0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Forklaringen kommer først i sidste linje

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jan Grarup
Foto: Jan Grarup

Foto: Jan Grarup

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det oser af betydning, at Jan Sonnergaard sætter mig stævne på værtshuset Halvfemseren. Her kommer hans personer, når de vil have fadøl skænket efter alle kunstens regler, og her nyder han tydeligvis selv at fordrive ventetiden på den rigtige øl med et styks bryg på flaske. Som han sidder dér ved vinduet, ligner han ikke en mand, der er bange for noget som helst. Han har skaffet det bedste bord, der er styr på tingene. De mere tjekkede typer i hans eget persongalleri kunne ikke have sat scenen bedre. Jeg kan bare komme an.

Kun smøgerne, hvis efterladenskaber hober sig op i askebægeret med en fart, man ikke skulle tro mulig, antyder en underliggende nervøsitet. Men på den anden side: Cigaretter hører til på et værtshus. Askebægrene står der vel ikke for ingenting.

Du har fra begyndelsen sagt, at dine bøger var led i et projekt. Hvorfor skulle det lige være en trilogi?

»Jeg ville gerne hylde en genre, som er lidt ringeagtet. Det plejer jo at være poesiens eller romanens privilegium, det med en trilogi. Novellesamlinger sælger traditionelt dårligt, lige så dårligt som lyrik, og forlagene tager dem kun, fordi de håber, at idioten på et eller andet tidspunkt skriver en roman«.

»Derudover er der noget med indholdet. Jeg har på en løs måde bevæget mig igennem de tre klasser, som vi stadig har, selv om man påstår, at det klassedelte samfund ikke eksisterer længere. Det, at der er tre bøger, har givet mig plads til både at skildre den langtidsledige, som er lige ved at dø af sin fattigdom og sin fedme, middelklassemanden, der lider under sit serielle monogami, og den totale overklasse«.

Det er først nu med den nye bog, jeg rigtigt bider mærke i, at du skifter miljø. Ved overgangen mellem 'Radiator' og 'Sidste søndag i oktober' så jeg mere lighederne imellem personerne..

»Det skal heller ikke forstås så skematisk, som at der er en bog til hver klasse. Men der er et fokus på, at det går personerne socialt og økonomisk bedre. I 'Sidste søndag i oktober' har de overskud til at være ulykkelige over deres følelsesliv. De har trods alt et kærlighedsliv. Det mangler jo fuldstændig i 'Radiator'. Den forsumpede bartender kan stå og drømme om det, og spørgsmålet er, om han i virkeligheden møder Lotte, eller det bare er noget, han forestiller sig, fordi han altid er så pissefuld og skæv. I 'Sidste søndag i oktober' har de biler og kommer på kurser og får arbejde og går på fiskerestaurant«.

»Men det er jo kun fint, hvis det først bliver klart nu. Det er jo også sådan, jeg har skrevet de enkelte noveller. Forklaringen kommer først i sidste linje«.

De onde ler
Ondskaben har før stukket hovedet frem i dine noveller, f.eks. som en usikkerhed i novellen 'Polterabend' om, hvem fortælleren egentlig er. Men nu virker næsten alle historierne som vinkler på ondskabens problem.

»Mit projekt har været at skildre de sidste ti-femten års Danmark, og så var det et tema, som skulle med. Til at begynde med var det dog svært at skrive om fysisk ondskab og vold på grund af Bret Easton Ellis, der havde en masse epigoner på dansk, som i princippet ikke forstod ham. Ellis er en god forfatter. Hans ærinde er slet ikke alt det der splat, og det er mit i øvrigt heller ikke«.

»Titelnovellen, hvor en rig ung mand smadrer en luder under et bordelbesøg, har et klassisk tema: De onde ler, og de gode græder. Men i min historie er optikken på medløberen, som stadig har mareridt 15 år efter. Det er en historie om konsekvenserne af at have været med til en forbrydelse uden egentlig selv at være forbryder. Hvordan lever man videre med det? Tilsyneladende dårligt«.

»Det vigtige er, at for Caspar Michael Petersen går det udmærket. Han står og smiler og har for længst fortrængt det, de gjorde med pigerne på bordellet. Voldsmanden bliver ikke straffet. Og selvom det måske er overtydeligt, var det en svær fornøjelse for mig at give den halvpsykopatiske kokainpusher en glimrende karriere i et investeringsfirma«.

»Det er ikke engang urealistisk! En amerikansk forsker i psykopati fik engang et dejligt enfoldigt spørgsmål fra en journalist, nemlig: »Hvor møder du alle de psykopater henne?«. Til det svarede forskeren, at det bedste sted selvfølgelig var et fængsel, men det kunne være besværligt, fordi psykopater ofte sad i streng isolation. Det næstbedste sted var på børsen!«.

»Den klassiske psykopat kan ikke føle andre menneskers smerte; men paradoksalt nok er det nogle steder en egenskab, vi sætter højt nu om dage. De, der sidder og beslutter, om folk skal smides ud af landet, bliver jo næppe ansat på deres evne til empati. Jeg tror ikke, jeg siger for meget, hvis jeg siger, at empati i en eller anden grad ikke er en fremherskende egenskab hos dem«.

For en kvindelig læser springer det i øjnene, at det kun er få af kvinderne, der bliver behandlet pænt i dine noveller. Der er ligesom to typer: Den gode kvinde, der hjælper fortælleren op, og så alle de piger, der bare er trofæer.

»Så du vil sige, at jeg er en slags kvindehader? Men det passer ikke. Der er intet, jeg holder så meget af som en velsmurt fjams og et par store bryster!«. Jan Sonnergaard griner fornøjet over provokationen, men fatter sig så: »Det har også været oppe at vende i forhold til de andre bøger, men det er nærmest første gang, jeg hører det fra en kvinde. Det plejer at være mænd, der kalder mig kvindehader - især mænd omkring de halvtreds, som er opdraget i 1970'ernes helvede, hvor de skulle være så bløde«.

»Jeg synes selv, jeg er mere nuanceret. I novellen 'Sara', der beskriver den del af Danmark, som er regelret racistisk, hjælper manden og k