0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En elskerinde hævner sig

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Carina Rydberg møder Rolf på PA & Co., en af de smarte cafeer i Stockholm. Tilsyneladende er han lige så interesseret i hende som hun i ham, men deres besynderlige romance begynder og slutter i første felt, dér på cafeen. De når ikke engang at havne i samme seng.

Da det hele er forbi, og Carina mangler penge, beder hun ham låne sig et beløb. Han siger nej, og dér beslutter hun sig: Hun vil hævne sig, hævne det hele. Med pennen i hånden. Og hun skriver Rolf helt ned i Helvede, i sin bog 'Den højeste kaste', som udkom på dansk i 1997.

Rolf findes i virkeligheden, han er advokat, og der blev en voldsom debat om Carina Rydbergs ret til at udlevere et andet menneske.

Og det skulle blive værre endnu, for mændene i hendes nye bog, 'Djävulsformeln', djævleformularen, der udkom i Sverige sidste efterår, er ikke forholdsvis anonyme Rolf'er. De er kendte mennesker.

Bogen handler mest om Ernst Billgren, maler og billedhugger, en egenrådig og fantasifuld kunstner, som ellers aldrig har haft noget imod offentlig omtale. Nu ved svenskerne, at han har dårlig ånde og bedrager sin kone, den lige så kendte maler Helene Billgren - samt at hans potens af og til svigter.

Udleveringer
Men den, som udleveres mest både i 'Den højeste kaste' og i Djävulsformeln, er Carina Rydberg selv. Det billede, hun tegner af sig selv, er mere nøgent og afslørende end den bog, Min Kamp, som Ernst Billgren har udgivet som sin patetiske hævn: her beskriver han Carina Rydberg som lesbisk. Mens hun har modet til at fortælle, hvordan det føles at blive svigtet, ikke at slå til, at være alene og bange.

Hvordan tør hun være så ærlig? Måske ligger forklaringen i hendes arbejdsmetode: »Jeg er min egen eneste læser, når jeg skriver«, har hun sagt i et interview. »Og jeg sørger altid for, at ingen anden læser det. Så kan jeg gå så langt jeg vil, og senere kan jeg tage stilling til, om det skal med eller ikke«.

»Naturligvis er der grænser for en forfatter. Mange tror, at jeg skriver 'alt'. Det gør jeg selvfølgelig ikke. Det ville være umoralsk. Men mens man skriver, må man lade, som om man fortæller alt«.

»Jeg forstår ikke forfattere, som forestiller sig en bestemt læser, det lyder som en god genvej til selvcensur. Mens du skriver, må du forholde dig til teksten rent teknisk, men lade være med at tænke på de synspunkter og reaktioner, som den tekst kan afstedkomme. Det må du ikke tænke på. Slet ikke«.

Den Carina Rydberg vi møder i 'Djävulsformeln', er forfatteren, som er bevidst om sin magt, men ikke anvender den i blinde. Først da hun opdager, at Ernst Billgren vil bruge deres forhold i sin kunstneriske produktion, beslutter hun at gøre det samme.

»Jeg synes, at hvis et forhold kan kaldes urent, så er det dette. Vi æder hinanden. Det var sådan, der var tænkt fra begyndelsen«, skriver hun i bogen.

Skrækken for dybet
Da 'Den højeste kaste' udkom, sagde hun, at det vigtigste var, at bogen blev taget alvorligt. »Folk er blevet berørt af den, og det er jo det, du vil nå som kunstner. Det er hjertet, du vil ind til«.

Hjertet når hun også denne gang, men det er 'skandalen', der bliver snakket om. 'Djävulsformeln' har vakt opmærksomhed, fordi den fortæller om Ernst Billgren og hans forhold til Carina Rydberg. Men den handler også om nødvendigheden af at lære sig at dykke.

Vand er Carina Rydbergs store rædsel. Hun ligger vågen om natten og tænker på det øjeblik, hvor hun ikke mere kan ånde, fordi vandet fylder hals og lunger. Mest handler bogen om skrækken for at synke og behovet for at overvinde den skræk, og om behovet for kærlighed.

Og en dag står hun faktisk på Maldiverne og har meldt sig til sin første dykning:

»Det er altid kærligheden, tror jeg. Hvad man end foretager sig, er det den, man vil hen til. Man kan lyve, man kan hykle, man kan gøre hvad som helst, men drømmen kan kun blive til virkelighed, hvis man er parat til at risikere alt. Det er derfor, jeg valgte at dykke«.

»Dykning hænger sammen med døden, og man risikerer kun noget, når man risikerer sit liv. Det kommer jeg ikke til ved at gå på dykkerkursus, men det føles sådan. Det er en del af min overtro: At alt godt skal betales med noget ondt«.

I den del af romanen fortæller hun om det primitive, længst inde i rygmarven, som gør det svært at gå ned under overfladen, at tage mundstykket ud af munden, selv om man tror, man dør af det. Og hun beskriver suget fra dybet.

Forbandelsen
Det tredje og gennemgående tema i 'Djävulsformeln' er selve formularen.

En dag fulgte hun med en mand hjem fra en bar, og hos ham fandt hun en håndbog for hekse. Dér stod formularen, fem ord tilsyneladende uden mening, listet op under hinanden. Men tilsammen blev de en remse, som kunne læses fra begge ender, et anagram.

»Det her er djævleformularen. Den skal du udtale, når du vil have magt over et menneske«, sagde manden.

Carina Rydberg spurgte ikke, om han selv havde prøvet. Men hun skrev ordene ned. Siden har hun læst dem over mennesker, som har gjort hende ondt, og hun er blevet skræmt over virkningen, fortæller hun i bogen.

Først var der den kendte teaterinstruktør Rickard Günther, som begik den fejl at elske en anden kvinde end Carina. Hun følte sig svigtet og udtalte djævleformularen over ham, og nogle måneder senere fik hun at vide, at hans højt elskede tvillingebror Ernst var blevet slemt skadet i en bilulykke.

»De er enæggede tvillinger, i virkeligheden samme individ i to udgaver. Og jeg var overbevist om, at jeg var skyld i ulykken«, skriver hun.

Næste offer blev en instruktør, hun ikke kunne samarbejde med, og som hun derfor læste djævleformularen over, uge efter uge. Der skete ikke noget med ham, men hans far døde af et hjertetilfælde.

Siden har hun læst over kritikeren og samfundsdebattøren Jesús Alcalá, som nedgjorde 'Den højeste kaste' og nu er beskyldt for underslæb med bistandspenge til Paraguay, og Rolf fra samme bog får også en omgang. Han er siden blevet skilt fra den kvinde, han i mellemtiden havde giftet sig med.

Mislykket møde
Om Ernst Billgren fortæller hun, hvordan de mødes og planlægger en kærlighedsudflugt til Helsingfors, hvor han skulle åbne en udstilling og hun lancere den finske oversættelse af sin bog. Erotikken bliver ikke til meget, for hans erektion udebliver.

Senere kommer han for sent til endnu et møde, og da han kommer, har han dårlig ånde. Men det værste var, at han efter det første, mislykkede samleje tilbyder hende penge. Det skulle han aldrig have gjort. Så han får djævleformularen.

'Djävulsformeln' er rigtig ubehagelig læsning, men velskrevet, behændig og spændende, svært at lægge fra sig. Og Carina Rydberg tror selv på sin djævleformular:

»Den dag jeg sætter mig ned for at skrive, begynder der at ske uforklarlige ting. Normalt er mit liv ret uinteressant, men så snart jeg fatter pennen, begynder de mennesker, jeg skriver om, at agere som romanfigurer. De brækker lemmerne, når de skal, deres computere bryder sammen, de bliver tiltalt for bedrageri, når de skal«, siger hun.

Har en forfatter lov at skrive hvad som helst om kendte, navngivne personer? Meningerne er delte blandt de svenske kritikere, men Carina Rydberg er ikke selv i tvivl:

»Jeg kunne ikke have skrevet nogen anden bog. Den handler om at være besat, både af en mand og af kunsten, om en kærlighed som bliver til en kunstnerisk besættelse. Bogen er en selvransagelse, jeg prøver at fortælle, hvem jeg er«.

Således har 'Djävulsformeln' genoplivet den debat, der fulgte efter Carina Rydbergs første bog, og igen står den spinkle, næsten gennemsigtige kvinde med det lange hår, de store øjne og de mørkerøde læber i centrum.

Den litterære verden sætter spørgsmålstegn ved hende, formiddagsbladene bruger de store overskrifter, og seriøse journalister fordømmer hendes værk som uanstændig bagtalelse og løgn.

Men Carina Rydberg har nået det, som mange andre forfattere kun kan drømme om. Hun vækker opmærksomhed, hun diskuteres. Hendes bøger læses. Selv om prisen måske er høj, fordi hun udleverer både sig selv og de mennesker, hun skriver om. Hun forsvarer sig ikke, men hun prøver at forklare:

»I valget mellem en personlig relation og en god historie er det altid historien, der vinder«.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere