Foto: Jan Grarup
Foto: Jan Grarup

Foto: Jan Grarup

Interview

Forklaringen kommer først i sidste linje

Interview

Det oser af betydning, at Jan Sonnergaard sætter mig stævne på værtshuset Halvfemseren. Her kommer hans personer, når de vil have fadøl skænket efter alle kunstens regler, og her nyder han tydeligvis selv at fordrive ventetiden på den rigtige øl med et styks bryg på flaske. Som han sidder dér ved vinduet, ligner han ikke en mand, der er bange for noget som helst. Han har skaffet det bedste bord, der er styr på tingene. De mere tjekkede typer i hans eget persongalleri kunne ikke have sat scenen bedre. Jeg kan bare komme an.

Kun smøgerne, hvis efterladenskaber hober sig op i askebægeret med en fart, man ikke skulle tro mulig, antyder en underliggende nervøsitet. Men på den anden side: Cigaretter hører til på et værtshus. Askebægrene står der vel ikke for ingenting.

Du har fra begyndelsen sagt, at dine bøger var led i et projekt. Hvorfor skulle det lige være en trilogi?

»Jeg ville gerne hylde en genre, som er lidt ringeagtet. Det plejer jo at være poesiens eller romanens privilegium, det med en trilogi. Novellesamlinger sælger traditionelt dårligt, lige så dårligt som lyrik, og forlagene tager dem kun, fordi de håber, at idioten på et eller andet tidspunkt skriver en roman«.

»Derudover er der noget med indholdet. Jeg har på en løs måde bevæget mig igennem de tre klasser, som vi stadig har, selv om man påstår, at det klassedelte samfund ikke eksisterer længere. Det, at der er tre bøger, har givet mig plads til både at skildre den langtidsledige, som er lige ved at dø af sin fattigdom og sin fedme, middelklassemanden, der lider under sit serielle monogami, og den totale overklasse«.

Det er først nu med den nye bog, jeg rigtigt bider mærke i, at du skifter miljø. Ved overgangen mellem 'Radiator' og 'Sidste søndag i oktober' så jeg mere lighederne imellem personerne..

»Det skal heller ikke forstås så skematisk, som at der er en bog til hver klasse. Men der er et fokus på, at det går personerne socialt og økonomisk bedre. I 'Sidste søndag i oktober' har de overskud til at være ulykkelige over deres følelsesliv. De har trods alt et kærlighedsliv. Det mangler jo fuldstændig i 'Radiator'. Den forsumpede bartender kan stå og drømme om det, og spørgsmålet er, om han i virkeligheden møder Lotte, eller det bare er noget, han forestiller sig, fordi han altid er så pissefuld og skæv. I 'Sidste søndag i oktober' har de biler og kommer på kurser og får arbejde og går på fiskerestaurant«.

»Men det er jo kun fint, hvis det først bliver klart nu. Det er jo også sådan, jeg har skrevet de enkelte noveller. Forklaringen kommer først i sidste linje«.

De onde ler
Ondskaben har før stukket hovedet frem i dine noveller, f.eks. som en usikkerhed i novellen 'Polterabend' om, hvem fortælleren egentlig er. Men nu virker næsten alle historierne som vinkler på ondskabens problem.

»Mit projekt har været at skildre de sidste ti-femten års Danmark, og så var det et tema, som skulle med. Til at begynde med var det dog svært at skrive om fysisk ondskab og vold på grund af Bret Easton Ellis, der havde en masse epigoner på dansk, som i princippet ikke forstod ham. Ellis er en god forfatter. Hans ærinde er slet ikke alt det der splat, og det er mit i øvrigt heller ikke«.

»Titelnovellen, hvor en rig ung mand smadrer en luder under et bordelbesøg, har et klassisk tema: De onde ler, og de gode græder. Men i min historie er optikken på medløberen, som stadig har mareridt 15 år efter. Det er en historie om konsekvenserne af at have været med til en forbrydelse uden egentlig selv at være forbryder. Hvordan lever man videre med det? Tilsyneladende dårligt«.

»Det vigtige er, at for Caspar Michael Petersen går det udmærket. Han står og smiler og har for længst fortrængt det, de gjorde med pigerne på bordellet. Voldsmanden bliver ikke straffet. Og selvom det måske er overtydeligt, var det en svær fornøjelse for mig at give den halvpsykopatiske kokainpusher en glimrende karriere i et investeringsfirma«.

»Det er ikke engang urealistisk! En amerikansk forsker i psykopati fik engang et dejligt enfoldigt spørgsmål fra en journalist, nemlig: »Hvor møder du alle de psykopater henne?«. Til det svarede forskeren, at det bedste sted selvfølgelig var et fængsel, men det kunne være besværligt, fordi psykopater ofte sad i streng isolation. Det næstbedste sted var på børsen!«.

»Den klassiske psykopat kan ikke føle andre menneskers smerte; men paradoksalt nok er det nogle steder en egenskab, vi sætter højt nu om dage. De, der sidder og beslutter, om folk skal smides ud af landet, bliver jo næppe ansat på deres evne til empati. Jeg tror ikke, jeg siger for meget, hvis jeg siger, at empati i en eller anden grad ikke er en fremherskende egenskab hos dem«.

For en kvindelig læser springer det i øjnene, at det kun er få af kvinderne, der bliver behandlet pænt i dine noveller. Der er ligesom to typer: Den gode kvinde, der hjælper fortælleren op, og så alle de piger, der bare er trofæer.

»Så du vil sige, at jeg er en slags kvindehader? Men det passer ikke. Der er intet, jeg holder så meget af som en velsmurt fjams og et par store bryster!«. Jan Sonnergaard griner fornøjet over provokationen, men fatter sig så: »Det har også været oppe at vende i forhold til de andre bøger, men det er nærmest første gang, jeg hører det fra en kvinde. Det plejer at være mænd, der kalder mig kvindehader - især mænd omkring de halvtreds, som er opdraget i 1970'ernes helvede, hvor de skulle være så bløde«.

»Jeg synes selv, jeg er mere nuanceret. I novellen 'Sara', der beskriver den del af Danmark, som er regelret racistisk, hjælper manden og kvinden hinanden op. Jeg fortæller også om en intelligent, ressourcefuld, flot kvinde, som bliver kørt helt ned af et dumt svin fra reklamebranchen, og jeg tror, det er en meget realistisk beskrivelse af proceduren for at køre en kvinde ned, selvom hun overhovedet ikke behøver ham. Hun er kandidat til det sorte bælte i karate. Hun er færdig med en akademisk uddannelse, og hun har penge. Alligevel lader hun sig trække ned. Og det har man jo set i virkeligheden«.

Opfør dig ordentligt
Men hvis vi antager, at du ikke er noget dårligt menneske, hvad er det så, du vil med dit forfatterskab?

»Mange af historierne er båret af en ... sorg er måske for meget sagt, men alligevel - imellem linjerne bliver det begrædt, at folk render rundt og opfører sig på den måde. Behandl dog andre mennesker, som om de var mennesker og ikke bare objekter eller midler til at forhøje din personlige rigdom eller forbedre dit image. Opfør dig ordentligt«.

»Én måde at skrive det på er simpelthen at knalde det lige i hovedet på læseren, hvordan det ser ud, når folk ikke opfører sig sådan. En anden måde kan være at komme med en belærende didaktisk prosa, men det prøvede vi jo op igennem 1970'erne, og det hjalp jo ikke - først og fremmest fordi det var kedeligt at læse«.

»Men projektet er ikke 100 procent moralsk. Det er også min ambition at være samtidshistoriker. Når jeg er rigtig indbildsk, så tænker jeg, at om ti år er der måske nogen, der spørger sig selv, hvordan 1990'erne var. Så kan de læse de tre bøger og finde ud af, hvordan det også var«.

Din sociale indignation mærkes tydeligt, men du pakker den ind i små tekstbevægelser, som nogle gange peger i en anden retning. Hvorfor det? Hvorfor springer du ikke bare ud som socialrealist?

»I den klassiske socialrealisme er kontrakten mellem fortæller og læser altid ubrudt. Hvis der er et dumt svin, så er han et dumt svin, og det bliver han ved med at være. Det er ikke altid tilfældet hos mig. Jeg prøver nogle gange at skubbe til realismen, så det ender i et mareridt, hvor man ikke ved, hvor man ender«.

»I den afsluttende spøgelseshistorie er det et åbent spørgsmål, hvem der fortæller. Er det én, der er blevet splitterravende sindssyg og kommer med kødøksen en af dagene, eller er det én, der er død og selv er blevet til en ånd. Og hvad vil han med A, altså hende, som han sender fortællingen til?«.

»Hvis der ikke er en eller anden grad af uafklarethed, betragter jeg teksten som flad og ligegyldig. Hvis jeg vil skrive, at Anders Fogh er dum og har en asocial politik, skal jeg skrive en kronik eller en artikel. Det er ikke nok til at trække en hel novelle. Det, der overhovedet gør det interessant at læse, er spillet mellem indbildningen og erkendelseskraften«.

»På den anden side kan uafklaretheden også tippe over, som det sker i meget af den anæmiske digtning, som jeg lagde ud med at gøre oprør mod, og som har fjernet sig fuldstændig fra ethvert konkret eller socialt eller aktuelt spørgsmål«.

Som fortæller har du træk tilfælles med Benn Q. Holm og Jakob Ejersbo. Det gælder sensitiviteten over for mærkevarer og præcise tidsdetaljer, og så har mange af jeres personer rusen som eksistensform. Hvorfor er rusen vigtig, når man skal skildre 1990'erne?

»Man kan sige, at 1990'ernes virkelighedsopfattelse var hallucineret - også når der ikke var toksiner indblandet. Den var en slags rus, men ikke i positiv forstand som i 80'erne, hvor folk rendte rundt i en slags poetisk galskab og troede, de kunne ændre verden. Selvom 1980'erne var kulsorte, var de også i en eller anden forstand livsbekræftende«.

»I 1990'erne var virkeligheden mere en parade af ikoner. Virkeligheden blev forstået som tv-serie. Folk begyndte at tage fuldstændigt fiktive begreber alvorligt. Jeg mener 'et samtalekøkken' - hvad fanden er det for noget. Man må da regne med, at folk taler med hinanden, hvis de bor sammen. Det skal de sgu da ikke have et køkken til«.

»Men hvis man skal forholde det til virkeligheden, så bliver der jo drukket alkohol og røget hash og spist ecstasypiller. Det er værd at beskæftige sig med«.

Den sorg, du nævnte før, findes den også i din skildring af rus?

»Så hellig er jeg jo ikke. Der er de gange, hvor det går godt, og hvor det hører med. Men det er mere en perfekt måde for mig at beskrive overspringshandlinger på: Tingene er noget værre lort. Hovedpersonen er isoleret og er end ikke gået i gang med at overveje, hvad han vil med sit liv, inden det er overstået, og hvad gør han så? Går i byen«.

»Ikke at jeg siger, at man ikke skal gøre det, men det interessante er, at det udvendige tager overhånd. Det er rusen uden fest«.

»Jeg har lige været i Frankrig, hvor jeg så, hvordan man kan gøre det. De har det fandeme morsomt. De får da deres rødvin, men de bliver jo ikke fulde. Det gør de heller ikke i Italien. Og sådan set heller ikke i Spanien, bortset fra at dér har man nogle gange på fornemmelsen, at de går rundt med en ganske lille bimmelim på hele dagen lang. Fordi de starter med en kaffe, som man kan skjule alt muligt i«.

Slutninger
Men hvad er det, de mennesker, du beskriver, ikke er? Hvordan vil du definere det at være levende?

Her tager Jan Sonnergaard sig en mindre tænkepause.

»Jamen, jeg synes ikke, det er min opgave at fortælle folk, hvordan de skal gøre. Jeg skal mere registrere, hvordan de er. Det tætteste, jeg kommer det i positiv forstand, er nok personerne i 'Sara'. De er gode mennesker, selv om jeg prøver at lægge nogle fælder ud, så læseren sidder og venter på, at det vil vise sig, at ham den blærede advokat er et dumt svin. Men det er han ikke. Han er en flink fyr«.

»Jeg kan huske, at med 'NETTO og fakta' (fra 'Radiator') fik jeg en henvendelse fra præsternes efteruddannelse. De ville gerne have en aftens debat og spurgte, om jeg ville komme og læse historien op og snakke om den. Det gjorde jeg så, og det tog virkelig mine fordomme væk. Man tror jo altid, at præster er sådan nogle skinhellige sataner, men da jeg hørte, hvad det var, de lavede, fik jeg virkelig dyb respekt for dem. Mange af dem er jo socialarbejdere for dem, som ingen andre vil have med at gøre: gadeluderne, junkierne og de sindssyge og den slags«.

»Da jeg havde læst historien op, var de så venlige at sige, at det var en tankevækkende historie, men de syntes nu, at slutningen - hvor bistandsklienten bare går ud på gaden og lugter, at der er græs og tænker »Der er kraftedeme meget sand i Sahara!« - var lidt dårlig. Ville det ikke være bedre, hvis der var lidt håb, og jeg f.eks. havde skrevet, at han gik ind i en kirke og så lyset?«.

»Ude i virkeligheden er det sikkert en god idé, det med kirken, hvis man er så isoleret. Så lærer man i det mindste nogen at kende. Men som litteratur syntes jeg, det var afskyeligt«.

»Det sjove er så, at jeg et par måneder efter blev inviteret op til en højskole, der blev ledet af nogle gamle venstrefløjsfolk. De ville også diskutere historien, og da jeg havde læst op, var de så venlige at sige, at det jo var en tankevækkende historie - men der var lige det med slutningen ... ville det ikke have været bedre, hvis bistandsklienten havde erkendt de mekanismer, som han objektivt var offer for og derfor havde meldt sig ind i Enhedslisten!«.

Bogens sidste novelle er anderledes end de øvrige, dels fordi det er en spøgelseshistorie, dels fordi du lader den slutte et sted hinsides godt og ondt.Som udgang på det hele er det meget markant.

»Jeg er ikke blevet medlem af nogen nyreligiøs sekt, hvis det er det, du tror. Det er vigtigt at holde fast i, om fortælleren er pålidelig. Men de sidste ord har nærmest form som et kors, og man kan sige, at jeg tager livet af mig selv. Trilogien er slut. Nu dør forfatteren«.

Åhr ja!

»Ja, altså ikke den biografiske«, forsikrer Sonnergaard og ligner én, der har tænkt sig at hænge på længe endnu. »Bare trilogiens«.

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce