Mobiltelefonen ringer fra et sted nede i dametasken. En pinligt forstyrrende lyd af fravær og ligegyldighed, når man som journalist foregiver at sidde i fordybet samtale med en forsker fra Københavns Universitet. Som netop har skrevet en bog om den udfordring, nye medier som mobiltelefonen er for samtalen i familien og på arbejde. Med den insisterende beep-tone i rummet kan Stig Hjarvard da heller ikke dy sig for at afbryde sin engagerede tale og snige et: »Apropos ...« ind, mens han kigger på tasken og venligt tilføjer: »Du må da gerne tage den«. I dag kommunikerer vi hele tiden. Og angiveligt ikke for at blive klogere. Medmindre - viser mobilbeskeden senere - man da bliver det af at snakke buksemode med sin søster. Under alle omstændigheder har det vel ikke meget med det såkaldte informationssamfund at gøre. Medieforskeren Stig Hjarvard har skrevet essaysamlingen 'Det selskabelige samfund', der først og fremmest er et opgør med det højt besungne informationssamfund, hvor fri udveksling af viden - ifølge politikerne - danner grundlag for samfundets beslutningsprocesser. På baggrund af sit brede kendskab til medieudviklingen beskriver han i 13 essays, hvordan vores medieforbrug i virkeligheden er mere drevet af selskabelighed end af lysten til at blive klogere. »Der er simpelt hen et forkert fokus på, hvad det handler om. De nye medier, som man kalder computere og mobiltelefoner, bidrager primært til mere underholdning, samvær, leg, spil og hygge, og det er ikke mindst det, som er den økonomiske drivkraft. Når det er blevet en milliardforretning at sende SMS'er, er det ikke, fordi unge mennesker udveksler børsinformationer. Den information, de udveksler, er nøglen til samvær. Men i den officielle retorik om videns- og informationssamfundet lader man, som om vi er drevet af en ubændig lyst til at vide mere - at lige så snart folk får internettet mellem hænderne, går de i gang med at videreuddanne sig«. »Sagen er, at informationssamfundet er et politisk prestigeprojekt, og derfor bliver det retfærdiggjort i nogle politiske og industrielle sammenhænge, hvor det ikke er pænt at sige, at krumtappen i virkeligheden er mere underholdning, mere snak og mere leg. Vi er - på godt og ondt - på vej ind i det selskabelige samfund«, konstaterer Stig Hjarvard. Han peger som eksempel på, at der er politiske stemmer i at udstyre skoleelever med computere. Men hvis man ser på, hvad computerne bliver brugt til, kunne man lige så godt give dem en Nintendomaskine. »Det ville bare være rent politisk selvmord«, siger han. Det selskabelige samfund er dog ikke kun opstået med de nye mobile medier. Inden for de seneste 15-20 år er traditionelle medier som aviser og tv blevet mere underholdningsprægede og hyggelige. Fra Stig Hjarvards stol på Københavns Universitet ses det ved, at morgenaviser som Politiken arrangerer vinture og tester regntøj til børn, mens tv har fremelsket en mere privat, selskabelig tone i sin måde at kommunikere på, blandt andet i studieværternes henvendelsesform. Tv-studierne bliver opbygget med køkkener og sofaer; kommunikationen bliver hjemliggjort, samtidig med at den stadig er offentlig. For vi sidder jo ikke helt hjemme i stuen. »Det er derfor, jeg generelt taler om vores selskabelighed, for det er en omgangsform, der befinder sig i et socialt fristed mellem det private og det offentlige. Det forandrer vores måde at omgås hinanden på, fordi vores forestillinger om at være tæt på og langt fra hinanden ændrer sig. For hvert nyt medie, der opstår, bliver samtaleformerne stadig mere uformelle«, siger Stig Hjarvard. Medier kommer mellem mennesker Når det gælder vores sociale adfærd, ligger den afgørende udvikling dog i de nye medier - mobiltelefonen og computeren - som vi for det meste bruger individuelt. Samtalen ansigt til ansigt har fået konkurrence fra nye måder at være sammen på. Vi kan være i selskab med flere på én og samme tid, for med mobiltelefonen og internettet kan det enkelte individ i husstanden hele tiden vælge kommunikation fra og til. Og det kan skabe spændinger i vores sociale netværk, for hvornår er man egentlig sammen med familien? »Er man det, når man sidder ved middagsbordet og SMS'erne samtidig kører frem og tilbage? Når der er medier i så at sige alle lokaler, parkerer man automatisk sin opmærksomhed flere steder. Muligheden for delt opmærksomhed er blevet langt større. Man kan se, om der er kommet en mail; man kan sende en SMS eller tjekke, om der er noget på de 14 andre kanaler. For det enkelte individ er det utrolig funktionelt, for på den måde kan jeg dosere mit samvær i langt højere grad end tidligere. Jeg kan tage ti minutter med farmor, ti minutter med ungerne og fem minutter med kæresten«, siger Stig Hjarvard. Men det individuelle medieforbrug kan være generende for gruppen, hvilket ofte viser sig i skolen, i hjemmet og på arbejdspladsen. De mange muligheder kræver mere af den enkelte, som er nødt til at bruge flere kræfter på at koncentrere sig og vælge fra, for ellers kan det hele let komme til at skride. Man kan komme til at overinvestere sin kommunikation, som medieforskeren udtrykker det. Vores kommunikation er i sig selv blevet en guldgrube og kommerciel drivkraft, hvilket tydeligst ses på telesektoren. »I gamle dage gik dét at bedrive telefonvirksomhed ud på at stille tekniske faciliteter til rådighed for folk. Telefonselskaberne så det ikke som deres opgave at tilskynde folk til at snakke. De var mere en slags ingeniørvirksomheder. I dag kan vi ikke åbne en avis uden at få væltet reklamer i hovedet, der vil have os til at snakke endnu mere med alle mulige mennesker. Samtidig leverer telefonselskaberne indhold som ringetoner og billed-SMS'er og tilbyder dating services«, siger Stig Hjarvard. Den individuelle brug af medier har også gjort, at medierne i sig selv bliver til et selskab, vi læner os op ad. »Det er selskab, når vi tænder for morgen-tv, eller når vi hører radio i bilen. Det er en slags parasocialt samvær, som giver os en fornemmelse af, at vi ikke er helt alene. Og når de unge SMS'er, har det en karakter af kedsomhed, men i en selskabelig sammenhæng. Snakken går«, siger medieforskeren. Utilgængelig og cool Og jo mere den går, des mere prestige bliver der i at isolere sig. I 'Det selskabelige samfund' skriver Hjarvard, at eftersom alle er i vedvarende kontakt, får det højere status at være utilgængelig for direkte kontakt. At sikre sin arbejdsro bliver et dyrebart alternativ til at være tilgængelig for opkald og e-mail. De fleste af os er dog blevet håbløse junkier af de mobile teknologier. Vores oplevelse af ensomhed afhænger ikke længere af, om vi befinder os i fysisk selskab med nogen, vi kender, men i stedet af, om vi er connected eller disconnected - det vil sige uden elektronisk forbindelse til omverdenen. Som Stig Hjarvard afslutningsvis skriver i 'Det selskabelige samfund': »De mobile teknologier lovede større frihed for det enkelte individ, så man kunne bevæge sig frit, uafhængig af tid og sted. Men prisen for den øgede mobilitet er en ny form for afhængighed, hvor kravet om den evige kontakt både medfører mere arbejde og betinger individets oplevelse af social tilknytning til andre mennesker«.