Han er et muskuløst brød på 1,90. Hun er en spirrevip på 1,60. Jakob og Lone. De mødes på et diskotek i København og går hjem til ham, for han gider ikke kneppe på gaden, som han siger. »Hvorfor har du kun bøger om krig«, spørger hun ud i hans lejlighed. »Jeg har ikke kun bøger om krig. Der står også krimier, men jeg er premierløjtnant i livgarden. Derfor«. »Er du?«. Jakob er vant til at lyve om sit job. Ofte siger han, at han er lærer eller tømrer, for han ved, folk har fordomme om soldater. At de er idioter, voldspsykopater, som kun kan tænke på død, mord og lemlæstelse, når de trækker uniformen på. Derfor plejer han at lyve. Men det vil han ikke gøre nu. Ikke hjemme. Der er han soldat. »Har du noget imod hæren«, spørger han. Stærke mænd beder ikke om hjælp Lige dér begynder Lars Husums nye roman, ’Jeg er en hær’. For to år siden debuterede Lars Husum med den sorte romankomedie ’Mit venskab med Jesus Kristus’. Denne gang er det den både dystre og dramatiske historie om to barndomskammerater, Jakob og Jesper. Jakob er på vej ind i et forhold med Lone, som er alene med en søn. Jesper har en kæreste og to døtre. De er begge i hæren. De bliver udsendt til Bosnien og Afghanistan, og de kæmper på hver sin måde for at holde livet og forstanden på ret køl, selv om katastrofale begivenheder gør, hvad de kan, for at skubbe de to soldater ud over afgrunden. Bogen udkommer på et tidspunkt, hvor det er kommet frem, at soldater efter udsendelse i krigszoner har søgt ensomheden i skoven, fordi det er svært at vende tilbage til normaliteten, og her to uger før udgivelsen har en tidligere udsendt soldat erkendt at have myrdet to af sine genboer, en mor og hendes søn.
LÆS OGSÅ Krigsveteraner flygter ud i skovene
»Der er desværre mange historier, hvor soldater ikke kan finde en fast grund at stå på, og de kan være meget svære at hjælpe, for det er mænd, der ser sig selv som stærke. Der skal meget til, før stærke mænd siger, de har brug for hjælp. De bider i stedet for tænderne sammen, for det er hele deres selvbillede, der er på spil, og hvis man beder om hjælp, så er man svag«, siger Lars Husum.
Ingen krigsfiktion
Han ser de ulykkelige hændelser omkring psykisk ustabile soldater som gigantiske råb om hjælp.
»Det kan være svært at sige, hvad der får nogen til måske at slå naboer ihjel, men når nogen går ud i skoven, er det jo tydeligvis, fordi de ikke kan være blandt andre mennesker«.
I Lars Husums roman følger hans to hovedpersoner også de træk, som er kendt fra virkelighedens verden, når soldater får mentale kriser. Enten isolerer de sig, eller også tager de, som Husum siger, en normalitetsmaske på, så omverdenen har svært ved at afkode deres problemer. Ingen af dem flygter dog ud i skoven, men den ene isolerer sig i sit hus, og de kæmper begge for at opretholde en normalitet.
Soldaterne i ’Jeg er en hær’ kommer imidlertid stadig længere ud i desperationen, og Lars Husum undrer sig stadig over, at det højdramatiske stof ikke i højere grad har appelleret til skønlitterære forfattere.
»Det interessante for mig er, at krigen ikke præger os mere, end den gør. Vi hører om krigen dagligt, og der er også masser af bøger om den, men ikke i fiktionen«, siger Lars Husum.
Læst af soldater
Han tror, han det seneste år har læst alt, hvad der er skrevet om de danske soldater, og han har også læst bøger om krigen, eksempelvis ’I morgen angriber vi igen’.
»Det er en god bog, men det er endnu en journalistisk bog. Min bog kan noget andet. Jeg kan skrue op og ned for volumen, når jeg har behov for det, og jeg kan gå ind i hovedet på personerne på en måde, som de journalistiske bøger ikke kan, for jeg bestemmer også, hvad soldaterne tænker«, siger Lars Husum.
Men selv om det er en roman, er den fast forankret i en virkelighed.
»Min bedste ven er kaptajn, og ham har jeg brugt på næsten daglig basis til at tjekke de formelle procedurer i hæren og til at fortælle mig, hvordan soldaterne taler. Jeg har også haft flere soldater, som har været udsendt, til at læse manuskriptet, og en af dem skrev til mig, at han var lidt skuffet over, at hans navn ikke stod på forsiden, for jeg havde bedt ham om at skrive alle de anekdoter ned, han kunne huske fra sin udsendelse, og jeg har brugt hver og en af dem«.
Hvad er en soldat for dig? Nogle ser ham som en beskytter, mens andre ser ham som the bad guy? »Det er nok også en af grundene til, at jeg har skrevet bogen, så man kan få et mere varieret billede af soldater. Jeg har været i mange sammenhænge, hvor folk har gjort det meget klart, at de synes, soldater er dybt uintelligente. Og det er der da nok nogen, der er, ligesom der er uintelligente skuespillere og forfattere. Jeg tror, at fordommene om soldater er kolossale, så jeg havde vel lyst til at skrive om et menneske i stedet for at skrive en fordom om mennesker«. Krigsspil på computerenMåske er der en tendens til, at folk lader deres politiske holdning til krig influere på deres syn på soldater? »Det tror jeg. Jeg kan huske, at da filmen ’Armadillo’ blev vist, havde Politiken en voxpop, og en af personerne sagde: »Jeg havde jo ventet, at de folk, vi sendte til Afghanistan, var noget mere tænksomme, og så sidder de bare der og spiller krigsspil på computeren««.
