Vel er han glad for at modtage Nordisk Råds Litteraturpris 2011.
Ikke mindst fordi han nu er i klub med en af sine yndlingsforfattere, William Heinesen, som fik sin i 1965. Det er mere den virak, der følger med prisen, han godt kan være foruden. Som nu, hvor han skal interviewes til avisen og i det hele taget er langt hjemmefra. Håbede at telefonen ikke ville ringe Virakken begyndte den formiddag i april, da Nordisk Råd havde besluttet, hvilken forfatter der skulle belønnes med den store litteraturpris. Gyrðir Elíasson nussede hjemme i Reykjavik og gjorde sig klar til det, han allerbedst kan lide: at skrive en novelle. »Jeg håbede virkelig, at telefonen ikke ville ringe. Jeg var sikker på, at Beate Grimsrud ville få den; det sagde alle. Og jeg vidste, det ville være hårdt arbejde at få den pris. Jeg ville være tvunget til at gøre så mange ting i stedet for at skrive. I et helt år måske! Jeg kan virkelig bedst lide at sidde og skrive«, siger han tankefuldt, da vi mødes på en bogcafé i København og kommer til at sætte sig på den ene stol om bordet, der er i stykker.
