Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Gyldendal/foto fra bogen
Foto: Gyldendal/foto fra bogen

undervurderet. Peter Nansen var central i det moderne gennembrud, som bådekulturpolitiker, journalist, forfatter, forlagsmand og mæcen.

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Forsker rehabiliterer undervurderet »pjatjournalist«

Peter Nansen var central i det morderne gennembrud. Karin Bang har sat ham et monumentalt eftermæle.

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Da den østrigske forfatter Arthur Schnitzler i 1896 var på skandinaviensrejse og havde besøgt Henrik Ibsen, var det helt naturligt, at den første, han opsøgte i København, var Peter Nansen.

Og det var vel at mærke ikke så meget i dennes egenskab af nyudnævnt litterær direktør for Gyldendal, som fordi forfatteren Nansen var et stort navn i de tysksprogede lande.

Det er det ikke mange, der er bekendt med i dag, lige så lidt som med Nansens store og centrale rolle i dansk kulturpolitik og åndsliv i en menneskealder. Blandt andet som toneangivende journalist på denne avis i dens første år.

Ukendskabet skyldes, at biografierne over hans to venner og radikale medkombattanter, brødrene Brandes, såvel som senere tiders historieskrivning om Politiken (af Bramsen og Bredal) med eller uden ond vilje har nedtonet Nansens rolle helt urimeligt.

Det er i hvert fald det resultat, litteraturforskeren Karin Bang er kommet frem til efter mere end fire års arbejde med kilder, trykte som utrykte, til belysning af Peter Nansen, hans liv og værk. Og det er nærmest en superstar og et sexsymbol, vi møder på de næsten 1.000 sider i Karin Bangs veldokumenterede tobindsværk ’Lykkens kælebarn’.

LÆS ANMELDELSE

Peter Nansen var gift med den berømte skuespillerinde Betty Nansen (1873-1943). Men han var også inkarnationen af den mandlige flirt og lige så lidt som Brandesbrødrene en kostforagter.

Nansen skrev små teaterstykker og noveller om kærlighedsforhold, der ofte brød med konventionerne. I tidens sædelighedsfejde, indledt af Bjørnstjerne Bjørnson, der påpegede det uretfærdige i, at tidens krav om kyskhed før ægteskabet kun gjaldt kvinder, stod Nansen på den side, der gik ind for fuld erotisk frihed til begge køn.

En frihed, vi bagklogt ved, at kun mændene for alvor kunne benytte sig af. Og det gjorde de på kulturparnasset; i udpræget grad også Nansen. Bjørnstjerne Bjørnson elskede Nansen, trods deres store forskellighed.

»De charmerede gensidigt hinanden, det er der ingen tvivl om! De kunne ikke stå for hinanden, og det synes jeg er meget rørende!«, ler Karin Bang, da Politiken besøger i et villakvarter i Herning.

Her bor hun med sin mand, oversætteren Karsten Sand Iversen. Han sidder i sit arbejdsværelse, fordybet i en ny oversættelse af James Joyces ’Ulysses’.

Nær ven af Herman Bang
Det er kulturpolitikeren, journalisten, forfatteren, forlagsmanden, mæcenen og vennen Peter Nansen, Karin Bang vil rehabilitere.

Navnet Nansen er en fordanskning af Nathanson. Peter Nansen var af en assimileret jødisk slægt; hans far var sognepræst i den danske folkekirke, men Nansen selv var ikke religiøs og blev da heller ikke kirkeligt begravet, da han døde som kun 57-årig i 1918.

Han var bevidst om sin jødiske herkomst og meget stolt af sin farfar (afbildet af C.W. Eckersberg på ’Det Nathansonske Familiebillede’ fra 1818, red.), men det jødiske spillede ellers ikke nogen stor rolle hos ham, fortæller Karin Bang.

Som forskningsobjekt har Peter Nansen haft lavstatus. Måske fordi den skønlitteratur, han skrev, har været betragtet som ret frivol og letbenet. Måske fordi han blev overlevet af mænd, der selv gerne ville overstråle ham.

Det var i forbindelse med et projekt om østrigsk-nordiske kulturforbindelser, mag.art. Karin Bang første gang stødte på Peter Nansen (1861-1918).

»Jeg fandt ud af, at der var en utrolig masse breve til denne mand! Nansen har jo været en fantastisk hjælper for mange, han har skaffet folk arbejde og lånt dem penge og kautioneret. Han har været en trofast og gavmild ven og god at kende«.

Der er da også mange citater fra andres breve til og om Nansen – og fra anmeldelser – i biografien. Ikke meget af det har været udgivet, kun nogle af de mange breve fra Nansens bofælle i ungdommen, den livslangt nære ven Herman Bang.

Havde Bang og Nansen et erotisk forhold?

»Jeg tror, der har været en dragning fra Bang mod Nansen, men ikke den anden vej. Og jeg tror ikke, det var noget problem for Bang«.

Sammenspisthed og censur
Peter Nansen havde flere såkaldte erotiske venskaber. Du er jo også forelsket i ham!

»Nej, det er jeg ikke! Jeg synes frem for alt, at han er blevet uretfærdigt behandlet, nedgraderet og ikke vurderet efter fortjeneste. Det er det, der har været min drivkraft. Og efterhånden som jeg har arbejdet med ham, har jeg fået større og større respekt for ham. Jeg havde jo gennem det materiale, jeg sad med, fået indtryk af en anden mand end den dandy, han ellers bliver reduceret til; sådan en lidt pjatjournalist, der ikke havde skrevet noget seriøst . I biografier om andre fra de tid, selv i Jørgen Knudsens grundige biografi om Georg Brandes, er der en tendens til, at Peter Nansen er sådan andenrangs. Og i Kristian Hvidts biografi om Edvard Brandes får man slet ikke indtryk af, hvor store veksler egentlig Edvard Brandes har trukket på Nansen; hvor meget de to arbejdede sammen, hvilken gavn de havde af hinanden og hvilket venskab«.

Er det Brandesbrødrene selv, der har nedtonet Nansens betydning?

»Ja, jeg tror, han var en konkurrent. Georg Brandes har i hvert fald formindsket ham i sin selvbiografi og sine dagbøger«.

Karin Bang har i vid udstrækning inddraget forskellige vidnesbyrd for at vise, »at de var jo pokkerme afhængige af hinanden på kryds og tværs«, Hørup, Brandes, Cavling, Nansen ...

De var jo også, set med nutidens øjne, helt vanvittigt indspiste.

»Ja! Men ved du hvad, det er der altså også meget af stadigvæk!«, ler Karin Bang.

På min indvending, at vi dog nu har lidt skam i livet, svarer hun: »Jo, men tiderne var anderledes, og der var en anden kamp. De var måske nødt til at være mere indspiste for at klare kampen mod højrepressen (Estrups sidste provisorieregering uden folkeligt mandat faldt som bekendt først i 1901, red.). Men det var da for meget«.

Det var det mondæne København, Nansen færdedes i, og han var en ’celebrity’. Selv hans havbad i badedragt er indgående beskrevet et sted. Men der var alvor bag, politisk censur og censur over for teatrene. Hørup kom i fængsel, og det var nær gået galt for Edvard Brandes. Bangs ’Haabløse Slægter’ blev beslaglagt, og nogle bøger blev smuglet ind.

»Nansen og hans ligesindede kæmpede for at få mere oplysning og for at få lov til at ytre sig politisk. Og de ville gerne have folk til at læse noget mere litteratur og lære noget mere om livet og verden«.

Målet helligede måske midlet. For vennerne anmeldte hinanden, og det er lige før, Edvard Brandes anmeldte sine egne teaterstykker. Og som Gyldendals direktør ville Nansen da gerne bestille omtale i sit gamle blad Politiken.

Karin Bang: »Man blev også i større udstrækning nødt til at reklamere. Nansen kunne se, at det var nødvendigt, hvis Gyldendal skulle klare sig i konkurrencen med det ekspanderende Nordisk Forlag – indtil han opkøbte det«.

Jeg synes frem for alt, at han er blevet uretfærdigt behandlet, nedgraderet og ikke vurderet efter fortjeneste



Hvor meget kan man overhovedet stole på Politikens positive anmeldelser af Nansens værker? Havde man ikke en anden idé om, hvad kritik var dengang?

Men Karin Bang er ikke den, der kommer med bombastiske udtalelser: »Det synes jeg er svært at vurdere... De kæmpede for en anden litteratur. Og derfor var det vigtigt, at noget af den litteratur, de gik ind for, blev anmeldt positivt«.

Nansen reddede Gyldendal
Da Nansen kom til Gyldendal, var forlaget i krise, blandt andet fordi Jacob Hegel, som havde overtaget forretningen efter sin far, Frederik, i virkeligheden ikke var særligt interesseret i forlagsvirksomhed. Og den mere dynamiske Ernst Bojesen tog de unge forfattere på Nordisk Forlag.

På initiativ af Bjørnstjerne Bjørnsons søn, teatermanden Bjørn Bjørnson, som vidste, at Nansen efter 11 år på Politiken var blevet lidt træt af at være journalist, ansatte Hegel så Nansen.

Det reddede Gyldendal, siger Karin Bang, som mener, at Nansen siden blev småligt behandlet af Hegels søn, Frederik. Han kom – ret sent – ind i firmaet som sin fars søn, men faderen havde ikke så høje tanker om hans evner, hvorimod både han og hans kone blev nært knyttet til Nansen.

Derfor var Frederik Hegel den yngre efter Karin Bangs mening livslangt jaloux på Nansen. Han påstod, at Nansens forfatterpleje var for ødsel. Men det var Nansens indsats, Frederik Hegel kunne køre Gyldendal videre på.

Hvad ser du som dit største bidrag til vores viden om Nansen og den tid?

»Jeg synes, min biografi med al ønskelig tydelighed viser, hvor central en person Peter Nansen var i hele den årrække, han var i København. Først var han jo en meget, meget vigtig person for Politiken, så var han en forfatter, der blev læst af alt og alle. Og så kommer han og redder Gyldendal og mange forfattere. Ofte på trods af Hegel. Nansen stak også folk penge af sin egen lomme, hvor det egentlig skulle have været forlaget«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Peter Nansen udviklede med tiden et næsten invaliderende morfinmisbrug, som han flere gange var i diskret behandling for. Til sidst fik han leveret morfinen af en lægefrue i Mariager, hvor han døde i sommeren 1918. Noget, der anbragte Mariager på Europas litterære landkort.

»Det lå lidt i tiden at eksperimentere med morfin og den slags«, siger Karin Bang nærmest undskyldende. »Og han kunne jo langt hen ad vejen styre det. Men det er på grund af stimulanserne, han i perioder har kunnet overkomme så meget«.

Intet tyder på, at det generede Nansen at være genstand for så megen opmærksomhed og nærmest erotisk dyrkelse. Først da han fik det dårligt, blev det trættende at skulle leve op til billedet af den evigt forførende, underholdende, skarpe og hjælpende. Han skrev selv til Karin Michaëlis i 1911:

»Et Menneske som jeg burde ikke blive gammel og træt. Min Styrke har været, at jeg tog Livet mere ovenud end de fleste«.

Da var han 50 og havde været på sin første afvænningskur i Tyskland.

Åbent ægteskab med Betty
Peter og Betty Nansen var gift 1896-1912 og havde et gensidigt inspirerende og ligeværdigt partnerskab, så længe det varede.

De havde begge forhold ved siden af og skiltes, fordi de ifølge Karin Bang med to høj højtprofilerede karrierer ikke havde tid til at pleje hinanden – en meget moderne problemstilling.

»Og så på grund af hendes jalousi. Peter Nansen kunne rumme, at mange elskede ham, og stadig være glad for Betty«.

Det var måske så lidt sværere at rumme for Betty. Hun ville gerne være hans eneste, men blev alvorligt forelsket i en anden mand på et tidspunkt. Nansen lod hende udspionere for at vide, hvem det var.

»For hans skyld kunne ægteskabet sagtens være fortsat, tror jeg. Men hun var meget temperamentsfuld, og bølgerne gik højt, når hun havde det dårligt. Hun foreslog på et tidspunkt, at de skulle bo hver for sig, men det ville han ikke. Selv om han havde noget hist og her, var et ægteskab et ægteskab. Og han ville frem for alt undgå skandale; også da han nærmest blev sparket ud af Gyldendal«.

Det er svært at gennemskue, hvem af de mange kvinder, Nansen flirtede med, han faktisk havde fuldbyrdede seksuelle forhold til.

»Jeg tror, han har haft det sådan, at hvis han havde lyst til en kvinde, var der altid en, der var villig. Han havde en gevaldig sans for kvinder, han havde en indfølingsevne uden lige, han var galant og charmerende og gjorde virkelig noget ud af dem, når han var sammen med dem«.

Synes du, Peter Nansens litterære produktion fortjener en renæssance?

»Nej, men man skal ikke tage fra ham, hvor meget, det, han skrev, har påvirket andre mennesker og været med til at give dem et andet syn og mod til at leve på en anden måde. Der er jo en grund til, at der sad folk nede i Ukraine, som lærte dansk bare for at kunne læse Peter Nansens ’Marie’ eller ’Julies dagbog’«.

FACEBOOK

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden