Det var Karen Blixen, der gjorde den unge Judith Thurman til den verdensberømte forfatter, hun er nu. Hvordan gik det til? Det begyndte med en Cambridge-husfælles mor - halvt spansk, halvt engelsk - som boede i Toscana. Hun blev en rollemodel for den 20-årige Judith i 1967. »Det var min anden barndom, for det var sådan en mor jeg altid havde ønsket mig. Denne kvinde var mor, digter, erotisk og utrolig smuk - og hun havde mødt Isak Dinesen, som hun kaldte hende, i Rom og forgudede hende og alt hvad hun stod for. Jeg fik 'Seven Gothic Tales' af hende. »Da jeg kom tilbage til USA i 1975, talte jeg fransk, italiensk og spansk. Det var i begyndelsen af feminismen, og jeg begyndte at skrive om de store kvindelige forfattere, der var blevet glemt eller umoderne«. »Gloria Steinem, som var feminismens guru på det tidspunkt, var en stor fan af Isak Dinesen og opfordrede mig til at skrive om hende i kvindebladet Ms. På grund af den tekst - som var et fiktivt interview med en fiktiv grevinde, der kendte Isak Dinesen - blev jeg kontaktet af en ung forlagsredaktør. Han havde studeret hos Hannah Arendt, som også beundrede Isak Dinesen«. »Jeg gjorde modstand, for jeg kunne jo ikke dansk, jeg havde ikke gået på graduate school og skrev kun poesi og korte artikler. Et halvt år efter var han der igen, og for at skræmme ham sagde jeg, at jeg ville have 10.000 dollar i forskud. Det var et enormt beløb for mig dengang. Men han sagde o.k.! Og så hang jeg på den. Det tog 7 år. Det har taget 9 år med Colette. Men hun har også skrevet 80 bøger, hvor Isak Dinesen skrev 7«. For at skrive om Blixen skulle Judith Thurman lære dansk. Ikke for at tale det og heller ikke for at læse Blixens værker »for dem skrev hun på engelsk«. Men det var meget vigtigt at kunne læse alle de danske breve i arkivet. Hun fik timer hos Anita Rasmussen fra det danske konsulat. Meryl Streep var god Allerede inden 'Isak Dinesen. Life of a Storyteller' udkom, var den blevet købt til filmatisering. »Instruktøren Sidney Pollacks manuskriptforfatter, Kurt Luedtke, var Dinesen-fan og drømte om at lave 'Den afrikanske farm'. Den læste Sidney Pollack så og sagde: »Der er jo ingen historie her, ingen fortælling eller karakterbeskrivelse«. Alt er jo meget indirekte, hvis du læser bogen med en filmmands øjne. Men så hørte han om min bog«. »Jeg var sidst i tyverne på det tidspunkt og opfattede det hele som lidt uvirkeligt: »Fint, fedt«, tænkte jeg om det hele, »hvorfor ikke?«. Det var vildt spændende alt sammen. Men når man er ung, tager man tingene ikke for givet, men man ved ikke hvor heldig man er, og hvor utænkeligt det er, at alt falder på plads. Jeg var vant til at tjene 5.000 dollar om året«. Var du ikke bange for at de ville løbe med din historie? »Jeg var ligeglad, eller rettere: jeg var en ung forfatter, og Sidney Pollack var en berømt Hollywood-instruktør. Det var heller ikke min historie, det var Isak Dinesens. Jeg synes i det hele taget at folk, hvis ting filmatiseres, skal give slip. Man må bare håbe, filmen bliver god og nyde det. Jeg fik ikke nogen af de 100 mio. dollar filmen tjente. Men de havde jo købt rettighederne til en ukendt, endnu uudgiven bog - for en beskeden femcifret sum. Jeg havde ikke engang en agent dengang«. Hvordan har du det med filmen nu - hvor du vel godt kan tillade dig at sige det? »Jeg synes Meryl (Streep, red.) var god. Jeg tror hun har lidt af den samme splittelse mellem sind og krop, som Karen Blixen har, og jeg syntes det kom frem. Robert Redford er måske ikke den ideelle Denys Finch-Hatton. Han skulle have været spillet af en engelsk skuespiller«. »Men der var ingen englænder der var stjerne nok til at klare den nødvendige indtjening, for filmen kostede 40 mio. dollar at lave - i 1985. Sidney Pollack inviterede mig med til Afrika før optagelserne. Og jeg var henrykt, for jeg var lige ved at blive skilt på det tidspunkt«. »Det tog mig lang tid at gøre mig klar til at starte et nyt projekt. Jeg var udbrændt, mit ægteskab var faldet fra hinanden, jeg vidste ikke, hvad jeg ville og så videre. Jeg tog et år fri, lavede lidt anmeldelser og begyndte at skrive for The New Yorker«. »Jeg havde fået alle pengene for bogen på en gang og skulle betale 55 pct. skat af toppen. Så jeg var nødt til at tjene penge. Men jeg kunne ikke holde ud at skulle tilbage til et bogprojekt foreløbig, og jeg begyndte først at lave research til Colette efter 5 år, i 1990«. »Da havde jeg netop fået et barn med en mand, der bor i Californien og stadig er min ven. Men jeg boede alene med barnet og min moster, som flyttede ned til mig fra Boston, da begge mine forældre var døde. Men så, da min søn var 4, og jeg var 4 år inde i arbejdet med Colette, arvede jeg en masse penge fra en onkel, jeg blev gift med min nuværende mand, og vi købte dette hus alt sammen inden for et år«. Usandsynligt moderne livHvordan besluttede du dig for Colette? »Folk kom hele tiden med forslag til hvem jeg skulle skrive min næste biografi om. Det var faktisk lidt af et mareridt! Jeg sagde: jeg går altså ikke i gang med at lære et nyt sprog, det kan I godt glemme!«. Skal det helst være en, man kan lide? »Jamen det kan man jo aldrig vide på forhånd, kan man? Og når man finder ud af, om man kan lide, den man skriver om, er det for sent! Vi må se i øjnene, at de fleste store kunstnere er sølle som personer. Så jeg kunne ikke stille som kriterium, at jeg skulle kunne lide vedkommende«. »Men det skulle være en eller anden forfatter, hvis værk jeg virkelig beundrede, når jeg nu skulle bruge så mange år på det. Og så skulle jeg kunne bringe noget nyt til billedet af personen«. »Jeg havde læst enkelte ting af Colette som ung og var meget betaget af hendes sprog. Og så var to af mine venner, Suzanne Brøgger og Philip Roth, beskæftiget med hende på hver sin måde, og de bearbejdede mig uafhængigt af hinanden i den samme uge«. »Så begyndte jeg at læse mere af Colette. Jeg læste et par biografier om hende, og de var meget dårlige, så jeg begyndte at tænke: dette er interessant. Hendes liv var usandsynligt moderne. Nutidens kvinder har ikke bragt deres liv op på niveau med Colette«. »På det tidspunkt havde jeg en meget, meget god agent, som talte med en masse forlag. ALLE ville have kontrakten. Jeg tog bare det højeste bud - og det var mange penge. Så store forskud er selvfølgelig skræmmende, for man ved, man aldrig vil kunne betale det tilbage«. Da hun havde fået sit forskud, drog Judith Thurman til Paris med sin da toårige søn, sin uundværlige, dengang firsårige moster og ca. 25 kufferter, klapvogn, barneseng etc. »Det var et mareridt. Men jeg fandt en lejlighed og en barnepige til min søn og begyndte at arbejde«. I den situation er man meget disciplineret? »Uh ja, man er så bange, at man ikke behøver andre stimulanser! Men det var overvældende, så meget der var at læse. Jeg tog bare en dag ad gangen. Karen Blixen sagde: »En dag ad gangen, uden håb og uden fortvivlelse«, og det er det bedste råd til en forfatter og især til en biografiforfatter. Jeg har det over min computer - og det er det eneste, der har holdt mig oppe i alle de 9 år«. Sexfikseret periodeHvilke faser har du været igennem i dit forhold til Colette? »Det er et stort spørgsmål. Den kærlighed til værket og denne beundringsværdige kvinde jeg havde i udgangspunktet, begyndte at nedbrydes, da jeg fordybede mig i miljøet og perioden, fin-de-siècle«. »For fin-de-siècle er så dekadent, så sexfikseret, så koket, så usundt og poserende. Og når man dag efter dag efter dag skal læse om det, har man lyst til at skrige: Hold op, tag det væk! Kan I ikke tænke på andet? Jeg var ved at blive vanvittig. Jeg var lykkelig, da jeg nåede til Første Verdenskrig!«. »De monstrøse sider af Colette, for eksempel hendes narcissisme, blev meget tydelige for mig, for eksempel da jeg gik ind i hendes forhold til hendes datter - hendes eneste barn. Det var svært for mig, det sværeste, faktisk. For jeg kæmpede selv for at være en god mor og forfatter samtidig, men Colette passede bare sit arbejde som forfatter«. »Det var svært at bekæmpe min afsky for den egoistiske måde, hun var mor på. Men man må aldrig gøre en 'sag' ud af dem, man skriver om, ikke disciplinere eller dømme dem eller påføre dem sine egne og sin egen tids normer«. Men man gør det alligevel«? »Ja, det gør man, men man skal være bevidst om det og minimere det. Man skal ikke tage luftrummet fra læseren. Objektivitet eksisterer ikke, men man skal undgå at skrive en sygehistorie. Det har ingen glæde af«. »Der er ikke noget, der hedder 'burde' når man skriver en persons biografi. Man skal forsøge at forstå i stedet for at dømme«. Var der ikke også et element af terapi i det for dig? For eksempel forholdet til forældrene? »Åh jo, det er alt sammen primalt. Colette er en utrolig primal forfatter. Hun skriver om, hvordan mennesker erotiserer deres første bindinger. Hendes værk er virkelig besat af de tidlige forhold mellem børn og forældre, af primitive magtkampe«. »Derfor tog det også så lang tid for mig. Jeg gik selv i terapi igen. Jeg måtte se på alle mine egne fantasier og sager om de ting. Det var svært, men en stor udfordring«. »Større end hvis jeg havde fundet en hovedperson, jeg umiddelbart kom godt ud af det med. Det viste sig, at jeg var meget nærmere på Karen Blixen end på Colette. Og Colettes liv hjalp mig til at forstå mit eget forhold til mænd, til sex - og på en måde til mine forældre«. »Jeg måtte gennemgå det hele - forholdet til mad, til nydelse. Jeg gik jo fra en anorektiker (Blixen) til en bulimist (Colette). Jeg har selv svært ved at tillade mig selv nydelse, og nydelse er noget, Colette er en virkelig kender af. Nydelsen var hendes religion«. »Colette var slet ikke en åndelig person, og hun er ikke følsom, men hun er heller ikke overfladisk. Intellektuelt er Colette ikke dyb, men hun har dyb forståelse for den menneskelige natur og instinkter, de basale impulser, de mørke sider. Men der er ikke megen modenhed i hende, heller ikke empati, gengældt kærlighed og anerkendelse af den anden«. »Det er ikke det, hun handler om. Hun har ikke noget dybt indre liv. Det var et problem for mig. Hun var hedning, hendes religion var hedensk og handlede om ekstase, nydelse, ærefrygt. Da jeg fik fat i det, var det et gennembrud for mig«. Colette som terapiColette synes at nægte at blive voksen? »Ja, og det er virkelig trættende, når man arbejder med hende. For man er slave af sit emne, og man bliver slave af Colettes evige pubertet. Men Colette er selv bevidst om det. Og det er en del af spillet. Man må huske, at dengang var der en konflikt imellem at være en kvinde og være en person«. »En anden konflikt er, at Colette var så progressiv på nogle måder og så konservativ på andre. Men det er noget af det sjove ved at skrive biografier: Man skal ikke løse konflikterne, man skal belyse dem. Og alle de indvendinger, du har mod hende nu, har jeg også haft i løbet af mit arbejde, og jeg har kæmpet med dem«. »At snakke med dig nu er som at snakke med mig selv i 1993-94. Jeg er kommet til et andet sted, med mine snerpede følelser, min puritanisme, mine kulturelle fordomme. Ikke at jeg ville forføre en 16-årig stedsøn, som Colette gjorde, men jeg har erkendt potentialet«. Havde du ikke erkendt det, før du begyndte at studere Colette? »Jeg ved ikke, jeg var optaget af andre ting. Karen Blixens potentialer var nogle helt andre. Med hende havde jeg andre ting kørende, der var fadertabet væsentligt«. Diskuterede du dit arbejde med din psykoterapeut? »Ja, og han var til meget god hjælp. Før havde jeg en meget klog kinesisk kvinde - hun hjalp mig med Karen Blixen. Nu har jeg en homoseksuel mandlig terapeut, der selv skriver«. »Han hjalp mig med at 'dekode' mig selv og mine egne blokeringer, hvilket var en hjælp, når jeg skulle 'dekode' Colette. For hver gang jeg kom til de tidlige bindinger, gik jeg i stå i månedsvis«. »Ved du, hvordan det er når man ikke ønsker at forstå noget, der vil gøre ondt? Colette ønskede i virkeligheden ikke at blive kendt. Men hun ønskede at en middelalderlig ridder skulle komme og dekode hende - i skikkelse af læseren«. »På grund af moderens dominans blev Colette en lille skuespiller meget tidligt. Noget skjulte hun endda for sig selv. Det er, hvad biografi går ud på - og hvad terapi går ud på: at nogen hjælper med at artikulere, hvad man føler«. »En forfatter skriver for at skabe et spejl og kunne se sit eget spejlbillede, og alle har forskellige revner i spejlet, alle har deres forvrængning. Og alle søger tilbage til den tabte maske i strikketøjet - ligesom terapi gør. Men skrivning gør det på en måde, der kan 'oversættes' af andre. I en stor forfatters hænder er det jo ikke bare en 'case history'«. Hvad var det, din terapeut hjalp dig med at finde og artikulere? (Lang, pinefuld tænkepause - som om intervieweren er terapeuten). »Øeh - det har at gøre med Colettes forhold til sin meget stærke mor og hendes behov for at adskille sig fra hende. Og det har at gøre med faderen, som i bund og grund er ligeglad med hende. Og det er vist, alt hvad jeg vil sige om det«. Hvilken af de to forfattere, du nu har biograferet, er det nemmest for dig at holde af? »Åh, Karen Blixen, helt klart. Hun kunne også være vanskelig og tyrannisk, men hun var interesseret i en meget mere kompleks form for intimitet«. »Colette kunne være forfærdelig og vidunderlig, afhængigt af hvor megen intimitet hun tillod. Hun er fantastisk fascinerende, men jeg måtte overvinde min antipati på et tidspunkt. Ligesom man skal overvinde næsegrus beundring for den man skriver om, for så ender man med at tegne et prætentiøst, idiotisk portræt«. »Jeg synes, den kvinde, der kommer ud af denne bog, er grådig, sensuel, vis, umulig, generøs og monstrøst narcissistisk. Og helt exceptionelt talentfuld. En af dette århundredes store kunstnere«.