Identitet. »Jeg synes ikke, at jeg på den måde taler adoptionssagen. Der er i øvrigt også mange stemmer i feltet«, forklarer Eva Tind Kristensen.
Foto: Lærke Posselt

Identitet. »Jeg synes ikke, at jeg på den måde taler adoptionssagen. Der er i øvrigt også mange stemmer i feltet«, forklarer Eva Tind Kristensen.

Interview

Den svære toer: »Jeg ved godt, at jeg ikke er et billede i en avis«

Eva Tind Kristensen er - næsten - klar med klippeklistre-bogen ’eva+adolf’.

Interview

Den ligger på spisebordet mellem os, en samling let krøllede fotokopier med snor omkring.

Øverst et aftryk af forsiden, der viser et fotografi af forfatteren med det nydeligste lille mælkeskæg. Virkelighedens Eva Tind Kristensen sidder og drikker te i hjertet af et solidt murstenshus i Valby, snakker og ler, så øreringene ringler.

Om vejen hertil kan man bl.a. læse i debutdigtene fra 2009, ’do’, og i den samling tekster, der er godt på vej til at blive bog nummer 2, ’eva+adolf’:



når perlerne falder, fletter jeg mit liv sammen med dit. vi fletter børn og fletter dem sammen med os, vi fletter os ind i en gammel murermestervilla fra 1918, vi fletter din farfars gamle egetræsskrivebord fra 1930 ind i kælderen, sammen med blå og hvide ski fra tromsø, sammen med hvide pantonstole fra paustian, sammen med fyld-selvblækpatroner og min acer bærbare, sammen med de grå fortovsfliser, det indbyggede køleskab fra gram, erantis og vedbend, røde og grønne roser, ukrudt og rafter, klam kælderlugt, tomme honningbøtter…

»Jeg kan ikke gøre det bedre. Man kan lide den eller lade være«, siger Eva Tind Kristensen om dagens emne – den svære toer.

LÆS OGSÅ

»I korrekturfasen kunne jeg se, at der var nogle ting, jeg nu ville gøre anderledes, men da lå materialet jo som udtryk for en tilstand, og hvis man går ind og ændrer på det, så forstyrrer man det. Når man afslutter det, så er det det, det er. Et værk, jeg ikke skal pille ved«.

Skrev med stress
I ’do’ blev digte og tekststykker om et adoptivbarns rødder i både Korea og Danmark suppleret af en fotoserie, hvor forfatteren havde ’klippet sig selv’ ind i andre familier med koreansk adopterede børn. Også i ’eva+adolf’ indgår fotografier og tegninger.

Bliver det en dyr lille sag …?

»Det ved jeg ikke. Men den bliver fin. Med stofbind og fotografiet af mig som klistermærke. Den nye udgivelse relaterer sig til ’do’, men er stadig noget andet. Den er en centimeter kortere«.

Og en centimeter betyder jo noget, når man er arkitekt som Eva Tind Kristensen. Faktisk var hun godt i gang med dén karriere, da ’do’ blev til.

Du var over 30, da din første bog udkom. Hvorfor ventede du så længe?

»Det var ikke noget med at vente. Jeg var slet ikke sådan en, der skrev, jeg tegnede«.

Eva Tind Kristensen var lige vendt tilbage fra barsel med sit tredje barn og i fuldt sving med sin ph.d.-uddannelse, da hendes biologiske far døde, og hun gik ned med stress.

»Så begyndte jeg at skrive«.

Sendte du det bare ind?

»Nej, det nåede jeg ikke«, griner Eva Tind Kristensen. Hendes nuværende redaktør, dengang blot en bekendt, der arbejdede på Gyldendal, fik hevet manuskriptet ud af hende og meldte ret hurtigt tilbage, at det var klar til at blive udgivet. Siden gik det slag i slag med positive anmeldelser, interview – og Klaus Rifbjergs Debutantpris.

Julekort fra Korea
Bogudgivelsen kom som et af de chok, Eva Tind Kristensen oplever, livet er fyldt af, og hvis eftervirkninger først rodfæster sig langt senere.

At bogen skulle skrives, var hun ikke i tvivl om, men måske gik det hele lidt hurtigt. Især var det at tage ud og læse op grænseoverskridende.

»Jeg gik fra at befinde mig i et lille, introvert nattøjsrum og så ude i noget meget stort og ekstrovert med lys og lyd, og hvad skal man ha’ på…«, forklarer hun.

Et lignende chok og den samme overrumplende følelse af, at tingene kan gå stærkt, fik Eva Tind Kristensen, da hun som 14-årig ringede til det adoptionsbureau i Aarhus, der i sin tid ’formidlede’ hende til de danske forældre i Låsby i Jylland.

Jeg husker tydeligt, første gang jeg så et kulsort menneske nede i Brugsen i Låsby.

Hun ville lige sikre sig en ekstra gang, at der ikke var flere informationer om hendes fortid. På bureauet bad de hende ringe tilbage en time senere.

»Jeg var slet ikke forberedt på, at jeg kunne få det svar. Men tre måneder tidligere havde mine biologiske forældre sendt et julekort«.

Eva Tind Kristensen fik kontakt med sin koreanske familie og rejste som voksen ud for at møde sin far og mor. »Det var også et kæmpechok. Jeg havde forestillet mig mit udspring helt anderledes«.

Det sørgelige chok kom så, da hendes koreanske far for et par år siden lå for døden, og hun ikke havde lært ham godt nok at kende. »Det var første gang, jeg fortrød noget. Og oplevede, at noget kan være for sent«.

At møde verden med beskyttelsesdragt
Om alt dette, om afstand, tab og sammenstødet mellem to kulturer, handler ’do’.

I værket findes der en eva, og i den virkelige verden findes der en Eva, og alle har lynhurtigt sat lighedstegn mellem de to. Hvordan har du det med det?

»I det øjeblik, man sætter et billede af sig selv på forsiden af en bog, må man jo være forberedt på det. Det blev en måde at stå frem i verden på, som den jeg er – uden den kæmpestore beskyttelsesdragt. Men jeg kan sagtens adskille tingene. Jeg ved godt, at jeg ikke er et billede, heller ikke et billede i en avis«.

Retssagen mod forfatteren tidligere kendt som Claus Beck-Nielsen kører i de dage, hvor jeg taler med Eva Tind Kristensen, og vi kan ikke undgå at komme ind på debatten om det at bruge sit eget og ikke mindst andres liv i litteraturen…

LÆS MERE

»Man bruger altid sit eget liv«, fastslår Eva Tind Kristensen. »For hvis man gider bruge så meget tid på noget, som det at skrive en bog, så skal der være noget ud over fantasien, der driver, en forankring i noget kropsligt«.

En klar grænse
Gjorde du dig nogle overvejelser om det at bruge andre mennesker i familieportrætterne?

»Jeg har brugt virkelige personer, men i et konstrueret værk. De skulle optræde som sig selv, men netop optræde, ikke være. Jeg har heller ikke deres navne med, så det er et konceptuelt værk, hvori jeg bruger dokumentarisk materiale«.

Har du selv en grænse?

»Jeg har en klar grænse ved mine børn. Og tidligere er jeg blevet opfordret til at tage til Korea med et filmhold i ryggen, men det vil jeg ikke, for jeg vil gerne selv kunne bestemme, hvem der skal se min biologiske mor græde. Der er heller ikke billeder fra mit eget familiealbum i mine to bøger. Der er så meget, der er sårbart, at jeg ikke har lyst til at putte et billede af mig selv som lille i. Forsidebilledet til ’do’ er godt nok fra mine adoptivforældres stue, men bordet er fjernet, lampen er fjernet, så stuen er brugt som en scene. Når jeg skriver mine bøger og laver udstillinger, har jeg jo selv kontrollen«.

Så du var ikke bange for at få retssager på halsen?

»Nej, nej. Det eneste, der er sket indtil videre, er, at en kvinde blev sur over, at hun synes, hun er grim på billedet ...«, ler Eva Tind Kristensen.

Eva Brun og Adolf
Eva Tind Kristensen skrev i debuten om adoption som det ømme punkt i opvæksten. Men på spørgsmålet om, hvorvidt hun dermed er færdig med det kapitel, lyder svaret:

»Jeg tror, at jeg vil beskæftige mig med de samme ting hele livet. Man tager det i ryk«.

Hvordan kom du videre efter ’do’?

»Ret hurtigt kom titlen ’eva+adolf’. Jeg havde lavet et interview med DR 2 til nettet, hvor jeg havde sagt noget hippieagtigt i stil med: »Der findes ikke racer, kun mennesker«, og så var der en højrefløjsblog, som begyndte at diskutere: »Der kan man se, hvad der sker, når man lukker sådan nogen ind i landet«. Og den slags. Jeg fik den dér paranoia: »Åh nej, nu kommer de og fjerner mig fra mine børn«. Derfor blev jeg nødt til at se på angsten, nazismen og Adolf Hitler«.

Adolf Hitler optræder i flere varianter, bl.a. som en lille legekammerat ved navn ’hitler’. Er det ikke meget voldsomt at drage ham ind?

»Jo, men der var den her helt konkrete grund til at se på nazismen som kontekst i forståelsen af mit eget liv. Så jeg læste en del og faldt bl.a. over en bog om Hitler og Eva Braun. Det var sgu sjovt – hun hed ’Eva Brun’ … Jeg er jo også lidt brun og hedder Eva. Og så var koblingen der«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og titlen, ’eva+adolf’.

Familiebilleder i symbolopløsning
Vi bladrer i løsarkene og finder billedet af nogle sokker med det, jeg vil betegne som nazistiske hagekors.

Men som Eva Tind Kristensen minder mig om, behøver man kun at flyve 5.000 kilometer østpå, før virkeligheden er en anden. »Svastikaet er et gammelt buddhistisk symbol, der betyder lykke. I Asien bruger man det stadigvæk. Sokkerne er fra en lille buddhistisk butik i nærheden af Seoul«.

Arkitekten viser videre rundt i landskabet af systemdigte, anatomiske tegninger og andre illustrationer – en fin lille bellis, signeret A. Hitler.

»Nazisterne huggede symboler og satte dem i en anden kontekst. Den form for symbolopløsning er jeg meget optaget af. Også når glidningen i betydning opstår i vores relationer til hinanden. I barnelegen, de små bevægelser fra »lige før var det sjovt«, til »nu er det ikke sjovt længere«. Hvornår er det lige, det skifter? Derfor klipper jeg ting ud af en kontekst og sætter dem ind i en anden for at se, om de får en ny betydning. Ligesom med familiebillederne i ’do’«.

I den første bog arbejdede Eva Tind Kristensen meget med spejlinger: den koreanske opskrift på hundesuppe over for den danske opskrift på syltede grisetæer. At stille det danske over for det koreanske var en teknik, der gjorde det enkelt at begrænse sig, forklarer hun.

Men i ’eva+adolf’ kigger vi også andre steder hen?

»Jo, det er rigtigt, mens den første bog beskriver en indre tilstand, så handler denne her mere om omverdenen, om fællesskabet. Om den måde, børn udelukker hinanden på. Om parforholdet, som burde være et kærligt forhold, men hvor det hele kan vende sig og blive ukærligt for så at vende sig igen, disse små glidninger. I parforholdet bliver vi jo forladt hele tiden – ikke sandt?«.

Den første sorte i Låsby
Når man læser om barndomslandet i forfatterskabets to bøger, virker det af og til, som om vi er tilbage i 1950’erne… og ikke 1980’erne.

»Jamen, det er min barndom!«, insisterer Eva Tind Kristensen. »Der er 1.800 indbyggere i Låsby, en brugs og et forsamlingshus. Og jeg er ikke ud af en overklassefamilie, men af bondeslægt med mange børn«.

Dine bøger handler vel om flere typer kultursammenstød. Også forsamlingshuskulturen set fra københavnerarkitektens vinkel. Vidste du som barn, at du skulle være noget kunstnerisk?



»Det har jeg på en måde altid vidst, men så som barn ikke kunstnerkarrieren som en reel mulighed – man kunne jo ikke leve af den. Der, hvor jeg kommer fra, er det ikke specielt fint at være kunstner. Så har man nærmest givet op«.

Synes dine forældre ikke, det er fint nu?

»Da ’do’ udkom, spurgte jeg min mor, hvorfor hun ikke havde ringet og sagt tillykke. Det havde hun da ikke lige tænkt over. »Næste gang, jeg udkommer, så bliver du altså nødt til at ringe på dagen«, sagde jeg. Det er selvfølgelig fint, at det går mig godt. Men mine forældre går ikke op i det med bøgerne overhovedet – jeg laver jo så mange mærkelige ting«, ler Eva Tind Kristensen.

Havde det hele været anderledes, hvis du var vokset op i storbyen?

»Nogle problematikker havde været mindre tydelige. Andre havde været de samme. Jeg husker tydeligt, første gang jeg så et kulsort menneske nede i Brugsen i Låsby. Jeg tror, jeg var 7. Det var virkelig en overraskelse. Jeg mener, jeg gik jo ikke rundt og så på mig selv… Så jo, det er anderledes at vokse op i de her mere isolerede områder«.

Vi har talt en del om angst og angsten for det fremmede. I din nye bog har du nogle ’angstlister,’ der omfatter alt fra hår og skæg til homoseksuelle …?

»Jamen, jeg har jo bare hugget fra de der lister over fobier – og sat det ind, jeg syntes manglede. En slags flabet brug af virkeligheden, måske. Men man kan jo ikke skrive om noget, som ikke findes… Altså, den debat om rettigheder – den er virkelig mærkelig!«.

Den tredje bog...?

Eftermiddagens anden potte te er klar, og et af familiens tre børn kommer hjem fra skole med en kammerat.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Væk er luftige diskussioner om litterære problemer, der måske slet ikke findes, lanceret af forfattere, der heller ikke eksisterer. Børn – og deres behov – er noget af det, der virkelig insisterer på at findes.

Men inden interviewet går op i røg og moderlige forpligtelser, når jeg lige at spørge, om der er en tredje bog på vej. »Det ved jeg ikke... jeg har nogle tekster. Og så er jeg i gang med et projekt med nogle adopterede børn, der får en blond paryk på og bliver fotograferet. Men åh… det har taget et år. Jeg vidste, at jeg skulle lave det, men jeg har ikke brudt mig om at lave det. Jeg må tage det i små doser. Sådan har det også været med denne her bog. Det at skrive er en ting, at tage ansvar for det noget helt andet«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden