Klar til VM? Få daglige opdateringer fra den danske lejrLæs mere

Foto: Rasmus Baaner

Foto: Rasmus Baaner

Interview

At holde cirklen intakt

I løbet af 17 år var Karin Dyhr indlagt 70 gange på psykiatriske afdelinger. Hun forsøgte omkring 15 gange mere eller mindre helhjertet at begå selvmord, inden det lykkedes hende at komme videre og gå i gang med at indhente livet.

Interview

Svaret kommer prompte, bundet sammen med et stort smil:

»For tre år og én måned siden. I dag. Når man møder hinanden så sent, må man benytte alle lejligheder til at fejre mærkedagene«.

56-årige Karin Dyhr har skubbet lammeskindssutterne af og foldet benene op under sig i hjørnet af sofaen i sin og Peter Daugaards stue i det lille landarbejderhus i Ryomgård, Djursland. Han sidder i en stol skråt bag hende, opmærksom og stoisk piberygende.

Hun udstråler ro og velvære, når hun fortæller om det liv, der har åbnet sig for hende i løbet af de seneste år. Efter 17 år, hvor stort set al hendes energi gik med at være psykisk syg, psykotisk, er det lykkedes hende at komme ud på den anden side og skabe sig en tilværelse som rask.

En tilværelse, der i høj grad omfatter Peter Daugaard, men også hans fire sønner på mellem 10 og 18 år. Karin og Peter fandt hinanden via nettet, nogle år efter at hun fandt ud af, at hun var rask.

Som rask måtte hun først igennem bitterhed med erkendelsen af alt det, hun var gået glip af i sin lange sygdomsperiode, men dernæst kom appetitten på livet. Hun gik i gang med at lære og afprøve alt det, der lå stille i hendes sygdomsperiode, blandt andet seksualitet og parforhold.

Lykkelig slutning
»Jeg har været så utrolig heldig. Tænk på, hvor lille den statistiske chance er for at finde en mand på det her tidspunkt i livet. Min historie kan ikke filmatiseres. Den ender simpelthen for lykkeligt«, siger hun.

Skrives kan den. Det har Karin Dyhr netop brugt et år på, sammen med sin mangeårige veninde, Marianne Holmen. Begyndelsen på historien er trøstesløs. En lille pige, Ida, Karin Dyhrs alter ego, forsøger at begå selvmord, tre år gammel. Baggrunden var faderens overgreb.

»Jeg ved ikke, hvornår incesten begyndte. Jeg ved bare, at jeg ikke kan huske, at der var nogen tid før. Så det må have været, fra jeg var helt lille. Det er svært for os andre at forstå, at et menneske kan interessere sig for et lille barn på den måde«, konstaterer Karin Dyhr stille.

Peter Daugaard har ikke kunnet læse bogen færdig endnu. Han er nødt til at tage den i mindre portioner, det er for voldsomt at læse om al den smerte og sygdom, hans kæreste har været igennem:

»Det er svært at forstå, at det er det samme menneske, som jeg kender. Karin er faktisk altid glad«, kommer det mildt.

Som et landkort
Én gang i deres samliv, kort efter at de mødte hinanden, skar Karin Dyhr i sig selv. Hun så det selv som en ufarlig ridse, men det chokerede Peter voldsomt, da han opdagede det, og hun måtte love aldrig at gøre det igen. Det var svært for hende, skriver hun i bogen, for det var et farvel til et stumt sprog, et reaktionsmønster og en del af en identitet, som har været hendes i 17 år, mens psykosen var et sted at ty til, når livet blev for svært.

Igennem tiden har hun skåret sig så mange gange, at hun beskriver sin krop som noget, der ligner et kort over Tokyo. Hun trækker lidt op i striktrøjens ene ærme som for at give syn for sagen, men dækker hurtigt underarmen igen.

Ved at skære i sig selv oplevede hun et øjebliks fred og fik en oplevelse af, at noget giftigt i hende kom ud. På et tidspunkt var hun så dårlig og så bange for at skade andre ved sin blotte tilstedeværelse, at hun erklærede, at hun ville være tilfreds, hvis bare gråspurvene ikke faldt døde om, når hun fodrede dem med brød.

»Det var jo et beskedent ønske af livet, ikke?«, siger hun og ler kort. Med en del af sin bevidsthed var hendes egen giftighed et frygteligt skræmmende faktum, med den anden del var hun klar over, at det ikke kunne være rigtigt.

Som grænsepsykotisk var hun også i stand til at holde den nogenlunde gående, så overfladen virkede normal i en afgrænset periode, når det var påkrævet - f.eks. ved familiesammenkomster. Det var en meget krævende øvelse for hende, og ofte måtte hun indlægges bagefter.

»Jeg gjorde sådan. Det gjaldt om at holde cirklen intakt«, forklarer hun og danner en cirkel med to fingre på den ene hånd og sætter kanten af den anden håndflade mod næsen, så ansigtet deles i to. Cirklen var i mange år som grænsepsykotisk vigtig for hende at danne, en måde at holde fast i sig selv på, så hun ikke flød ud og over i andre mennesker, som hun frygtede.

»Det er mærkeligt. Når jeg gør det, kan jeg mærke igen, hvordan det var«, siger hun forundret.

Svingdørspatient
70 indlæggelser blev det i alt til i løbet af 17 år.

Første gang som 29-årig, efter en barndom præget af at være en lidt underlig en, men ingen forstod, at det havde rod i incest i den pæne borgerlige familie med to sønner og en datter.

Brødrene havde nøgle til deres værelser, men ikke Karin. Hendes far forbrød sig mod hende på hendes værelse om natten til omkring den tid, hvor hun fik sin første menstruation, og han lærte hende på et tidligt tidspunkt, at man aldrig, aldrig må vække folk, der sover. Sov hendes mor fra misbruget i alle de år? Så hun ikke, at hendes datter forsøgte at undgå de mange kærtegn og kys fra faren, at hun hadede at blive kildet, som han yndede at gøre?

»Jeg ved ikke, om min mor vidste noget. Jeg spurgte hende aldrig. Det ville have været ondt. Hvis hun ikke vidste noget, var der ingen grund til at fortælle hende det. Og hvis hun gjorde, ville det ikke ændre noget bagefter«.

Heller ikke faren fordømmer Karin Dyhr ubetinget:

»Peter har nogle gange undret sig: »Du taler så pænt om din far«. Det gør jeg, fordi han ikke bare var et ondt menneske, punktum. Han var også god. Han lærte mig mange ting, vi spillede musik sammen, og han gav mig interessen for at fotografere«, siger Karin Dyhr.

At holde ud i 14 dage
Det lykkedes hende at få en uddannelse som musikterapeut, inden hendes sygdom efter farens død slog ud for alvor og den lange række af indlæggelser begyndte.

Så vidt Karin Dyhr husker, var den længste periode, hvor hun ikke var indlagt, otte måneder. I andre perioder var hun fokuseret på at klare den 14 dage alene, før hun henvendte sig på hospitalet for at blive indlagt igen:

»Jeg tænkte, at hvis jeg kunne holde ud i 14 dage mellem indlæggelserne, ville jeg ikke virke helt så irriterende og trættende på personalet. Jeg har undervejs både fået at vide, hvad jeg kostede per dag og oplevet sukkende læger, når de igen skulle sy mig sammen. Jeg havde virkelig et ry; det har svingdørspatienter. Jeg forstår godt, at det er frustrerende, at patienter kommer igen og igen, men bortset fra nogle få undtagelser er det et meget begrænset engagement, jeg har mødt på psykiatriske afdelinger«.

Karin Dyhrs terapeut gennem ti år var en af de få undtagelser:

»Han måtte også høre fra andre professionelle, hvorfor han dog brugte tid på mig - jeg blev anset for at være et håbløst tilfælde«.

Mirakel
Hun er ikke i tvivl om, at det var samtaleterapien, der bar frugt, da hun endelig besluttede sig for, at hun aldrig ville tilbage på en psykiatrisk afdeling igen.

Det faldt også sammen med, at hun blev udsat for det, hun altid havde betragtet som dybt umyndiggørende og klaustrofobisk - en bæltefiksering. På trods af at det netop i forhold til incestofre, der ofte har været fastholdt som en del af misbruget, kan give voldsomme reaktioner.

»Det kunne have kostet mig livet. Heldigvis har jeg noget i mig, der flere gange har hjulpet mig. Når jeg virkelig rammer bunden, så sker der noget, så får jeg energi til at gøre noget ved det«.

Efter yderligere et par indlæggelser var beslutningen om at tage ansvaret for livet selv bæredygtig.

»Jeg er et særtilfælde. Det lykkes ikke for mange med tilsvarende sygdomsforløb at blive raske, fordi man ikke satser nok på lange terapiforløb i psykiatrien. Det er en af grundene til, at jeg har skrevet bogen - at fortælle, at det faktisk kan lade sig gøre. Det har også hjulpet mig selv til at se den røde tråd i de år, jeg var syg. Og så vil jeg gerne med bogen gøre opmærksom på, at der er brug for mere engagement i den psykiatriske behandling«, siger Karin Dyhr.

Hendes beslutning om at tale rent ud om farens overgreb er også båret af en trang til at få incesten frem i lyset:

»Jeg har ingen skyld i det, der skete, selv om det har taget mig mange år at tro på det. Min familie har ingen skyld. Den eneste, der havde skyld, var min far - og måske min mor. Hvis jeg ikke fortalte historien åbent, ville den blive båret videre i slægtled efter slægtled som en familiehemmelighed. Familier former deres egne systemer til at dække over incest. Og så længe det opfattes som tabu, er det en fordel for dem, der begår overgrebene«.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce