0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Lægen og løgneren

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kim Nielsen
Foto: Kim Nielsen

Fotocollage: Kim Nielsen

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Emmanuel Carrère brygger brev-te, mens han funderer på, om Jean-Claude Romand er psykopat.

»Det er svært at svare på, for psykiaterne, der undersøgte Romand, skulle kun svare på, om han kunne gøres ansvarlig for sine handlinger. En af de mulige definitioner på en psykopat er at vedkommende ikke har et 'selv', en sand identitet. Jean-Claude Romand er meget narcissistisk. Så han har et enormt ego, men ikke noget selv, kan man sige«.

»Romands sygdom består også i, at han aldrig har været i stand til at bryde sammen, lave revner i facaden. Han har ikke engang været i stand til at have en regulær depression. Han har i hele sit liv været i en depressiv tilstand, som om han på en måde var bedøvet. Som om han aldrig havde fået tilladelse til lidelse. Det er for let at sige, at det skyldes hans barndom. Det var selvfølgelig en meget rigid barndom, men han er jo ikke blevet mishandlet.«

Men mønsteret er der allerede i barndommen: skuf ikke far, gør ikke mor ked af det ...

»Ja, det er den såkaldte double bind. Man må på den ene side aldrig lyve, men man må heller ikke skuffe og gøre ondt. Man må ikke lyve og man må ikke sige sandheden«.

Genkendte De noget af Dem selv i Romand?

»Ja, men heldigvis ikke meget! Kritikken har ofte sagt, at romanforfatteren er en slags løgner. Det argument tror jeg slet ikke på, det er for facilt, og det er en falsk kliché.

»Fiktionen er netop en måde at nærme sig sandheden på. Omvendt er der noget i forfatterens metier, der er meget konkret og trivielt, der ligner det liv som Romand levede, når han kørte sin bil ud i skoven eller lå på et hotelværelse og så op i loftet, når alle troede han var på arbejde. Den måde han tilbragte sin dage alene uden vidner og uden at skulle aflægge regnskab for nogen.«

»Det var ikke forbrydelsen og løgnene, der foruroligede mig mest i Romands historie, det var det faktum, at han tilbragte sine dage alene i bilen, på hotelværelser og cafeterier i årevis. Hvad foregår der inde i hovedet på en der tilbringer sine dage sådan?«.

Vægrede sig mod hovedpersonen
Emmanuel Carrère opgav at skrive historien om Romand i to omgange.

»Først forsøgte jeg at skrive det som fiktion. Men jeg havde ikke lyst, jeg kunne ikke lide det og jeg kunne ikke komme i gang. Da jeg så kom i gang, kunne jeg ikke finde ud af hvordan det skulle gøres. Jeg forsøgte at skrive den objektivt, i tredje person, og opgav også det«.

»Men eftersom jeg havde brugt så meget tid på den historie, ville jeg aflægge en slags rapport eller dagbog for mig selv - ikke beregnet på publikation. Det var ikke engang særlig subjektivt, men mere for at 'lukke sagen'. Men da jeg begyndte at skrive i første person opdagede jeg meget snart, i løbet af et par dage, at det var bogen jeg var i færd med at skrive! Bizart nok var det næsten som at finde kammertonen!«

»Og grunden til at tonen ikke havde været rigtig var at jeg ikke havde den rigtige position i forhold til historien. Jeg havde afvist at indtage min rette plads. Det handler om fortællerposition.«

Kan man sige at i første forsøg var forhindringen psykologisk og i andet forsøg var den formel?

»Nej, det er det samme. Når man taler om formelle, narrative problemer, taler man også om psykologiske problemer. Formelle, psykologiske og moralske problemer er de samme og uløseligt forbundne. Når man løser det ene, løser man også de andre.«

»For mig handlede det om, at jeg skulle acceptere at skrive historien i første person, at det var mig der fortalte den, og at jeg ikke prætenderede at fortælle sandheden - selv om jeg fortæller virkelige, verificerbare ting«.

»Jeg forsøger ikke at undskylde Romand - og jeg har slet heller ikke ret til at undskylde noget som helst. Det er ikke mig der har lidt under det han har gjort. Jeg forsøger at få læseren til at føle, hvad han eller hun kan have tilfælles med en som Romand - frygtelige, monstrøse som hans handlinger er«.

Emmanuel Carrère var reporter for avisen Le Nouvel Observateur under retssagen mod Jean-Claude Romand - simpelt hen for at sikre sig en plads i retssalen. Men han lærte meget af de andre journalister og citerer dem da også i 'Modstanderen'.

< b>Alle dem der skabte ham
»Man kommer meget tæt på hinanden under en lang retssag i en provinsby, for alle bor på det samme hotel, og man deler meget stærke fælles oplevelser. Det er meget intenst«.

Er omgivelserne medskabere af løgnene, fordi de ønsker at tro dem?

»Ja, det tror jeg. Der er to mysterier i denne historie. For det første: hvordan har han kunnet fremture i sine løgne så længe og for det andet: hvorfor har man accepteret at tro dem? Et er forældrene, de er gamle og bor på landet - selv om det var underligt at de lod ham hæve penge på deres konto hver måned selv om han efter sigende var en stor læge«.

»Men hans ven og nabo var selv læge! Og hans kone, som han levede med over 10 år, tvivlede aldrig på noget af det han sagde. Det var som et mystisk ønske om ikke at vide noget«.

Romand var gudfar til sin ven og nabos lille datter, og hun sov ofte hos familien Romand og legede med deres børn.

»Vennen og familiefaderen Luc er meget traumatiseret og chokeret. Når man snakker med ham, har man tendens til at sige: 'Jeg ville have fået mistanke'. Men det er for let at tro at man selv ville have været mere klarsynet«.

»Luc fortalte at han en gang havde haft en lille mistanke med hensyn til Romands strålende karriere, og han kunne bare have strakt hånden ud og tjekket WHOs årbog med alle de ansattes biografier. Den stod på hans reol. Men han gjorde det ikke! Han tog sig i det, for han ville ikke være så latterligt mistroisk over for sin bedste ven. Luc er et meget moralsk, på grænsen til det rigide, men han er et udmærket, honnet menneske«.

»Romand levede hele tiden med truslen om at blive demaskeret. Det var på samme tid en trussel og en slags håb. Et håb om at mareridtet ville stoppe. Jeg tror han har mere fred med sig selv i fængslet, for det værste er allerede sket«.

Ikke engang et dobbeltliv
Troede han det var umuligt at blive elsket for sin egen skyld?

»Ja, det tror jeg. For han var overbevist om at være et intet«.

Og det var han jo også.

»Ja, det er det mest mærkelige og tragiske i det hele. Det var jo ikke engang et dobbeltliv. Der var intet bag de løgne! Og intet har ændret ham i alle disse år«.

Er Jean-Claude Romand bare et ekstremt tilfælde af noget almindeligt?

»Ja. Et ekstremt tilfælde af forskydningen mellem det sociale billede vi giver af os selv og den person vi intuitivt ved vi er - i vanskelige, depressive og forladte øjeblikke. Jeg føler at vi alle inde i os har et lillle vindue til helvede. Det meste af tiden prøver vi at ignorere det vindue. Men jeg vil tage læseren ved hånden og sige: »Nu sætter vi os ved vinduet og kigger ind i det intime helvede!«

Hvad siger Romand til den meget opmærksomhed omkring bogen og filmen?

»Jeg har ikke meget kontakt med ham, men jeg tror han er smigret«.

De har givet ham den identitet han ikke havde.

»Ja, det er et problem. Det er ret skræmmende«.