Få de vigtigste historier direkte i din indbakkeLæs mere

FASE. Kirsten Thorup er med 'Tilfældets gud' »begyndt på noget helt nyt«. Som er blevet positivt anmeldt.
Foto: Martin Slottemo Lyngstad

FASE. Kirsten Thorup er med 'Tilfældets gud' »begyndt på noget helt nyt«. Som er blevet positivt anmeldt.

Interview

Kirsten Thorup: »Hvis man er så fokuseret på sit arbejde, glemmer man skønheden i verden«

Boghandlerens datter har netop sendt sin tiende roman, 'Tilfældets gud', på gaden.

Interview

Der er noget, der forbavser Kirsten Thorup: Halvdelen af Københavns befolkning er singler.

»Det er jeg jo også selv. Eller ’en i husstanden’, som man siger«, ler hun let. »Men så mange …«.

Sådan har det heller ikke altid været. Hverken for københavnerne som sådan eller for boghandlerdatteren fra Gelsted, der blev forfatter i København.

I den luftige funkislejlighed på Vesterbro, hvor væggene myldrer med bogtitler, respektfuldt opmarcheret i hvide reoler fra gulv til loft, vidner en enkelt hylde med legetøj om et liv ved siden af bøgernes verden, et parallelunivers med ægteskab, børn, børnebørn… familie slet og ret.

Den samfundsmæssige konstruktion, som Thorup har været optaget af gennem hele sit forfatterskab. Og har skildret i alle dens faser og former.

»Du er jo altid født af nogen«, konstaterer Thorup med en nærmest kynisk nøgternhed, der er karakteristisk for hendes særlige, stilfærdige autoritet.

Renset for familie Men lige nu handler det ikke om familie. Slet ikke.

I Kirsten Thorups aktuelle roman, ’Tilfældets gud’, lever den 43-årige Ana som halvdelen af Københavns befolkning – alene. Et kosmopolitisk singleliv med hovedsæde i finansvirksomheden Rower og privatadresse i det eksklusive Gemini-byggeri ved Københavns attraktive havnefront.

Hendes tilværelse er trimmet og lækker som den veltrænede krop, familien er skåret bort som en vissen gren og det sociale liv holdt nede på et absolut minimum. Lige nok til at naboerne ikke tror, hun er sær. Da vi møder Ana, er hun ganske vist rystet ud af kurs, hendes personlige firmacoach har sendt hende på ferie til Gambia med diagnosen stress.

Her træffer Ana den unge gambiske pige Mariama og sendes med ét ud i en følelsesmæssig hvirvelvind og et privat velgørenhedsprojekt af, skal det vise sig, uoverskuelige dimensioner: Mariama skal reddes. Koste hvad det vil, så længe det bliver på Ana og den vestlige verdens præmisser.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS ANMELDELSE

I ’Tilfældets gud’ skaber du simpelthen en hovedperson renset for familie?

»Til gengæld ligger den der jo som et traume. Men det skulle ikke være en familiehistorie, for når man har skrevet så længe, som jeg har, så er der visse ting, man er færdig med, ikke?«.

Kirsten Thorup afslutter ofte sine sætninger med et lille ’ikke’ eller et lige så retorisk spørgende ’vel’. Et andet eksempel på den fredsommelige myndighed, der ligger lige ved siden af venligheden.

»Mine tre forrige bøger, ’Bonsai’, ’Ingenmandsland’ og ’Førkrigstid’, hænger sammen i forhold til min egen historie. Det er de bøger, der er tættest på«, forklarer Thorup og afviser i samme ombæring, at den fynske familie fra de tidligere Jonna-bøger skulle være bygget over hendes egen. Overhovedet ikke.

»Det er den i ’Førkrigstid’ til gengæld. Men alt det er jeg færdig med nu, og jeg føler, at jeg er i gang med nogle fortællinger, som jeg ikke har fået fortalt før«.

Ana er altså en helt ny kvindetype?

»Ja, det er hun. Men alle personer er en del af mig selv, for ligesom jeg var meget påvirket af ungdomsoprøret, så er jeg selvfølgelig også påvirket af vores tid. På den måde er hun også en afspejling af det samfund, vi lever i nu. På godt og ondt«.

Den typiske karrierekvinde
Mest på ondt, får man lyst til at tilføje, for noget smukt syn er det ikke at se, hvordan kontrolfreaken Ana dulmer sine stresssymptomer med piller og sprut, holder sin eksistentielle ensomhed stangen ved konsekvensfri sex og lange løbeture. Hvis hun altså ikke lige arbejder eller arbejder eller …

Din kvindelige hovedperson betaler en høj pris for noget, der set fra en anden vinkel kunne ligne en karrieresucces …?

»Det gør hun«.

Det kan man da godt lægge noget moralsk i?

»Men det er jeg slet ikke ude på, jeg synes i det hele taget ikke, forfattere skal løfte pegefingre. Litteraturen kan fremlægge nogle eksistentielle dramaer, men så må læseren selv konkludere. Det var dig, der inddrog moralen, ikke?«.

Så når jeg bliver provokeret af Ana som det typiske billede på en ’gold og kynisk karrierekvinde’, der er offer for sine egne ambitioner, er det ikke dit værk, men min egen moralske dom, jeg læser ind over romanen?

»Netop. Men hvis hovedpersonen her provokerer, så er det nok, fordi jeg gerne ville gøre nogle forhold i det moderne samfund tydelige. Og det kan jeg kun gøre ved at sætte hendes liv på spidsen inden for romanens ramme, for livet er meget mere sådan … jævnt hen ad vejen; det bliver først rigtig dramatisk, når man kommer ud i en eller anden krise«.

Så kom timemanageren
Krise, det har Ana, så det forslår. Hun får efter stor møje den unge gambiske kvinde ’importeret’ til London, hvor hun selv flytter til i håbet om at få en stilling i det internationale firmas lokale afdeling.

Men alt, hvad hun før havde styr på, sit arbejde, sin økonomi, sine følelser, smuldrer, mens integrationen af den afrikanske kvinde slet ikke følger Anas plan. Og empatien for Mariama vender sig til mistro.

»Hvis vi mister kontrol over tingene, kommer mistroen og angsten. Også selv om man ikke ønsker det og ikke identificerer sig med fremmedangsten, så kommer den frem i det små … bare man er turist, der kommer uden for de vante gader, begynder man jo at tænke: ’Åh, dem syd for Middelhavet, kan man nu stole på dem’. Det var den mistro og angst, jeg gerne ville have frem i mødet mellem denne vestlige kvinde og den unge gambiske kvinde. Ana bliver forvirret, som man jo bliver, hvis ens mål er ekstrem kontrol, og man mister den«.

Ana er ikke exceptionel, vi er alle blevet mere kontrolstyrede i et samfund, hvor arbejdet lægger beslag på mere og mere af vores tid, og hvor vi hele tiden skal være online, konstaterer Kirsten Thorup, der udmærket kender til at arbejde, »uanset om det er jul eller påske«. »Men hvis man er så fokuseret på sit arbejde, glemmer man skønheden i verden«.

Det hektiske liv
Selv lader hun i dag telefon og dørklokke kime for bedre at koncentrere sig om ’her og nu’. Den unge fotograf, der har stået og frosset lidt i forårsvinden udenfor, tager det pænt. Kirsten Thorup undskylder og byder på kaffe og småkager.

»Når man er så gammel, som jeg er, kan man jo huske dengang, vi ikke var så kontrolstyrede. Det var ikke, fordi der var mere rod, ens bevidsthed var bare ikke formet sådan. Det kom i 80’erne med timemanageren – det nye ord og begreb«.

At få styr på tiden, time for time, minut for minut – vort samfunds store udfordring. Kirsten Thorup har researchet en del, sat sig ind i coachingindustrien og arbejdsklimaet i den airconditionerede finanssektors hektiske liv.

»Og så har jeg talt med mennesker, der er gået ned med stress, og som aldrig er kommet tilbage på arbejde. Så syge har de været. Halvtreds år gamle. Det er frygteligt«.

Hvad gør vi ved det?

»Dét ved jeg ikke. Selvfølgelig sker der forandringer, hvis arbejdskulturen nu viser sig ikke at være så effektiv. Så imploderer det«. Kirsten Thorup holder en pause og tilføjer, som flere gange under interviewet, et »verden står jo ikke stille«; uden at man helt kan afgøre, om det er en trøst eller blot en tør konstatering.

»Men den enkelte kan ikke standse det opskruede tempo. Hun kan kun sige, nu går jeg. Men hvis man identificerer sig 100 procent med firmaet, så er man jo ingen, hvis man siger fra. Det er ligesom at dø«.

De var jo gammeljomfruer
Tilbage til familien. Familien som uomgængeligt grundvilkår, ægteskabet som romantisk drøm, praktisk konstruktion eller skalkeskjul for homoseksuelle i en tid, der ikke var parat til deres seksualitet. Kirsten Thorup har beskrevet det hele. I ’Tilfældets gud’ er der også noget, der trykker. Ana ved ikke helt, hvem hendes biologiske far er.

Du sagde tidligere, at familien lå som et traume hos Ana. Men i løbet af den tid, du har skrevet, er der sket meget. Vi har fået papfamilier, homoseksuelle ægtepar, eneadoptanter, donorbørn … Har familien som sådan ikke løsnet sit greb om os?

»Der er sket meget i forhold til, hvordan familien manifesterer sig. Jeg er vokset op, før kernefamilien blev opfundet, nemlig i storfamilien, hvor det ikke bare var far mor og børn, næh, det var hele kagen – onkler og tanter, som også havde noget at skulle have sagt i forhold til, om man havde det forkerte tøj på, håret var for langt og alt det der. Alt det gamle, som jeg har beskrevet i ’Førkrigstid’. Så opstod kernefamilien og siden alle de nye familieformer, som du nævner«.

Men har du nogen holdning til forandringerne?

»Jeg kan ikke se noget negativt i udviklingen. Den gamle familie kunne øve et meget stærkt pres på den enkelte. Ligesom man kan se det i nogle indvandrerfamilier i dag. I min egen familie har jeg eksempelvis oplevet, at en fætter, som ikke ville overtage sin fars manufakturforretning, blev tvunget til det. Han blev også tvunget til at gifte sig med den pige, han gjorde gravid, da hun var 17. Det gjorde man jo, hvis man var en ordentlig ung mand. Og det var et frygtelig ulykkeligt ægteskab og et frygtelig ulykkeligt liv. Der var meget, meget snævre rammer for det enkelte menneskes udfoldelse i den gammeldags familieform. Det kunne heller ikke fungere mere rent samfundsmæssigt, så det skulle ændres. Men enhver udvikling har nogle omkostninger. Skal vi ikke holde os til det?«.

Min ret
Vi bliver lidt ved nogle af de skæbner, der faldt uden for normen, og som stadig fascinerer – de ugifte tanter.

»De var jo gammeljomfruer! Jeg har et par stykker med i mine bøger, fordi jeg også syntes, at de skulle med i historien. De var bare påhæng til familien og levede på nåde. Tilmed var de enormt søde og tog sig af ’søsters børn’. Det var et tragisk liv«.

Så er det trods alt sjovere at være ugift tante i dag?

»Det er også det, jeg mener med ikke at være moralsk i forhold til Ana. Og ikke være nostalgisk i forhold til fortiden«.

Singlekvinder bliver stadig konfronteret med, hvorfor de ikke har mand og børn…?

»Ork ja, det tror jeg aldrig forsvinder. Og det mener jeg heller ikke, det skal, vel? Mange af de kvinder, der ikke har fået børn, siger alligevel: ’Jamen jeg er så glad for min søsters eller mine venners børn’. Børn er der altid som dimension, tror jeg«.

Det andet aspekt af familiedebatten er vores opfattelse af, at det er en ret at få børn?

»En ret? Det ved jeg ikke, om jeg synes, det er. Det er blevet sådan i den vestlige verden, at man ikke kan acceptere nogen form for begrænsning, det, man før i tiden kaldte skæbnen. Det er igen den forbrugerisme, der spiller ind. Alt, hvad der kan købes, har jeg ret til. Jeg har ret til hele verden og alle dens ressourcer«.

White Man’s Burden
En del af ’Tilfældets gud’ foregår i København, en del i London. Men romanen begynder i Afrika, i Gambia. ’Mørket derude’, hedder første del nok så symbolsk i sin reference til det sorte og det ukendte.

»Det fremmede har altid spillet en stor rolle mytologisk set. Men jeg tror på, at hele menneskeheden er forbundet på et dybere plan – på tværs af kulturer og kontinenter. Derfor er spørgsmålet i min roman også: Jamen, hvordan har vi det egentlig? Har vi i Vesten det godt med al vores rigdom, når andre er så fattige. Kan vi nyde vores penge – sådan rigtigt?«.

Ikke for ingenting citerer en af personerne i bogen Kiplings berømte og omdiskuterede frase om den hvide mands forhold til det sorte Afrika – ’White Man’s Burden’.

»Udtrykket er stadig relevant, måske med en lidt anden drejning i dag. Vi føler, at vi befinder os på det højeste udviklingsstadie, og at resten af verden ikke er helt så udviklede, og derfor må de underkaste sig vores verdensorden. Og hvis de ellers er kloge nok, skal vi skal nok komme og hjælpe dem med at udvikle sig – ofte til vores egen fordel«, uddyber Thorup.

Jakob Ejersbos Afrika-trilogi læses flittigt af danskerne, Kirsten Hammann skrev nødhjælpssatiren ’En dråbe i havet’, hvor en bid af Afrika lander i en dansk kvindes liv, og Susanne Biers film ’Hævnen’ har nødhjælpsarbejdet i en afrikansk flygtningelejr som malerisk og etisk baggrundskulisse.

Vi skal huske på, at afrikanerne på grund af imperialismen kender os langt bedre, end vi kender dem. De ved om os.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Er Afrika på mode?

»Sådan fungerer det ikke. En forfatter skriver de bøger, han eller hun skal, og i den rækkefølge, de melder sig. Sådan er det i hvert fald for mig. Jeg følger ikke nogen strøm. ’Tilfældets gud’ handler først og fremmest om et møde mellem rig og fattig. Det kunne lige så godt have været Bangladesh« … Thorup afbryder sig selv: »Men Afrika er noget specielt. Første gang jeg var i Afrika for mange år siden, var det i Congo. Og da havde jeg den her oplevelse, som kom meget bag på mig: ’Det er jo her, jeg hører hjemme’. Jeg vidste ikke meget om stedet, havde ikke indblik i noget som helst. Men jeg følte mig så godt tilpas og havde en fornemmelse af samklang, som jeg aldrig har haft andre steder«.

Mange, der har været i Afrika, har denne følelse af, at jo, det er her, vi stammer fra …?

»Jamen, det er det, jeg mener med, at menneskeheden er dybt forbunden. Selv om man er fremmed og ikke fortrolig med kontinentet, oplever man en sammenhæng«.

I ’Tilfældets gud’ forsøger hovedpersonen at ’hjælpe Afrika’ ved at tage en fattig pige til sig. Man kan ikke påstå, at hun gør det rigtige?

»Jeg ser ikke Anas handlinger som kun et ’hjælpeprojekt’. Men som en dyb anfægtelse, der opstår spontant og kommer bag på hende selv. Og hun prøver. At noget ikke i første omgang lykkes 100 procent, betyder jo ikke, at det er håbløst eller forkert«.

»Verden står jo ikke stille«

Men svaret er vel næppe at frelse os selv ved at tage til Afrika og frelse andre? »Det er heller ikke det, jeg lægger i romanen. Den handler mere om et møde mellem to stærke, individuelle personligheder. De er ikke bare repræsentanter for henholdsvis Europa og Afrika. Ana har et projekt, men hun glemmer i sin trang til at ordne og dirigere, at der er en anden person, og at den anden altid er et ’du’. I stedet bliver hun psykotisk i sin angst for det fremmede. ’Der er jo sorte alle vegne’. Det er det samme, der er problemet, når vi ikke kan modtage indvandrere i Europa. Her tænker jeg ikke på at modtage så og så mange, som på at modtage dem i betydningen være åben over for det, de kan bidrage med som mennesker og tilføre de forgældede europæiske samfund«. Det er ikke noget særligt opmuntrende billede af den vestlige verden, du tegner?»Nej, men hvis der er undergangsstemning i Vesten, er der måske en optimisme visse steder i Afrika, ja lige nu med oprøret i Nordafrika. Endelig skal vi huske på, at afrikanerne på grund af imperialismen kender os langt bedre, end vi kender dem. De ved alt om os. Derfor kan den gambiske pige også navigere her hos os. Optimismen ligger i mødet – og troen på en mere ligeværdig måde at leve sammen på. Og så ligger håbet hos den unge kvinde. Håbet ligger altid hos ungdommen«. »Verden står jo ikke stille, vel?«







Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce