Umiddelbart virker Mohammed Moulessehoul som en tøvende intellektuel med store, sørgmodige øjne bag brilleglassene. Kan denne tilsyneladende så blide mand virkelig være en professionel soldat med mareridtsagtige oplevelser bag sig? Først langt henne i samtalen mærker man, at han kan være hård og skarp som flint. Det sker, da vi kommer ind på hans rolle i den algeriske borgerkrig. Indtil for nylig har han haft to identiteter: Der var oberstløjtnant Moulessehoul, hvis opgave var at nedkæmpe muslimske fundamentalister. Og der var forfatteren Yasmina Khadra, der søgte at forstå sit folks lidelser. Kun en snæver kreds vidste, at soldaten og skribenten var én og samme person. Forfatteren havde været nødt til at gemme sig bag et kvindeligt pseudonym, for hærens ledelse bryder sig ikke om officerer, der skriver romaner om det nationale traume: Hadet, der sætter broder mod broder. Det litterære gennembrud kom med de tre romaner om kriminalkommissær Brahim Llob. Hvasse analyser af et samfund hærget af social nød, religiøs fanatisme, magtfordrejninger, fortielser, bestikkelse, svindel og terror. En terror, der det ene øjeblik synes nøje beregnet og det næste at være vanvittig og dermed ubegribelig. Bedst som man tror at have fundet 'sandheden', viser den sig at rumme endnu et spørgsmål om skyld og ansvar. »Både i Algeriet og Frankrig gættede man på, hvem der kunne skjule sig under navnet Yasmina Khadra«, fortæller forfatteren af samme navn. »Nogle mente, at det måtte være en journalist, der i romanform beskrev den virkelighed, han ikke turde eller kunne lægge frem i nogen avis. Andre havde en mistanke om, at forfatteren var gift med en højtstående figur, der var i stand til at beskytte hendes identitet - for bøgerne var jo stærkt kritiske, ikke blot mod fundamentalisterne, men også mod magthaverne. Der var så galt en fransk forfatter, der hævdede, at han var Yasmina Khadra!« Den mystiske forfatter gav kun få, ordknappe interviews, og udelukkende pr. fax. Et enkelt telefoninterview, gennemført med fordrejet stemme, indsnævrede jagten på den ukendte: Det måtte være en mand. Det sidste slør faldt i Bernard Pivots litterære program i fransk TV: Yasmina Khadra er oberstløjtnant Moulessehoul! Små menneskers skæbne »Hele Algeriet talte ikke om andet i flere døgn, det kom som et chok, og i løbet af ingen tid blev der skrevet over 100 avisartikler om mig. Det var en mediestorm. De fleste af de yngre officerer syntes det var flot, hvad jeg havde gjort. Hvad man tænkte højere oppe i hierarkiet, har man ikke fortalt mig ...«. Man kan nok undre sig over, at hærens ledelse ikke havde fået fært af forfatteren, der gemte sig i geleddet. For han havde dog før gjort væsen af sig: »Mine første bøger udgav jeg under eget navn. De handlede om dagliglivet i Algeriet, men jeg skrev kun om ydmyge mennesker, der bar deres skæbne med stoisk ro. Hver gang jeg følte trang til at gå videre, var det som om officeren i mig lænede sig hen over skulderen på forfatteren og brummede: Hvad er det, du er i gang med? Pas nu på!« I 1989 vandt den unge officer en novellekonkurrence i Frankrig. Han blev beordret til en samtale med overordnede: Hvad bildte han sig ind? Hvorfor havde han ikke indhentet tilladelse til at publicere sine skriverier? Lånte sin kones navn »Man var meget misfornøjet med mig. Straks efter blev der udstedt et cirkulære, der påbød alle, menige som officerer, at sikre sig hærens godkendelse, inden de meddelte sig til offentligheden. Det var et cirkulære, der i realiteten kun var møntet på mig. Men jeg hverken kunne eller ville holde op med at skrive, det er min livsbestemmelse! Det var min kone, der gav mig ideen om at fortsætte under et falsk navn - og så 'lånte' jeg hendes to fornavne. Og dem vil jeg fortsat bruge som forfatter, det skylder jeg hende og hendes mod«. Var der virkelig ingen i hæren, der fattede mindste mistanke? »Jeg tror det ikke. For det første benyttede jeg min nyvundne 'frihed' til at skrive bøger, der ikke lignede de første. For det andet kunne ingen forestille sig, at en officer i aktiv tjeneste - og jeg var jo konstant i indsats - ville have ét minut tilovers til at skrive i. Det blev anset for en umulighed!« Undrede deres nærmeste kolleger sig ikke over, at De skrev og skrev? »De troede vel, jeg skrev militære rapporter ... og i øvrigt var jeg kendt for at være en enspænder, der isolerede sig, så snart tjenesten var overstået«. Barnesoldat Den 46-årige Yasmina Khadra forlod hæren for nylig. »Min kontrakt på 25 år var udløbet. Endelig kunne jeg samle mig fuldt ud om mit forfatterskab. Og jeg havde været i trøjen, lige siden jeg var ni år!« Forklaringen på den usædvanligt tidlige start på en militær løbebane: Da Algeriet blev selvstændigt i 1962, blev der oprettet et akademi for 'Revolutionens kadetter', sådan kaldte man de drenge, der skulle opdrages til at danne en ny elite i den unge stat. Yasmina Khadras far, der havde deltaget i kolonikrigen mod Frankrig og derefter var blevet officer i den nye hær, lod sin søn indskrive som kadet: »Jeg har tilgivet ham, men jeg kan aldrig glemme, hvad han dengang gjorde mod mig. Det var min barndom, der blev konfiskeret. Han sendte mig væk, fordi jeg var ham til besvær. Og min mor svigtede han til fordel for andre kvinder. Først sent i livet begreb jeg, at også han var et ulykkeligt menneske«. Oplevelserne på militærakademiet har Yasmina Khadra skildret i 'L'écrivain', der udkom i efteråret og som har fået en smuk modtagelse af de franske kritikere. Det er en knugende beretning om drenge, der skal paces frem til at blive mænd, der kan kommandere over andre mænd. Men mange af drengene har mistet deres forældre under frihedskampen, og de plages hver nat af onde minder, der får dem til at vågne op i skrig og sved og en gennempisset seng. Yasmina Khadras redning er litteraturen. Han læser som en gal, hulter til bulter, Steinbeck, Camus, Gogol, alt hvad han kan få fingre i. Allerede som 11-årig skriver han sin første novelle: »Jeg vidste med mig selv, at jeg i dåbsgave havde fået en sjælden evne - evnen til at se og til at fastholde det sete i fortællinger«. Skriver ikke på arabisk Titlen på hans erindringsbog, 'L'écrivain' er underfundig, for ordet betyder både forfatter og skriver. Yasmina Khadras underholder sine kammerater med sine opdigtede historier, men han fungerer også som den offentlige skriver, der hjælper dem med at sætte deres første kærlighedsbreve sammen, han forstår jo at finde de ord, der kan få et hjerte til at skælve. Hvorfor skriver De på fransk? Deres modersmål er dog arabisk? »Fordi min arabisklærer tog modet fra mig. Han sammenlignede mine spæde litterære forsøg med de store klassikere i arabisk litteratur, den rene spot! Min fransklærer derimod var fuld af forståelse og opmuntring. Vi kadetter blev opdraget som absolut tosprogede - og selv om Frankrig var den nyligt besejrede fjende, så blev vore øjne åbnet for skønheden i det franske sprog og den franske kultur. Jeg er i dag oversat til ti sprog, men paradoksalt nok er jeg endnu ikke udkommet på arabisk! Mine landsmænd må altså også læse mig på fransk. Jeg bliver tit spurgt, hvorfor jeg ikke selv oversætter mine bøger til arabisk, og mit svar er altid: Hvis jeg havde haft lyst til dét, så havde jeg jo skrevet dem direkte på arabisk og ikke på fransk. Men fransk er det sprog, jeg føler mig helt og inderligt forbundet med. Det betyder ikke, at jeg skriver på samme måde som en fransk forfatter. Er man tilstrækkelig lydhør, vil man straks fornemme, at mit fransk er anderledes, at det har sin egen tone. Det franske sprog udvikles jo ikke bare i Frankrig, men i alle de lande hvor det tales og skrives, både syd og nord for Sahara. Forskellige mentaliteter må nødvendigvis smitte af på sproget«. I Deres erindringsbog tildeler De forfattere en næsten guddommelig status. De kaldes profeter, visionære og menneskehedens frelsere. Det lyder lidt utidssvarende. »Det kan måske skyldes, at så mange af de moderne forfattere skriver så blegt. De har intet på hjerte »ud over at se forelsket på deres eget spejlbillede!«. Massakrer i blodrusTi års borgerkrig, stadig nye massakrer, hører det da aldrig op? »I en af mine romaner lader jeg hovedpersonen sige: 'Ingen er så ekstreme som algerierne. Enten er vi de bedste, eller også er vi de værste. Vi savner sansen for at holde os midt på vejen' ... Selv er jeg overbevist om, at vor nationale konflikt lader sig løse, hvis vi er modige og klarsynede nok. Og her har de intellektuelle et særligt ansvar. Men indtil videre kører vi desværre ud ad blinde veje ...«. På en af de blinde veje fandt Yasmina Khadra en af sine gamle kammerater fra kadetskolen. Kammeraten havde valgt at desertere for at slutte sig til fundamentalisterne. »To gange fik vi besked på at lokke ham i et bagholdsangreb, to gange slog det fejl. Så blev han likvideret af sine egne i et indre opgør«. I løbet af de sidste ti år menes over 150.000 at have mistet livet i opgøret mellem regeringen og fundamentalisterne. De greb til våben, da deres parti FIS blev snydt for en valgsejr i 1991. I romanen 'A quoi rêvent les loups' (Hvad drømmer ulvene om) fra 1999 skildrer Yasmina Khadra en ung, vildfaren mand, der drages ind i en fundamentalistisk terrorgruppe. Det begynder med kurertjeneste og slutter med snigmord og massakrer begået i blodrus. »Jeg har tit forhørt fundamentalister, som vi tog til fange efter en operation. Derfor ved jeg, at de lever i en anden verden end vores. De har udviklet deres egen, sære logik, der fører dem lige ud i absurditeter. De lever også under et enormt gruppepres, hele tiden driver de hinanden til at overgå sig selv i hensynsløshed. Jeg havde tit en fornemmelse af, at de blev hjemsøgt af deres egne spøgelser - der drev dem til endnu mere uhyrlige forbrydelser. De har også en mani med at snitte halsen over på deres ofre, som når man rituelt ofrer et får til guds ære - men en muslim er i stand til at skelne mellem et får og et menneske«. Algeriets hær beskyldes også for at begå grusomheder, senest er det sket i bogen 'La sale guerre' (den beskidte krig), hvor den unge løjtnant Habib Souaïdia nævner både navne og steder ... »Det er en bog, der bevidst vildleder læserne, det mærkede jeg med det samme. Den indgår i et dunkelt spil, hvor visse kræfter søger at forværre situationen og fremprovokere en åben, altomfattende krig. Jeg ser den samme onde vilje i en anden bog, den der beskylder hæren for at være meddelagtig i Bentalha-massakren. Den virkelighed, jeg som soldat har oplevet på tætteste hold, den genfinder jeg ikke i de bøger. Det er hæren, der har frelst landet. Uden hæren ville Algeriet være gået i opløsning, og vi ville være sunket ned i et åndeligt mørke«. TruetDe har selv erklæret, at De som officer har været vidne til uforklarlige hændelser. »Ja, jeg har nu og da måttet undre mig over nogle beslutninger truffet på højere sted. Hvorfor blev dén og dén operation afblæst, selv om vi havde fjenden i en slem klemme? Og hvorfor blev tabstal enten overdrevet eller underdrevet? Der har sandsynligvis været tale om nogle overordnede, politiske manøvrer, som vi på stedet ikke kunne gennemskue. Men at beskylde hæren for at bruge samme metoder som fundamentalisterne, det er oprørende!«. I Deres bøger er De ikke ræd for at tale om mafialignende tilstande i samfundets højere cirkler. Er det ikke det misregimente, hæren er med til at beskytte? »Hæren beskytter ikke noget system. Den beskytter folket! Jeg fortryder ikke, hvad jeg har været med til som officer, jeg mener, jeg har tjent med ære og med mod«. Ordene falder som sabelhug. Kroppen er anspændt og blikket direkte. Officeren har fortrængt kunstneren. Man husker pludselig, hvad han tidligere har forklaret: At hæren var ham i faders sted. Det var hæren, der adopterede og opdrog ham. »I Algeriet i dag er jeg den eneste forfatter, der forsvarer hæren - for jeg er den eneste forfatter, der kender den indefra«. Yasmina Khadra erklærer, at han føler sig 'udsat' i Algeriet, men han afviser at tale nærmere om de trusler, han har været ude for. Nu håber han, at Frankrig vil give ham og hans kone og deres tre børn fast opholdstilladelse. Men han ser ikke sig selv som politisk flygtning, understreger han. Han ønsker blot arbejdsro til at skrive flere bøger. Desværre vil hans elskede og hårdt prøvede mor ikke kunne læse dem. 'Skriverens' mor er analfabet, »hun har aldrig gået i skole«. Blandt Yasmina Khadras bøger skal ud over 'L'écrivain' fremhæves 'Morituri', 'Double blanc', 'L'automne des chimères' og 'Les agneaux du Seigneur'. Alle giver de dybe indblik i de kræfter, der udløses i det algeriske drama.