daglig tale. Altså strengere krav, end 1800-tallets danske fabeldigter, Kaalund, stillede til sig selv. Fra hans velkendte tåreperser om Vildanden har der for resten sneget sig et skjult citat ind i Krylóv-oversættelsen: »Har du børn, da skøn derpå!«. Krylovs fabler ligger bag mange stående metaforer og faste vendinger i russisk (af typen 'en appelsin i turbanen', fra Oehlenschlägers 'Aladdin') og er endnu en grund til, at russiske børn får ham ind med modermælken - nå, så modersmålet. Men i den danske version af hans fabel 'Oraklet', om afgudsdyrkelse, kommer den faste vending nu et andet sted fra: »man ofrede med bøn et udsøgt dyr fra hver, / guld, røgelse og myrra skær«. Jo, på dén måde kom Ingemann med, ligesom Aakjær og andre storleverandører til højskolesangen og det danske sprog genfindes glimtvis hos Krylóv på dansk, bekræfter oversætterne. »Men guldet og røgelsen stod sgu hos Krylóv selv, og så var resten jo ikke til at stå imod«, griner de to herrer. Man begynder at tro på, at de faktisk har moret sig under sliddet med at få gamle 'Bedstefar Krylóvs 6.604 russiske vers på jambiske fødder og med lige så mange rimord stukket i taktfast dansk fodform.